Dagbog 2017-2019
28. maj 2019 - Du skal læne dig tilbage på mig
Når du græder, gør det ondt i mig. Men det er okay. Det er en slags smerte, der gør mig stærk. Du siger, livet handler om at give. Og du giver. Som altid. Til andre og sorgfulde sjæle, der føler sig rodløse og forkerte i verden.
Folk klappede af dig. Rejste sig og åbnede alt op.
Og nu sidder du og ryster. Og har ondt over det hele.
Du skal læne dig tilbage på mig.
9. december 2018 - At slippe det der ikke har betydning
Jeg går ikke ind for det, der ikke betyder noget. Jeg vil ikke have det. Hvorfor må det betydningsløse fylde så meget i nogens liv?
Siger jeg. Og kigger rundt og leder efter noget i nogens blikke.
Hvad betyder det? Hvad betyder noget?
Er det de tre gule æbler, der ligesom blive ved med at hænge dér på de nøgne grene ude i decembers grå have? Er det, når pigen græder over mælken, der drypper ned på kjolen? Eller er det den tunge stilhed i stuen, når folk er gået, og man sidder tilbage og venter på noget? Eller er det dem, der siger, de elsker én? Eller dem, der burde sige det?
At leve ét liv, er jo ikke bare sådan. Og så alligevel.. det med rigtigt at mærke hver dag, hvordan livet er ligeglad. Og bare lever derudaf, uagtet om man er med på vognen eller ej. Blodet der løber i årerne, hjertet der konstant pumper det rundt i kroppens dele. Som en evig, og måske endda venlig påmindelse om, at det er værd, og nødvendigt at give sig hen. Til det.
Til livet. Hver dag. Et liv. Er det et nyt liv hver dag?
Tænker jeg.
Kan man holde en pause? Til man har fundet ud af det.
Alle de sætninger, der er.
Jeg går udenfor. Pigen er indenfor. Vinduet er lukket. Mor, hvorfor kan man ikke røre ved mørket? Mor, hvor var verden, inden den blev opfundet? Hvor var alle menneskerne, dengang verden ikke var begyndt?
At savne al den tid, der er gået, hvor alt kunne gå alle veje. Den tid hvor livet begyndte. Hvor alt knasede og knitrede på en måde, man sjældent hører nu. Dengang tiden var mere frisk. Sprød.
Dengang mine ben var lange og mit hår gyldent. Og alt det liv, der ikke kunne vente med at blive levet.
Kan kroppen glemme? Eller husker den egentlig alt?
At glæde sig til noget. I livet. Til livet.
Jeg har sådan nogle tanker, der ikke er til at slippe af med. Når jeg går ned ad stien bag ved huset, knaser gruset vist, men det føles så gammelt. Og lyden bevæger sig underligt op gennem mine såler, mine støvler og ben og hele kroppen føles gammel og lidt glemt. At se på nogens ansigter, mens man klipper i glanspapir og folk banker på, og der åbnes og lukkes og stilhedens længsel er så inderlig.
Hvordan er stilheden blevet så eftertragtet? Er det larmen indeni, der vil overvindes?
Er det det, der betyder noget?
Den måde pigen ser på mig, og når drengen falder i søvn med mit ansigt mellem sine små vidunderlige hænder, jeg har lyst til at svøbe mig ind i, er der en længsel, der mødes af noget, så jeg falder til ro, så dybt. I det øjeblik.
Jeg er sulten, jeg er mæt, jeg vil være en engel, jeg vil være fuglen, der sover med hovedet under sin vinge, jeg vil være kold, jeg vil være varm.
Jeg vil være i live. Jeg vil græde, jeg vil le. Jeg vil råbe.
Jeg have ro og fred.
Jeg vil slippe ud af alt det betydningsløse. Jeg vil ind i relationen.
Jeg vil ind i noget.
7. november 2018 - Hvem siger, vreden er det bedste at skrive på?
Det umulige i at skrive.
Det umulige i at sætte sig ved computeren og skrive, når alt omkring én er præpareret til det. Når der er ro, fred og ingenting, der forstyrrer. Når ingentingså bliver det, der forstyrrer. Og jeg ikke kan skrive. Andet end det her. Hvad er det?
Når solen skinner derude, og det er så fredeligt. Når jeg tænker på at ryge en cigaret, selvom jeg ikke ryger. Når jeg ser på telefonen og leder i gamle mails efter minder at svælge i. Græde over. Lettes over overståede kapitler. Når jeg ikke kan skrive andet end det her.
Ord der ikke bør læses.
Men når jeg ikke kan lade være med at skrive. Når det er min krops craving efter livet i sig selv. Når jeg ikke kan finde meningen ved at foretage mig noget som helst andet. Som en bizar besættelse, der har overtaget mine 'frie valg'. Som en byrde ingen andre end skrivende mennesker, eller andre udøvere af en slags kunst, forstår.
Forventningen om forløsningen, når noget pludselig virker. Forventningen om forløsningen; er det den der driver mig – lige nu til vanvid? Alt for ofte til vanvid.
Når jeg gennemsøger min hud for ting, der ikke skal være der, og klør min krop til blods, og finder lus der hopper rundt og lægger æg i mit hår og knyster, der vokser år for år.
Når jeg burde løbe og se naturen lægge sig om min hud og lindre smerterne i min ryg. Og jeg ryger den cigaret, jeg tænkte på før.
Føj. Se dog ud i verden og luk så!
Når jeg ringer til min far, fordi jeg på 37. år længes efter at høre hans historie, og han ikke tager den.
Når min far ringer tilbage, og jeg har glemt, hvad jeg ville sige.
Når ilden i pejsen bliver passet og plejet som en baby i svøb, og jeg får afslag på afslag på latterlige noveller, der er til at kaste på bålet.
Når jeg hele tiden gør alt andet end at skrive.
Når jeg ikke kan skrive, selvom det er det eneste, jeg kan.
Når jeg gør, det man gør, når man ikke kan skrive. At skrive om det.
På denne ynkværdige måde. Som at trække sig selv gennem en offentlig skueplads til hån og skændsel. Så lav dog noget andet. Få dig dog et normalt arbejde.
Når jeg vitterligt bliver forvirret over den plads i verden, jeg skal stå på. Når jeg bliver angst for meningen med det hele.
Hvor stiller jeg fødderne næste gang?
Hvorfor findes denne krops cravings på denne ulidelige måde? Og hvorfor er det ikke en anden craving?
Hvorfor er der en craving?
Hvorfor ikke forløses på en anden måde?
Hvorfor overhoved forløsning?
Forløsning for hvad?
Jeg holder ikke til det. Jeg væmmes ved det.
Giv mig et hul, jeg kan råbe og skrige og brække mig i.
Det er sådan, det er at være skrivende.
3. november 2018 - Må jeg have lov at afbryde et øjeblik?
Må jeg trække mig ud af det moderne liv? Det liv, hvor jeg ikke mærker jorden under mine fødder. Det liv, hvor jeg hele tiden skal være én.
Jeg spørger ud i det åbne rum, hvor ingen rigtig svarer. Vi drøner rundt og vil bevæges på hver vores måde. Og jeg forsøger at svare mig selv. Bare et øjeblik. Og jeg ser ikke, at vi kommer nogen vegne. Jeg tænker på, at det bliver den slags liv, der bevæger sig i cirkler; det at fare efter noget, der aldrig rigtig er der.
Min trang til at bevæge mig frem; min trang til at være med livet. Gå med det. At være i det, før det ender. En livsfremdrift, der pludselig undervejs et sted bliver en vej til døden. For på et tidspunkt, går det op for os.
Det med døden. Og måske er det derfor så mange af os ikke tør. Ikke tør bevæge os fremad, men foretrækker de velkendte cirkler. Som en slags modstand til det endelige. Som om.
Men jeg tænker i dag, at cirklerne føles som falsk tryghed. Jeg er ikke den samme i dag, som jeg var i går. Det er jeg ikke. Helt ærligt. Hvem tror virkelig på, de er det?
Og jeg bliver irriteret på den slags radioværter, der inviterer de allermest spændende, livskloge mennesker i studiet, hvorefter værten mest taler selv. Om sig selv, om sit eget liv, sin egen frygt, sine egne erfaringer. Eller bliver ved med at stille de samme spørgsmål og mangler alt, hvad der minder om situationsfornemmelse. Den måske så livskloge gæsts visdom bliver aldrig foldet ud på den måde, værten måske, som os lyttere havde forventninger til, og jeg er ikke klogere end før, jeg tændte radioen. Som sådan.
Men jeg er ikke radiovært, så hvad ved jeg om den slags. Det med at sidde at tale med en fremmed. At foregive en fortrolig stemning. At møde et andet menneske, der ikke er mig, uden at det skal handle om mig.
Handler alt i virkeligheden ikke om mig, kunne man spørge hvem som helst.
Nå, men jeg drømmer om det. Altså at blive klogere. At min søgen efter meningen og alt muligt andet rammer noget, der matcher. Bare ind i mellem. Noget der giver mening. Det er nødvendigt, og det gøder min trang til at bevæge mig fremad i livet.
Som det er meningen, med livet. At det fremad. Inden det er ovre.
Det med at lede efter noget i livet. Det er som om, jeg mest leder efter meningen i bøgerne, og jeg bliver afhængig af de bøger og trawler dem i gennem langsommere, end jeg kan lide. Og på en måde går det pludseligt op for mig, hvad det er.
At meningen ikke blot er at finde inde i bøgernes skrifter og alle de ord, men i selve bogen, som bogen i sin egen kraft. Som en massebetegnelse af noget håndgribeligt, jeg kan røres af og røre ved.
Noget, som jeg svælger i. Noget som jeg stornyder. Forløses lidt i og længes endnu mere efter. Bogens egentlige eksistens. Bogens fysiske tilstedeværelse i verden. Dér er egentlig den største forløsende mening. På en måde.
At de står der på rækker, og minder mig om forskellige personer, historier, glæder, sorger, smerter og alt det.
De står der som en slags fortrøstning. At man ikke er alene. Med noget.
Er det derfor, vi bliver ved med at skrive? For ikke at være alene, med noget?
Er meningen guddommelig, så tror jeg ikke, jeg kan mærke det.
Er meningen åndelig, så mærker jeg det hvert sekund.
Den åndelige substans, der gør mig så længselsfuld efter mere. Altid på jagt efter åndsfæller, og alligevel et fysisk behov for ensomheden i det hele. Og jeg får lyst til at trække mig. Bare lidt, indimellem.
6. oktober 2018 - Kære Line Knutzon
Kære Line Knutzon
Man kan mene, at følgende brev er underligt. Men generelt set er jeg træt af og kæmpe modstander af det med, at folk undertrykker deres følelser. Tendensen med at man holder masken og facaden, er jeg ikke tilhænger af. Hvad får vi ud af det; andet end dårlig mave og rynker overalt?
Men altså Line, det forholder sig sådan, at jeg tror, jeg er blevet forelsket i dig. Og det er ikke på den måde, forstås. Jeg har en mand, der smider sine sure sokker under spisebordet og lader brættet stå, når han har været på toilettet og i øvrigt generelt set er mandet på den rigtige måde. Han er i øvrigt seriøst stærk. Bevares.
I mit hjem er der børn, en del støvpartikler, køleskab med utrolig mange mælkeprodukter og, ja.. den slags.
Men altså. Det kunne tendere til en form for forelskelse, for når jeg læser noget af det, du skriver, eller når jeg hører dig i en norsk litteratur podcast, og du under interviewet spørger dine (i øvrigt opturs seje) venner, ”hvad bliver der spurgt om..”, så bobler det rundt indeni mig.
Og jeg dør af grin og mærker en meningsfuldhed med det hele, der er ny for mig.
Derudover er der noget med din stemme. Når du fx siger ’Le institut Science i Lyon’. Det er næsten ikke til at bære. Jeg falder bagover, og dør ikke rigtigt, men ordene er alligevel rigtige her.
Ofte oplever jeg, at dine ord er som mine tanker. Der er en direkte forbindelse mellem dig og mange af de ting, jeg går og tænker på og godt kan lide. Eller ting jeg bange for i livet. Den forbindelse mærker jeg tydeligt og meget stærkt.
Men, okay, tja, forelskelse er måske et stærkt ord. Så hvad siger man?
LK; du er med til at give mig et håb for fremtiden og andre tidspunkter. Et håb er ikke så lidt, vel?
KH Soya Joyce.
Ps. Du inspirerer mig til at skrive, så nu er jeg begyndt på en alternativ og mere edgy udgave af Jojo Moyes. Jeg starter med mit pseudonym. Det er stadig på prøvestadiet.
Ps. Normalt hedder jeg Anne Mette Lehmann. Men.. du kan godt se det, ikk?
Ps. Jeg kan ikke garantere, der ikke kommer flere breve.
5. august 2018 - En dag er det fucking for sent
At gå ad sidegader, boulevarder, alléer med træer, og det ligner efterår, eller at bladene bare har givet op. At ilten i dem alt for hurtigt er forsvundet.
Jeg ryster af skræk, bange for den verden, der er rundt om det næste hjørne. Det hjælper lidt at lukke øjnene. Det gør det generelt i livet. Indtil det ikke gør det mere og alting føles dobbelt brutalt, når man senere hen åbner dem.
Den verden, jeg står overfor, midt i. Hvilke mennesker, hvilke forstande, vi er.
Jeg rømmer mig, og ser ud over markerne, som for i det mindste at have noget til fælles med dem, naturen i den enkle forstand, som vi i blinde længes efter.
Naturen, som vi ikke fatter er vores rigtige åndedræt.
Naturen, som vi, når vi synes, den er særlig pæn og fredelig i sin egen bogstavelige forstand, poster på vægge og liker i mange væk, og får et langt større kick ud af det end af den, altså naturen.
Jeg græder lidt i en armhule og ville ønske, den var din. Den lugter ikke som dig. Der er noget, med din armhule, som gør mig høj. Den måde, du rykker armen ned om mig på, når jeg ligger der. Det bløde, der omkranser mig som en den hule, den siger, den er, og jeg vil gemme mig der, med mine lukkede øjne. Indtil, jeg ikke kan det mere, og må åbne dem igen.
På min rigtige væg i min stue, den væg, der er bygget af mursten fra teglværket, hænger et billede. Det forestiller en flok levende mennesker, der sidder i en hånd. En hånd der bærer dem hen over havet.
Den hånd, som vi er flere, der burde række ud. Er det egentlig så svært at give noget af sig selv til andre, der ikke har det?
Åbenbart, som når jeg lytter til de mennesker, der sidder bag gardinet, og deres stemmer summer mellem hinanden, som hvepsene der virrer, virker det alt for svært. Med det. Bare det at give lidt af sig selv til de andre.
Endda til dem, man sidder lige dér ved siden af. Eller til dem, man ikke kender.
Måske vi ikke burde tale så meget om mel og kager og maskiner, man kan trykke på, så de drejer rundt eller siger lyde, jeg er ligeglad med. Måske burde vi ikke være utilfredse og dovne, når bussen ikke stopper, der hvor den plejer, eller farven bare er forkert på ting, vi har købt.
Jeg tænker på alt den energi, der forsvinder ud i atmosfæren med denne sure udladning. Jeg tænker på, hvordan den energi kunne holde meget i live og verden bedre kørende, hvis den nu bare var positiv.
Hvorfor taler folk så meget om ting, der ikke er vigtige?
Hvorfor orker folk ikke at tale om ting, der er vigtige?
En dag åbner vi øjnene, og så er det fucking for sent! Så er de døde, dem der skal lytte.
9. juli 2017 - På en mærkelig søndag
På en søndag, mens folk går til stranden i mærkelige flokke, og nogle er fulde på en bænk under den klistrede asp. På den slags søndag, hvor jeg graver mig ned i madrassen og skriger alt ud.
Hvis man ikke kender sig selv, kan man knap elske andre mennesker. At kende sig selv. Så hårdt, at jeg brækker mig. Hvem gør det? Det giver ikke mening. Men det giver heller ikke mening at lukke sine mest ærlige følelser inde. At være så hæmmet over livet, at man dør i sorg over dem, man elsker højest er så langt væk. At den relation, der giver liv, dør.
Jeg væmmes. Over alt det. Over nødvendigheden i det for at leve.
At man kan lade være med at slippe sin kærlighed ud over dem, der virkelig burde mærke den. Ud over dem, man virkelig elsker.
Men hvad er der sket i et menneske, siden det ikke kan give sin kærlighed fra sig? Ind i mellem brækker jeg mig over det, ind i mellem græder jeg over det. Ind i mellem vender jeg ryggen til det.
Er jeg to? Er jeg flere? Er alle det? Hvordan ved man i virkeligheden, hvordan noget menneske egentlig er? Jeg ved ikke, hvorfor nogen lever, hvis de ikke giver kærlighed. Jeg ved ikke hvordan.
Jeg er ved at falde i søvn, når folk giver sig hen til deres eget offer. Så liv kun er en historie, de gentager for sig selv.
Så de lader alt andet dø foran deres øjne for at gøde og nurse den historie. Jeg græder over det. Jeg forundres over det. Jeg væmmes. Jeg river mig i håret over det. Over alt det spild.
Jeg er bange for, det er mig.
Hvorfor er vi her på denne klode?
Skal vi føle glæde hele tiden? Skal vi føle fred?
Det er da så åbenlyst tydeligt, at det sårbare i os, er kimen til en større grad af meningsfuldhed, til en større værdi.
”Hun så på ham og tænkte, at det eneste hun havde lyst til at sige; det kunne hun ikke. Hvorfor egentlig ikke? Hvad ville der ske? Hvad sker der egentlig ved, at pulsen banker, som den er ved at eksplodere? Eller hvad sker der egentlig ved, at han pludselig ser på hende på en anden måde? Med angsten sprøjtende ud ad øjnene. Eller hvad der nu sker. Hvorfor er der så meget usagt? Ting der burdesiges. Ting, som kører rundt i hovedet på hende hver dag og bare venter på at blive sagt.
Manden sagde med rynkede bryn:
”Hvorfor kan du ikke fortælle din søn, at du elsker ham?” eller ”Hvis det var mig, så ville jeg gøre alt.. lægge mig på mine knæ, hvis det var det… for mit barn. Uanset. Det er lige meget om han er 4 eller 40. Hvis han mangler din kærlighed. At mærke, du vil gøre alt for ham. Er det fordi du ikke vil, eller?”
”Kærlighed hænger ikke på træerne.
Men det er dem, man ser på
når man savner den.
Hvordan klarer de sig
så langt de står fra hinanden
Kan lige nå næste træ med en bladspids
og så er det træ måske
slet ikke det rigtige
Nærmest i vejen
Alligevel vokser de daglig
Og her går man rundt i skoven
På sine bevægelige rødder
Man stikker sine bevægelige grene i lommen
Det er da det mindste
og skynder sig tilbage til byen”
(Benny Andersen)
14. maj 2018 - Dét, at være taknemmelig
Når man vil gøre noget for dem, man elsker, skal man så altid hen over pøle, pytter, stakke af forhindringer? Er det sådan, det bare er? Når aftenlyset bliver gyldent, det er sjældent, synes jeg her i baggården, men så er det hele lettere magisk, selv de triste tanker, bliver mildere. Opløftende, lovende for mine drømme, og alt det, jeg burde.
Det at nippe til kaffen på den lune trætrappe; mens myggestikket på min ankel klør. Lettende og lovende, at der er sol, der kan være gylden over den by, vi har bygget. At det ind i mellem summer i bedet, og dråberne fra himlen falder tungt på asfalten. Uden der er noget at gøre.
Den by man kommer fra. Det liv man har. Der er ikke plads til meget andet, derinde i skallen, i kroppen, og det kører rundt. At folk, man ikke kender kan synge sange i ens øre, så det hele rasler og risler. Så ømt og let som kjolen, der svøber sig ind mellem mine lår. Så levende. Vildt og meningsfuldt. Det er bare en sang, det er bare en mand, siger jer. At man er, hvem man er, at man skal tro på sine mål og det. At sætte sig mål i livet. At kæmpe for dem, at blive den, man er.
I Sundby er der mange, der er hvem, de er. Og mange der ikke er, tænker jeg. Jeg går fra Pape og flat white, til Jørgen på hjørnet, der pisser i sine bukser. Jeg går fra Esther og Aperol til Irma i kiosken, der har glemt sine penge på Sundholm, og Lone løber forvildet mellem bilerne i rabatten. Hvad vej er din, spørger jeg ud i den sorte nat? For der ingen andre, der kan svare.
Gå den, det er, for du ved det. Når man er bange for at gøre noget, er det der, man skal gøre det. Det med at turde. At leve det hele, bare sådan. Parkere angsten, frygten. Mærke pulsen banke i blodet på den måde, som da man var 14, og man sagde til nogen, at man var forelsket i dem. Den slags mod er ikke til spøg. Der bankede det hele i kroppen, og man kunne springe ud over alt, og hoppe over det højeste slags kaos. Den slags mod er ikke til spørg.
Kom videre, og flyt dig, menneske. Et sted tættere på dig selv. Et sted tættere på det, du kan give videre. At åbne sig mod verden; et elegant træk for alle parter. Elegant og nødvendigt. Jeg trykker midt på remouladen, du grynter. Du griner. Og jeg ryster på hovedet, what´s the point med det, tænker man.
Okay, i Spanien er der de smukkeste kvinder, wau, det er til at tabe pusten. Der er røde læber, høje hæle og sorte øjne, selv dér, hvor de bare er sig selv, med et net fuld af mælk og brød og honning, og sager til skabet. Og jeg tænker, at det er en bekræftelse af kroppen, af kroppen i verden. Af livet, af flirten, af selviscenesættelsen, af kærligheden, af tilstedeværelsen, af harmonien. Af forbindelsen mellem mennesker. Det med at udsmykke sig, at ranke ryggen i livet. At se sig selv, som smuk. Som værdig. Som værdifuld. Det er et spark til sådan én som mig, det med at putte sig og stryge morgenhåret tilbage og gnide søvnen ud af øjnene. Det bliver hurtigt lidt fladt.
Og det er bare én ting.
Dét, at være taknemmelig. Er det kun i åndeligheden, man rigtig mærker taknemmeligheden; altså sådan helt rigtigt – ægte, helt ind i det inderste? At tro på.. Engle, der holder hånden over os, selv på vej ind i.. Jeg ved det ikke, men at tro på..
At jeg vil gøre noget mere, for dem jeg elsker. Dem der fjoller rundt og er sårede over livet. Dem, der elsker og ikke kan placere deres kærlighed. Dem jeg elsker, og ikke kan omfavne. Sådan rigtigt. Dem jeg vil gøre noget for.
Alt den kærlighed, der i mig.
24. april 2018 - Der er noget med Málaga
Der er noget med Málaga.
Noget man ikke lige ved måske. I Málaga skinner solen. Når den vil. I Málaga lægger man sig på græsset ved stranden. Man drikker kaffe eller rosé. Eller søde røde sager. I Málaga har katedralen et enkelt tårn. La Manquita, kalder de den dér. Den står der så stor mod himlen på den lille gade; en kulisse midt i det hele.
I Málaga er der hvide blanke sten på de smalle gader. Og man går der, slentrende med armen under én, man holder af.
Málaga laver tapas, helato og Mom i en rørende sammenblanding, man ikke kan holde sig fra. I Málaga ryger man cigaretter og trækkes mod kaffe eller souvenirers. Flamincokjoler og fingerbøl i hvid porcelæn på rækker i pakkede vinduer.
Der er borgruiner med orange sten langs et bjerg. Man går opad, mens byen bliver mindre og fin som en lille film, man ikke kender helt i kanterne. I palmerne skratter små grønne papegøjer, under den skiftende blå himmel. Man tænker et øjeblik, det er som i en jungle. Der er en fred i byens larm, man mærker med det samme.
I den lille by, virker det hele knap så tungt.
Thomas synger om Málaga. Men vi kan ikke sige godnat til den by. Phlake får os til at danse på værelset med den sensationelle udsigt. Andre steder er musikken som et gammelt minde fra en mærkelig ferie, man var på. Men vi griner, vi danser og trasker. Gennem gaderne og promenaderne mærker vi Málaga.
Før en drøm. En utydelig sky af fantasi.
Nu så virkelig med palmer i alle højder. Tykke, og de høje slanke.
Levende og svær at regne ud.
Damer med røde læber og tynde hæle under brune ben. Det lange sorte hår og et liv i øjnene, man svælger lidt i.
Vi bor lige der, ved den runde smukke arena på Malagueta. De brune blinde vinduer hele vejen rundt lukker ingen ind. Vi tænker på, at de sorte tyre faktisk dør derinde endnu. At Málaga er levende som os. Med revner, og at Picasso sikkert var der som ganske ung.
Og vi griner igen af de unge og nipper til Aperol og San Miquel. Vi retter makeup, vi løsner håret og ånder ud. Der er skyer over varmen, og mens det tordner og lyner i hvide skarpe glimt, samler vi os, indfinder os og nyder fornemmelsen.
Et øjeblik er vi Málaga.
Vi er tiden. Der er blid og gavmild og så underlig taknemmelig. At være båret frem af lyst og fornemmelse et øjeblik, at gå derhen, hvor der er pænt og rart, at bevæge sig og smile, at mærke havluft, glo på cruisere og på levende mennesker. At tale og tale i en strøm.
At være.
At give sig selv hen til livet i en lomme. At mærke, der er en verden, der er større. Der er en anden. At mærke livet. Et kort sekund på en ny måde.
Der er noget med Málaga.
29. marts 2018 - At være nogens livsven
Det var oppe på kvisten. På anden etage, under taget. Vi sad i døråbningen til den franske altan, og røgringene svævede ud mellem dine bløde læber. Det var noget i dit blik, den vanvittige humor. Sort og ind i mellem manisk. Og så melankolien bag det hele.
Om natten talte du i et bevidstløst sprog, og jeg havde det som om, noget i dig ledte efter exit.
Prøvende frem, ad snævre gange fra dine opfyldte depoter. Depoter med så meget af det forkerte.
Vores tanker snoede sig sammen, ubesværet, deterministisk.
På et tidspunkt gled vi ned af Frederikssundsvej med sorte nylonbukser stramt på hofterne. Hennafarve i håret i forsøg på at sætte flere spor. At trække streger. At råbe op og være dér, hvor livet var. At dele længslen efter mere.
Senere gik vi langs Seinen, og du grinede af min måde at tænde cigaretten på. Den måde, jeg satte stråhatten med det sorte Corona-bånd. Og dit blik fyldte mig med en slags mod. Og jeg ville vise dig, hvordan alt det, jeg drømte om at turde, var muligt at turde med dig.
Dengang forstod jeg ikke, hvor uendelig verden var. Det var den bare. Og vi tog ud i den, så almindeligt. Som en frihed, vi forventede af livet. At bevæge sig ind over tundralandskaber. At gå til venstre og højre af broer over kanaler. Over floder. At tabe ting. Og at efterlade sig spor. På stranden i Biarritz, var vinden kold og saltet. Der var palmer og himlen var grå, og det var lige meget.
Nu skriger morgenbørnene i gården. Det har regnet igen, og jeg vender en side i avisen, mens jeg puffer en klods ind under sofaen. Jeg gider ikke samle klodser op hele tiden. Jeg laver rødbedejuice med mynte, og børnene vil kun have dem rå, rødbederne. Den røde farve, der lægger sig om drengens mund. Og når jeg har afleveret ham, græder jeg lidt, mens mine skuldre ryster, over hans hånd der holdt så fast i min.
I vores børn forplantede længslen sig. Sådan er det. Den kommer et sted fra, og den vil et sted hen.
Jeg tænker på, om man nogensinde bliver klar til at lade evigheden opsluge sig. Findes længslens forløsning først dér?
Af og til lukker jeg øjnene og skriger over verden, der hakker i det. Eller smøgerne der koster 44,50. Eller furerne der bliver ved med at krakelere mellem de italienske fliser i mit køkken. Eller hvordan pyramiden burde pege med spidsen nedad, sådan som de basale behov ændrer sig abstrakt, mens børn med gråt støv forsøger at kravle ud af meningsløsheden. Hvilket ben skal jeg stå på?
Jeg råber, fordi min datter taber et glas mælk på gulvet, og bagefter river jeg mig selv i håret, mens jeg løfter hende henover det knuste glas.
Jeg ryster af skam, der flosser mine negle. Dét at jeg er nogens mor, og dét, at jeg drømmer. Skam i balance. Vi balancerer på trappestier, på kanter, for vi opdager, at bekvemmeligheden ikke indeholder forløsning.
Men du gør livets ting med et mod, der får mig til at begribe determinismen i sin egentlige forstand.
I morgen går vi ved fjorden sammen, jeg lægger nakken tilbage. Mågerne svæver over os.
Vind alle veje.
8. marts 2019 - Hvad hvis det var dig selv?
Nå, men ind i mellem, har jeg har lyst til at lægge mig ned i de hvide plasticposer. Ned til børnene der bliver lynet væk. De børn med den alt for hvide hud, de hvide ansigter og sorte smukke hår. De børn, der har trukket vejret gennem giftgasser for sidste gang. De børn som dør lige nu. I den verden, vi slet ikke forstår.
For jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv. Men jeg ved, at jeg er nødt til at se på de børn. Jeg er nødt til at se på den verden, der er så meget større end de sko, jeg vader rundt i her. For hvis jeg lukker mine øjne, bliver mit liv til en ondskabsfuld og egoistisk leg, hvor jeg lader som om, det ikke handler om mig.
Men den verden, hvor Assad smadrer liv med kemiske våben, handler i den grad om mig. Og om dig. Om os.
Verden er ikke nogens. Verden er for helvede vores.
Men vi ejer den jo ikke, og en dag tager naturen den tilbage og vil skide på os.
Man kan ikke gøre for, hvor man er født. Siger jeg igen og igen. For alt i mig er fortvivlet. Forvirret og endda forulempet over, hvordan alt for mange mennesker har så lidt indsigt, så lidt empati.
Hvorfor er det ikke dig, der bor i Aleppo, i Mosul eller i Myanmar? Hvorfor er det ikke dig, der har fået sprængt dit parcelhus, dine børn eller dit eget hoved i stykker? Hvorfor er det ikke dig, der holder resterne af dit barns krop i dine hænder?
Fordi du er heldig. That’s it.
Jeg lægger mig ikke ned og dør, for til hvad nytte er døden? Men jeg vil tvinge mig selv og min nabo til at se på den verden, vi er i. For vi er i den verden. Den verden, der er i krig. Vi er nødt til at forstå, hvilken betydning vores blik kan have for genopvågningen af den basale empati, jeg mener hvert et menneske er født med.
Men Danmark vil ikke hjælpe de mennesker, der kæmper for deres liv. Danmark lukker grænserne for dem, der kæmper for deres liv. Danmark vil ikke hjælpe de børn, der rejser gennem verden alene, for at få tryghed og fred. De mest basale ting, vi hver især bestræber at give vores egne børn hver dag.
Så hvad hvis det var dig selv?
Hvad hvis det var over den danske hvide vinterhimmel, at bomberne regnede? Hvad hvis det var dit hus, der blev skudt i smadder af iskolde, hævngerrige militser, der kun så verden i deres eget billede? Hvad hvis det var din fars hoved, der sad på lygtepælen i gaden? Hvad hvis det var dine børn, der åndede sidste gang på grund af giftig klorgas, som var kastet ned over jer med præcist overlæg?
Tænk at det faktisk kan gøre en større forskel, hvis vi spørger os selv om det, næste gang, vi brokker os over, at der i år, ikke både var råd til Thailand, Tesla og Timerland.
Jeg mener det.
Hvad hvis det var dig selv?
4. februar 2018 - Vinterdrømme
At svæve hen over den hvide morgenis, mens jeg luner mig på hendes små røde kinder. Det er som en drøm, med alle de ord, der glider over læberne. Hun har tabt sin første tand, og hun står der i frosten og skinner næsten som en lille engel. En vinter med frost under sålerne føles mere tryg, tænker jeg, og det knirker under vores støvler, mens vi går i ud af porten.
Det sker ind i mellem, at hendes drømme om natten er så langt ude over hendes egen fatteevne. Hun ved ikke, hvad hun skal stille op med de drømme, men hun nyder ofte at fastholde dem og må knibe øjnene intenst sammen, holde fast med næb og klør.
For hun elsker den, hun bliver i de drømme. Den figur, den stemme, den modenhed hun bærer så naturligt
Drømme der er så lette. Som at stryge silke ned over knæene om sommeren. Svalende, blødt og så befriende. Kildrende. Op af dagen drømmer hun videre, selvom hun alt for tydeligt fornemmer den manglende magi. Hendes egen levende fantasi er ikke nær så imponerende og attraktiv, som den natlige underbevidstheds. For hendes rationale tager over, og så vil hun hellere sove sig til det.
Og hun lægger sig igen. Kniber øjnene sammen og kalder på søvnen, kalder på drømmen.
Men denne morgen bliver søvnen rodet og gråligt diset. Langt mærkere end det florlette fra før.
Hendes krop ryster sig let under vibrationer, der ruller henover knoglerne. Hun læser i bogen og tænder for lampen i morgenlyset, for der er ikke mere at komme tilbage til.
Ordene i bogen triller rundt om sig selv, og hun ser kun den natlige virkelighed, hun vil svøbes i.
Forstår du? Siger hun ud i rummet med åbne øjne. Trangen, kærligheden, friheden?
Pigen der sidder der et sted i hende, bliver siddende. Og efterhånden bliver det sådan, at hun kun kigger ned i bordet eller gulvet eller på hvilken som helst flad celledød overflade, hver gang hun kommer ind i nogens rum.
For hun synes ikke at kunne opfinde nogen berettigelse til at lade sit blik hvile andre steder. Til ligesom at lade sit blik gå ind i nogen. Det forekommer hende mere som en umulighed at løfte blikket til et slags møde. Som de sidder der om bordet, snakker og ikke ænser hende.
For hvem, udover hende selv, som hun for længst har vænnet sig til at overse, skal hun være her? Når hun ikke kan finde sig selv i sit eget rum.
Det trykker for ørerne, som om hun er på vej op, når hun lukker af i svælget. Men det aflukkede vakuum, er intet mindre end præcis det, hun har brug for, mener hun.
Hun tænker på at give slip. Længes efter drømmens trygge favn. Trækker luften ind, så går hun ud.
8. januar 2018 - Jeg insisterer på at være new yorker i dag
Når jeg læser, så leder jeg efter mig selv. Jeg leder efter noget, jeg er. Og jeg leder efter noget, jeg vil være. Jeg leder efter, noget jeg forstår. Og når det lykkedes, giver tingene mening. Noget falder i hak.
I dag har jeg lyst til at være new yorker. Igen i dag. Så vil jeg gå ned af Madison Avenue, og jeg vil købe kaffe og tyggegummi med kanelsmag, og jeg vil læne nakken tilbage og se op på den store vanvittige by, der er min. Jeg vil se på den blå himmel, der bliver så isnende lys blå over tårnene, spejlene og glassene, der glitrer i solens hvide lys. Jeg vil ånde og trække min hue lidt op, for selvom luften er kold, så kold, er jeg vild vild med at mærke den New York frost, der får mit hår til at knitre.
Jeg vil tage mine nye Nike sneaks på, og rulle mine sølvbenvarmere op, og hoppe gennem dampen, der vælter op fra risten i gaden bag New York Public Library, og så vil jeg løbe på de brede boulevarder med nettet fuld af Hemmingway, Auster, Franzen, Steinbeck, Hustvedt, Whitman, Plath, Dickinson og alle dem, som jeg har lånt i den prægtige guddommelige søljeindbydende bygning. På trappen ned, har jeg lyst til at råbe ud over den by, der fylder mig med håb. Jeg lader kraften fra mit råb brage i mit bryst, og på trods af krigen, fattigdommen, ondskaben, magten og egoismen, lever jeg i denne by, fordi håbet vokser og bærer mig frem. Hver dag på sine hænder. Så jeg knap mærker kampen.
I Parken vil jeg kysse og sende en sms, så der kommer venner forbi med tæpper, og de smiler, og vi går på café. Om aftenen hiver vi brandstigerne ned, og kravler op. Derop, hvor man kan se lysene i den sorte nat. Natten, der helt øverst oppe over byen, bliver så sort sort. Men her hvor vi er, så levende, så levende., så lysende. At jeg næsten glemmer at ånde, over mit indestængte begær. New York, vil du have mig?
Jeg ruller hen over brosten og bumlede gader med huller, men det er okay, det er okay, og jeg nikker og smiler til manden, der sidder der under broen. Og jeg giver ham mine vanter, og lige nu er det alt, jeg kan give. Og han rejser sig og griner til mig med en tandløs mund, og han rækker sine sorte frosne hænder i vejret og kysser den himmel, som vi lever under sammen. New York, giver du ham håb?
På Broadway møder jeg Alicia Keys, og det er okay. For hun er cool. Vi ruller, hun stroller, jeg blinker, og vi skriver. Hun smutter videre i det New York liv, hun er født i. Jeg leger videre, for det er. Det er fortryllende i New York. Det er ikke til at spøge med.
Jeg har så mange smil her, og når jeg tager ud til Brooklyn og leder efter spor efter Aidt, græder jeg alligevel i frosten, fordi jeg allerede mærker hende. Hendes ord og hendes liv svulmer der og her, og jeg kan ikke gøre for det, under min hud, uanset hvor. Sådan blev det efter Carls bog.
Her er jeg ligeglad med, hvordan ordene lyder, her er jeg ligeglad med, hvor forkert jeg er. Her er jeg for fri. Her er jeg en kvinde, og ønsker mig hele livet.
Og jeg insisterer på at være en new yorker i dag.
12. december 2017 - Jeg vil bare ikke sove fra det
Okay, mens jeg venter, sker der ikke en skid. Med mig. For jeg tager mig af. Af dem jeg elsker, også for ligesom selv at kunne flyde ovenpå. Det FØLES sådan ind i mellem. Og alt andet er umuligt. Og jeg forstår så, at livet ER det. Livet ER at tage sig af dem, man holder af. At pleje, kysse, undskylde, anerkende, overbære, elske, skænde, tilgive, røre, vedholde, omsorge, omholde og alle de ord, jeg har lyst til skal findes til netop det her.
Jeg tænker på, at alt hvad jeg hører, alt hvad jeg læser, alt hvad jeg tænker - at det hele handler om én ting.
Om dét at mennesker har brug for mennesker.
Som det vigtigste. Som et behov i samme grad som mad, luft, vand og det. Måske kan vi nok strække os længere, inden vi falder fra hinanden. Men vi gør det på et tidspunkt; falder fra hinanden - uden hinanden.
Jeg tænker om natten, at hvis ikke vi er os selv, ender det med, at vi bliver misbrugere af hinanden. Jeg tænker over, hvor mange misbrugere, der er. Omkring mig. Omkring os alle. Og jeg mærker kontrasten som en knivsæg hver dag.
I dine råb.
I dine ord.
I din kærlighed.
I din styrke.
I dit livsmod.
Mennesket har ikke en given menneskelig natur, men må skabe sin egen. Mennesket er ikke andet, end hvad han skaber sig selv til.
Jean-Paul Sartre
Jeg læser lidt Sartre for første gang. Ordene blinker i stålet mod nogens hals. Jeg læser, at det ligger i mennesket, at det skal være sig selv. At det skal finde sig selv. At det ikke skal blive fanget ved siden af sig selv. Og sådan forstår jeg bedre min længsel mod at forstå mig selv.
Det er meningen, at vi skal være os selv.
Det er meningen, at vi skal være os selv.
For er være noget for hinanden.
Som en ligning, der ikke går op uden ligevægt på begge side. Det ved man jo, ikk?
Hvad er det for en angst, der er omkring mig? Der nedbryder og undertrykker. Presser og låser. Der æder kreativitet, udvikling og den naturlige udfoldende kærlighed. Der hæmmer og fastholder.
Jeg er træt af den. Jeg er træt af, hvordan mennesker styres af angst. Lader sig føre blindt igennem livet.
I stedet for at styres af…. ja, af sig selv.
Det er et jeg, der taler, siger Lone Aburas, som der måske netop er. ’Det er et jeg, der taler’. Der er et jeg, der taler…
Hvis jeg åbner mig ud mod verden, forstår jeg mere af den. Hvis jeg forstår mere af verden, er det nemmere at være i den. Eller er det så sværere?
Hvis jeg giver gavmildt af mig selv, får jeg så gavmildt tilbage?
Ja, jeg spørger bare.
Og når der nu er så meget kærlighed i det hele, hvorfor kan folk så ikke bare bruge den? Jeg er træt og lægger mig. Men så vågner jeg klokken 2 og 3 og 4 og 5 og 6 og hele tiden, for jeg vil bare ikke sove fra det.
Det vil jeg bare ikke.
2. november 2017 - Om levende Aleppobørn og ord, ord, ord
Vinden er frisk og lugter af hav.
Jeg tænker, jeg er sulten. Men lader alligevel tanken ligge for nu. Der er børn; der er mennesker, der dør af sult, og jeg væmmes over, hvordan vi altid svælger i det hele. Mad som vi smider ud. Eller noget vi har glemt, og så er det for gammelt, tror vi, og vi smider det ud. Jeg får det dårligt.
Kvalme og den evige tilstand af dilemma fylder for en stund hullet i min mave.
Alle dem jeg burde skrive breve til. Alt det jeg burde sige. Alt det, jeg ikke kan få sagt. Alt det, jeg bedre kan skrive. Men tanken om breve er udmattende, jeg mister overblikket, og vil putte mig væk.
Jeg skriver andre ting.
Men.
Hvad med dem, der har forladt deres hjem og leder efter tryghed? Hvad med dem, der leder efter fred? Så angsten for, at deres børn bliver splintret til atomer kan lægge sig? Hvilken sandhed søger de?
Jeg gik henover skrå gyldne plæner, hvor bladende dækkede jorden i orange nuancer. Der var børn på en hinkerude, der var børn med nye gummisko og en gammel fodbold i en lille baggård. De råbte, de legede, de levede. Som de børn, jeg kender. Måske var de fra Aleppo? Jeg håber, de var fra Aleppo, for så var de i det mindste ikke blevet myrdet.
Det gør de. Endnu.
Og jeg stresser over det hele. Og jeg bumler hjem i toget, mens colaen bruser i min mave og lægger sig som en ubehagelig hinde over mine tænder.
Ham fra værelse 3421 stod også på toget. Hvor skal han hen? Hvor ender tomheden i hans øjne?
Hvad med dem, der tror, de ejer verden?
I dag vil jeg skrive, men jeg kan ikke rigtig. Sproget er hele tiden forkert, og jeg tænker, om det virkelig kan være rigtigt, at det er sproget, der er forhindringen, eller om det i virkeligheden er mit talent, der bare ikke rækker?
Men talentet har jo intet at gøre med trangen. Behovet for at skrive. Det fysiske sitrende behov, jeg har for at sammensætte ord og frembringe sætninger, billeder, linjer, der ikke var der før. Behovet for at se noget opstå ud af intet.
Når jeg hele tiden tror, at jeg må læse denne og denne bog færdig først for at skriften bliver nemmere. For at få ordene til at flyde ud af mig i salige bløde strømme. Så er det vel løgn.
Jeg må skrive, selvom jeg ikke kan, eller selvom det er svært.
21. september 2017 - Universelt: Om at skrive. Tanker om at skrive. Spørgsmål?
Sådan føles det, når jeg ikke kan skrive, det jeg vil. Det jeg ved, er det rigtige. Det jeg ved, er nerven. Ilden. Det jeg ved, der løber i mit blod. For det gør de ord. Og man kan føle sig som en fange, når man ikke kan få dem ud. Man kan føle sig besat og mærke en længsel efter frisættelse. Når ordene klumper sig sammen i én, og man arbejder efter en taktløs rytme, der er uværdig til at forvente nogens forståelse. Nogens nik. Nogens genkendelse. For det er vel det, ordene skal. Vække en genkendelse. I den der skriver, eller i den der læser. Hos nogen skal noget vækkes! Og man må starte med at vække sig selv. Sådan tænker jeg om det at skrive lige nu.
I mens jeg tænker det, skriver jeg lidt her i min dagbog. For jeg ved, at jeg glædes, i hvert fald over det. At der er et sted, hvor det handler om at skrive forvirringen og angsten og usikkerheden ud. Skrive det hele ud, så vidt man kan, uden at det handler om andet. Det er fint at opfinde sådan et sted, hvor man kan øve sig. Og så opdager man, at de ord man skriver, vel er fine nok, men at de i den grad er en dans om den varme grød.
Egentlig burde man vel tvinge sig til ikke at skrive den slags, fordi man ved, det er en undskyldning, man giver sig selv, for det der egentlig gælder. At skrive om tvivlen har alle gjort. Bliver man egentlig klogere af det? Nærmer man sig ilden af det? Jeg har svært ved at tro det. Men hvad siger de? De siger; skriv. Skriv!
Ind i mellem tænker jeg, at jeg skulle skrive en bog, fuld af andres ord, jeg kunne lave en glimrende roman, brændende af den mest iltre ild, kun sammensat af citater, fra de mennesker, der skriver i livet. Alle de mennesker, jeg læser dagen lang. Der siger det, jeg leder efter, og det jeg bliver ved med at lede efter. Se det ville være en vindunderlig bog.
Og jeg spørger mit indre hylster; eller jeg råber langt ud i universet: skal litteratur bestå af smukke ord, spørgsmål, sandheder og bevingede sætninger med et langt ekko af eftertænksomhed? Skal litteraturen bestå af en handling, skal der være et narrativt forløb? Skal jeg skrive om det, jeg ved, eller skal jeg skrive om det, jeg vil vide – det jeg vil forstå – som alt i denne verden.
For jeg ved jo så forsvindende lidt, så forsvindende lidt. Hvis jeg skriver udad, finder jeg så svaret indeni? Er det ikke dér alle svarene er i sidste ende, eller i første ende? Opdager jeg det hele for sent? Hvordan lader man sig rive med? Det hele er spørgsmål. Måske er det, det jeg skal forstå, når jeg leder efter svar… at det hele er spørgsmål.
Noget ved jeg. For jeg har fortalt mig selv det – når jeg skriver:
Hvor levende er jeg villig til at være?
----------
4. september 2017 - Forvirring og fortvivling over verdenssituationen og alt det om at læse og skrive...
Engang ejede naturen verden, og det er som om, den ikke gør det mere. Men at den prøver at gøre alt til sit igen. Josefine skriver det; ”Naturen arbejder på at gøre alt til sit.” Og det er sådan det er, det er sådan, jeg har det. Og på en måde er det trygt, men det gør mig underlig til mode, bange, for jeg ved, at naturen vinder til sidst. Og jeg ved, at mennesket er natur. Og jeg ved, at mennesket bliver natur.
Ligesom alle de kroppe, der NU flyder rundt i verdens have, fordi vi ikke har plads til flere kroppe. Har vi ikke plads til flere kroppe? Jeg spørger bare, for jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre; har vi ikke plads til flere kroppe? Har vi ikke plads? Må folk gerne dø i meningsløshedens navn, fordi vi ikke har plads til flere kroppe? Må de?
Børn. Børn. Børn. Børn uden bankende hjerter. Og det er ikke til at fatte, at det er fordi, vi ikke har plads. Er det fordi vi ikke har plads?
Vil vi aldrig komme til at forstå det? Vil vi aldrig få nok? Vil vi aldrig kæmpe for andre end os selv?
Det er jo ikke naturen, der dræber disse mennesker. Det er os. Os der har alt. Sådan tænker jeg.
Jeg skælver. Jeg lever. Jeg prøver at se, alt den plads, jeg har. Jeg prøver at se, det liv jeg har.
Jeg var i Tivoli med børnene, og der var balloner og gynger og ballongynger over alt. Jeg så også Josefine der, det gjorde jeg, men jeg lod som ingenting, og synes det var fint, for det var jo også hende, der skrev det smukke, jeg læser. Og alt blev blandet sammen i mit hoved, da jeg så hende der.
Og så tænker jeg atter på det med at læse.
Så blev det næsten nat, og børnene faldt i søvn, mens vi cyklede gennem byen, og det var helt okay, alting lige dér. Og om morgenen vågende vi sødt i solen, der brød ind i det lille soveværelse, hvor vi lå som klumper, og jeg fik tanken som et knytnæveslag i maven, at jeg lå der så blødt i min seng, og jeg burde egentlig være et sted, hvor der er brug for al hjælp. Ikke græde sådan over mig selv, men græde over dem, der kæmper. For at beholde livet. For at leve det uden at dø af forfærdelig meningsløs krig. Eller noget andet meningsløst. Dét er noget at græde over. Jeg burde være der, tænker jeg, men ryster over, at jeg ikke forstår, hvordan.
Jeg ånder roligt, indtil slaget har fortaget sig.
I det mindste, må vi kæmpe for det, vi har. Det vi har her og nu. Det må vi i det mindste kæmpe for! Jeg har lyst til at råbe det i hovedet på nogen. Så kæmp for noget! Dog.
Vi har et levende liv, sådan tænker jeg. Og ordene føles rigtige og egentlig lette at skrive, og jeg ved, det er sværere, når det kommer til kampen, ja det ved godt! Men den tager jeg derfra. Det gør jeg. Livet er ikke for sjov. Livet er indtil, man dør.
Så skriver jeg videre, for jeg har besluttet at skrive.
Og det er da i det mindste noget.
----------
27. august 2017 - Er det til at forstå? Vigdis, Joumana og Naja
Når jeg sætter mig ved skrivebordet, så er det ofte med en masse vanskelige spørgsmål. En masse tanker, der forvirrer mig, og et liv, jeg ikke altid forstår. Ligesom elskelige Vigdis Hjort siger, er skrivningen måske et erkendelsesværktøj. Et sted hvor man lærer om de svære og uforståelige ting. Når det der er uklart og udefinerbart i én selv, pludselig kan læses i nogle ord, man har skrevet, eller ord man læser, så forstår man dem.
At finde svar i de ord, man læser er en lettelse, en følelse af, at man ikke er alene med sine tanker i denne verden. At opleve et menneske, der skriver præcis, hvad man tænker og fornemmer, der beskriver præcis, hvad man føler, så er det som om, noget falder i hak. Og noget lindres i en. Det er en befrielse fra noget, der lukker sig sammen om én.
Vigdis, norske kloge kloge Vigdis, siger om Kierkegaard. ”Der er så mange menensker, der bor i kælderen hos sig selv, selv om der ledigt i øverste etage, hvor udsigten er vid og perspektivet er uendeligt.”
Men jeg forestiller mig, at folk er bange for at klatre op af de trapper fra kælderen. Folk er gode til at prædike dernede, og folk er gode til at stille idealer op, men folk bliver bange for at leve deres eget liv efter idealerne. Jeg er bange. Jeg er folk. Jeg er mange. Jeg er hende, jeg er ham, jeg er dem. Vi er hende, vi er ham, vi er dem alle. Er det til at forstå?
Jeg er ikke ét menneske. Jeg er mange. Og jeg må ikke være så bange, jeg må ikke lade mit liv være styret af angst, jeg må ikke lade mine handlinger og mine ikke-handlinger være styret af angst - for hvorfor så leve? Hvad er tiden så værd? Den tid, der vitterlig forsvinder ud i det blå. Den tid, som jeg ikke kan fortryde, den tid som jeg ikke kan lave om, den tid, jeg ikke kan få tilbage. Når jeg skriver, river jeg små blade af angst af mig, små blade for hvert ord, og det føles så rigtigt at blive lettere på den måde. En anelse for hvert ord. Er det til at forstå?
Jeg læser en kvindelig arabisk forfatter. Jeg er blevet forelsket i Joumana Haddad. Hun skriver hele tiden til mit indre. Så noget falder i hak. Først er det en sus i kroppen, en hurtig rus, vildskab, en slags adrenalin, der ruller gennem årene. Og jeg vil råbe til alle. Naboerne og folk på promenaden. Se nu her, lyt, læs. Fantastisk.
Og så; ro. Tryghed, lindring, en hule til mine tanker. Noget der falder på plads i en særlig form. Noget der falder i hak. Joumana Haddad fra Libanon, du skriver også til mig:
I går mødte jeg Naja, jeg så i hendes øjne og mærkede, at hun var virkelig og levende. Og jeg græd igen over de ord, jeg hørte. De ord, jeg har læst. Og jeg græd over de andre, der græd. Jeg græd over alle de mennesker, der længtes efter at græde. Alle de mennesker omkring mig, der stod der og lyttede til Najas ord. Alle de mennesker der samles for at befri deres længsel. Alle de mennesker, der lod sig selv græde. Alle de mennesker, der ikke var bange dér.
At vi et øjeblik smeltede sammen. At vi alle har de ord i vores sjæl nu. At vi alle sammen bærer noget af din sorg, Naja fordi vi også er mennesker, fordi vi længes efter at føle noget. At vi længes efter en kanal, hvor vi kan lade længslen flyde. Og fordi din sorg er ubærlig alene. Og jeg sagde tak til dig, Naja, fordi Carls bog lindrer noget for os alle. Selvom vi ikke har et barn, der er dødt.
Bogen er så levende. Så smuk. Så befriende. Så modig. Så sørgelig. Så sand. Og vi bærer den alle sammen i vores hjerte.
Litteraturen er levende. Litteraturen er menneskelig. Litteraturen er åndelig.
Er det til at forstå?
----------
14. august 2017 - Om at stille spørgsmål i livet, om rødbedejuice og nye sko
Men jeg går rundt og føler mig lidt som én, der har levet i 100 år. Jeg kan ikke helt huske, hvad jeg har oplevet, men der er så mange længsler i mig. Der er så meget uforløst, som hos én, der har klemt alt inde i mindst 100 år. Sådan føles livet nu og da.
Og når jeg hører en ældre dame tale i telefon med kaffen i porcelæn bag mig, snurrer det sammen i mit indre, for jeg ved ikke, hvem hun er, men hun føles som mig. Og mine fingre sitrer og mit hjerte banker små hårde slag. Så hurtigt så hurtigt. Og jeg fyldes af min barndom, som er alle steder i mig. Og alligevel forstår jeg ikke, hvor den er nu.
For hvor er fortiden? Hvor er de minder, der har skabt den jeg er nu? Det undrer mig hver dag. Er det en fantasi, som kun jeg selv kender?
Og jeg drømmer om en familie, så stor som skovbunden med alle de hvide anemoner, der var i maj. Jeg drømmer om arme, der rækker ud efter mig og hviler roligt på min nakke.
Og jeg tænker på, om det der sker nu, er forsvundet fra min forstand, når jeg bliver gammel? Om jeg også dér leder efter minder?
Jeg tænker på, om jeg bliver gammel, og det vender sig i mig. Og alt er begyndt at dirre, når jeg får tanken om, at længslen er kronisk. At jeg for altid vil drive rundt gennem livet, i en evig søgen. Sådan uforløst.
Så er ordene uendelige og symmetriske og lindrer kun i øjeblikket, mens jeg taster og læser skødesløst nedover skærmen. Er det et fix? Måske, for jeg bliver ved med at skrive. I en atter evig søgen på ro. Som om man kommer et sted hen med alle de ord. Som om det er meningen, man skal nå et punkt. Som om, der er noget, der venter et sted. Og jeg ryster, for jeg ved, der ikke er noget, der venter.
Så læser jeg igen. Og leder hele tiden mellem linjerne på et svar. Og tænker på alle de andre, der altid leder efter svar. Og at vi måske burde finde de rigtige spørgsmål at stille. Eller om vi måske bare burde fatte, at der ikke er svar på alting. At livet kun er et langt spørgsmål.
I gården skriger morgenbørnene. Og der er snegle på det slidte plankeværk. Det har regnet igen, og jeg vender en side i avisen, mens jeg puffer en klods ind under sofaen, som jeg ikke gider samle op. Jeg gider ikke samle klodser op hele tiden.
Sådan skizofreniagtigt, laver jeg rødbedejuice med mynte og ingefær og drengen vil kun have dem rå, rødbederne. Og den røde farve, der lægger sig om hans mund, får min til at smile. Og når jeg har afleveret ham, græder jeg lidt, mens mine skuldre ryster, for sådan er det at have børn, man bliver lidt skizoid af alt den kærlighed og det.
Forleden skrev jeg til avisen. Jeg havde bare en idé, men de synes vist ikke den var så god. Så skriver jeg til en anden, og venter. Der er så meget, at vente på nu.
Min pige har skoletaske på ryggen. Krøllerne lægger sig over hanken, der stritter i nakken. Og hendes blik er alt værd. Hendes blik er dybt og nyt og blåt og rent. Og modigt. Hendes blik er modigt.
Jeg ryster af en slags lykke, når jeg kysser hende farvel i døren.
-----------
25. juli 2017 - Når new York kalder på mig, lytter jeg
Når New York kalder, lukker jeg mine øjne og lytter til byen. Byen der kalder på mig. New York, er du en ven af alle? Jeg venter på dig. Kom min ven, vi tager afsted. Esther siger, vi gør det. Nu. Kom min ven. New York venter. Vi tager afsted. Sammen og mærker, hvor stort livet er. Jeg vender mig i sengen og lukker flere billeder ind. Mine øjenlåg er sprækker, men det er som om, de ser alt der. Den slags poesi, der lever på asfalten i Brooklyn og i huse langs Hudson. Den mand, der skriver på væggen under broen ved Williamsburg. Hvad er der med de gader? Hvad er der med de ’streets of New York’? Hvorfor flyder det sådan i mine årer, som en rus, der vil have mere? Hvorfor har den by, en ubeskrivelig poesi i sin blotte væren?
Og vi gør det. Det er som en drøm i livet. Jeg er ivrig. Kåd og lykkelig over stadig at forundres og forbløffes. Som dengang natten var lys og nærmest evig. Vi flyver henover byen. Der er spir og tårne, og på brostene under vores såler, opdager jeg usynlige fodspor fra alverdens forfattere, som jeg forelsker mig i dag efter dag. Jeg ånder her gennem hud og øjne, hår, og negle der stritter. Jeg er en elektrisk maskine, der kan rumme alt. Lige der midt i livet.
Og et øjeblik glemmer jeg naturen, jeg glemmer mosset fra dengang, dér mellem den smuldrede bark. Anemonerne og de evige blade. Jeg glemmer, at naturen har dannet mig. For her i byen, lever jeg jo. Og jeg forundres, og jeg græder i et ærme. For hvor kommer det hele fra? Jeg trækker byens liv ind i mig. Ånder grådigt. Uendeligt. Der ér noget på dette sted. Noget jeg ikke kan skrive. Og igen efterlades et tomrum på siden, for jeg kender ikke de ord, der passer. Jeg må arbejde mere. Mærke og skrive. Mærke og skrive.
Jeg læser i en avis. Og jeg ryster, for hvad er det med den by? Hvad er det med alle de byer? Kommer byen fra naturen? Byen der ligger oven på millioner af år. Hvad gør vi, når naturen dør? For er det ikke som om, at naturen er ved at dø? Er der nogen i denne verden, der forstår, at byen dør, hvis naturen gør? For det gør den.
Om aftenen går vi en tur. Jeg rækker min hånd ud mod hende. Vent nu på mig. Pigen råber, at jeg skal vente. Vi kigger ud over havet. Og derude i det store mørke, ligger en lille ø. Vi må derud, mor. Vi må derud. Hun peger med en finger, der stritter henover sandet og lægger sig på bølgerne, og jeg gnider sandkorn ud mellem tæerne. Vinden rusker i det hele. Kun en hund og en mand går tur nu. Jeg tager hende ind til mig. Jeg siger, vi kan tage ud til den ø. En dag. Havet er så stort, mor. Vi kan slet ikke forstå det, vel? Og jeg ved, hun har ret, når hun ser op på mig med de milde klare øjne. Alligevel er det som om, jeg tilhører havet, mens vi står der. Og jeg må træde tilbage med pigen i min favn. Jeg må træde tilbage, for at mærke mine fødder i sandet igen. Og forstå at havet er sit eget. Ikke vores. Havet er sit. Og jeg glæder mig til den dag, hvor jeg kan begynde at vise hende verden. Vise hende skønheden og friheden i det hele. Vise hende dugperler på strå i morgendiset. Vise hende smuldrede krummer under bagerens stålhylder. Og alle de spir og tårne og gyldne vinduer. Og naturen, der skaber alt, vores øjne ser på.
Og kærlighed kærlighed. Jeg propper hende med kærlighed. Hele tiden hvert sekund. Og beder til, hun altid vil dele ud.
I mens har jeg lange blikke hele tiden mod dem, jeg elsker. Som en længsel. Jeg når dem aldrig rigtig. Og jeg tænker på, at verden er derude i havet på en lille ø, hvor livet er. Og jeg længes. Længes. Efter byen. Efter naturen. Efter familie. Og New York er stille, og jeg sover heldigvis.
----------
10. juli 2017 - Om samtaler og kærlighed og naturen, der er på vej ud af mig
Jeg læser. Igen. Jeg læser om Peter Bastian. Ord giver ro. En meningsfuldhed flyder ind i mig, når jeg lader dem lagre sig. Og jeg bliver rolig. Jeg forstår en mand, jeg aldrig har kendt. En mand, der blev 73 år. Så døde han. Efter han blev forsonet med sig selv. Min krop længes efter forsoning. Er det naturen, der kalder på mig? Så højt nu. At jeg må lytte? Det tænker jeg over nu. Hver dag.
Hvad husker du, når livet er ved at slutte? Når du ved, at livet er ved at slutte?
Måske er det samtalerne, man bedst husker. Samtalerne med dem, man elsker. Kærligheden i dem. Relationen som samtalen skaber. Er det ikke det, der er vigtigst - mens man lever?
samtaler
med
dem
man
elsker
Eller er det noget andet?
Mine tanker kredser. Og jeg føler det så meget så meget. Inden i. For jeg er så død uden ord. Og ordene er døde uden læber, der siger dem, eller hænder der skriver dem, eller øjne, der læser og ører, der lytter. Når jeg læser, taler jeg. Når jeg skriver, taler jeg.
Jeg trænger til skov. Til græs. Til duft af natur. Jeg trænger meget til det. Vidder. Træernes årer. Tælle de ringe for evigt. At gå rundt der, hvor liv giver mening. Hvor jeg mærker en slags urtid, når jeg rører ved et træ, der er ældre, end jeg kan begribe.
’Inde i mennesket findes naturen.’ Josefine skriver om naturen på en måde, der går langt ind i mit hjerte. Blødt, men så smertefuldt. ’Naturen taler til os på sprog, vi endnu ikke kan forstå, men heller ikke overhøre. Noget er ved at gå under, og vi har ikke andet valg end at se på det, fortsat se godt efter for måske endelig at gå under med det.’
Det er det, jeg mærker, den er den natur, jeg taler om. Jeg drømmer om. Jeg er den natur. Har jeg opdaget.
Så kører jeg i en bil langs kysten. Kysten om det lille land. Danmark, og jeg kender det egentlig ikke godt. Jeg mærker det først, da jeg er derude. Ved havet, ved marken, ved de små byer. Ind i mellem er de døde og øde, og jeg leder efter et menneske. Et liv. Og så støder jeg på en ånd, der vælter ud af vinduer, gennem gader og rundt om hjørner. Ind i min krop. Og jeg forundres over det, land, jeg slet ikke kender, men som jeg er født i.
På Fyn er der en slags varme, og dér er det som om, folk har et andet smil. Jeg pudser brillerne, og lader bilen rulle henover brosten. Jeg ser. Jeg træder ud og planter mig dér, hvor fødderne lander. I en jord, der er lun. Den hiver så godt. Der er saltvand i sigte. Langs kysten er der liv. Måger skriger og kalder, på et sprog jeg ikke kan. Blæst i mit hår, mens en ny vellyst glider rundt under huden, som små bløde perler. Dér på den kyst, taler jeg til havet, og jeg råber og bølgerne med det hvide skum er uendelige, og jeg ved ikke, hvor de ender. De larmer. Og det er vel også en slags samtale, griner jeg op mod mågerne.
Dengang kørte vi også rundt i det samme land, men jeg så ikke rigtig. Måske har noget alligevel sat sig fast. Min krop prøver at mærke. Finde minder. Og alt er træer og mos og lange tykke planker i trekantede stabler, som far var bange for, vi kravlede op på. Med falmet fugtig bark, der smuldrede mellem mine fingre. Jeg gjorde det. M kiggede. Så løb vi gennem en anemoneskov, eller dynger af sne, og enten var det vinter, forår, sommer eller efterår, for det var altid. Vi var der altid, måske er det derfor naturen alligevel er ved at vende vrangen ud på mig. At den krænger sig ud af mig, og vil ses. Vil optages i mit liv nu. Vil tages seriøst. Måske er naturen for alvor ved at blive utålmodig?
Jeg prøvede at løbe foran ham, men elskede alligevel at se hans krop, når han løb over engen, og hovedet der altid var tænksomt på sned. Altid som nu. Tænksomt. Eftertænksomt. Vi havde altid en samtale. Ind i mellem var den stille. Men vi var der sammen, og hans krop var tæt på min. Og senerne stod frem på hans bare fødder ud mod tæerne. De lange hvide fødder, der havde en form, jeg altid kunne kende. Huden bleg men levende, så levende.
Der var altid en samtale. Ind i mellem savner jeg den.
-----------
28. juni 2017 - Om en tid der er forsvundet - og om Carl, som jeg aldrig kan glemme
“Tell me is it really love?”
Jeg drømmer om alt det, jeg ikke har. Jeg drømmer om grønne marker og færdige, smukke bogreoler. Jeg går en tur ned ad gaden og ser en dame, der græder. Som mig selv, gemmer hun det ikke indeni.
Og dér på gaden, midt i det hele, falder jeg igen over minder. Og jeg tænker over, hvor fortiden er? Hvad der er virkeligt, når det kun er i mine tanker? Mine minder er mine. Er min barndom, kun min? Hvad med alt det, jeg glemmer? Hvor bliver det af? Hvor er tiden, der er gået? Der vokser en panik i mig. For hvad med alle de drømme, der voksede op sammen med mig i det kælderværelse med det ternede gulv.
Jeg tager ham i hånden og klemmer. Den er varm og så stor, og jeg kender den så godt. Og den vil mig så godt. Og vi køber agurker og chips, og børnene vil hele tiden have mere af det hele, og jeg vil bare sige ja, og gør det.
Ind i mellem cykler jeg afsted og propper tasken med bøger, som jeg hele tiden finder. Jeg læser lidt i dem alle. Bliver forelsket i første linjer og ord, der binder. Jeg starter forfra. Hele tiden. Og ender aldrig.
Min far fortalte om min oldefar. Han ejede et cirkus, og mens vi sad der. Græd han. Og der var store åbne glasruder rundt om os. Og han var der. Og jeg ville så gerne gemme tiden i kasser. I små kasser. En kasse til hver en tid. Så jeg aldrig glemmer den. Og jeg ville så gerne give ham sådan en lille kasse med cirkustid, der. Men jeg var lidt bange. Jeg var bange for, om han ville have den kasse. Og jeg vil lade mig selv være stærk. Og fylde alle dem i mit liv med kærlighed.
Dem der kredser og ikke kan. Og ikke ved. H. Jeg drømmer altid om H. Over det hele. Imens prøver jeg at fylde mig selv. Og jeg lader neglende vokse. Lader dem rive i filmen, der omkranser mig. Afskærer mig.
Huset er stille. Facaden er gul. Og jeg låser døren op, mens børn snorker og drømmer. Jeg går rundt på italienske klinker, og det føles godt. På trods af krummer og salt og hullede fuger. Der er rosé på bordet, og jeg lukker øjnene i mørket. Jeg vil så gerne græde i disse dage, og jeg gør det. Det føles så godt. Uden formål, andet end direkte behovstilfredsstillelse. Vi ser på hinanden gennem mørket, og jeg mærker den hånd igen. Og jeg trækker vejret i det lille rum, og selvom det er lidt svært, er det okay.
Jeg drømmer om at overøse børnene med min kærlighed. Jeg har så meget. Jeg drømmer om at leve hele livet. Til jeg dør.
Det er så umuligt at forstå, hvad livet er.
Døden gør mig så bange, alligevel tænker jeg på den hele tiden for tiden, og jeg læser i Carls bog igen, for jeg kan ikke lade være. Jeg vil ikke lade være. Og jeg skriver et brev til Naja, fordi - jeg må.
Og Kære Naja, skriver jeg, alt hvad jeg skriver, fører ingen vegne hen, når nogen dør. Men ordene kommer hele tiden. Og de tager et sted hen, jeg ikke kender. Hvordan kan man skrive om en sorg, man ikke kender? En sorg, man oplever gennem et andet menneske, man ikke kender? Kan man det? Jeg ved det ikke. Men ordene kommer og lever. Og det er som om, man må, når den bog findes. Når Carls bog findes i verden, så findes Carl i de mennesker, der læser den. Han findes i mig. Og hans død findes også i mig. Måske er det forkert, men det føles okay. Og jeg ved ikke, om det virkelig passer, at jeg bærer et minimalt stykke af din sorg. Og jeg vender hele tiden tilbage til den bog. Og jeg læser alt, hvad der står, og jeg læser alle de navne, du læser. Jeg kan ikke slippe det. Men jeg er bange for at dø. Og jeg er bange for at sige, at din sorg har givet mig noget.
’Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage’ - Naja, du giver tilbage.
Så utroligt. Smukt. Tak. At du kan.
Den bog ligger under min hovedpude. Og jeg undrer mig hele tiden over, hvad jeg dog skal gøre, når nogen en dag dør. Og min krop er hele tiden en anden.
Jeg lukker mine øjne. Og drømmer om børnene, der spiser kirsebær i en sommer, jeg havde glemt. Og når jeg vågner er jeg mere lykkelig end længe.
-----------
20. juni 2017 - Det var på en junidag
Det var en dag i juni. En slags sommerdag. Jeg så ud over det hav, der er smukt, og det længere væk; så langt at jeg ikke kan se. Det hav der tager mennesker, som kæmper for livet – det hav der tager livet ud af det dem og lader deres kroppe synke til bunds eller flyde som oppustelige væsener mod sten og rev. Og så måtte jeg græde. For freden her var så gennemtrængende, og alligevel ikke til at forstå. Hvorfor deler vi ikke den fred? Vi kunne blive så stærke – måske endda redde, hvad der er tilbage af verden.
Pigen troede, at rummet var inde i verden – der må da være masser af plads til rummet inde i verden? Jeg forstår og elsker hendes hoved med de tanker. Vi har plads inde og ude. Vi har plads.
Mens jeg var ved det hav, græd jeg. Også lidt over en sang, og der bølgede en sorg gennem mit bryst.
”We need a city of piece.”
Jeg græd over den styrke, der vokser i et menneske. Den styrke der dræber. Den styrke der sætter sig som et drivende had, en drivende angst. Jeg græd over, hvor stærk banaliteten er. Jeg græd over, hvilken verden pigen og drengen en dag dør i. Hvis der overhoved er en verden, de kan dø i? Hvis den ikke dør før dem. Og jeg græd over, hvordan kærligheden driver folk udi had.
Er det kærligheden, der bestemmer alt over os?
Om efterdagen sprang vi i havet fra broen, solen skinnede i de mørke blanke planker. Fødderne var hvide og neglene lidt blå. De skreg og hvinede og var så lykkefulde. Jeg greb de små spændte kroppe, da de gled ned gennem den salte kølige overflade. Og igen og igen og igen, og mellem saltvand og sandbund elskede jeg dem med sådan en evighed, der gav mig den dybeste ro. Og dér i det hav kunne jeg mærke freden og livet. Og jeg besluttede, at det vigtigste er at elske det liv, man har. Inden det forsvinder.
Bagefter spiste vi mynteis, og jeg børstede sandkorn væk fra de små hvide lægge. Pigens hår krusede om det lille hoved, og dér var hun ganske enkelt min lille engel. Drengens mund stod lidt åben, øjnene faldt i, jeg greb isen og løftede den lille krop ned på det gule håndklæde.
Jeg kyssede dem under solen, og vi cyklede hjem i fred.
Midt om natten, da alt næsten var lyst, løftede jeg mit hoved og mærkede den sorg igen. Og jeg læste i det lys, natten var.
Vi havde talt om børnene. Vi havde talt om os, og jeg slappede af i mit bryst, inden jeg sov. Og så dér om natten, mens jeg læste, voksede uroen alligevel. Du snorkede, og jeg måtte gå ind i stuen. Jeg vendte siderne i bogen og rørte ved omslaget på en kærlig måde.
Alt i livet er på grund af relationerne. Sådan tænker jeg, og jeg synes mulighederne er uendelige. Jeg er fyldt af den kærlighed, der er sået i mig, da jeg var barn. Det er den kærlighed, der har gjort mig til et levende menneske.
Jeg lukker øjnene og bogen og glider videre. Jeg ånder. Jeg er.
----------
14. juni 2017 - Jeg læser om en kvinde
Når man lever i en drøm, lever man så rigtigt? Jeg træder på grus og fliser. Passer på revner og fuger. Jeg løfter fødderne hver dag. For det gør man. Det må man. Pigen spørger mig, hvor verden kommer fra. Og jeg tænker længe over alle de tanker, man får af det spørgsmål. Og græder lidt og griner mest. Af lykken over hendes eksistens i den. Den verden, vi ikke ved, hvor kommer fra.
Når jeg skriver, drømmer jeg, at jeg lever. Og det er fint og ligetil. Mens jeg går ned af gaden, og vinden river i mit hår, lever jeg. Der er ingen vej udenom. Og min krop er fyldt til randen.
Jeg læser om en kvinde, der er brudt ud af en grusom livsbane, hun var født til at leve i. Jeg er fascineret. Og jeg forundres over den styrke, hun har. Og jeg er lidt lettet. Og underlig lykkelig over, at hun har gjort det alene. Brudt ud af det frygtelige. Som et ungt barn, trådte hun af det liv, der ellers var hendes skæbne. Men som var så forkert. Jeg er forundret. Og hendes styrke giver mig modige tanker. Hendes styrke smitter.
Og det er bare en bog. Og det er virkelighed. Bogen er virkelig.
En anden dag spurgte Peder Frederik fint og provokerende, hvorfor vi overhoved har brug for flere bøger i denne verden. Ham der skriver så fantastisk. Ham der lever af ord.
Men vi har brug for at smitte hinanden. For at overleve. For at dele mod. For at leve. For at trække vejret.
Der er ingen ord, der går gennemsigtigt gennem mig. Jeg vender og drejer. Vind og ven. Dej og dig. Det gør ondt der i mellem, og jeg farer vild let. Jeg bruger af dem så grådigt. Uden omtanke for andre, tænker jeg på mine egne tomme linjer, der må udfyldes. Og flår dem til mig, jeg kan lide.
De to. Så sidder de der ved deres skriveborde over slidte sildeben, og ingen får spat. Ud over alle andre, der ser på hinanden med øjne, der ruller. Og der, over det lysegrå ovale Alvar Aalto, hænger en plisseret papirlampe. Der har den hængt i hundrede år.
I haven læser jeg Margueritte Duras. Og falder bagover i græsset. Ordene skærer sig i gennem mig så jeg ikke kan begribe det. Jeg sveder og jeg græder. Duras, har du været der hele tiden?
Jeg opdager i hendes ord, at jeg altid har følt mig ved siden af. Ved siden af de andre. Ved siden af livet. Det gør ondt at opdage. Men noget løsner sig. Mine skuldre er brede. Jeg sænker dem en smule. Min mormors ryg var rund. Min mosters ryg er rund. Min mors ryg er rund.
Men lige nu svajer min lidt mere.
----------
4. juni 2017 - Der er altid et barn, der græder et sted
Der er altid et barn, der græder et sted. Med en gråd, der minder mig om min egen barndom. Rullegardinet slår ind mod karmen i en rytme, jeg ikke kender. Plakaten over sengen blafrer i gadens gennemtræk. Sengetøjet er nusset. Og jeg burde rejse mig. Og burde vaske det. Og burde bære bakken ud i køkkenet. Men kroppen bliver liggende, og jeg lytter. Og der er altid et barn, der græder et sted. Igen. I en lejlighed. I en gård. Foran en gadedør. Mine arme klør og min mave rumler. Men min krop bliver liggende.
Tænker på sidste gang den fødte. Og det var en dreng, der kom ud. Og det var tæt på en slags magi. Det er det på en måde altid, når ét menneske kommer ud af et andet. Sådan magisk. Hvor kommer det levende menneske dog fra? Og smerte og lykke smelter sammen i et meget mærkelig øjeblik.
Den nat sneede det, og D sagde, hvis det var en pige, skulle hun hedde Sne. Det var en dreng. De græd. Nu ligger han og krammer lommelygten og neglene er stadig sorte. Og jeg ryster, og må kigge lidt væk.
’Man kan ikke tilgive det, der ikke er indrømmet’. Vigdis Hjort skriver om sin familie, så det brænder i mine kinder. Jeg tænker på M. Føler mig magtesløs igen. Og alligevel er der altid noget at gøre, og fingrene bevæger sig selv. Mens jeg taster, laver mine tanker lister. Over lister, jeg burde lave.
Lige meget hvilken vej, jeg vender mine tanker, presser relationerne sig ind mellem dem. I kiler lægger værdien af dem sig til rette, og jeg må fingere dem ud og ind mellem andet. Relationerne. Som jeg lever af. Som jeg sammenligner alt i verden med.
Når jeg står op, er der stille i lejligheden. Børnenes lyde er væk. Larmer et andet sted. Gården er våd i juni, og syrenerne hænger. Der er krummer på de italienske fliser, og jeg bliver mere irriteret, end jeg plejer.
Det er ikke alle, der kan skrive. Nej. Jeg bruger resten af dagen på at skrive. Og den dag skriver jeg det hele. Alt det der starter. Kærlighedssprog. Sorgsprog. Drømmesprog. Gentagelsessprog.
Og når jeg læser det, mærker jeg ikke det, jeg vil mærke. Så tænker jeg mere på lufthavnen i Nice. Og de palmer og de bjerge. Og jeg tænker på solen, der brændte. Frit. og det hus på toppen. Og på hvor jeg egentlig vil hen. Og jeg tænker på ånden, der trækker og driver mig. Ind i mellem til vanvid ind i mellem til ekstase. At jeg vil skrive. Ja, at det er alt, jeg vil. Og at jeg måske hellere vil ind i bogen. Ind i historien, som allerede er skrevet. For det er så hårdt, så opslidende at opfinde den selv. Alligevel er det alt, jeg vil. Opfinde den selv.
-------------------
Liste over ting, der passer til min tilstand. I dag. Stigende orden.
Fri
Let
Fuld
Glad
Utroværdig
Færdig
Tyk
Blind
’Når et litterært sprog fungerer, så opfører det sig som natur. Så begynder det at samle sig.’ Josefine K. siger det.
----------
27. maj 2017 - Om majdagen, og ånden og skriveriet og Suzanne Brøgger og børnene og det
Den gamle cykel der er grå. Og rusten flere steder. Jeg tænker på den som ny. For så hurtig går min tid ikke. Og det ryster mig, da jeg forstår, at det gør den. Så bumler jeg ind af Amagerbrogade. Med musik. Og bliver egentlig irriteret og vil hellere lytte til Naia igen, og jeg standser ved Tingvej og bilerne emmer af varme og udstødningen lægger sig om mig. Tungt og vammelt. Telefonen er glat og glider. Og jeg bliver rasende. Og jeg vil skide på det hele. Hvorfor kan jeg ikke bare få lov at putte mig i Naias ord, det er lige nu, jeg vil lytte. Det er lige nu, mit hjerte brænder sådan. Det er lige nu, jeg vil have noget at græde over.
Jeg køber en flybillet til Nice. Alene. Og jeg flyver ganske kort henover lande, jeg kender lidt. Tænker på marker og byer, jeg ikke kan se gennem skyerne. Jeg bevæger mig gennem luften i en anden atmosfære, og jeg tænker på, hvordan det hele lykkedes.
Frankrig forsvinder bag bilen, og jeg ender endelig i Piemonte og det søde vand. Og jeg pusler min længsel. Gøder den, og trækker vejret i noget andet. Bjergene ser på mig. Så stille. Og jeg må se væk, nærmest forlegent. Over skønheden. og den måde de står der på. Sådan evigt.
Jeg er egentlig begyndt at tænke meget over ånden i alting. Dér hvor der er ånd, er der liv. Tænker jeg. Alligevel er der så meget uden ånd. Så mange hæmninger. Så meget hæmmet liv. Og det bekymrer mig, at noget kan være åndsløst. Kan et menneske være uden ånd? Kan et menneske være uden liv?
Ånd. Jeg drages af ånd. Af ånd. Ånden. Alt det, jeg ikke kan konkretisere i mig. Alt det, jeg ikke kan formulere, men det jeg fyldes af. Og jeg tænker på, hvilken substans ånden er gjort af? Er ånden viljen? Eller modet? Måske er ånd kærlighed? Eller erkendelse? Er ånden det vi gør? Eller det vi drømmer om at gøre?
Er min søgen efter ånd i virkeligheden en privilegeret luksus? En forlængelse af den evige længsel.
Min mor har sagt, at jeg ligner Suzanne Brøgger. Suzanne Brøgger siger, at det at skrive fiktion er en skabelsesakt, en åndelig praksis. Og at man kan se det at skrive, som en form for vejrtrækning. At trække vejret gennem bogstaver. Hvis livet som sådan er en indånding af impulser, læsning, erindring, set og hørt, er skrivning en udånding. Sådan siger hun. At lære og at elske er det samme. Det siger hun. Og jeg læser, og jeg læser, og jeg læser.
----------
18. maj 2017 - På denne majdag
På denne majdag er der nogen, der bliver gift. Der er nogen, der tørrer yoghurt op fra gulvet, og der er nogen, der lader det ligge.
Jeg er næsten ligeglad. Mest irriteret over, hvordan huden i mit ansigt altid blusser rødt og svir under solens hårde første stråler. Som om ansigtet ikke tåler det. Selvom jeg trænger. I kroppen. I halsen. For vildt til den sol.
Forleden skrev jeg til Esther, om hun ville gå med mig i solcentret og holde vagt i 6 minutter. Så kunne jeg ligge i den falske varme i en form for tryghed. Billederne af ham morderen fra Tølløse, der skar halsen over på den unge kvinde, forsvinder ikke, men med Esther bag døren får de ikke overtaget, tænker jeg. Så kan jeg lade de 40 kroner sive direkte ind gennem huden og måske føle en slags forår. Det er bare plastic. Esther kommer godt nok. Men hun siger nej. Er du klar over, hvad det gør ved din hud? Hun sparker lidt til den lyserøde plastickabine, og jeg kan ikke undgå at se de nye sorte Nike sko. Jeg smiler og nikker til skoene. Hun tager mig under armen og trækker mig ud. Amagerbrogade regner og himlen er grå i en nuance, jeg ikke kender. Jeg kan ikke se, hvor den ender.
I Lagkagebageren køber hun latte med skummet til sig selv. Jeg peger på sød og drengen skubber den blanke stålskuffe i med en smal hofte. Hans lange pandehår bliver ved med at glide ned foran øjnene. Han kaster med hovedet og lader mælkeskummeren sprutte hæst, mens den bestøver luften med gammel mælk. Jeg spiser osten først, vi kigger ud af de blanke ruder. Hendes øjne glider lige ind i mig.
I køkkenet hører jeg P1. Leder efter skønlitteratur. Den med Naia Marie Aidt. Jeg kan ikke glemme hende. Ikke at jeg prøver. Men hendes væren er blevet en ting for mig. Hvordan blev hun forfatter? Bogen om Carl gør mig så trist. Min krop er tung. Og selvom det er umuligt, forestiller jeg mig alligevel, at hver gang, der er én, der læser bogen, bærer vi lidt af hendes sorg. Af Naias sorg. Det er absurd. Den følger hende. Jeg græder over mine børns beskidte negle, der stikker frem under dynen. Jeg kysser dem og lader varmen sive ind i mig. Bedre end plastickabinen. Bedre end solen. Bedre end alt.
Men jeg kan ikke slippe Carl. Og pludselig ser jeg mig selv med sur mund på en stige under kirsebærtræet. Fornærmet. I haven. M står øverst. Jeg holder kurven bag ryggen. Sur over det ikke er mig. Der står øverst. De hvide blomster er slørede henover og mit sure ansigt skærer mig i øjnene. Hvem var jeg dengang. Tænkte jeg aldrig på døden? På at nogen, som Carl skulle miste livet på sådan en grufuld måde? Jeg var bare et barn.
Min far tog billedet.
Det undrer mig tit, at vi boede sådan der. Med den lille have. Men i virkeligheden var han vel så splittet. Af alt det, der var. I livet. Alt det han elskede. Altså bøger, viden. Og natur. Jorden. Grenene, der forandrede sig forudsigeligt og dog foranderligt hvert år. Splittet. Hvad hvis vi havde boet på landet? Med vidder? Med hav? Hvad hvis.
----------
17. maj 2017 - Om at skrivelæse
Når hvert et ord, jeg skriver er banalt. Ferskt. Meningsløst, gennemsigtigt og intetsigende. Barnligt. Umodent og naivt. Når jeg længes efter, at ordene skal udtrykke mig, afsløre mig, manifestere sig som min følelse. Min drøm. Det jeg mærker. Ærligheden. Når jeg længes efter, at mine ord er lidenskabelige, levende og efterlader mig selv i rus. Efterlader læsere i rus. Når jeg længes efter at mine ord, skaber nye, ubegribelige, usandsynlige troværdige virkeligheder. Når jeg længes efter, at mine ord, giver mig ro. Gør mig høj.
Men når mine ord blot efterlader en ubehagelig diskant, der ude af takt vibrerer gennem en hvilken som helst krop. Med en evig uro. En evig mavepine. En evig længsel, som for evigt findes i mig. Så venter jeg. Så læser jeg. Det er alt, jeg kan. Det er alt, der kan lindre en smule. I mens. Jeg venter. Og jeg sidder på spidsen. På kanten. I luften. Læser andre. Lever i andres ord.
I Ditlevsens. Kære Tove. For evigt din.
I Minors og Klougarts.
I Brontes, Hemmingways, Tafdrups og Gerhardts. Maria; håber det næste er henrivende.
I Helles, Hustvedts, Hesselholdts, Højholts og Guldagers.
I Papes og Kvamms.
Og herlige herlige Norrs.
Nabokovs.
Salingers og underfundige Murakamis.
Og alle de mange Andersen.
Og Aidts, Aidts, Aidts. Åh Aidt.
Aakesons, Lennons, Caves, Erics, Christensens og Carrolls.
Rifbjergs, Brylds, Engells, og smukke Ullmanns.
Blixens, Bobergs og Brøggers.
Og alle de andre, som jeg lever gennem. Disse mennesker, der giver mig luft til mit åndedræt. Så jeg kan trække mit vejr gennem deres ord. Ind og ud af virkelig svale. Jeg ånder deres ord. Jeg læser. Igen. Endnu. Mens jeg venter på, at mine egne ord fødes. Så lever jeg alligevel.
Kommentarer
Send en kommentar