Heartwords

1. oktober 2019 Kære Melchior Som du kan se på datoen øverst i dette brev, er det en ny måned. Vi aftalte, der skulle gå en måned. Nu må det være på tide, du ringer tilbage. Eller skriver. Eller flyver. Det kan ikke passe, at du forholder dig så tavst til sagen. Du ved, man kan skrive breve fra Tenerife, ikk? Der er vel computere, internet eller måske endda postkasser? Melchior, det kan ikke passe. Jeg vil ikke blive ved med at holde døren åben på den måde.  Det er nu eller aldrig. Og denne gang mener jeg det.  Vh AM

30. september 2019 Kære kastanje Du står der og spreder dig med dine tunge brede arme. Jeg kigger på dig om morgenen, og jeg kigger på dig om aftenen. Du er et træ i min by. Du er det træ, jeg kender bedst. Du er det træ, jeg bedst kan lide. I regnen er du mørk og glitrende stærk, mens dine frugter bliver modne under den stikkende kapsel. Jeg længes efter at samle dem og mærke den glatte kølige overflade i min hånd. Den brune farve brænder sig ind i huden, og jeg gemmer de små runde knolde i alle mine lommer.  Til maj når du blomstrer med dine små hvide pyramider, bider jeg mig i læben. Over det syn på det træ i min by. Du er en kastanje, du er et træ, og jeg ved ikke, hvordan folk i verden, klarer sig uden et træ som dig. Kh AM

29. september 2019 Kære regnvejr Hvad regner du med? Tillader jeg mig at spørge lidt dumt. For du er ligeglad, du er jo ikke engang et du. Alligevel er du; regn der falder fra en sky - et sted, ingen begriber. Du er vand, du er liv, du er død. Og du dækker hele jorden med din storhed. Det er dig, vi længes efter, og det er dig, vi forbander. Det er dig, vi taler om, og børnene siger; ‘gå din vej’.  Og man ved, du gør dine ting - uanset.  Så kom bare og giv liv, og det du kan. Men gør det blidt, gør det nænsomt.  Kan man sige det til dig, regn - du som ikke er et du? Kh AM

28. september 2019 Kære MLR I dag læste jeg om dig i avisen, og jeg græd. Jeg kender dig ikke, men din historie fik mig til at føle, at jeg gjorde. Så meget i dine små fortællinger der i avisen, mindede mig om ting, der er opstået omkring mig i livet og især for mennesker, jeg kender. Mennesker jeg vil elske, beskytte og være nærværende for.  At skammen forfølger et menneske, at smerten og svigtet forplanter sig i kroppen og snor sig som rødder i et uendeligt net. At det hele gror fast i fundamentet.  Det at man skal bruge et liv på at slå det ned. At man skal bruge et liv på at blive fri. Hvis man kan, hvis man tør.  Jeg vil læse din bog, og jeg vil bede for, at modet og styrken vil forplante sig hos dem, jeg elsker.  Kh AM

27. september 2019 Kære Lili Hvor er det, går du hen? Hver gang jeg ser dig, er du i gang med at gå. Måske den ene vej, måske den anden vej. Du går, når du klipper, du går, når du er i bad. Når du du syr, når du spiser, når du danser. Selv når du svømmer, går du. Det virker ærlig talt mystisk, og jeg ved ikke, hvor meget længere jeg kan klare det. Forleden, da du hældte saft op til mig, mens du gik, blev det for meget. Mens jeg lå der og tørrede op, tænkte jeg kun på en ting.  Kan du i det mindste ikke tage mig med, når du går? Kh AM

26. september 2019 Kære Ida Det var sådan engang. Jeg sad på trappen. På det øverste trin. Når en bil kørte forbi ude på vejen, og jeg så lyset fra lygterne glide hen over væggen gennem det høje smalle vindue over trappen, hamrede mit hjerte. Og når det ikke var mor, græd jeg uden lyd. Kroppen blev så kold under den tynde natkjole. Fødderne hvide. Kinderne røde. Lydene fra radioen nedenunder brummede op gennem gulvet. Når jeg endelig hørte bildøren smække i carporten, løb jeg på stive ben ned af trappen, ud ad døren, hen over den våde græsplæne og ind i min mors favn.  Og i lille øjeblik var jeg ikke længere bange for, at hun var død. Kh AM

25. september 2019 Kære Zitta Det er som om, de døde ikke snakker. Eller er det mig, der ikke hører? Alle de historier jeg mangler. Alle de historier jeg savner. Hvis jeg dog havde nået at spørge. Hvis jeg dog ikke havde været så bange. Alle de ord jeg mangler. Alle de huller jeg ikke kan stoppe ud med noget.  Men jeg må tale i livet. Jeg må stoppe huller, mens jeg kan. Mens der er stemmer, jeg kan høre.  Når jeg kigger ned i graven eller op mod himlen, er alt stille. Så stille. Hvornår kan man ikke længere vente med at spørge?  Kærlig hilsen AM

24. september 2019 Kære sommer Jeg er ikke klar til at slippe dig. Jeg er ikke klar til at slippe sandet, stråene og de små lyserøde blade fra hybenbusken. Som de lå der på mit håndklæde, filtrede sig ind i mit hår og var min datters pude. Jeg er ikke klar til at slippe salten på min hud og pletterne af sol, der dansede på plænen. Jeg ved, du kommer tilbage, men hvem ved hvor mange af din slags, man når her i livet?  Og nu står træerne der i deres magtfulde okkerfarvede flor og kigger ned på os, der kravler forbi på gaderne.  Jeg vil have dig tilbage, sommer, jeg vil have dig tilbage. I hvert fald en dag. Kh AM

23. september 2019 Til dem der har fødselsdag i dag Èn af jer er min søster i verden. Èn af jer er en stjerne, der lever på jorden. Èn af jer kan mere end resten. Èn af jer føler min knold og min krop som ingen anden. Èn af jer havde engang en kvist, et rødt bælte og en kat. Til én af jer fortæller jeg hemmeligheder. Med én af jer så jeg mere af verden. Med én af jer drømmer jeg drømme om alt. Èn af jer (måske endda flere?) elsker særlig pasta med snask og det. Èn af jer går i søvne og går i drømme. Èn af jer er i livet som få. Èn af jer kan alt, der skal til. Èn af jer kan mere end det og mere endnu. Èn af jer kan elske som ingen.   Uden èn af jer kan jeg ikke leve i verden og samtidig at være et rigtigt menneske.  Der er kun èn af jer - hvortil ingen lykke og taknemmelighed er nok. Resten af jer; tillykke med dagen da.  Kh AM

22. september 2019 Kære menneske, der ikke græder  Der er - ingen vej udenom. Ingen virkelig vej i dette liv. Det er meningen, den skal ud af dig. Gråden. Det er ikke meningen, du skal samle tårerne til store søer inde i din krop. Mellem blodkar og celler,  mellem hjerte og nyrer, mellem tanker og mylder. Det der sker, er at du ender med at oversvømme dig selv.  At du drukner dig selv med dig selv. Jeg har set det ske.   Dengang du var en baby, kom gråden af sig selv - som din instinktive, naturlige refleks og din vej mod overlevelse. Sådan er det endnu; har du glemt det?  Du drukner dig selv, hvis ikke du lukker gråden ud.  Jeg har set det ske.  Kærlig hilsen AM

21. september 2019 Kære citron Altså. Hvor sur har man lov til at være? Evig og altid skal du have sukker, før det kan blive til lidt sjov med dig. Tænk lidt på appelsinen; der er ikke så meget ballade med den. Ikke for at sammenligne som sådan, bevares. Jeg ved godt, du også har gode sider, men selv dér virker det lidt surt med dig. Indimellem kan det gavne at se lidt ud af boksen. Åbne sine horisonter.  Men, måske er det bare din natur - at være så sur? Kh den knap så sure

20. september 2019 Kære Ernesto Jeg tænker på, om vi to ser på den samme måne? Om vi går i den samme skov; hvilken jord træder du på? Hvilken hånd, holder du? Jeg tænker på dine ord, der rammer mine ører, og at det er ord, jeg ikke kender. Det er som ord fra andres tunger. Som om dit sprog er en andens.  Og når du lukker døren op, kender jeg ikke det blik. Når du løfter koppen fra bordet mod dine læber, kender jeg ikke den mund. Det er ikke den mund, der kyssede min engang.  Men når dine ben lægger sig mellem mine, og når dine lange fingre borer sig ind i mine albuer, er det som om, din krop er min. Lidt endnu.  Hvornår ved jeg, hvem du er? Så drikker du sødmælk fra kartonen og en dråbe lægger sig i skægget på din hage, og mens jeg tænker på at fortælle dig det og det hele, vender du dig og går.  Jeg ved ikke, hvorfor nogen ikke længere er dem, de er. Kh A

19. september 2019 Kære R Det er. Gruset på fliserne, der knaser, når vi går. Lysene blinker og vinden er blå. I butikken er luften tung, snuderne våde. Jeg køber koriander og en efeu til stuen.  Du holder mig i hånden og siger, bliv. Din hud er kølig mod min pande, jeg har mest lyst til at gå. Sådan er det tit. Jeg vil ud og røres ved i den vind. En smule på min krop, der hvor det sitrer og prikker.  Jeg har ingen svar til dig. Min ven.  Kun alt det, du ved - og hvad skal du bruge det til, tænker jeg. Hvis nogen ku’ er det os to, siger du.  Men jeg ved ikke, hvad man siger til den slags.  Det er. Alt for svært. Kh A

18. september 2019 Kære lillesøster Hvis du fandtes, ville jeg tage dig med ud til klitterne, derude hvor solen går ned i havet, og hvor håret bliver til guld. Hvis du fandtes, ville jeg bære dig på ryggen op ad bakkerne med vinden bag os og råbe dit navn mod skyerne. Jeg ville plukke en nælde og vise dig, hvad den kunne. Jeg ville trække bær på strå og lægge dem i klynger i din kurv. Jeg ville vælge en sti, der var snoet og skrå, og jeg ville grine af dine øjne og din mund, når du fjollede i tusmørket. Hvis du fandtes, ville jeg fælde alle træer i verden for dig, eller plante et nyt for hvert skridt, du tog. Lillesøster, hvis du fandtes ville livet stadig være vores.  Nu er det kun mit, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal bære det uden dig.  Kh - én der mangler dig

17. september 2019 Kære fremmede Hvis jeg spurgte dig om dine drømme, og du fortalte mig dem, ville jeg så kende dig?  Hvis du sparkede til bladene, der lå som små bjerge langs husmuren, ville jeg så vide, hvorfor du spredte dem i luften med dine brune læderstøvler?  Hvis du så på mig med et særligt blik, når jeg stoppede dig på gaden, ville jeg så vide, hvad det betød? Hvis du gik ud af alle døre, når stemmerne blev for høje, eller hvis du smilede, når der kom en særlig sang i radioen, eller hvis du blev ved med at råbe, selvom nogen græd, ville jeg så forstå dig?  Ville jeg forstå dig bedre, hvis jeg kendte dine drømme? Giv mig bare én af dine drømme. Bare en lille én. Jeg tror, det hjælper.  På lidt af hvert endda.  Kh AM

16. september 2019 Kære Niel  Der er det, at jeg gerne vil have en ny ven. Og jeg vil gerne have, at det skal være dig. Det er sådan set kun på grund af dig, jeg vil have en ny ven. Det virker måske en smule problematisk, fordi jeg ikke kender dig. Som sådan. OG ikke mindst, fordi du heller ikke kender mig. Men altså. Lad os se bort fra detaljerne, for jeg ved bare, det kunne svinge med os to. Den slags ved man jo. Det er især, når du taler og siger ting, som jeg forstår så inderligt. Så ved jeg det bare. Det du siger, er det, jeg siger. Så kan du se. Det passer. Jeg griner i øvrigt altid af det samme som dig. Så i det mindste kunne vi grine sammen.  Hvis du har en hund, er det okay. Det er ikke altid, jeg er vild med hunde, men din ville jeg være med vild med. Jeg ved det bare.  Nå, men du kan bare ringe. Jeg er her.  Kh AM

15. september 2019 Køre søndag Hvor blev du af? Jeg nåede kun en flig af dig, så var du væk. Da jeg trådte ud på gaden til dig, var du blevet en anden, én jeg ikke kunne kende. Noget flagrede afsted rundt om hushjørnet, måske var det dig?  Du forsvandt før jeg stod op, du forsvandt uden ord.  Søndag, i virkelig var du nok en andens denne gang.  Nu ligger jeg her og venter til den næste, der kommer af din slags.  Kh den dagsløse

14. september 2019 Kære Lotus Du var en pige på gymnasiet. Jeg kan ikke huske, hvilken klasse du gik i. Men jeg kan huske dit ansigt, og jeg kan huske dit navn. Din hæse stemme, og den magi jeg så stråle ud fra dig. Eller hvad det var, der strålede. Noget gjorde i hvert fald. Du kunne være én fra et eventyr eller en film, eller en af de bøger, jeg læste i stakkevis. Men du var bare en pige på et gymnasium.  Vi var ikke venner, ikke som sådan. Men jeg betragtede dig gennem aulaen eller hørte dig grine i gården. Der var bare noget ved dig, noget jeg kendte - uden at kende dig.  Jeg ved ikke, hvorfor vi ikke var venner, det var bare sådan, det var. Nogle var man venner med, nogle ikke. Det undrer mig på en måde, at jeg stadig husker dig så tydeligt. Hilsen AM

13. september 2019 Kære Martin Dengang du cyklede med mig på den lille blå cykel, jeg sad på stangen med benene ud til den ene side, dine arme lå beskyttende om mig. Dine hænder på styret. Dit hoved på skrå. Dit brune hår og din blege hud. Den hvide havelåge og svinget, der var for skarpt til os to på den cykel.  Dine øjne da jeg blødte fra hovedet, dit blik på mig i spejlet på badeværelset.   Dengang, og alle de gange, du tog dig af mig. Du var sådan en lille dreng.  Jeg tænkte aldrig på det sådan, dengang. At du var en lille dreng. Jeg tænkte aldrig på det, du gjorde. Jeg elskede bare, når du var der. Når vi sad sammen, legede sammen, gik sammen; du altid yderst ved vejen. Det var bedst sådan, sagde du.  Nu tænker jeg tit, hvor lille du egentlig var, og hvordan jeg burde have krammet dig endnu mere dengang.  Kh AM

12. september 2019 Kære fod Dilemmaer en masse. Egentlig er du ikke køn. Til gengæld er du utrolig brugbar. Indimellem lugter du af noget, jeg ikke begriber. Indimellem er du blød og ren, andre gange er du sort og hård som overfladen på gammelt dæk. Af og til er du plantet i mulden, hvorefter du pludselig letter mod himlen, som har du glemt, hvorfra du kommer.  Når du nogle gange danser i høje sko med glimmer og guld, gør du mig glad. Så er du flot, i den sko, og en lille tid glemmer jeg de ømme såler. Når du er bar i sand, prikker det op gennem benene som små bobler af rarhed. Det er fint, du sidder, som du gør; der for enden af mig. bliv endelig ved med at gøre dine ting. Uanset.  Det føles godt at vide, jeg kan læne mig på dig. Kh resten

11. september 2019 Kære Maryam Jeg tænker på dig. For tiden, hele tiden. Jeg savner dig. Det er noget med din stemme og den måde, jeg mærker, hvordan dine øjne ser ud på verden.  Du er i mig, og jeg kan ikke få dig ud i livet. Men jeg vil forløse dig, hjælpe dig ud med dit sprog, dine ord, dine sorger, dine glæder. Dit håb. Alligevel virker alt hvad jeg gør tamt og tomt. Forkert. Misforstået og malplaceret. Det giver ikke mening, at du bliver siddende i mig. Meningen er, at du skal ud i livet. At du skal løsrive dig fra mine tanker. Du er hjælpeløst låst fast i mig; tænk at jeg har fanget dig der.  Hver dag øver jeg mig på at slippe dig fri. Kærlige hilsner fra Anne Mette

10. september 2019 Kære Ritman  Der er en lejlighed ude på Amager. En lille lejlighed tæt på kirkegården. Den ene væg i stuen er dueblå. På den øverste del af væggen, hænger hvide bogkasser. Bøgerne i kasserne er placeret i alfabetisk orden; de fleste i hvert fald. Mellem kasserne hænger nogle gamle billeder i sorte rammer. På et af billederne står en pige og en lidt ældre dreng. De er søskende. Jeg tror, det er forår. De står foran nogle lange skygger i en have. Pigen ligner en bi med sort og gult tøj og en gul stråhat på hovedet. Drengen er højere, han har Lucky Luke kostume på. Pigen smiler fjollet, hun har korslagte arme og krydsede ben. Drengen står lidt foroverbøjet, med let bøjede knæ, mens armene hænger ned langs siden. Han smiler let. Lidt genert.  Jeg tænker på dig, når jeg ser det billede, og savner dig.  Kh AM

9. september 2019 Kære Elin Jeg drømte om bjørnene igen i nat. De store sorte bjørne, der luntede rundt i forhaven. Den skinnende pels, og den måde de spankulerede derude. Som om det her var deres sted. Den måde de stak snuden op mod rønnebærrene, der hang i fyldige klaser hen over havegangen.  Og den måde, en af dem roligt tog fat i mit barn og klemte den lille krop i sit gab. Den måde jeg skreg og bjørnen, der langsomt vendte sig og kiggede på mig med sine sorte øjne, inden den drejede rundt og gik.  Med mit barn i sit gab. Og han hang der, dinglende som en død.  Jeg skriger, til jeg vågner af min egen lyd.  Og jeg forbander søvnen og dens uendelige tilbagevenden.  Kh AM

8. september 2019 Kære digter Når du skriver dine digte, og jeg føler, de er mine, når jeg læser dem.  Jeg læser dine digte og bliver forundret og forvandlet, og jeg rammes; så hårdt. De sorte bogstaver på det hvide, rammer mig indeni, dér hvor jeg ellers sjældent kommer.  Du er en fremmed, jeg ved ikke hvem, du er, men du skriver noget, der føles som mine tanker, mine drømme og mine længsler.  Hvordan kan du det, når du ikke kender mig?  Så tænker jeg, at vi alle kommer fra det samme sted. Fra et sted, hvor vi engang var ens. Vi kommer fra et sted, hvor hjertet var rent og lyst mørkt. Vi kommer fra ét sted. Men alligevel - de ord… KH AM

7. september 2019 Kære EGO Hvordan synes du egentlig selv, det går?  Hver dag, står jeg op og skal kæmpe med dig. Først er der det ene og så det andet. Nem at danse med, det er du altså ikke.  Når jeg siger venstre, så siger du højre, når jeg siger yes , så siger du fandengalme no . Når jeg siger; skriv den linje, så skriver du noget helt andet, som slet ikke giver mening.  Hvad skal det ende med?  Og samtidig går folk rundt og ligner nogen, der ligesom bare har fundet melodien. Hvordan gør de det - spørger jeg mig selv, og river mig lidt i håret i mens. Men jeg vil simpelthen ikke lade dig vinde; det går ikke.  Det kan ikke passe…  Eller kan det? Er det, det der er meningen?  Jeg kan sgu ikke finde ud af det. KH AM 

6. september 2019 Til en mor Jeg har det ligesom dig. Hvis ikke lige nu, så har jeg været der. Dér hvor du er.  Dér hvor du går rundt om natten med spændte bryster, der brænder og føles fremmede. Dér hvor du aldrig sover, fordi nogen skriger, klynker eller trækker vejret underligt. Eller dér hvor nogen klipper din silkekjole i strimler og æder af din øjenskygge. Eller dér hvor nogen kalder dig lorteidiot, fordi de ikke må få mere Nutella, eller dér hvor nogen falder ned fra et træ, og du får angst over, om de har brækket ryggen. Eller dér hvor nogen smækker døren i dit ansigt og råber, de hader dig for evigt.  De steder kender jeg. Så godt. Men når nogen, med en meget lille mund, giver kys, der smager af kanel eller blåbær eller makrel eller majs eller yoghurt, så er det på en underlig måde, meget mere okay - det hele. Jeg kender det godt. Kh en anden mor

5. september 2019 Kære typer, der HELE TIDEN ser fodbold Mener I det - helt seriøst? Kh én, der bare ikke forstår det

4. september 2019 Kære pause Du skal ikke tro, jeg synes, det er en god idé, det du har gang i. Du skal ikke tro, jeg har tænkt mig at hoppe med på den vogn. Hvad regner du egentlig med? Jeg er ikke typen! Det er vi i øvrigt en del, der ikke er. Vi har ikke tid, kan du nok forstå. Vi har hverken tid eller lyst. For vi har travlt. Vi har så fucking travlt med at ordne vores ting. Med at drøne afsted og se ligeud. Og vi elsker det. Hvordan havde du forestillet dig andet? Prøv dog lige at se dig omkring? Det kan ikke være så svært, tænker jeg.  Hvad skal vi i øvrigt bruge sådan en som dig til? Hvad får vi ud af det? Hvad vinder vi? Intet andet end et stort fedt nul! Og hvad fanden kan man bruge det til i banken? Jeg spørger bare! Så tag og smut. Der er ikke tid til din slags. Hilsen AM

3. september 2019 Kære ven Engang var vi altid sammen. Vi sad på muren og hang. Med fødderne i springvandet. Det var solskin, og der var musik og mennesker, der smilede til os. Du havde krøller ud over det hele og fregner. Jeg elskede alt det med dig. Kan du huske dengang, du kom til at skubbe mig i? Jeg grinede så meget, at jeg fik krampe. Vi fandt en mønt fra USA i det springvand. 10 cent, en lille beskidt sølvmønt. Den blev vores lykkemønt, og vi fik Søren til at bore et lille hul i den og så en brun lædersnor. Det så godt ud. Vi skiftedes til at gå med den. En måned af gangen. Så byttede vi.  Jeg tror det er 20 år siden nu.  Og så i går fandt jeg den i min datters skattekiste, og pludselig huskede jeg alt det, der skete mellem os dengang.  Det må være vist være din tur til at have den mønt nu. Hvor er du, min ven? Kærlig hilsen Anne Mette 

2. september 2019 Kære Sally Forleden da vi stod under halvtaget, og det var vores tur til at holde øje med børnene, dér hvor du fortalte mig det. Du ved, hemmeligheden. I det øjeblik var jeg pludselig 11, og jeg kunne mærke fornemmelsen af det i hele kroppen, som dengang. Det med hvordan sådan en hemmelighed fylder, og i virkeligheden nærmest ikke kan være indeni. Hvordan den bare har lyst til at springe ud i hovedet på de andre. Fordi det kribler og stikker og prikker alle steder, og mine øjne bliver store, og jeg synker og synker for at holde det inde. for det er det, man gør, når man får sådan en hemmelighed af vide.  Og jeg smilede til dig og nikkede og sagde ja, fordi du vidste, at du kunne stole på mig. Jeg er voksen, jeg er 38.  Selvfølgelig kan jeg holde på sådan en hemmelighed. KH Anne Mette