Heartwords

30. april 2020 Kære Hedvig Situationen er uholdbar. Hvem har talt om skyttegrave? Folk dør i den slags, ved du! Kan vi arbejde mod en fælles forståelse? Mod et helhedsindtryk? Mod en højere generel forståelse?  Jeg træder henover usikker grund hver dag,  Det er sådan at leve. Men vi kunne lave skjold, vi kunne lave mening. Sammen! Vi kunne detonere minerne, mens vi sidder i skjul.  Sammen. Elva 

29. april 2020 Til en gade Parader i gader mellem fødder og facader. Amager ligger som en klods, nogen har tabt og glemt.   Morgengry og dis mellem vores tage. Et åbent vindue og et barn, der græder, så det trykker i mit bryst.  Den første sol i lige linje langs rabatten. Og vi splintres i midten af Amagerbrogade.  I dag er du en morgengade, og jeg træder på dine streger.  Efterlader huller i asfalten uden at tænke på, hvem der falder bag mig. Du er en, der samler.  Du er en, der tager. Korsene, spirene, lygterne og cyklisterne.  Duerne og damerne.  Alt det vi prøver at eje i den slags gade.  Fra AM

28. april 2020 Til ingeniøren Flere gange end én har jeg stået på broer og tænkt over det med, at nogen bygger dem. Det med alt det jern og beton. Alle skruerne og boltene, svejsningerne og rillerne, søjlerne, pælene og pylonerne der borer sig lagt ned i undergrunden. Det må de gøre for at holde på alt det, der skal bæres af en bro, tænker jeg. Tunnellerne kan jeg slet ikke forstå. Hvordan kan de holde vandet ude, mens alting fæstnes dernede? De kan vel ikke lægge hele tunnelen ned på en gang? Den under Storebæltsbroen er over 8 km lang! Hvor starter man den slags arbejde? Men hver gang, jeg går på en bro, virker jorden lettere magisk under fødderne.  Så lidt asfalt, så lidt vej, så lidt land der holder mig svævende over vandet.  Dét, at gå på broer. Lokkende, faretruende, frydefuldt.  Kh AM

27. april 2020 Kære lille dreng Jeg sætter mig på hug foran dig. For du er et barn, og jeg må se ind i dine øjne. De græder. Og jeg må kramme dig, for andet ville være så forkert. Og du er så ked af det, at du ikke kan tale. Kun græde. Og jeg ved, at det er sådan, det er. At vi må kramme dem, der er kede af det. Det er vi nødt til.  De siger, vi ikke må røre ved hinanden. De siger, det er for at passe på de svage. Det forstår jeg. Men jeg hader det. Jeg krammede J og forleden E. Og jeg krammede dig i dag, for det var det rigtige og vigtige. Kh AM

26. april 2020 Kære Pernille I nat var der en taxachauffør, der kørte os hjem gennem byen. Fra Vesterbro til Amager, og B spørger, om Langebro er den længste bro i verden. Jeg ryster på hovedet. Han siger, det ville give mening, når den hedder, som den gør.  Chaufføren fortæller, han nyder at være mere hjemme med sin datter på ni måneder og konen, der er på barsel. De drikker te sammen, når den lille vågner, men spiser først morgenmad kl. 10.00. Han synes, det er skønt at være sammen med den lille. Før, havde han ikke tid.  Nu arbejder han, når han vil, og der er ikke mange kunder, han har mistet 80%. Han siger, der er for mange forældre, der har for travlt til at se deres børn. Til at være sammen med dem. Det er ikke godt for børnene, siger han. Hans bryn rynker. De er mørke, han har rare øjne.  Han kører roligt, der er stille på Amagerbrogade, børnene har ikke seler på, de er pakket ind i tæpper, bilen er varm og blød, de synes, det er hyggeligt.  Vi bærer dem ind i le

25. april 2020 Kære D. Jeg lover, jeg kommer tilbage. For evigt. Din A. 

24. april 2020 Kære HH Ligesom sommerregn.  Jeg skriver breve til Gud og hver mand. Og der kommer aldrig svar. Og jeg venter til der ikke er mere tilbage.  Tiden ringer, vi har de samme dage, som i går.  Brosten og drosler i min gård.  Jeg venter på ingen. Og tænker på det, der kommer.  Min elskede har støv og grus i håret, og jeg risler.  Vi er levende i regnen.  Jeg læser ‘de’. Og tænker på alt den nutid, der i den bog. Måske kan du svare mig? Kh AM

23. april 2020 Kære Uma Der er den slags dage, hvor man vender kalenderbladene om og om igen. Som om tiden er gået i stykker. Og jeg tænker på Tara I Solvejs bog, og hvilken tid, hun er i. Jeg tænker på den måde, hun lærer himlen og månen at kende ved at se på den i sin uendelige tid. Den måde, hun forsvinder i den samme dag hver dag. Hendes ensomhed der ikke kan måles med noget, vi tror, vi kender.  Men i dag er der ingen af de små gyldne musikanter i træerne. I dag er det solsortene og skaderne. Og mågerne der flyver højere og minder mig om havet, som jeg ville ønske, jeg kunne mærke her, men ikke kan, selvom det er tæt nok på.  Hvor mange dage, skal det være sådan, at vi ikke må røre ved hinanden? Hvor mange dage, skal det være sådan, før børnene får naturen tilbage i kroppen?  Jeg siger, de må lege. De må trille og hoppe og fange. Det er jo, de kan. Det er det, de skal. Jeg kan ikke tage det fra dem. Jeg tør ikke tænke på, hvad der så vil ske med dem og de små små kropp

22. april 2020 Kære K Der står et Ahorntræ i gården. I morges var det fuld af musik, fra 22 små gyldne fugle. Jeg talte dem, de sad så stille længe og sang, indtil de pludselig byttede pladser deroppe. Jeg tænker på, om det var blåmejser eller musvitter, og at jeg ikke helt kan kende forskel på dem. Som så meget andet. Men musikken de lavede fyldte gården med en helt særlig morgenlyd, der gav mig ro. Jeg tænker på min fars fuglebøger og turene med kikkerten, og den morgen, hvor vi skulle op kl 4. for at tage ud i Vestskoven og høre nattergale. Jeg tænkte, at det var mærkeligt, det var jo bare fugle. Men den slags musik, de laver, er ikke mærkelig, men nærmere magisk. Når man rigtig lytter, ved man, hvordan den nænsomt kryber ind i kroppen og lægger sig derinde som den mest rigtige lyd, man længe har hørt.  De var der igen her til aften, men nu så mange, at jeg ikke kunne tælle dem. De sang den samme musik, og jeg havde det som om, musikken var til mig, lige dér midt i den sti

21. april 2020 Kære Sigga Jeg prøver at være stor nok til verden. Jeg prøver at være lille nok til lejligheden. Jeg prøver at være mere altruistisk. Jeg prøver at passe på mig selv. Jeg prøver at skrive og at læse. Jeg prøver at opsamle regnen.   Jeg prøver at være en mor. Jeg prøver at være en smule underdanig. Jeg prøver at favne de dumme. Jeg prøver at sige det sjove. Jeg prøver at være lettere på jorden. Jeg prøver at være flyvende mod stjernerne.  Jeg prøver at forstå, det der står på gravstenen.  Jeg prøver at være mig selv.  Jeg prøver.  Jeg lever.  Kh AM

20. april 2020 Til en evig angst At øve sig i at slippe barnet ud i verden.  At sætte dem fri. Og selv at blive stående. Som en frygtelig, alt for virkelig sci-fi. Kh AM 

19. april 2020 Til ingen som helst Nogle gange er jeg så social, som de forventer og kan ikke få nok af hjerte og smileys og tik tok og zoom alt det dér, hen over bordet. Og så venter jeg og tænker, om de har glemt mig.  Andre gange, for det meste, har jeg kun lyst til at gemme mig og være ensom og skrive alt det, de andre allerede har skrevet, for det er det eneste, der rigtig giver mening, når jeg prøver at skrive. Men så laver jeg sætninger med ord, der bare står alene, og det er alligevel ret godt, synes jeg selv, men betyder ingenting i det store hele.  Og så åbner jeg bøgerne fra hylden og leder efter de bøger, hvor jeg ved, der står lige dét, jeg vil sige, og går i panik, hvis jeg ikke kan finde dem, for så er det som om, jeg ikke rigtigt kan sige det, jeg vil sige.  Så går jeg ud og er social i stedet, og mærker hvor lidt det hjælper, og tænker; Hvis det bare er fucking ord, hvorfor betyder de så alt?!  KH AM

18. april 2020 Kære lille ven igen  At litteraturen er et del af mit liv, kan føles som en løgn, for er den kun en del af mit liv?  Og når folk spørger, om jeg er én, der læser, forstår jeg ingenting. For det eneste jeg gør, sådan rigtigt, er at læse. Mens jeg venter på, at ordene skal komme ned i min egen pen. Og jeg venter, til jeg får en slags udløsning, når jeg så læser det, de andre skriver. For dér er der i det mindste noget, jeg kan mærke. Noget jeg kan forstå. Noget som alle burde kunne forstå. Tænker jeg længe længe efter.  Nå, men vi sidder i gården igen og snakker. Og Mette fra fjerde spørger pludselig om jeg har læst Thomas Mann, Buddenbrooks, og jeg er bare et stort what-are-you-talking-about, og det eneste jeg så kan, er at kaste Lykke-Per i hovedet på hende, for jeg fatter det ikke, og dét, at der er én, der læser bøger på den måde, og at vi kan sidde de næste to timer og tale, om de bøger der får os til at græde og væmmes og alt det. Alt det man må læse. 

17. april 2020 Kære lille Jeg er her igen. Jeg har sådan set hele tiden været her, men indimellem ryster verden på en måde, hvor jeg ikke kan få hold på noget. Ikke som jeg plejer. For det går i kroppen, i hovedet og fingrene sitrer. Og som jeg skrev; under gulvet ligger der guld og glimter, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal bære det hele, mens dele af verden er på vej til undergang. Jeg går normalt fint på gulvet, men bemærkede ujævnhederne under sålerne, og det var dér, tingene begyndte at ryste og glide. Hvordan bærer man sig ad med den slags; måske du kunne komme forbi, og vi kunne undersøge det sammen? Jeg savner dig, lille. Jeg vil hjælpe dig med at bære. Det hele og endnu mere. Hvis vi er sammen, kunne det måske lykkedes os at finde det? Kh AM

16. april 2020 Kære lille Bliv ikke forvirret af datoen. Dette brev hører til dagen i går. Jeg fandt en skat under gulvet og kunne ikke bære den, da jeg var forhindret og opholdt mig et andet sted. Det skal ikke ske igen, jeg vender tilbage i aften med mere info. Du er i mine tanker dag og nat. Jeg fortæller, om det gamle hus og rystelserne i mit hoved senere. Og børnene sov for længe, vi vender kalenderen sammen på en ny måde i disse dage.  Du er ikke glemt.  Kh AM 

15. april 2020 Kære Julia Jeg er en krop, der går rundt i verden, og verden er i min krop. Jeg skriver det, som Paul Auster siger, fordi det er sandt.  Dét at vi kun kender den verden, vi formår at opfatte med vores sanser. Og jeg tænker på, alt det, vi regner med, vi ved om verden. Jeg tænker på pandemier og vira, der har ligget langt ude i junglen i tusindvis af år, hvor de burde blive liggende, men at det er klart, at de ikke gør, når vi raner naturens habitat til os med grove bevægelser uden at se tilbage.  Vi er mennesker, og vi tager, hvad vi vil have.  Dét at acceptere, alt det, der dermed kommer, som vi ikke vil have.  Hver gang der går en dag, er vi tættere på døden. Jeg tænker over det. Ofte. Kh AM

14. april 2020 Kære M Ganske ofte tænker jeg på, hvad du skrev engang: “Nogle gange føles det som om, vi er den samme person, og det gør mig tryg.” Den sætning føltes livreddende for mig dengang, stadig og for altid endnu.  For jeg ved, at det er sandt; at vi på en særlig måde er den samme, selvom vi ikke er. Du skal vide, at jeg nu og for altid vil være den, der går yderst på fortovet, når vi to går sammen, og at jeg vil gå med dig for evigt.  Uanset hvordan og hvorhen du vil gå. Kh AM

13. april 2020 Kære D Når man er på Bornholm om sommeren, er der flere ting, der føles lettere. Og folk er ligesom anderledes, når de er på Bornholm. Det er noget med alle de klipper og musikken og bilerne, der ikke har så travlt. Og lysene i haverne og vandet, der er overalt på sådan en beskyttende og pakket måde, der får os til at hænge bedre sammen, og vi bliver vilde og kulrede, som man gør på øer.  Der var en vinter, det var dengang på det flade lange hotel i Rønne, hvor der var frost og sne og lav hvid sol, og det var januar, og det var så nyt med os. Men du tog mig med derover, for allerede dér vidste du, hvordan jeg havde det med Bornholm. Så stod vi på en frossen bro og talte, om isen mon kunne holde, og vi trak gardinerne for i værelset, og gemte os for den skarpe hvide sol. Om aftenen spiste vi fin mad i restauranten og havde det så nyt og flintrende i vores kroppe.  Jeg tænker på, hvordan det mon er, hvis man altid var på Bornholm, og om det var noget, vi skulle

12. april 2020 Til Lene/a fra nr. 17 Det er jo ikke fordi, jeg egentlig kender dig Jeg kan aldrig rigtig huske, om dit navn slutter på e eller a Din søn er nu ret nuttet Stadig blød som en baby i det lille runde hoved Og de skæve tænder, der stritter Men din stemme forstår jeg ikke helt Det toneleje den altid ligger i Som om den forsøger at overbevise os om tingene Ikke fordi jeg tror, du lyver Som sådan.  Hilsen én fra gaden

11. april 2020 Kære J I dag tænker jeg på, hvordan det var, da jeg var en baby. Og det der med at blive puttet i en barnevogn og se nuttet ud, og man ligesom blev trillet hen over brostenene til man sov. Jeg tænker også på min klasselærer, John, og dengang han lærte os, at ‘i dag’ og ‘i går’ og alt det, skrives i to ord. Der var to tavler i klassen - på to vægge. På den ene skrev han i - og på den anden - går. De glemmer jeg aldrig. Tror jeg. Men hvorfor glemmer man, hvordan det var at være en baby, og det at blive puttet og have det rart og se nuttet ud? Hvorfor glemmer jeg alt det dejlige? Hvorfor glemmer jeg alt det frygtelige og det vigtige? Og hvor er det, alt det man har glemt?  Hvorfor taler jeg om mig selv, hver gang, jeg skriver? Så er det som om, jeg glemmer, at du er der. Derude et sted. Selvom jeg længes efter dig. At røre, mærke og lytte. Til dig. Vi kunne drikke vin eller kaffe, og jeg kunne se, hvordan dit ansigt så ud, når du fortalte mig om den plade, du

10. april 2020 Kære ven Jeg vil læse alle bøger i verden. Men uanset hvor meget ekstra tid der er til den slags, er der aldrig tid nok tid til at læse alle bøger.  Og jeg vil ikke have en hund, selvom de er søde, og bøgene plager (eller børnene). Jeg VIL ikke have en hund.  Jeg vil læse. Jeg vil egentlig også godt være smukkere. Og bedre til at stå op om morgenen uden at være sur. Og jeg vil også gerne lade være med at skrive jeg, jeg, jeg, jeg, jeg fucking hele tiden jeg.  Men altså. I virkeligheden vil jeg bare læse. Kh AM Ps. Og elske børnene, og være en god mor, og være modig, og sjov, og god til alt det sociale, og forstå alvoren, og gøre noget ved det, og hjælpe, og være meget klog, og god til matematik (selvom jeg faktisk stadig ikke helt ved, hvad jeg skal bruge det til), og en sexet og overskudsagtig kæreste, og være god til at lave (lækker) aftensmad, og skrive mere, og mere.. men altså….

9. april 2020 Kære far Jeg tænker på dig denne dag. Jeg tænker på, hvordan det hele var, dengang dit liv begyndte. Jeg tænker på, hvordan det var for dine forældre. Jeg tænker på, at du blev født i en krigstid. Jeg tænker på, at du var et lille menneske og det første barn, dine forældre fik. Jeg tænker på den angst, de må have levet med i den tid, og om den angst blev en del af dig, da du fik livet.  Jeg tænker på alt det, jeg ikke tør spørge om, og alt det jeg burde lade være med at spørge om. Jeg tænker på, at noget er bedre at lade ligge. Jeg tænker på det smertefulde i den slags spørgsmål. Jeg tænker på det, man ikke længere husker. Og jeg tænker på, hvor det bliver af, alt det man glemmer? Men at jeg sandsynligvis en dag lever i livet, uden dig, skaber en tvingende nødvendighed for mig. For den dag vil jeg aldrig kunne spørge dig om noget mere. Og jeg tror ikke på, at det er meningen, at man skal lade sine spørgsmål ligge, hvis de føles tvingende nødvendige at komme u

8. april 2020 Kære musiker I anledning af disse dage, vi er i, sender jeg dig et citat, som jeg selv tænker meget over for tiden.  Jeg ved (stadig) ikke, hvad der er det vigtigste.  Men det Nietzsche sagde engang, kan jeg nu slet ikke få ud af hovedet.  “Kunsten har vi for ikke at dø af sandheden.”  Jeg glæder mig ubeskriveligt til at give dig et kram og høre dig spille din nye sang. Live. For real. Foran mig og alle de andre. Kh AM