Dagens brev - Kære Ida
26. september 2019
Kære Ida
Det var sådan engang. Jeg sad på trappen. På det øverste trin. Når en bil kørte forbi ude på vejen, og jeg så lyset fra lygterne glide hen over væggen gennem det høje smalle vindue over trappen, hamrede mit hjerte. Og når det ikke var mor, græd jeg uden lyd. Kroppen blev så kold under den tynde natkjole. Fødderne hvide. Kinderne røde. Lydene fra radioen nedenunder brummede op gennem gulvet. Når jeg endelig hørte bildøren smække i carporten, løb jeg på stive ben ned af trappen, ud ad døren, hen over den våde græsplæne og ind i min mors favn.
Og i lille øjeblik var jeg ikke længere bange for, at hun var død.
Kh AM
Kommentarer
Send en kommentar