Dagens brev - Kære K

22. april 2020

Kære K
Der står et Ahorntræ i gården. I morges var det fuld af musik, fra 22 små gyldne fugle. Jeg talte dem, de sad så stille længe og sang, indtil de pludselig byttede pladser deroppe. Jeg tænker på, om det var blåmejser eller musvitter, og at jeg ikke helt kan kende forskel på dem. Som så meget andet. Men musikken de lavede fyldte gården med en helt særlig morgenlyd, der gav mig ro.
Jeg tænker på min fars fuglebøger og turene med kikkerten, og den morgen, hvor vi skulle op kl 4. for at tage ud i Vestskoven og høre nattergale. Jeg tænkte, at det var mærkeligt, det var jo bare fugle. Men den slags musik, de laver, er ikke mærkelig, men nærmere magisk. Når man rigtig lytter, ved man, hvordan den nænsomt kryber ind i kroppen og lægger sig derinde som den mest rigtige lyd, man længe har hørt. 
De var der igen her til aften, men nu så mange, at jeg ikke kunne tælle dem. De sang den samme musik, og jeg havde det som om, musikken var til mig, lige dér midt i den stille aftengård. 
Kh AM


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Dagens brev - Min kære bror og co.

Dagens brev - Kære Pernille

Dagens brev - Kære Bell Star