Heartwords

29. februar 2020 Kære N Har jeg levet i den sidste vinter, der var? Hvilken verden får børnene? Er der noget tilbage til dem, når de er voksne, når de er gamle, når deres børn er? Jeg tænker på det og prøver at lade være. Og jeg lukker af og til øjnene, prøver at være i det, der er nu. De små klistrede hænder, ostemadderne, morgenerne, vingummi, jord under neglene, skrig og skrål, skøre ord, søde små åndedrag i min armhule, cykle i regnen, få en tegning, børste hvide mini-tænder og alverden. Det der er lige nu.  Og jeg prøver at forstå, at det er nødvendigt for at holde frygten på afstand. Det, at fremtiden er frygten. Tragedien i det, og alt det mennesker kan. Alt det mennesker ikke gør.  Smerten over at jeg har levet i den sidste vinter, der var.  Kh AM

28. februar 2020 Kære Erik Der er en kvinde, der går tur ved totiden. Hun går forbi mit vindue, mens hun kigger, som leder hun efter nogen eller mig. Jeg ser den røde frakke blafre i vinden, og hvordan den lægger sig som skrå skygger på asfalten efter hende. Hun har solbriller på, og ingen hund at gå med. Hun går med sig selv. Det er næsten hver dag, hun går forbi. Jeg tænker, hun kunne være min mor. Ikke at hun ligner, men det er noget med alderen, og det at hun altid kigger ind efter mig. Men jeg kan ikke se hendes øjne, og jeg ved ikke, om hun er nogens mor. Når det regner, står hun lidt i porten og venter. Men ikke længe; hvis det bliver ved, går hun bare ud i det. Jeg får lyst til at gå med hende. For at se, om hun er nogens mor, eller hvor hun skal hen. Der er bare noget med hende. Noget jeg ikke kan forstå, noget jeg kan lide. Kh AM

27. februar 2020 Kære ven Jeg kommer ikke til festen. Rummet er for stort og natten er for lang. Jeg lukker døren og fejer tøjet ned fra sengen. Jeg må lægge min krop på madrassen til morgenen er forsvundet igen. Jeg er en blød lille kugle, og jeg lukker mørket ude bag mine øjenlåg. I værelset står luften stille, og jeg ved ikke, hvordan jeg ser ud, når jeg sover. Jeg drømmer om bjørne. Igen. Og jeg bliver bange for, at jeg aldrig vågner, mens de går rundt og snuser til mit vindue og kigger ind.  Min ven, jeg kommer ikke til festen. AM

26. februar 2020 Kære Esther Når mennesker taler om vigtige ting sammen, bliver jeg rørt. Jeg ville ønske, du havde været med i læseklubben her til aften. For det var det, der skete.  Vi talte om en fremragende roman, en rystende fortælling med menneskeskæbner så tragiske, at vi måtte bide os i læberne. Sproget i den roman; så få ord - så dybe og skarpe betragtninger - jeg har aldrig følt noget lignende.  Og vi snakkede, og det var en befrielse at give historien et sprog sammen. Og jeg er nødt til at sige tak til de mennesker, for det er vigtigt for folk at snakke om litteraturen. Det er vigtigt at forstå, hvor levende den er. Hvad den gør ved mennesker. At vi sad der; fremmede - uden at kende hinandens navne. At vi talte om noget, vi alle forstod; at vi havde et fællesskab; at vi ville det samme lige der. Jeg elskede det.  Men jeg ville ønske, du havde været med. Kan du næste måned? Kh AM

25. februar 2020 Kære Iben I Netto var der en dame, der råbte højt i dag. Jeg for sammen, da hendes stemme gjaldede ned mellem hylderne. Hun var så utrolig utilfreds over, at ugens tilbud på svinemørbrad var udsolgt. Hun skældte ud på den lille Netto-dreng, der fik røde kinder under dunene. Jeg fik så ondt af den knægt, og hans forskrækkede øjne. Men hun synes simpelthen ikke det var i orden, at svinemørbraden allerede var udsolgt. “Ugen startede i går!” - sådan råbte hun, og slog med avisen mod køledisken. Og pludselig mistede jeg apetitten, mærkede endda en smule kvalme i svælget. Jeg satte min kurv og gik ud i vinden.  Jeg tænker, vi kan tage en rugbrødsmad senere. Det går vel.  Jeg orker alligevel heller ikke at lave rigtigt mad.  Kh AM

24. februar 2020 Kære Ellie Jeg kender en, der hedder Maggie. Hun er lille og væver. Hun ryger cigaretter og går med høje hæle. Hun vil gerne se mere af det hele, siger hun. Hun har en pelsfrakke og lange røde negle. Hendes hår er sort og krøllet, og når hun taler, lyder det som en slags musik. Men hun kan også råbe og knalde med døre, så luften vibrerer.  Hun tager mig med på restaurant, og siger jeg skal tage, hvad jeg vil fra kortet. Maggie er ikke som de andre. Hun er som ingen, jeg kender. Tingene glider med Maggie, hurtigere og sådan.  Så drikker vi vin og spiser tapas kl 12, og hun nipper af det hele med sin lille røde mund.  Maggie siger, jeg skal tage dig med næste gang. Men jeg ved ikke, om du synes det er god idé, hun kan også være skrap, du ved det med dørene fx.  Måske er det bedre, det bare er os, når det er os.  Tror du ikke? Kh Tania

23. februar 2020 Til en stat I min kalender står en masse. Det meste er ting, jeg ikke gider og ikke forstår mig på. Alt det jeg gider, står ikke i min kalender. Der er ting, der burde stå i min kalender, men som ikke gør det. Hver gang, noget bliver skrevet i min kalender, har jeg lyst til at viske det ud. For det er ting, jeg ikke gider. Min kalender burde være tom. Meget ofte har lyst til at kyle den ud af vinduerne, rive siderne ud og lade dem blafre tilfældigt med vinden ned på gaden. Med alle de planer og møder og vigtige ting. Bare lade dem drive afsted ud i verden.  Men min kalender er altid fuld af ting, jeg ikke gider. Sådan er det bare. Åbenbart.  Fra en borger 

22. februar 2020   Kære David Jeg elsker dig. Kh AM

21. februar 2020 Kære ven Vi kunne tage til Italien og se på historien. Glide ind i en fortid og ligesom lukke af for det andet.  Engang var jeg et sted i Norditalien, hvor jeg skrev med blyant på muren ved en gammel borg. Jeg skrev noget om, at jeg måtte love mig selv, at jeg kom tilbage. For det var et så smukt sted, og slottet lå på et bjerg ovenfor en billedskøn bugt. I bugten lå små blå både med hvide sejl og vuggede ved siden af store cruisetogtskibe, og jeg kan huske, at jeg ønskede mig et liv, hvor jeg både var til det ene og det andet slags fartøj. Jeg kom tilbage til borgen ca. 10 år senere, og det var magisk på en anden måde. Bådene lå der endnu, min skrift på muren var regnet væk.  Men jeg vil stadig gerne vise det sted frem. Det er som om, det på en måde tilhører mig.  Så måske vi skulle tage afsted, bare afsted? Kh A

20. februar 2020 Kære Tove Jeg skriver, fordi jeg kender én, der har brug for et godt råd. Det er min gode veninde, som jeg har kendt stort set hele livet. Hun er i en meget uheldig situation, da hun er blevet gravid med en mand, hun ikke elsker. Til gengæld  elsker hun børn og ønsker sig brændende ét. Men hun er meget i tvivl, om det er egoistisk at sætte et barn i verden med en mand, hun ved, hun ikke vil leve sammen med og elske. Burde hun ikke vente med at stifte familie, til hun møder kærligheden? Ville det ikke være det bedste - også for barnet?  Jeg håber, du kan hjælpe med et råd. Min veninde har det utrolig svært, og tiden er knap. Bedste hilsner fra veninden

19. februar 2020 Kære M Det er sådan.. Dét at have et livsvidne. Den eneste, der har været der altid. At tale og se ind i øjnene på det menneske. Bare det at eksistere sammen. At gå på en strand i blæst, mens mågerne står stille under grå skyer, og regnen kommer inde fra byen og får os til at bøje hovederne. At grine, at tale, at lytte.   At høre til nogen, til noget - at røres. Over det. Dét at være nogens livsvidne. At være én, nogen hører til. At eksistere sammen når det blæser, stormer, larmer, bruser, brøler eller vi vader i smult vande.  Det at være nogens livsvidne.  Kh AM

18. februar 2020 Kære New York Jeg kommer tilbage. Jeg lover.  Kh AM

17. februar 2020 Kære Johanne Jeg skrev engang om dig. Du var en pige som mig, jeg var 16, åndeløs og forvirret og cyklede med vind i håret ned ad Frederikssundsvej. Ind til Tivoli, ind til vennerne i byen, ind til livet. Jeg skrev om dine sorger, dine tvivl, dine kærligheder. Jeg skrev om dig, når du gik rundt i villakvarteret med din discman og hørte Meat Loaf. Alene og drømte om andre tider. Jeg skrev så meget, at jeg ofte følte, vi var den samme. Men med tiden forsvandt du. Du gled ligesom ud. Alligevel tænker jeg på dig, og for tiden meget. Der er noget, der aldrig er blevet forløst. Den måde du forsvandt, alle de drømme, der ikke blev forfulgt. Du er Johanne, og jeg ved, du lever i mig endnu. Kh AM

16. februar 2020 Hej Ivan Der er ikke mere kaffe eller brød eller noget som helst tilbage hos mor. Jeg sendte Ida over med en pose, men hun kan ikke komme ind. Alt er lukket, og hun åbner ikke. Du er nødt til at tage hjem til mor. Nu. Hvor er du? Jeg har ringet mange gange! Hilsen Maria

15. februar 2020 Kære ST Kan jeg tale om det på en anden måde? Med dig. Du er den eneste, jeg vil tale med om det her. Det vil ikke give mening for andre. Jeg er 38. Jeg har prøvet før. Så mange gange før. Med dig. Hele livet indtil nu. Og længere. Alligevel - det indre mønster, overmander mig. Igen. Jeg ser på dig, og venter. Afventer. Overstråles.  Ved du alligevel, hvor meget jeg elsker dig? Jeg venter for evigt på dig.  På at vi kan tale, på en anden måde. Kh AM

14. februar 2020 Kære farmor Hver gang alting slutter, græder de små. Af og til forsøger jeg at få alverdens ting til at vare for evigt. Andre gange må tingene slutte, og jeg tænker, at det er bedst sådan.  Alligevel har jeg tit en følelse af, at alting aldrig slutter. At det gode, onde, hårde, sårbare, umulige  - at det hele aldrig ender rigtigt.  Deres kinder er bløde som mosset i skoven og alligevel endnu blødere. De røde kinder, der brænder og bliver våde. Jeg aer og kysser som enhver mor. Men de børn.  Og måske er det fint at tænke på, at ting ikke bare slutter. At alting aldrig har en rigtig ende.  Jeg ved ikke, hvor du er. Jeg ved ikke, hvem du var. Og jeg ved ikke, hvem der er de sidste tilbage, der tænker på dig. Men jeg ved, jeg gør. Kh AM

13. februar 2020 Kære snekender Folk rystede på hovedet, løftede brynene, gjorde store øjne. Men egentlig kunne det være værre.  Der er grus og vandpytter. Der er os, damp og ledige båse.  Luften er mild, let og lun. Der er grønne, brune og mudrede bakker. Og så er der den med det falske sne - den med de små krystaller, der når man virkelig kigger på dem, minder om resterne af det, der ligger i glasset, efter man har suget al saften ud af en slushice.  Og folk er alle vegne, folk står, ligger, glider, slingrer og falder.  Og så er der de to unger, der suser afsted. Pludseligt. Hen over den hvide glitrende slushice; smiler og jubler og bruser, og jeg kan næsten ikke være i mig selv.  For det er en ny lykke, der spreder sig i min trætte krop. At se de to stykker af liv med alt, hvad de små menneskekroppe kan.  Som nye mirakler blandt alt det andet.  Så egentligt kunne det være meget værre end den falske sne.  Kh AM

12. februar 2020 Kære Eleanor Jeg prøvede at være din ven. Helt fra starten. Det lå i stjernerne, at vi skulle være venner.  Så hvordan kan jeg undskylde, at jeg trådte så forkert? Hvordan kan jeg undskylde, at det skete? Hver eneste dag, tænker jeg på, hvad jeg gjorde. Hver eneste dag tænker jeg på, hvad jeg skulle have gjort i stedet.  Hvordan kan jeg fortælle dig, hvad du betyder for mig?  Hvordan kan jeg sige, jeg ikke kan undvære dig? Hvordan kan jeg overhoved tænke på mig selv? Undskyld.  Min ven. Kærlig hilsen Eric

11. februar 2020 Kære Cecilie Jeg sidder under en nat, der er sortere, end jeg husker. Sortere end den nat, hvor vi sad på marken og kiggede efter stjerneskud, mens et pindsvin puslede under udhuset. Og ravnene der skreg over træerne. Det var dér, hvor vi aftalte, at det var os selv, der kunne bestemme livet. At ingen andre end os, kunne bestemme. Vi sov længe og hørte walkman i sengen. Det var som om, vi var de eneste i verden. Som om alt, var vores.  Nu er der gået alt for længe uden dig. Din Maja

10. februar 2020 Til min lille pige Der er ingen ende på dagene. De ligger som blanke iskrystaller i små toppe og blinker for dig op langs bakkerne. Vi ser ud af øjnene og træerne er brune, mens vi svæver hen over fjeldet. Hvis vi kunne tage endnu en dag.  Hvis dagen kunne ende. Og jeg prøver at lulle dig væk fra din larm og ind i søvnen.  Du er min lille pige. Dagen er forbi, mit barn.  Men for dig har dagene endnu ingen ende.  Kh din mor

9. februar 2020 Kære John Min nabo er fra Østrig. Han spiller grunge. Jeg vågner til det hver morgen kl. 6. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til ham. Jeg er begyndt at sove med ørepropper. Det hjælper ikke. Om eftermiddagen smiler han og vinker, når vi ses på opgangen. Det er altid kl. 17. Jeg tænker på, hvor mange timer, der er til kl. 6, når jeg smiler tilbage, og vi går ind ad vores døre.  Hvis jeg virker distræt, skal du ikke tage det personligt. Det er noget med lydene - det vender alt på hovedet i mig. Kh Pia

8. februar 2020 Kære lille ulv Du ligger og gnider dig i en blå tube, en blød blå tube. I morgen tager vi dig med ud på fjeldet. Vi lader dig løbe frit; som du bedst kan lide det. Vi ved, du kommer tilbage, når du har set over på den anden side. Når du har snuset og skreget ad vinden. Så står du der og ser på os med de blå øjne, og de små hvide gnister derinde, og tungen der hænger lang og lyserød ud over hagen.  Du er vores lille ulv. Vi elsker dig. Kh familien

7. februar 2020 Kære Isa Kan du huske, da vi var små? Du ville gerne være gammel. Du sagde, du glædede dig til at blive gammel, for gamle mennesker var heldige. De vidste allerede det hele. Du synes, det ville være smart, hvis man kunne springe hen over alt rodet og sliddet. Sådan sagde du.  Jeg forstod det ikke. De gamle var rynkede og havde mærkeligt hår. De lugtede, og sagde hele tiden “hva’?” Men nu ved jeg godt, hvad du mente. Og nogle gange, drømmer jeg om det nu.  Bare at blive gammel og springe over alt rodet og sliddet. Kh Avi

6. februar 2020 Kære nabo Jeg siger, der er for meget, jeg skal klare.  Jeg siger, jeg ikke kan klare mere. Og jeg tænker på, at jeg aldrig har prøvet at drukne i Middelhavet under en tætpakket orange gummibåd. Jeg tænker på, at jeg ikke har set min far blive skudt.  Eller min søster blive voldtaget af fremmede soldater.  Jeg tænker på, at jeg ikke har prøvet at stjæle eller lyve for at blive mæt.  Jeg tænker på, at jeg ikke lever hver dag i angst for at mine elskede bliver kidnappet, fængslet, tortureret eller forsvinder fra livet.  Jeg tænker på, at jeg aldrig har set et missil bore sig ind i en krop.  Jeg tænker på, hvad det er, jeg ikke kan klare mere. Kh AM

5. februar 2020 Kære KS “Se mig i øjet”, sagde hun og pegede på det øje, der virkede. “Se mig i øjet, og lyt til hvad jeg siger”.  Og jeg vidste, at hun havde en pointe, min hjerne fattede det godt lige dér.  Så hvad gør man? Sætter man sig bare ned og skriver?  Eller er der noget med, at man først lige deler hjernen ud i portioner, så der er én til børnene, én til manden, èn til jobbet, én til familien, èn til vennerne, èn til hjemmet og støvsugeren og vasketøjet og kalken i kedlen og hullerne i tænderne og alle de helvedes kroge?  At strække armene ud og føle, man kan være der. I sin tekst. I sit hjem. I sit liv.  At drivkraften skal plejes, opmuntres og kærtegnes som en lille fucking baby. Så ja ja, min hjerne fatter det godt; det med at skrive.  Den lille del, der er tilovers.  Kh A

4. februar 2020 Kære Minna Jeg ved godt, du venter. Jeg ved godt, jeg skylder. Kaffe, tid, ord og ører.  Undskyld.  Der er alt for meget af så meget.  Kan du på på søndag? Din Anni

3. februar 2020 Kære Hedvig Der var en mariehøne, der kravlede ned i min støvle i går. Jeg lod den være, selvom jeg tænkte, den skulle ud. Senere så jeg den kravle hen over hovedpuden i solstrålen fra januaret. Jeg forstår ikke den forårssol, der kommer nu. Det skræmmer mig med den brise, jeg fornemmer hen over gaderne, og jeg tænker på, hvordan det skal gå for os i verden. Måske er de heldige, de gamle; at de når at dø, inden det for alvor går galt. Jeg tænker, at jordkloden gør sine ting, og at vi er en art, der er ved at udslette sig selv. Hvor dum kan man være. Måske vi skulle starte en alvorlig revolution? Kh Ida

2. februar 2020 Til en gammel ven Måske er det verdens eneste mulighed. Det tænker jeg, mens jeg går ned ad Kastrupvej, og der er noget, der rasler i busken ved kirkegården, og jeg standser og ser ind i det mørke, der er så sort. Det må være vinden, for den er stærk og vil tage ting med sig i dag.  Ved din opgang, standser jeg, venter på mit hjerte falder til ro og ind i en rytme, jeg kender. Men det bliver sådan ved med at buldre derudaf. Og jeg tænker på hjertet, som en vindmølle med en vind, der får det til at snurre i kraftig fart.  Det vil ikke falde til ro, hjertet, og jeg kan ikke komme ind til dig med sådan en fart på. Jeg tager hætten på og går videre i mørket. Og måske ser du mig fra vinduet, jeg ved det ikke, men der er lys, og da jeg kigger op, er der noget, der blafrer inde bag ruden.  Måske var det verdens eneste mulighed.  Kh AM

1. februar 2020 Et brev om at tale Der er flere, end jeg bryder mig om, der kigger op, når jeg taler højt. Og så bliver min stemme grumset og munden tør, så der ikke er noget at synke. Og jeg tænker, mens jeg taler højt, at min puls dunker og mine ører gør ondt af den lyd, der kommer inde fra kroppen.  Og dengang pizzamanden spurgte, om det var mig, der havde bestilt, og jeg sagde ja og den måde han grinede, fordi han troede, jeg var et barn i telefonen. Og det forstår man på en måde godt, for min stemme er som et barns.  Men det er noget med, at jeg ikke øver mig i de dybe toner, og det er noget med at jeg læsper på s’erne. Og det er nok derfor, jeg ikke kan blive lydbogsindlæser, selvom jeg drømmer om at læse bøger højt hele tiden og have det som et arbejde. Men det går jo ikke, når der ikke er noget at synke, og man tror, det er et barn, der læser. Til gengæld ville der ikke være nogen, der kiggede op i det øjeblik, jeg læste højt.  Jeg gad godt at have det bedre med