Dagens brev 2019

31. december 2019

Kære folk

Ja.. 

Nu er det jo ikke for at være kedelig, men.. pas på.. Pas på dem, I elsker. Også de andre.

Og.. godt nytår så.

Kh AM

----------

30. december 2019

Kære Don

Det går ikke mere.

Undskyld.

Kh Alli

----------

29. december 2019

Kære Iben 

Jeg ved det ikke - men jeg tænker mest på det sådan her: Man kan skrive alt. Man kan tænke hvad som helst og skrive det. Men hvad er det værd, hvis det aldrig bliver læst? Hvad er de skrevne ord i det hele taget værd, hvis ikke de bliver læst? 

Og af hvem skal de læses? Skriver man til nogle bestemte? Håber man på nogle bestemte læsere? Er der nogle, man håber på at undgå? 

Hvis man skriver for sin egen skyld, fordi man ikke kan lade være, er det så ikke lige meget, hvem der læser - om der læses? 

Men - hvad er skriften værd, hvis ingen læser? Dør ordene hvis ingen læser dem?

Iben, fortæl mig, hvad du tænker om at skrive, vil du?

Kh AM
----------

28. december 2019

Kære Pil

Måske er det sådan her. At det er et stort køkken, der åbner sig ned i en bred stue. Køkkenbordet er mørkt, væggen bag komfuret er dekoreret med små fliser i havblå nuancer. Eller er det mere himlen, hun ser i de farver? Under loftet ligger tunge mørke fritlagte bjælker. Uden for vinduerne er alt sort hen over markerne. Køkkenet er varmt, flammer i pejsen. Roligt musik; noget klassisk med strygere. Et fad på bordet; et lerfad med nødder og æbler, som nogle af og til spiser af. En avis, opslåede bøger. En kvinde sidder og skriver i en bog. Hun tænker på, at hun kan skrive alt. Hun tænker på, om alt kan læses af alle. Og det stopper hende igen. Og hun rejser sig og går ned af de to brede trin til stuen. Der er en kat i sofaen; den er sort og grå og lidt hvid på halen. Katten følger efter hende og standser ved drengens fødder, hvor den lægger sig til rette. Han sidder med en telefon; hans hår er gyldent i halvmørket. Han er næsten voksen. Han skuldre og nakke og de hænder. 

Der er kun lyden af musikken og hendes trin gennem stuen. 

Sådan kunne det være. 

Kh A
----------

27. december 2019

Kære kaffe
Tak fordi du findes. Og tak til mig selv for at inddrage dig i mit liv.
Må det aldrig ende.
Kh AM
----------

26. december 2019

Kære elskede
Allermest vil jeg høre din historie. Jeg vil høre dig fortælle. Jeg vil undres, glædes og forundres med dig. Med dig. Jeg vil være med i dit liv. I din glæde og din smerte. Jeg vil stille spørgsmål, jeg vil være med til at stille spørgsmål. Jeg vil mærke, hvem du er.

Og jeg vil give dig. Jeg vil give dig dele af mig, ting i mig. Jeg vil vælge dig. Jeg vil vælge at være dig for dig. Jeg vil vælge at elske dig. 

Fordi jeg elsker dig.

Kh AM
----------

25. december 2019

Kære Peter

Jeg skriver det, som det var. Den dag hvor vi alle var samlet ude i huset, og jeg både var rasende, flov, lykkelig, rørt, ydmyg, stolt og fjollet. Det hele i bølger; frem og tilbage i min krop; gennem huset, og jeg ved ikke helt, hvordan det var for dig. For vores blikke fandt aldrig rigtig hinanden den aften. Selvom jeg prøvede. Det gjorde jeg. Og selvom jeg på et tidspunkt tog din hånd, der var glat og varm og blød. Og jeg så også, du smilede, men dine øjne så jeg ikke. For de gled ligesom hen under loftet og i en helt anden retning. 

Lige nu griner de andre i den anden stue, og jeg sidder her og tænker på, hvordan jeg skulle have gjort i stedet for. 

Var det virkelig sådan det var?

Kh Eva
----------

24. december 2019

Kære liv

Tak!

Kærligst Anne Mette
-----------

23. december 2019

Kære verden

Nogle gange er det også okay. Det hele ligesom. Når man fx kommer hjem til nogen børn, som står dér i rodet og laver mandelmus og supermænd og nougatdutter. Og de kysser og krammer og elsker. Og der er juice på gulvet og musik i rummet og alt det. 

Så er man i et langt øjeblik, der er helt okay. Og jeg tænker, at det måske er fint, at jeg alligevel ikke købte de sidste panikgaver denne gang, og at jeg nok når det. Alt det, man vil nå. 

Så lige nu trækker jeg i det; øjeblikket, og jeg venter ikke på, hvad der sker bagefter. Lige nu gider jeg ikke.

Kh AM
----------

22. december 2019

Kære Elli

Kan du mødes ved bunker tre i morgen? Jeg har en gave til dig. Det er ikke noget særligt, men en lille ting, jeg længe har tænkt, du skal have. Og nu er et godt tidspunkt, hvis du kan. Kan du? 

Jeg har i øvrigt slået dit navn op. Jeg kunne ikke lade være. Du ved det sikkert, men der er 219 i Danmark, der hedder Elli. 

Men ingen er som dig. Det ved jeg. 

Elli. Kommer du? Kl. 12? Jeg venter. Gerne hele dagen, hvis du har travlt.

Kh Ille
----------

21. december 2019

Kære B

Lyset er længst væk fra os lige nu. Det kunne jeg på en måde mærke i dag, da du talte i tunger, og jeg nærmest blev flov. Som et alt for perfekt eksempel på din måde at være virkelighedsfjern. Som et alt for perfekt eksempel på at fare hen over menneskene omkring dig. 

Og da jeg gik fra dig i mørket, var det som at forlade en skal, og jeg græd over, hvor du egentlig var. Og jeg savnede dig. 

Jeg savner den, jeg hele tiden tror, du er. 

Kh S
----------

20. december 2019

Kære Eske
Endelig.
KH Aske


Ps. Ja.. vi ses nok ikke i det nye år.
----------



19. december 2019

Kære lille nisseven

Du er så sød. Og jeg hader dig ikke. Tænk, at du narrede mig sådan. Jeg elsker, at det var dig, der var min nisse. Jeg ville ønske, jeg også var din. 

Tak for kage og negle og skum og meget fin bog, som jeg glæder mig til at læse i. Du ER en god skuespiller, men det havde du ikke behøve bevise. 

For mig har du altid været en stjerne. 

Kh AM

----------

18. december 2019

Til Ib

Gider du lukke dørene efter dig? Det trækker. Du lukker aldrig døren. Jeg er træt af det, Ib. Alt det bøvl. Det kan ikke være så svært. Døren har hængsler. Og et håndtag. Det er bare en bevægelse. Det tager et øjeblik. 

Jeg er træt af det, Ib. 

Luk den dør.

Fra Bo
----------

17. december 2019

Kære far

Vil du fortælle mig en historie? Vil du fortælle mig, hvad du var bange for, da du var 10? Vil du fortælle mig, hvad du drømte om, da du var 20? Vil du fortælle mig, hvad du var bekymret over, da du var 30?

Vil du fortælle mig, hvordan det er at have levet i så mange tider? 

Det er noget, jeg tænker på tit. På hvordan det var, det hele. Eller noget af det. Jeg tænker på den tid, der var dit liv engang. Jeg tænker på, hvad du kommer fra? Jeg tænker på, hvem du var og hvem du er.

Vil du fortælle mig en historie?

Kh AM
----------

16. december 2019

Kære Vida

Der lå en lille rød sukkerkugle i min sko. Først troede jeg, det var en sten. Den lå lige under hælen og trykkede sig ind mod huden, når jeg gik. Jeg prøvede at løsne den ved at ryste og vrikke lidt med foden. Men det var først, da jeg satte mig ned og bandt mine sko op og hev foden ud, at jeg så, det slet ikke var en sten. 

Jeg ved ikke, hvordan en rød sukkerkugle er havnet i min sko. Hos os er der ingen sukkerkugler, hverken røde, gule eller nogen som helst andre farver. 

Er det mon din sukkerkugle?

Kh Ella
----------

15. december 2019

Kære hverdag

Du er god nok, men er det muligt at tage en lille pause?

Kh AM
----------

14. december 2019

Kære A

Ting jeg har gjort i dag; tilfældig rækkefølge:

Skrevet et brev. Læst fire sider i en bog. Pakket gaver ind. Set tre afsnit af en julekalender. Været i Føtex, Fakta og Føtex igen. Set på kvinder, der flettede julestjerner. Sovet. Spist en burger. Drukket en øl. Tegnet et 8-tal på væggen i mit køkken. Været i bad. Bagt en kage formet som et 8-tal. Skrevet 7 sms’er. Ringet til min storebror. Vasket nissetøj. Pakket gaver ind igen. Pisket flødeskum. Kysset min børn. Været irriteret på mine børn. Pustet balloner op. Vasket en gryde op. Fyldt opvaskemaskinen. Tømt opvaskemaskinen. Børstet tænder. Skrevet et kort til min datter. Grædt. Drukket 4 kopper kaffe. Lagt tøj på plads. Tænkt på min mormor. Ledt efter en ring. Bidt mig i læben. Strukket mit lår ud. Pyntet et 8-tal med sølv.

Der er 36 minutter tilbage af dagen. Der er 1000 ting, jeg mangler at gøre.

Nå..

Kh A
----------

13. december 2019.

Kære Lucca

Når vi går ind i et rum og lægger os selv udenfor. Når vi griner og taler på sprog, vi ikke kender.

At man kigger, som når man kigger på himlen. At noget er så langt væk og ikke til at fatte.

Jeg vil være i rum med dig. Jeg vil kende sproget.

Sidste år kunne vi ikke stoppe med at tale. Nu er du så frygtelig stille. 

Lucca, kan vi finde et rum sammen igen?

Kh Elena
------------

12. december 2019

Til nogen

Nogle gange er det bedst at sige nej. Også når det gør ondt. Nogle gange er det bare ærgerligt, at noget gør ondt. Det er ikke nødvendigvis farligt, at noget gør ondt. Det er ikke nødvendigvis forkert, at noget gør ondt. 

Tværtimod. 

Man kan blive bange for dem, der aldrig siger nej. Man kan blive bange for dem, der ikke tør sige nej. Til deres børn, til deres mænd, koner eller til dem selv. 

Man aner ikke hvem nogen er, hvis de aldrig siger nej.

Og nej, det er ikke synd at sige nej på de rigtige tidspunkter. 

Tværtimod.

Fra én
----------

11. december 2019

Kære menneske jeg elsker

Det er, fx når jeg tænker på fremtiden. Og på de mennesker jeg har, på ting jeg er bange for, på ting jeg glæder mig til. 

Det er, når jeg træder hen over gaden midt i eftermiddagens grå lys, at det slår ned i mig. Eller når jeg vasker op, hælder kaffe i vandet, cykler, renser, griner, vågner eller når som helst. Pludseligt sætter det sig i mig som et jag og skyder en hale af panik ud gennem årene i kroppen.

Det med at dø. 

Det med at nogen dør fra mig en dag. Det med at jeg måske dør først. Det med, at jeg ikke fatter det, rigtigt. 

Det med at vi ikke taler om det. 

Kan vi det? Tale om det?

Kh AM

----------

10. december 2019

Kære ven

Kan vi ikke bare være ærlige?

Nu.

Kh AM

----------

9. december 2019

Lille sorte sten

Du sad i min håndflade. Blev siddende under en rød bule, der voksede og væskede. Som en gevækst der blev til en del af min krop. Noget der tog bolig i mig og voksede fra mig. At det ikke var stenen, der voksede. Men at det var var væv, væske, hud og celler, der omkransede den lille sten, omfavnede den i en puppe, en hule, et lukket, mørkt, varmt, rødt rum i min krop. 

Med ømhed. Med en smerte, der dunkede i forgreninger gennem nerver under huden. 

Den lille sorte sten fra en vej i Rågeleje. 

Og da den gled ud med gul betændelse og min finger var fri, var jeg et øjeblik lidt tom. Bare lidt mangelfuld, et lille øjeblik.

AM 
----------

8. december 2019

Kære S

Når vinden er som mig. Som altid. Vild, varsom, vanvittig. Og det med at den buldrer, brager og vælter alt på sin vej. Og når den lægger sig fladt ned, så den ikke er til at mærke. Eller når den hyler, tuder og gemmer sig om hjørnerne. Så er det ofte som om, vi følges af. Vinden og jeg. 

Men måske er det bare sådan, det er med mennesket. Måske er det slet ikke så underligt. Måske er det fordi, vi er natur. 

At overgive sig eller vente på noget, der aldrig sker. At være som vinden. 

Og månen, solen, stjernerne; alt det andet? Er det også os?

Har du tænkt på det?

Kh A
----------

7. december 2019

Hej mor

Jeg ved godt, hvad et efternavn er - det er sådan en usynlig mand, der går efter en.

Hilsen B
----------

6. december 2019

Arno

Kapitalismen er et svin - hvornår fatter du det?! 

Holger
----------

5. december 2019

Kære Elin

Der var engang en sommerfugl, der satte sig på min pande - måske er det fordi, jeg hedder noget med Anne?

Senere på dagen løb jeg ind i en mur - måske var det bare min tur?

Og hvordan kan man skelne alting fra hinanden, når man går rundt med en sommerfugl på panden? 

Så er det som om verden smelter sammen, stregerne flyder ud og himlen bruser.

Alt jeg kan høre er vinden i træerne, der suser.

Døren er lukket, kan du høre sukket? 

Jeg savner dig, jeg hedder noget med Anne, kom og se den sommerfugl, der sad på min pande.

Kh Anne Sofie

----------

4. december 2019

Kære Astrid

Den dag du døde, var en almindelig dag. Vi var på vej i skole, jeg var sur på dig igen, fordi du havde gemt min ene støvle. Vi skændtes tit om morgenen. Far blev så sur på mig, over jeg ikke kunne finde den støvle. Mens du døde, var jeg ved at planlægge en hævn. 

Jeg ved ikke, hvordan man kan sige undskyld til én, der er død. Jeg har tænkt over det hvert minut siden. ‘Hun kan mærke det’, siger de. ‘Hun er i dit hjerte’, siger de, mens de ser på mig med medlidenhed. 

Astrid, det nytter ikke at sige undskyld, når du ikke er her mere. Jeg ved, jeg kommer til at bære det i mig resten af livet. Af og til håber jeg bare ikke, det bliver for langt; mit liv. 

Alligevel bliver jeg ved med at sige undskyld. Hver eneste dag, mens jeg lever. 

Astrid, intet bliver aldrig almindeligt igen.
Astrid, hvor er man, når man er død?

Din Jonas
----------

3. december 2019

Hej Irene

Åh, jeg har glemt min skuffe et sted, mon du har set den? Den er lille, firkantet og tom. Det er et problem, for jeg ved ikke, hvor jeg skal lægge mine siv. Vil du være så rar at se efter, om skuffen ligger hos dig? Jeg har en fornemmelse af, jeg glemte den sidst, vi lavede hyttesko. Måske har du ved en fejl, sat den ind i din kommode? Jeg ville blive meget glad, hvis du kunne finde den. Mine siv ligger og flyder i hele huset. Det er noget rod, og Misser tror, det er mad. 

Hilsen Else
----------

2. december 2019

Kære Sarah

Jeg tænkte på dig forleden, for på gaden så jeg én, der lignede dig. Jeg var faktisk sikker på, at det var dig. Men jeg var for langsom, og pludselig var du væk. Jeg tænkte på dengang i Teramo. Dengang dine fødder blev så forbrændte, og vi grinede af alt. Dengang vi spillede håndbold på asfalten i den stegende hede. Dengang jeg blev alt for fuld og kastede pasta op i det hvide sand. Dengang vi gik som kærlighedsgudinder gennem byen. Dengang vi svedte langs gaderne i Rom og alt det andet. 

Det er som om, det var et andet liv. 

Og da jeg så dig der på gaden, blev jeg pludselig desperat efter at komme tilbage til det. 

Men måske var det slet ikke dig..

Kh AM

----------

1. december 2019

Kære netværk

Jeg leder efter et hul. Sådan et slidt, faldefærdigt lokum, hvor jeg kan tilbringe noget ferie sammen med min familie. Det behøver ikke være det helt store hul, men det må helst gerne være et sted med en autentisk hul-atmosfære. Og meget gerne med gåafstand til genbrugsstation, gedemarked, grusgrav eller lignende; børnenes korte ben taget i betragtning. 

Så, hvis du har en god anbefaling eller bare nogle gode forslag til faldefærdig ferie, så del endelig. 

Kh Denise
----------

30. november 2019

Til én slags mand

Det er ikke måden, du siger det på. 

Det er dét, du siger. 

Det er heller ikke dét, at du er en mand. 

Det er essensen af patriarkatet i din eksistens. 

Det er dét, at du er systematiseret til at tro, det er dig, har magten.

Det er dét, at der ikke findes et punkt i dig, hvor en refleksion over din position i verden, kan opstå. 

Det er dét, at du er indkodet til at leve som om, køn ikke har betydning - og at alle dine handlinger samtidig viser det modsatte.

Det er dét, at du ingen spørgsmål har, men kun er fyldt op af svar. 

Det er dét, der er så fucked op.

Det er dét, der er med til at smadre fællesskaber, demokrati og lige menneskerettigheder. 

Fra én slags kvinde
-----------

29. november 2019

Til AM

Husk; når du laver en regel til dig selv om, at du skal skrive et brev hver dag, så kan reglen godt en dag blive til en åndssvag lorteregel. Der kan godt komme en dag, hvor du ikke gider at skrive et brev eller noget som helst andet. En dag hvor du er tom, tom, tom i hjernen. Eller en dag, hvor du kun er fuld af lort. Så burde du skide på den regel. Være ligeglad og glad for, det kun er dig selv, du snyder. Tage en drink, skrige af mågerne eller gå i seng med et glas Treo. 

Nå, men det var bare en tanke - et puf. Whatever. Skriv et brev - eller lad være.

Fra AM

----------

28. november 2019

Kære Freddy

Jeg kender en pige, der hedder Viola. Hun kan råbe og skrige, hvis hun ikke får sin vilje. Man kan godt blive lidt træt af det. Nogle vil kalde hende vild. Nogle vil kalde hende stædig. Måske har de ret. Men alligevel kan man ikke lade være med at være vild med Viola. Hun kan se på én med et helt særligt blik. Så bliver man blød om hjertet. Det gør man altså. 

Engang så Viola en kat, der faldt ned fra en altan. Og ved du hvad, hun gjorde? Hun gav katten kunstigt åndedræt, og pludselig rejste den sig op og løb sin vej. 

Det er ikke sådan noget, man bare lige gør. Men det gør Viola. Hun er ikke sådan at hyle ud af den. Hun kan snakke spansk og russisk og et sprog mere, som jeg ikke kender. Hun kan bage og klatre i træer. Hun er god at være ven med, for hvis nogen er uretfærdige, så tæver hun dem. 

Der er noget over Viola; noget helt særligt. 

Du vil helt sikker kunne lide hende.

Hilsen Olga
----------

27. november 2019

Kære Emmy

Hvad ved vi om sort fredag? Hvad skal det overhoved betyde? Sort fredag. 

Taler vi om den dag, hvor en bombe sprang på et torv i Sarajevo og 83 civile blev sprængt i stykker, da de stod i kø for at hente vand? Eller taler vi om den fredag, hvor en kvinde blev banket ihjel på et hotelværelse i København? Eller er det den fredag, hvor hundredvis af flygtninge gik på de danske motorveje i jagten efter et liv i fred? Måske er det den fredag, hvor en oversvømmelse i Bangladesh gjorde et utal af mennesker endnu mere hjemløse? Eller er det den fredag, hvor en 4-årig tyrkisk dreng skyllede op på en strand i Grækenland? Død i forsøget på at leve i fredelig verden.

Jeg er ærlig talt i tvivl.

Det kan også være, det er den fredag, hvor folk i vesten pludselig styrter ud og forbruger. Brænder bunker af penge af på at købe lort - jeg er meget i tvivl om, hvad der egentlig er den sorte fredag i denne verden. 

Kh Emilo
----------

26. november 2019

Kære Ivalu

Lad mig tage med dig til Grønland! Hvornår tager du afsted? Jeg er nødt til at være hos dig. Der er intet, der binder mig her. Jeg vil være, hvor du er. Jeg vil med dig. 

Ivalu - svar mig!

Din Jose
----------

25. november 2019

Kære A

Du ved godt, man siger, at alt godt kommer til den, der venter. Men altså… hvad betyder det? Hvor længe skal man vente? Og kommer alt det gode bare en dag? Og hvad er alt det gode egentlig? Og hvornår er man færdig med at vente - hvordan ved man det? Kan man være sikker på, at man opdager det? Og skal man bare sætte sig ned og vente? Det siger de ikke noget om, dem der siger den slags, vel? 

Men hvad nu hvis, vi lader være med at vente? Hvad nu hvis vi begynder at lede lidt efter det gode? Hist og pist og alle vegne - mon der så ikke dukker noget op? Bare lidt af det gode? Hvad nu hvis vi prøvede - at gøre noget. 

Hvad nu hvis vi bare gik i gang med at kigge efter det - sammen? Mon ikke vi kunne finde noget af det gode så? 

Måske er det slet ikke så langt væk.

Kh B
----------

24. november 2019

Kære Berlin

Det var næsten forkert. At se dig gennem vinduer. Udsnit, kys, tårne, lys, mennesker, pladser, monumenter. Alt i glimt.

Berlin i glimt. Så meget og ingen tid. 

I Tegel tog jeg et billede af Ikaros, og så var jeg væk.

Berlin, jeg kommer igen.

Kh AM
----------

23. november 2019

Kære Olga

Når man sidder i en lufthavn i Berlin - og man spiser Marmorkuche, der er så tør, at det støver, når man tygger. Og man venter tre timer på en bus, der er forsinket. Og man har glemt sin pose med chokolade i flyet. Og man næsten ikke har mere strøm på telefonen.

Så er det okay. For man er i verden. Man er på vej til sted. 

På bordet ved siden af kagen ligger en bog, hvor man læser ting, der gør, at noget indeni én smelter sammen med verden rundt omkring én, så der et øjeblik opstår en fornemmelse af  fuldkommen meningsfuldhed. 

Sådan kan det være, når man sidder i en lufthavn i Berlin.

Kh AM
----------

22. november 2019

Kæreste veninde

Det er godt, du har en lille bænk foran dit hus. Så kan jeg lige sidde der, mens jeg venter. Det er godt, jeg har taget en kop kaffe med ud. Og telefonen. Lige nu er himlen over dit hus i Stettin hvid og lidt grå. Der er fugle der synger. Biler der suser i det fjerne bag en lang lige række af nøgne træer. Jeg kender ikke denne morgen her endnu. Jeg kender ikke denne by, og jeg tænker på, at du er på et eventyr her, og jeg beundrer dig. For dit mod, for din evne til at være i verden. Jeg ryger en cigaret til, slapper af i ryggen og venter.

Døren er låst.

Kh AM 
----------

21. november 2019

Kære mor

Jeg vil gerne sige undskyld for den gang, jeg klippede i gardinerne. Og dynebetrækket. Og nisserne. De der nuttede nisser, du havde lavet så fint; dem man kunne tage på hånden. Dem jeg elskede at lege med. 

Når jeg ser tilbage på det nu, kan jeg godt se, det var dumt. Jeg ved ikke, hvorfor jeg var så gal, at jeg måtte ødelægge noget. Men sådan var det åbenbart. Jeg kan ikke huske, om jeg var 7 eller 4 eller 11 - uanset hvad; undskyld.

Kh AM

----------

20. november 2019

Kære lille aften

Kan vi nu lægge os ned og sove lidt - sammen? Eller skal vi tømme opvaskemaskinen - og fylde den igen? Eller skal vi lægge tøjet på plads i skuffer og på hylder? Eller skal vi gå ud og skråle lidt i gaden? Eller skal vi tage sokkerne af og lakere vores negle? Eller skal vi spise popcorn med salt og lytte til en melodi? Eller skal vi kysse børnenes sovende munde? Eller skal vi vende madrassen og lede efter en ørering? Eller skal vi vaske gulvet med klude og sæbe? Eller skal vi skrive breve om længsler til hvem som helst? Eller skal vi åbne en bog under lampen? Eller skal vi sige, nogen skal holde deres kæft? Eller skal vi skændes, råbe, tegne, danse, sprutte, knalde, grine eller håne? 

Lille mørke aften, kan vi nu ikke bare lægge os og sove lidt - sammen?

Kh AM

----------

19. november 2019

Til Franz H.

Jeg synes, du er en kæmpe stor idiot. 

Du burde holde din kæft.

Fra Fernando

----------

18. november 2019

Kære Gud

Hvor mange dage er der tilbage i vores liv? Hvor mange dage er der tilbage i jordens liv?

Hvem skal vi redde først?

At vi bliver ved med at slå os selv ihjel - som en urdel af et menneskes mørke - som Kain, der dræbte sin bror.

At jorden er naturen. At naturens kræfter er stærkere end alt.

Men hvad med naturen i os?

Det hvide skum i brændingen stopper, når det vil. Bølgerne lægger sig, når de vil. En dag. 

Hvad er der tilbage at redde?

Hilsen en undrende

----------

17. november 2019

Kære Ibber

Jeg tror, vi er nødt til at mødes. Jeg har drømt om dig i nat, og jeg synes ærlig talt ikke, det er okay, du bliver ved med at dukke op i mine drømme, og de er ikke engang særlig flatterende, for dig altså. 

Jeg er nødt til at se dig. Snart. Jeg er nødt til at få det ud af verden. Det er bedst sådan.

Sidste måned, var en fejl. Det var ikke meningen, absolut. Den fest var i det hele taget en stor fejltagelse. Jeg er nødt til at kunne se andre mennesker, Ibber, og du er nødt til at slippe tanken om os to. I øvrigt undrer det mig, du ikke svarer på mine beskeder.. det var dig, der begyndte alt det her.

Forleden da jeg gik forbi din lejlighed, var det som om du var i vinduet - var du det? Det var da dig ikke? Eller var det en anden, der så pludseligt forsvandt ind i mørket? Ibber, du er nødt til at forstå det - vi er nødt til at ses og få det her afslutter ordentligt!

Du er nødt til at slippe mig. 

Kh Ellie

----------

16. november 2019

Kære A

Når man er langsom til ting. Langsom til at stå op. Og langsom til at forstå, det der skal forstås. Når man er langsom til at sige sin mening, og langsom til at tænke. Når man er langsom til at skrive og til at læse og alt det imellem. Når man er langsom til at klippe negle og rede seng. Når man er langsom til at løbe og til at spise. Når man er langsom til at tænde lys og se sig omkring i verden. 

Når man er langsom til at rejse sig, og til at vende tilbage. Når man er langsom til at græde og skrige, g når dagene siver ud mellem fingrene. 

Og når man ikke ved, om det er bedre at være hurtig, selvom man prøver og prøver. Alt det man når i det hurtige. Alt det.

Hilsen B

----------

15. november 2019

Kære Wilma

I dag gik jeg i for små sko. Ned gennem Håbets Allé, Den stjålne vej, Barndommens gade og Kastanjeallén gik jeg med mine lidt for små sko.

Men da jeg var færdig, lettere fyldt op af en slags fred, en slags ny energi, og mens jeg gik ud over stjernerne, tænkte jeg, at det var det værd. 

Med de for små sko.

Kh AM

----------

14. november 2019

Kære medforældre

Jeg tænker tit på alle de, af vores børn, der går rundt og keder sig. Hvor er det synd for dem, tænker jeg. Den måde de brokker sig i de triste grå og tomme efterårsdage, hvor gården er mørk og tømt for liv. De dage, hvor de ikke aner, hvad de skal finde på. Alle de hylder, skuffer og skabe på deres værelser, der bugner af lego, dukker, tegnesager, perler, superhelte, bamser, magneter, puslespil, pokemonkort, instrumenter, Barbie, klodser, dukkevogne, duplo, malebøger og alt den slags, som de stakkels børn er blevet trætte af. Hvor de dog keder sig bare ved at kigge på det. Det er synd for dem med al den kedsomhed. Det er det.

Men, men - så er det så utroligt et held, at nogen i denne smarte, produktorienterede verden har opfundet en kur mod vores stakkels børns kedsomhed; den lyksalige og magelige oplevelse, som skærmen giver. 

Alle de uendelige muligheder af spil, serier og film, sådan en skærm tilbyder. Halleluja, alle vi forældre kan ånde lettede op over den enorme pakke af underholdning, der siver direkte ind og erstatter hjernes hårde arbejde med de udfordringer, den var i gang med at løse i al den forbandede kedsomhed, der ellers ville opstå. 

Nu kan vi forældre ånde lettede op og nyde, hvordan barnet endelig falder til ro og hygger sig. Vi kan nyde, at brokkeriet og beklagelserne får en ende. Vi kan slappe af, mens underholdningen og tilfredsstillelsen stille, 'gratis' og bekvemt glider ubesværet ind i vores børns hjerner.

Halleluja for at det er ovre med kedsomheden!

Kh en forælder 
----------

13. november 2019

Kære lille æske med PræpositionerⓇ

Man tror jo først, det er medicin, du indeholder. Du ligner en af de små æsker, der står på apotekerens hylde. Endda én af dem, der kræver recept. Men ved nærmere eftersyn, ser man, at det ikke lige er den slags medicin. 

På din indlægsseddel, under punkt 3, står bl.a. ting som: “Sådan bliver du behandlet af PræpositionerⓇ”: Brug så mange PræpositionerⓇ, du orker. PræpositionerⓇ er i forhold. I et forhold der forholder sig til sig selv. Det er kompliceret. PræpositionerⓇ kan ikke bøjes, de er ubøjelige og er derfor lette at overse. De angiver relationer. de kan gøre dig forelsket. De kan gøre dig ulykkelig…” 

Og senere under punkt 5 om opbevaring: “Tænk ikke på det. PræpositionerⓇ opbevarer sig selv.”

Jeg er meget forundret og lykkelig over opdagelsen af en lille æske som dig, der ellers udover disse ret så livsvigtige informationer, ikke indeholder andet. 

Tak til din forfatter; Morten Søndergaard - det er i sandhed medicin for sindet. 

KH AM
----------

12. november 2019

Kære Viola

Jeg synes, du var tarvelig i går. Det var derfor jeg gik over fodboldbanen, da vi havde fri. Jeg havde slet ikke lyst til at følges, for jeg var så sur, at jeg var bange for, hvad jeg kunne finde på at sige til dig. Men nogle gange, Viola, så er du virkelig dum at høre på. Og på en måde ved jeg godt, du ikke rigtig mener det. Men alligevel, det er mega tarveligt, at du vil bestemme alting hele tiden, og du altid siger, vi skal vente lidt, når jeg får en idé. Det gider jeg slet ikke, så kan du lave din egen video. Og faktisk var det min idé til at starte med - har du måske glemt det?

Viola, nogle gange skal man bare rejse tingene op igen, når man har væltet det. Sådan er det bare. 

Vi kan godt følges hjem i morgen, hvis du gider.

Kh Sigurd

----------

11. november 2019

Kære Ego

Det er; når jeg vender kinden til i ny og næ, fordi jeg har erfaret, det kan give mening. 
At det kan være nødvendigt for at overleve. For at leve. 

Og du siger, det er noget pis at gøre. 

Jeg kigger på dine ruiner, og jeg ved ikke, hvad der er mest pisset. 

Når spejlet er plettet, pudser jeg det. Når vandet rådner i vasen, skifter jeg det. 

For det meste. 

Som ting man gør i livet. Og som ting man ikke gør. 

Og du griner en hånlig frihedslatter, inden du græder dig i søvn i natten. 

Kynisme.

Egoisme.

Ånden af et liv. 

Hilsen Essi

-----------

10. november 2019

Kæreste Isa

Du danser hen over gulvet, du er som en fugl. Dine lange arme er vinger, der fejer gennem luften i bløde strøg. Du tager mine åndedrag ind. Dine fødder svæver på parketgulvet. Lange glatte linjer, der krydser striberne af sol. Gardinet danser med i det åbne vindue. Jeg ser på din hvide krop, dine smalle hofter, det lange mørke hår, du er et væsen, jeg vil bo i. 

Vi går ud og ned ad alléen, og du danser videre afsted hen over bunkerne af orange og gyldne blade. Luften er hvid og gennemsigtig. Din ånde er sølv, der borer sig gennem dagen, og dit smil gør mig let i kroppen. 

Vi løber ned af bakkerne, samler koglerne fra træerne og kigger på svanerne. Og du danser med dem udover søen. Jeg er vild med den måde, du lever og er i verden. Du er som ild, som fugle og som natten, der venter. Lad os pakke varmen sammen. 

Du er mit lille dyr. 

Kh Aya
----------

9. november 2019

Kære brevven

Det med at skrive breve. 

Det var dengang det startede. Da jeg lige havde lært bogstaver, og den lyksalige opdagelse det var at opleve, hvad der skete, når man satte dem sammen på en særlig måde. En kode, der pludselig kunne bruges sammen med andre. At man kunne nå noget og nogen med den kode. 

En kode, vi kunne deles om at forstå. 

Et mysterium og en åbenbaring. 

Og jeg fortsatte. Brevene blev ved med at blive skrevet. Til alle og enhver. Til bamserne på sengen, til veninderne, til brødrene, til fyrene – åh ja, fyrene. Der var så mange breve til fyrene. Og på trods af vores fælles kode, virkede det nu ikke, til min store sorg og forundring, til at fyrene kendte denne kode. Det var i hvert fald yderst sjældent, at mine ord til dem blev besvaret.

At samle breve i bunker. Breve jeg har skrevet og aldrig sendt. Breve der burde blive sendt. 

Fra en anden brevven
----------

8. november 2019

Kære E

Liste over ting der burde blive sagt; ordnet i tilfældig rækkefølge:

Ja.

Nej.

Undskyld.

Jeg elsker dig.

Du snakker for meget. 

Det er okay at græde. 

Jeg føler mig lykkelig lige nu.

Jeg hjælper dig.
Stop.

Jeg synes, du er virkelig dygtig.

Jeg har besluttet mig.

Du er en idiot, og jeg vil ikke have, du bliver ved med at ødelægge mit liv. 

Jeg tog fejl.

Lad os være ærlige. 

Jeg er ikke enig.

Jeg er enig.

Jeg er stolt af dig.

Jeg vil gerne have, du lytter.

Jeg forstår dig ikke.

Jeg forstår dig.

Lad mig være i fred.

Hold nu kæft.

Tag dig sammen.

Du er smuk.
Lad os gøre det.

Kh Lulu

----------

7. november 2019

Kære Benny

Forgæves ledte jeg efter de rigtige ord i mig selv, i stedet fandt jeg disse - skrevet af dig. Og de var de eneste ord, jeg forstod i dag. 

“Hold op

Det er uforsvarligt at sætte ord i verden.

Ord der skal hænge i tyndslidte tankestreger

kløjs i uopløselige punktummer

udsættes for smitsomme kommaer og kolonforsnævringer

visse ordgruppers ku klux klan

pointer vansiret af bisætninger

synonymer lynchet af udråbstegn

den lugtfri syntaxfjerner

og alle de fristelser

de æggende gradbøjninger

afledningsendelsernes natteliv

med påpegende tømmermænd

kvalmende fodnoter

og en ny generation af hjemløse gloser

for lud og kolde spørgsmålstegn

på evig flugt eller intetanende 

i kæmpeparanteser.

Sæt aldrig ubefæstede ord i verden.”

(Benny Andersen 1962)

Der er ikke mere at skrive i dag.

Kh AM

----------

6. november 2019

Kære Ib

Jeg har nævnt det før - mange gange. Men denne gang mener jeg det virkelig! Jeg er så træt af alle de håndtag. Du må gøre noget, Ib. De er alle vegne. Uanset hvor jeg er. Håndtag mig her og håndtag mig der. Skabe, skuffer, låger, døre. ALLE steder, hvor jeg glor, er der håndtag. De hænger og dingler, ligger og flyder. Hvor kan jeg være i fred? De larmer, råber og skriger. Bøjer, bukker og skubber. Og dem på sidebenene. Ikke at de er de værste, men alligevel, Ib. Det er efterhånden for meget. Jeg kan ikke gå ud for en dør. Og hvordan skulle jeg også det? Håndtaget sidder der og stritter. “Tag mig, tag mig”. Som om! 

Ingen steder kan jeg være i fred for de åndssvage lortehåndtag. De ødelægger mit liv, og jeg magter det ikke mere. Ib, hjælp mig dog! 

KH Elin

----------

5. november 2019

Kære lille pige 

Jeg har lyst til at tage dig og putte dig ned i min lomme og fortælle dig, at alting bliver godt. Igen en dag. Jeg har lyst til at bære dig, når dine fødder er tunge og slæber hen langs jorden. Når du bløder og græder. Jeg har lyst til at puste livet ind i dig igen. Jeg har lyst til at råbe, skrige, kæmpe og slås. For dig. 

Lille pige, dit liv er værdifuldt, og det er dit. Og inde i din krop, helt inde i sjælen, i hjertet, i maven, i brystet - i dit sind, ved jeg, du ved det. Du skal lytte, og du skal tro, på det. Selvom det er sagte og måske blot en svag hvisken, du hører langt borte. 

Dit liv er værdifuldt. Du giver mening.

Lille pige, lad mig bære dig, indtil dine fødder igen kan holde dig oppe i livet. 

Lille pige. 

Kærlig hilsen AM 

----------

4. november 2019

Kære Viola

For tiden skriver jeg om dig hele tiden. Skriver og tænker. 

Lige nu er du faktisk to, og jeg har svært ved at skille jer ad eller samle jer til én. Jeg kan mærke dig i alt, hvad jeg tænker. Du dukker op midt i klassen, i køen og på banen. Det du siger, det du gør.

Måske fylder du for meget; men det er meningen med dig, tror jeg. 

Viola, du stritter alle veje. Du vil alt. Det er det, du siger til mig. Det er det, du gør. Om jeg kan lide det eller ej. Du ser ikke begrænsninger, du ser verden, og du vil have den. Du ser de skæve veje og snørklede spor. Du ser hen over de høje træer, og jeg må bare følge med. Så godt jeg kan. Og acceptere, at DU er Viola, og du ved, hvad der sker. Så skriver jeg bare. 

Kh AM

----------

3. november 2019

Kære Afrika

Kan du mærke, det brænder i gaden? Kan du mærke, jorden ryster? Kan du se gnisterne, der springer fra solen? 

Jeg holder mig vågen lidt endnu, mens jeg lytter til stilheden i dit bryst. Fluerne sværmer om vores nøgne hud.

Afrika, er du på vej under sandet? Jeg tøver og holder dit vejr et øjeblik i min mund. Det røde støv klistrer til min gane under din luft. Natten er stille og varm og tung. 

Din luft i min mund. Savannen der brænder i det fjerne. Som røde drager, der langsomt skrider fremad. Jeg holder dit vejr i min mund, et øjeblik endnu. Du er alt for stille på madrassen ved siden af mig. Afrika, hvornår kommer du tilbage?

Åbn dine øjne lidt igen. 

Tag dit vejr tilbage. Tag det inden det forsvinder dybt og endeligt ind i min krop. Tag det, inden jeg ånder dit sidste suk.

Din Zadie

----------

2. november 2019

Kære Jonas Eika

Du sagde dét, der var nødvendigt. Dét der var menneskeligt. Du gjorde det et sted, der var nødvendigt. Et sted hvor det blev hørt. Af folk og af dem, der var nødt til at høre det. Rebel. Oprører. Måske, men ærligt. Og så vigtigt. I en tid, hvor vi har brug for det ærlige. Det menneskelige. Dér på scenen i højborgen over dem alle. Dér, hvor man ikke kunne vende sig om. Dér hvor man var nødt til at lytte. Dér hvor man ikke kunne lukke øjnene for den mekanisme, kynisme og kapitalisme, der overalt gennemsyrer systemerne. 

Jonas, jeg køber din bog i morgen, jeg vil læse, hvad et værdigt, modigt og menneskeligt mennesker skriver om livet. 

Tak.

Kh AM

----------

1. november 2019

Kære lyserøde himmel

Det er de lysende røde farver, der vækker mig. Deroppe med guld og gyldne haler i lange bløde bølger, der glider hen over byen, mens vi vågner. 

Og jeg tænker på, at det med himlen er så uendeligt. Og om denne morgenhimmel er til for at gøre det hele lidt mere indbydende, hvis vi engang skal derop - eller om det er fordi, der virkelig er et ‘du’ deroppe. Et ‘du’ som så voldsomt gerne vil vise os sine bedste sider. 

Jeg tænker på, om vi er sammen om at forstå det hele? Er vi sammen om at se på den himmel - på det ‘du’? 

Og jeg tør ikke helt tænke på, hvem ‘du’ er. Det er som om tankerne er for store. 

Jeg vender mig i sengen under ruden og ser ud i de gyldne røde bølger. 

Et øjeblik endnu.

Kh AM 

----------

31. oktober 2019

Kære mand

Først var du bare en dukke. Og jeg grinede, selvom det ikke var meningen, at man skulle grine. Og da du rejste dig op med dit hvide ansigt og din krop, der kunne bevæge sig, skreg jeg. Så højt at de små begyndte at græde. 

Du var ikke en dukke. 

Din krop var stiv men levende som et menneskes. I huset var lyset rødt og gardinerne blafrede i de åbne vinduer. Og mens jeg gik baglæns ud af din sorte have, kravlede billeder og uhygge ned ad min krop, som små bidende myrer. 

Det var bare for børnenes skyld. Jeg rystede stadig lidt på hænderne, mens vi cyklede hjem i natten.

Kh damen der skreg.

----------

30. oktober 2019

Kære Irma

Du smilede, og dine mundvige krusede. Jeg havde lyst til at æde det smil. Slikke på din glatte lyse hud. Du var fin. Du var ren og fuldkommen. 

Vi cyklede helt ud på molen og rundt om signallyset flere gange. Du hvinede og dit hår blafrede. Vi sad op ad stenene og skreg af mågerne, mens bølgerne sprøjtede deres salt ud over vores fødder. Jeg tænkte på, at det hele kunne være lige meget. Alt rodet, alle hemmelighederne, alle tårerne. Mens vi sad der, og jeg kunne blive siddende. Jeg ville ikke væk fra det sted med dig, Irma. Og vi sad der til bølgerne havde lagt sig og havet lå roligt og lurvede blidt og sort og bådene vuggede til vi næsten faldt i søvn. 

Jeg savner dig, Irma. Jeg savner os to, og den tid.

Kh Mari

-----------

29. oktober 2019

Til den lille idiot

Du banker og banker, men jeg lukker ikke op for små idioter. Du står derude med en sko i din hånd, og jeg tænker: hvem er du? Andet end en lille idiot.

Jeg forstår det vel godt, men alligevel. Hvordan er det mon at være sådan en lille idiot på en trappe med en sko i hånden? Hvordan er det at stå der og banke og banke, uden at nogen lukker op, og hvordan er det at være så fucking lost?

Det kan jeg vel godt forestille mig, men jeg gider ikke. Jeg gider ikke forestille mig noget om sådan en lille idiot med en sko i sin hånd.

Så glem det. Gå et andet sted hen, din lille idiot. 

Hilsen Kjartan Bøje

----------

28. oktober 2019

Lille fløjlsblomst

Du står og svajer og siger, du er så blød

Folk står i kø, for at få glimt af din glød.

Men helt ærligt; hvorfor skulle jeg glo?

Hvad er det, du vil have mig til at tro?

Jeg har lyst til at råbe; kom nu, makker!

Vi må videre; op på de højere bakker.

Det er lige meget med glimt og glød, 

det er da ikke sådan, man bliver ægte blød.

Lille fløjlsblomst, hvad har du under facaden?

Lad os komme ud og mærke livet i gaden.

Mere af det stærke, det vilde og det ægte

Dét er spild at nægte.

Lad os tage livet

og ikke tage det for givet.

Lille fløjlsblomst, du står og svajer,

mens folk de nejer

Men, kom nu - Hvem ER du?

Kh AM
----------

27. oktober 2019

Lille feber

Du er ikke en ven. 

Du er et rystende væsen, der overtager min krop og efterlader mig i din nådesløse magt. Alligevel er du så lille. Jeg driver af sted - magtesløs - på dine ujævne, knoklede skinner. Og ingen forbarmelse, ingen stilstand, ingenting, hvor jeg kan ånde i fred. Kun rystelser og vildelser, jeg knap opfatter. Hvad hævner du over? Hvad du drives af?

Andet end at lukke ned for min krop - gøre den ukendt, fremmed og besat?

En snert af en bristet lysning, mens jeg famler fremad i dit ukuelige univers.

Lad mig dog være, siger jeg.

AM
----------

26. oktober 2019

Kære S

Som når stjernerne er døde, og vi stadig ser deres lys på himlen.

At jeg hele hele mit liv har kigget på lysene fra døde stjerner. 

At jeg venter på ordene.

At jeg ikke venter.

At det lys, vi ser, har været tusindvis af år undervejs. At den stjerne, jeg kigger på, er død.

Jeg venter.

Som på lyset, venter jeg på ordene, der er på vej.

Kh A
----------

25. oktober 2019 

Til dem der mangler noget

Når der er nogen, der siger, de vil have et nyt køkken, så får de det. 

Når der er nogen, der siger, de har brug for en ferie på Bali, så tager de det. 

Når der er nogen, der siger, de vil spise på en restaurant, så gør de det. 

Når der er nogen, der siger, de vil bygge ud, for der er ikke plads nok, så gør de det. 

Når der er nogen, der siger, de må have to biler og et sommerhus, så får de det. 

Når der er nogen, der siger, de vil være sunde og tynde og stærke og flotte, så bliver de det. 

Når der er nogen, der siger, de har det godt, så græder de om natten.

Når der er nogen, der siger, de har et hav af venner, så er de ensomme til festen.

Når der er nogen, der siger, de klarer det, så ser de ikke blikket i børnenes øjne. 

Når der er nogen, der siger ja, burde de sige nej.

Når der er nogen, der siger, de ikke rigtig orker at blande sig i den slags, så gør de det ikke. 

Når der er nogen, der dør af bomber i en krig eller af kulde på en mark i en vinter, så kigger vi på vores køkkener, biler, feriebilleder, mad og huse og synes stadig, der mangler noget.

Kh A

24. oktober 2019

Kære A

Når vi går på gaden, går vi ikke sammen. Eller det gør vi, men det gør vi ikke. Mellem os er kommet noget, der ikke var der før. Noget tungt og tykt. Noget jeg ikke ved, hvordan man bryder gennem. Du ser på mig, men du ser ikke på mig. Dine øjne er ikke de samme som dengang. Din mund taler med ord, jeg pludselig ikke kender. 

Vi venter.

På det røde lys, på vinden der vender, på at bladene bliver grønne igen, på at vandet trækker sig tilbage, på weekenden, på kanten, på kaffen der drypper gennem filteret, på at trappen bliver malet, på børnene i skolen, på mere tid, på hinanden. 

Jeg venter på dig. Og jeg er bange for, at du er holdt op med at vente. 

På det hele, og på mig.

Kh A

----------

23. oktober 2019

Kære JB

Du har gjort det godt, det har du. Et helt år på den ø. Et helt år - alene! Og så var det slet ikke en ø! Tænk engang. Og hvor må du have været lykkelig, da de kom i den kæmpestore pære - på trods af alle dine egne pærer. Ja, man kunne jo også se, hvor lykkelig du blev. Og hvor var det godt, at professoren var med, og ja bornholmeruret ikke at forglemme. Det var godt. 

Du er et utrolig godt menneske, det kunne man tydeligt se. Folk havde sådan savnet dig. Og så den måde, du håndterede sure, vrede Kvist. Stærkt. Den måde hans vrede langsomt sivede ned i jorden. Smukt. 

Ja, JB, ingen tvivl om, at du har gjort det godt. Tak!

Herhjemme genoplever vi din historie gang på gang med stor entusiasme. 

Kh familien Lehmann Friborg

----------

22. oktober 2019

Til Gunnar, 3.th.

Nu er det nok. Nu har du banket i 13 år, og jeg har ærlig talt fået nok. Det kan ikke være rigtigt, at det skal tage så lang tid at samle et skab. Det er fra IKEA Gunnar! Jeg så det tydeligt, da du kom med det i den ramponerede trailer for ja, 13 ÅR SIDEN! 

Jeg ved godt, tingene ikke altid falder dig lige let, men helt ærligt, Gunnar. Jeg kan ikke tage det mere. Ring dog til en håndværker! Ellers kommer jeg personligt op og banker det skab sammen. Det kan ske i løbet af nul komma fem. Jeg siger dig Gunnar, og jeg siger det for sidste gang: JEG HAR FÅET NOK!

Ellers må du flytte. Med skab og hele molevitten, Gunnar. 

Det er søm, det er skruer - Gunnar, slå det dog op på Youtube, det er sådan man ordner ting og sager nu til dags, Gunnar!

Det må stoppe NU!

Fra Lisbeth, 2.th.

----------

21. oktober 2019

Til Lille hund

Er der nogen, der har taget dit kødben? Nå, men hvad vil du gøre ved det? Sådan er livet. Folk og fæ tager og tager. Alt hvad de kan få fingre og poter i. Det er bare sådan, det er. Du må vænne dig til det. Eller også kan du se på det sådan her:

Lad dem! Lad dem tage til de skammer sig. Find et nyt kødben, en ny ven, en ny ejer, en anden lygtepæl, en ny kurv eller hvad det nu er, de tager.

Og i virkeligheden er det jo bare et kødben - jeg mener… Det går nok, Lille hund!

Hilsen Store hund

----------

20. oktober 2019

Kære Sigrid

Den dag du blev født, var den første dag på året. Udenfor vinduet føj sneen under gadelygterne. Træerne var sorte og stod skinnende langs stien mod Blegdamsvej. Du var tynd og lang. Og din hud var hvid. Jeg stod ved siden af sengen uden at vide, hvad man gjorde. Hvordan holdt man på sådan en som dig? Sådan én som kom ud til os, så pludseligt, fra en helt anden verden. Hvordan kunne din hud være så glat? Mine fingre for store, mine hænder for kolde. Din lille krop. Det liv, du kom med. Så kort. 

Hvordan får man lunger til at åbne sig, når de ikke vil? Hvordan får man livet tilbage, når det lige var begyndt?

Der er næsten gået ti måneder, og du er her ikke.

Kh AM

----------

19. oktober 2019

Kære Minna

Jeg ville gerne sige, det gik bedre end sidst. Det gør det ikke. Det ville løgn at sige. Åen er ved at flyde over sine breder, folk ligger på knæ for at standse vandet. Med sække og sand og grus. Men det kommer ind alle vegne. Gennem alle sprækker og revner. Som lyset. Men det er som om, vandet kaster en forbandelse over alting. Hvis det bare var lyset, der kom. 

Alle de kroppe der ligger i tusmørket og under den grå prikkede himmel. 

Det er som om, vi bare venter på noget; noget der er endnu værre. 

Minna, mon du får mit brev? Skriv, Minna, skriv. 

Kh Arandse

----------

18. oktober 2019

Kære Susan

Det er sådan, at du kan gå den anden vej. I sidste ende - uanset hvad, er det dit valg. Jeg ved, du tager et valg, men ved du det selv? På trods af vores stemmer og blikke og ord? Du er dig. Du lever dit valg og dit liv, hver dag. 

Når du siger det samme. Når du fortæller mig den samme historie igen. Jeg smiler, hæver bryn og siger åh på det tidspunkt, der er det rigtige, mens du lever dit valg. Og jeg tænker, at du ikke ved det. At det er et valg. Det tænker jeg, mens jeg skriger ned i puden og banker hårdt på døren. Der er ikke flere stemmer her. Min lejlighed er tom. 

Jeg ville ønske.

Nogen flyver gennem månen og efterlader tykke drømme, som vi kun kan dige af.

Månen er alles.

Gaden er vores.

Livet er kun dit.

Èn gang. 

Sådan tænker jeg altid på dig, Susan. I dag og måske for altid?

Kh AM

----------

17. oktober 2019

Kære Milla

Det var på femte sal, de boede. Sigrun og Asta og undulaterne. En grøn og en gul. Kan du huske dem? Når vi lukkede alle vinduerne, åbnede burene og lod dem suse rundt i lejligheden. Og de klattede på sofaen, og Sigrun rendte efter dem med kluden. Hun vidste, hvad de voksne ville sige. Men vi grinede, skreg og jagtede dem på bare tæer. Indtil Karen kom op nedefra og kiggede på os over brillerne. Og det tog altid dobbelt så lang tid at få dem til at flyve ind i burene igen. Det var sjovt indtil den dag, vi glemte at lukke vinduet på badeværelset. 

Det var kun den gule, der susede rundt, og vi ledte og ledte. Asta græd i en uge og sad ved vinduet med tørre majskolber og ventede på den grønne, der hed Zigga. 

Men den kom aldrig. 

Kan du huske det? Kan du huske Zigga?

Kh Emilia

----------

16. oktober 2019

Kære Essi

Jeg venter på dig på hjørnet kl. 22.00 Jeg har det hele. Der er ingen, der har hørt noget; du kan bare tage det roligt. Der er én ting, der er vigtig dog. Du må ikke gå ad fuglestien. Der står Ida og Leika. De har hundene med, du ved - det vil være så dumt. Så i stedet for fuglestien, så træder du bare om bag den blå postkasse ved Eberts havelåge. Der er en smal trappe, der fører op til banen. Så går du langs sporene 25 meter. Derefter ind gennem haven, hos Ranta, ud gennem æblelunden og så kommer du ud til højen, hvor du selvfølgelig bare drejer til venstre. Husk æsken. Det er vigtigt.

Vi ses snart. Det bliver så godt. 

Kh Elsa

----------

15. oktober 2019

Du hedder Victoria

Det er et mareridt, der kommer til mig om natten. At du kommer og tager ham med dig. At du tager mit barn. At du også har født ham, siger du. At vi begge har født den dreng. At du kigger på ham med moderligt blik. At du siger, han også er din. 

Og jeg står fastlåst til jorden under mig og har ingen stemme, der kan få dig til at standse. Til at lade ham blive. Hos mig. Og jeg skriger for mit barn. Giv mig mit barn tilbage, skriger jeg ind i dit ansigt, og du vender dig og går med ham i den lille røde dukkevogn, hvor intet levende barn, skal ligge. 

Men du er ingens mor, du er ikke mit barns mor. Du har ikke født nogens barn. Det barn du tager med dig, er min søn. 

Det er et barn, der kommer fra min krop. 

AM
----------

14. oktober 2019

Kære menneske på stranden

Det er ikke dig på liggestolen under parasollen, eller dig med håndklædet, solcremen og drinken i sandet. Det er heller ikke dig, på skateboardet langs promenaden eller dig, der valser med din partner hånd i hånd og laver hjerter i sandet, mens solen går ned i en rød himmel bag havet. 

Det er ikke dig, jeg tænker på. Det er ikke dig, jeg græder over. Det er ikke dig, jeg beder for.

Det er dig, der ligger stille i kanten mellem land og vand. Det er dig, der skriger over dit døde barn, der er forsvundet derude i det sorte hav. Det er dig, der har kræfter i kroppen, ingen anede fandtes, før du bar en krop, der var livløs. Det er dig, der kender til angst, der burde være uforenelig med at leve. 

Det er dig, der alligevel vælger at tro på livet.

Det er dig, jeg tænker på, det er dig, jeg græder over. 

Det er dig, jeg beder for.

Kærligst AM

----------

13. oktober 2019

Kære Doxy

Hvor mange gange, skal jeg gø? Du skrev, du ville komme. Du skrev, du ville komme og lufte mig. Hun skriver og skriver. Tror jeg. Hun sidder der i hvert fald endnu. Ved tasterne. Men, Doxy, du skrev, du ville komme og lufte mig. Har du været i Irma og det andet, du skrev? Jeg kunne ikke holde mig længere - hun har slet ikke opdaget det endnu. Doxy, og mine poter har brug for jord. Min snude har brug for lygtepæle. Jeg savner det derude. Mine venner i parken. Fluffy og Dino. I King. Åh, King. Hvornår kommer du Doxy?

Tænk på mine øjne, Doxy. Kommer du?

VOV fra Lille hund

----------

12. oktober 2019

Kære Sara

Jeg har læst alle dine breve. Og Astrids. Og jeg er så rørt, at jeg kniber mig selv i armen for at gøre noget andet end at flæbe. Astrid skriver bl.a. til dig i julen 1978: “Det er besynderligt, at forholdet forældre - børn - skal være så absolut afgørende for hele livet.”

Den sætning brænder sig ind i mig, med en meningsfuldhed og alvor, der betyder alt. Sandheden og virkningen. I skrev kloge ting til hinanden. I skrev kærlige og ærlige ting. Det med at dele ord med mennesker i verden. Det med at vise sider og nuancer af et levet liv andre ikke kender, og at man alligevel føler sig genkendt i sine følelser gennem disse ord.

Tak for at du udgav denne bog. Det har så stor betydning. 

Kærlig hilsen Anne Mette

----------

11. oktober 2019

Kære Micha

Der er avispapir på ruderne. Gamle gule forsider. Forleden, da jeg stoppede op og prøvede at kigge ind gennem en lille sprække, faldt mit blik på en dato i 1992. Noget fodboldhalløj, gulnede flag og klaphatte over det hele. Men der var mørkt inde bag ruderne. 

Hun lukker ikke op, når jeg banker. Hendes træsko står på måtten. Jeg ved, hun er derinde. Hun sidder og babber på en gammel cigar og hører Tik Tik på repeat. Jeg kan mærke det. I går sad jeg på måtten et par timer. Sangen kører rundt i knolden på mig. Jeg bankede og bankede, og så var det som om, Kim sang højere og højere. 

Hvad synes du, vi skal gøre?

Kh Emmy
---------

10. oktober 2019

Lille hund

Jeg kan sgu ikke få hende til at skrive mere. Hun gider bare ikke. Sidder bare der og glor på tasterne og himlen, som var der et mysterium at opklare. 

Og du ligger der. På din pind og piver. Og ingen gider dig mere. 

Men jeg gør. Jeg kommer og lufter dig. Lige straks. Når jeg har været til yoga og psykolog og hos frisøren og i Irma og indspillet sangen og købt en bil og forhandlet den næste ordre hjem. Så kommer jeg og lufter dig. Lille vovse. Lille hund. Tænk, at hun kan. Bare lade dig sidde sådan. Og så med de øjne. 

Jeg skynder mig. Hurtigt.

Hilsen Doxy. 

Ps. Jeg skal nok få hende i gang igen.

----------

9. oktober 2019

Kære morgen

På et øjeblik dukker du op. På et øjeblik forsvinder du. Du er så langt væk, når jeg slukker lampen i mørket, og tiden står stille. Men kun et sekund, så er du der. Og jeg går rundt i den dunkle stue med lange skridt og tænker på det, jeg skal nå. Og børnenes øjne er små og blanke, mens jeg vækker dem. Og kroppene er varme og glatte under dynen, og så bliver kaffen kold og alle er ude af døren. Og det var den morgen. Og jeg tænker, hvor blev du af? Vi var lige gået i gang. Og jeg må vente til den næste. Og starte forfra med det hele. 

Kommer der altid en ny i morgen?

Kh AM

----------

8. oktober 2019

Til et menneske

Tanker om at være en mor i verden. 

Jeg tænder lys. 

Og hver dag slukkes det. Foran mine øjne, bag min ryg hvor mørket bliver tættere. Jeg går foran børnene, jeg går under dem. Og jeg lægger mig på mine knæ som en tilbeder. Som en tigger i en rendesten. Som en møllevinge i en storm. 

Dengang sagde jeg altid, at meningen var børnene. Dét at give liv. Dét at ingen af dem bad om det liv, de nu har, dét at de tager og tager. 

Jeg står over dem, som en djævel. Som fra en tønde tømmer jeg kaosset ud over dem. Med deres hvide arme og knoklede knæ, der basker i vildskab. 

Jeg lægger mig under dem, og løfter deres fødder henover hullerne i livet. 

I deres øjne er der lys, der kommer fra det liv, de fik. 

Det liv, vi bare gav dem.

Kh en mor i verden
----------

7. oktober 2019

Kære Kirsten Hammann

Det er sådan her: Jeg gør nu noget, der er ganske uoriginalt. Jeg skriver et brev til dig med de ord, du selv har skrevet. Og på en måde, giver jeg dig dine ord tilbage. Men de ord har været vigtige, og de har gjort meget. De ord er de eneste ord, der indkredser den tilstand, jeg ufatteligt ofte befinder mig i i skriften. Den bog er et under.

Så altså; her kommer dine ord tilbage, og nu i en liste af tilfældigt kaos. Undskyld.

• “Man kan sige, jeg spilder mine dage, for jeg bruger dem slet ikke. Hvor nogle gramser på dem og fylder dem, står jeg og holder mig for øjnene, mens de flyver forbi mig. Tiden mellem mine fingre.”
• “Det er den daglige ulykke: Sproget dræber alt det, jeg vil sige.” (Yndlingslinje.)
• “Jeg har dårlig samvittighed over det hver dag. At jeg ikke gør det godt nok, at jeg ikke kan lide det, og at en stor del af befolkningen gerne så både litteratur og alle former for kunst og kunststøtte afskaffet, fordi de ikke selv ‘bruger kultur’ og synes, den er elitær, så er det med en flov smag i munden, jeg sætter mig og tænker på, hvilken følelse eller tilstand jeg brænder for at formulere så præcist og originalt som muligt.”
• “Jeg ville ønske, jeg havde et andet arbejde”. (At jeg faktisk har et andet arbejde, gør sætningen særlig tragikomisk for mig.)
• “Vi synger med hver vores næb. Hvorfor er det vigtigt for nogen at sige, at deres måde er mere rigtig end andres? Jeg forstår det ikke.”
• “Det er en indre nødvendighed. Ligesom at jeg er nødt til at trække vejret. Jeg har ikke lov til at leve, hvis jeg ikke skriver.”
• “Man kan ikke give alt, man har, uden at give det hele.” (Åh..)
• “Til gengæld ville jeg ikke have et sted at bruge sproget og dets insisteren på at blive formet. Hvor skulle jeg gøre af alle observationerne, alle tankerne, det indre liv? Jeg kan ikke opleve noget, uden at min hjerne begynder at sætte sine fattige ord på det.”

Kirsten, jeg kunne blive ved. Men du kender dem. Ordene. 

En dag, vil jeg prøve at skrive dig et brev med ord, der er mine.

Kh AM

----------

6. oktober 2019

Kære A.L.S

Din bog står i min reol. Dér har den stået siden den dag, den udkom. Jeg har åbnet den, og jeg har bladret. Og jeg har ventet på at blive klar. Til at læse den historie. Du skriver om dit barn. 

Jeg forestiller mig ordene, og selvom jeg længes efter meningen og dybden af dine ord, for det ved jeg, at jeg finder, så er jeg bange for, hvad jeg ellers finder, når jeg begynder at læse.

Og jeg glæder mig, samtidig med jeg er bange. 

Og pludselig opdager jeg, at mine forvirrede følelser er en dråbe i forhold til alt det, du har været igennem, inden og imens du skrev. 

Og jeg skammer mig og ved, at mine tanker er tåbelige. Jeg ved, at jeg skal læse. 

Jeg tager bogen frem. Jeg bladrer. Jeg læser. Nu.

Tak, fordi du skriver.

Kh AM
----------

5. oktober 2019

Kære Asger

Når du blev rigtig ond i sulet, tog du et lille stykke af et kridt og kylede efter os. En gang ramte det Morten i nakken. Vi var lidt i chok, mens vi grinede. Og når vi sekundet efter sang videre, om spillemanden ved Siljasøen, var det med en rystende stemmer.

Musiklokalet var en hule, en slags skærsild, som vi både frygtede og blev draget af. 

Det var anderledes med din kone. Hun var mild. Spøjs i det med lange gevandter og krøllet hår. Men mild i blikket. Jeg forstod det aldrig med jer to sammen. Det gav ikke mening for mig.

Nu tænker jeg på, om noget af hendes mildhed er sevet ind i dig - jeg håber det.

Vh AM
----------

4. oktober 2019

Kære alle piger i verden

Sandheden er; I er fantastiske. I er mennesker, der kan ALT, hvad I vil. Er I klar over det? Stemmen indeni jer, der siger andet, er en stemmer der lyver. Det er en verden uden for jer, der har skabt den stemme og mast den ind i jer. En falsk verden, der er bygget op af overfladiske, ugyldige og meningsløse sandheder. For bag den stemme er I. Og I er alt det modsatte af overflade og meningsløshed. I er værdifulde, og I er det ægte liv. Når jeg kigger på jer, ser jeg nogle mennesker med alle muligheder. I SKAL finde troen frem. Troen på jer selv. Troen på, at I kan forme jeres verden og jeres liv på en måde, der gør jer glade. Alle der siger andet, lyver!

Pige; du kan, hvad du vil! Uanset om det svært og benhårdt - DU KAN!

Og DET er sandheden! 

KH AM
----------

3. oktober 2019

Kære Eddie

Det her er et hvidt brev. Til dig. 

Jeg har også skrevet et grønt brev og et gult brev. Til dig. Det grønne brev er et brev, hvor du kan læse det hele. ALT hvad der er at sige. Det er et brev, som jeg ved, du har brug for at læse. Det er ord, der er nødvendige. For dig. 

Det gule brev er et brev uden ord. I det brev står INTET af det, du har brug for at vide, og til gengæld ALT, hvad der er unødvendigt for dig.

Hvilket brev vælger du?

Kh AM

Ps. Hvis du ikke kan vælge, får du et sort brev. 
----------

2. oktober 2019

Kære Sverre

Måske tænker du, ligesom jeg. At det er svært. At det at være et rigtigt menneske, er svært. Og at det værste ved det hele måske er, at det er svært at forstå, at det er svært? 

Og måske tænker du, ligesom jeg, hvor svært kan det egentlig være? HVOR svært synes du, det er? Det med det svære. 

Det er som om, at det med det svære, først bliver rigtig svært og rigtig farligt, hvis man ikke ved, at det er svært - hvis du forstår mig, Sverre?

Alligevel er det som om, at noget i livet bliver nemmere hver dag. Og så er det, jeg bliver bange. Fordi jeg ved, at det er svært. At være menneske. Så hvorfor bliver det nemmere? Det svære? 

Jeg håber ikke, jeg forvirrer dig. Jeg håber ikke, det er for svært. Eller for nemt. Åh, Sverre. Pludselig ved jeg ikke, hvad skal jeg egentlig håbe..

Kh AM

----------

1. oktober 2019

Kære Melchior

Som du kan se på datoen øverst i dette brev, er det en ny måned. Vi aftalte, der skulle gå en måned. Nu må det være på tide, du ringer tilbage. Eller skriver. Eller flyver. Det kan ikke passe, at du forholder dig så tavst til sagen. Du ved, man kan skrive breve fra Tenerife, ikk? Der er vel computere, internet eller måske endda postkasser? Melchior, det kan ikke passe. Jeg vil ikke blive ved med at holde døren åben på den måde. 

Det er nu eller aldrig. Og denne gang mener jeg det. 

Vh AM

----------

30. september 2019

Kære kastanje

Du står der og spreder dig med dine tunge brede arme. Jeg kigger på dig om morgenen, og jeg kigger på dig om aftenen. Du er et træ i min by. Du er det træ, jeg kender bedst. Du er det træ, jeg bedst kan lide. I regnen er du mørk og glitrende stærk, mens dine frugter bliver modne under den stikkende kapsel. Jeg længes efter at samle dem og mærke den glatte kølige overflade i min hånd. Den brune farve brænder sig ind i huden, og jeg gemmer de små runde knolde i alle mine lommer. 

Til maj når du blomstrer med dine små hvide pyramider, bider jeg mig i læben. Over det syn på det træ i min by.

Du er en kastanje, du er et træ, og jeg ved ikke, hvordan folk i verden, klarer sig uden et træ som dig.

Kh AM

----------

29. september 2019

Kære regnvejr

Hvad regner du med? Tillader jeg mig at spørge lidt dumt.

For du er ligeglad, du er jo ikke engang et du. Alligevel er du; regn der falder fra en sky - et sted, ingen begriber. Du er vand, du er liv, du er død. Og du dækker hele jorden med din storhed. Det er dig, vi længes efter, og det er dig, vi forbander. Det er dig, vi taler om, og børnene siger; ‘gå din vej’. 

Og man ved, du gør dine ting - uanset. 

Så kom bare og giv liv, og det du kan. Men gør det blidt, gør det nænsomt. 

Kan man sige det til dig, regn - du som ikke er et du?

Kh AM
----------

28. september 2019

Kære MLR

I dag læste jeg om dig i avisen, og jeg græd. Jeg kender dig ikke, men din historie fik mig til at føle, at jeg gjorde. Så meget i dine små fortællinger der i avisen, mindede mig om ting, der er opstået omkring mig i livet og især for mennesker, jeg kender. Mennesker jeg vil elske, beskytte og være nærværende for. 

At skammen forfølger et menneske, at smerten og svigtet forplanter sig i kroppen og snor sig som rødder i et uendeligt net. At det hele gror fast i fundamentet. 

Det at man skal bruge et liv på at slå det ned. At man skal bruge et liv på at blive fri. Hvis man kan, hvis man tør. 

Jeg vil læse din bog, og jeg vil bede for, at modet og styrken vil forplante sig hos dem, jeg elsker. 

Kh AM
----------

27. september 2019

Kære Lili

Hvor er det, går du hen? Hver gang jeg ser dig, er du i gang med at gå. Måske den ene vej, måske den anden vej. Du går, når du klipper, du går, når du er i bad. Når du du syr, når du spiser, når du danser. Selv når du svømmer, går du. Det virker ærlig talt mystisk, og jeg ved ikke, hvor meget længere jeg kan klare det. Forleden, da du hældte saft op til mig, mens du gik, blev det for meget.

Mens jeg lå der og tørrede op, tænkte jeg kun på en ting. 

Kan du i det mindste ikke tage mig med, når du går?

Kh AM
----------

26. september 2019

Kære Ida

Det var sådan engang. Jeg sad på trappen. På det øverste trin. Når en bil kørte forbi ude på vejen, og jeg så lyset fra lygterne glide hen over væggen gennem det høje smalle vindue over trappen, hamrede mit hjerte. Og når det ikke var mor, græd jeg uden lyd. Kroppen blev så kold under den tynde natkjole. Fødderne hvide. Kinderne røde. Lydene fra radioen nedenunder brummede op gennem gulvet. Når jeg endelig hørte bildøren smække i carporten, løb jeg på stive ben ned af trappen, ud ad døren, hen over den våde græsplæne og ind i min mors favn. 

Og i lille øjeblik var jeg ikke længere bange for, at hun var død.

Kh AM
----------

25. september 2019

Kære Zitta

Det er som om, de døde ikke snakker. Eller er det mig, der ikke hører? Alle de historier jeg mangler. Alle de historier jeg savner. Hvis jeg dog havde nået at spørge. Hvis jeg dog ikke havde været så bange. Alle de ord jeg mangler. Alle de huller jeg ikke kan stoppe ud med noget. 

Men jeg må tale i livet. Jeg må stoppe huller, mens jeg kan. Mens der er stemmer, jeg kan høre. 

Når jeg kigger ned i graven eller op mod himlen, er alt stille. Så stille.

Hvornår kan man ikke længere vente med at spørge? 

Kærlig hilsen AM
----------

24. september 2019

Kære sommer

Jeg er ikke klar til at slippe dig. Jeg er ikke klar til at slippe sandet, stråene og de små lyserøde blade fra hybenbusken. Som de lå der på mit håndklæde, filtrede sig ind i mit hår og var min datters pude. Jeg er ikke klar til at slippe salten på min hud og pletterne af sol, der dansede på plænen.

Jeg ved, du kommer tilbage, men hvem ved hvor mange af din slags, man når her i livet? 

Og nu står træerne der i deres magtfulde okkerfarvede flor og kigger ned på os, der kravler forbi på gaderne. 

Jeg vil have dig tilbage, sommer, jeg vil have dig tilbage. I hvert fald en dag.

Kh AM
----------

23. september 2019

Til dem der har fødselsdag i dag

Èn af jer er min søster i verden. Èn af jer er en stjerne, der lever på jorden. Èn af jer kan mere end resten. Èn af jer føler min knold og min krop som ingen anden. Èn af jer havde engang en kvist, et rødt bælte og en kat. Til én af jer fortæller jeg hemmeligheder. Med én af jer så jeg mere af verden. Med én af jer drømmer jeg drømme om alt. Èn af jer (måske endda flere?) elsker særlig pasta med snask og det. Èn af jer går i søvne og går i drømme. Èn af jer er i livet som få. Èn af jer kan alt, der skal til. Èn af jer kan mere end det og mere endnu. Èn af jer kan elske som ingen.  

Uden èn af jer kan jeg ikke leve i verden og samtidig at være et rigtigt menneske. 

Der er kun èn af jer - hvortil ingen lykke og taknemmelighed er nok. Resten af jer; tillykke med dagen da. 

Kh AM
----------

22. september 2019

Kære menneske, der ikke græder 

Der er - ingen vej udenom. Ingen virkelig vej i dette liv. Det er meningen, den skal ud af dig. Gråden. Det er ikke meningen, du skal samle tårerne til store søer inde i din krop. Mellem blodkar og celler,  mellem hjerte og nyrer, mellem tanker og mylder. Det der sker, er at du ender med at oversvømme dig selv. 

At du drukner dig selv med dig selv. Jeg har set det ske.  

Dengang du var en baby, kom gråden af sig selv - som din instinktive, naturlige refleks og din vej mod overlevelse. Sådan er det endnu; har du glemt det? 

Du drukner dig selv, hvis ikke du lukker gråden ud. 

Jeg har set det ske. 

Kærlig hilsen AM
----------

21. september 2019

Kære citron

Altså. Hvor sur har man lov til at være? Evig og altid skal du have sukker, før det kan blive til lidt sjov med dig. Tænk lidt på appelsinen; der er ikke så meget ballade med den. Ikke for at sammenligne som sådan, bevares. Jeg ved godt, du også har gode sider, men selv dér virker det lidt surt med dig. Indimellem kan det gavne at se lidt ud af boksen. Åbne sine horisonter. 

Men, måske er det bare din natur - at være så sur?

Kh den knap så sure

----------

20. september 2019

Kære Ernesto

Jeg tænker på, om vi to ser på den samme måne? Om vi går i den samme skov; hvilken jord træder du på? Hvilken hånd, holder du?

Jeg tænker på dine ord, der rammer mine ører, og at det er ord, jeg ikke kender. Det er som ord fra andres tunger. Som om dit sprog er en andens. 

Og når du lukker døren op, kender jeg ikke det blik. Når du løfter koppen fra bordet mod dine læber, kender jeg ikke den mund. Det er ikke den mund, der kyssede min engang. 

Men når dine ben lægger sig mellem mine, og når dine lange fingre borer sig ind i mine albuer, er det som om, din krop er min. Lidt endnu. 

Hvornår ved jeg, hvem du er?

Så drikker du sødmælk fra kartonen og en dråbe lægger sig i skægget på din hage, og mens jeg tænker på at fortælle dig det og det hele, vender du dig og går. 

Jeg ved ikke, hvorfor nogen ikke længere er dem, de er.

Kh A
----------

19. september 2019

Kære R

Det er. Gruset på fliserne, der knaser, når vi går. Lysene blinker og vinden er blå. I butikken er luften tung, snuderne våde. Jeg køber koriander og en efeu til stuen. 

Du holder mig i hånden og siger, bliv. Din hud er kølig mod min pande, jeg har mest lyst til at gå. Sådan er det tit. Jeg vil ud og røres ved i den vind. En smule på min krop, der hvor det sitrer og prikker. 

Jeg har ingen svar til dig. Min ven. 

Kun alt det, du ved - og hvad skal du bruge det til, tænker jeg.

Hvis nogen ku’ er det os to, siger du. 

Men jeg ved ikke, hvad man siger til den slags. 

Det er. Alt for svært.

Kh A
----------

18. september 2019

Kære lillesøster

Hvis du fandtes, ville jeg tage dig med ud til klitterne, derude hvor solen går ned i havet, og hvor håret bliver til guld. Hvis du fandtes, ville jeg bære dig på ryggen op ad bakkerne med vinden bag os og råbe dit navn mod skyerne. Jeg ville plukke en nælde og vise dig, hvad den kunne. Jeg ville trække bær på strå og lægge dem i klynger i din kurv. Jeg ville vælge en sti, der var snoet og skrå, og jeg ville grine af dine øjne og din mund, når du fjollede i tusmørket. Hvis du fandtes, ville jeg fælde alle træer i verden for dig, eller plante et nyt for hvert skridt, du tog.

Lillesøster, hvis du fandtes ville livet stadig være vores. 

Nu er det kun mit, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal bære det uden dig. 

Kh - én der mangler dig

----------

17. september 2019

Kære fremmede

Hvis jeg spurgte dig om dine drømme, og du fortalte mig dem, ville jeg så kende dig? 

Hvis du sparkede til bladene, der lå som små bjerge langs husmuren, ville jeg så vide, hvorfor du spredte dem i luften med dine brune læderstøvler? 

Hvis du så på mig med et særligt blik, når jeg stoppede dig på gaden, ville jeg så vide, hvad det betød? Hvis du gik ud af alle døre, når stemmerne blev for høje, eller hvis du smilede, når der kom en særlig sang i radioen, eller hvis du blev ved med at råbe, selvom nogen græd, ville jeg så forstå dig? 

Ville jeg forstå dig bedre, hvis jeg kendte dine drømme?

Giv mig bare én af dine drømme. Bare en lille én. Jeg tror, det hjælper. 

På lidt af hvert endda. 

Kh AM
----------

16. september 2019

Kære Niel 

Der er det, at jeg gerne vil have en ny ven. Og jeg vil gerne have, at det skal være dig. Det er sådan set kun på grund af dig, jeg vil have en ny ven. Det virker måske en smule problematisk, fordi jeg ikke kender dig. Som sådan. OG ikke mindst, fordi du heller ikke kender mig. Men altså. Lad os se bort fra detaljerne, for jeg ved bare, det kunne svinge med os to. Den slags ved man jo.

Det er især, når du taler og siger ting, som jeg forstår så inderligt. Så ved jeg det bare. Det du siger, er det, jeg siger. Så kan du se. Det passer. Jeg griner i øvrigt altid af det samme som dig. Så i det mindste kunne vi grine sammen. 

Hvis du har en hund, er det okay. Det er ikke altid, jeg er vild med hunde, men din ville jeg være med vild med. Jeg ved det bare. 

Nå, men du kan bare ringe. Jeg er her. 

Kh AM
----------


15. september 2019

Køre søndag

Hvor blev du af? Jeg nåede kun en flig af dig, så var du væk. Da jeg trådte ud på gaden til dig, var du blevet en anden, én jeg ikke kunne kende. Noget flagrede afsted rundt om hushjørnet, måske var det dig? 

Du forsvandt før jeg stod op, du forsvandt uden ord. 

Søndag, i virkelig var du nok en andens denne gang. 

Nu ligger jeg her og venter til den næste, der kommer af din slags. 

Kh den dagsløse
----------


14. september 2019

Kære Lotus

Du var en pige på gymnasiet. Jeg kan ikke huske, hvilken klasse du gik i. Men jeg kan huske dit ansigt, og jeg kan huske dit navn. Din hæse stemme, og den magi jeg så stråle ud fra dig. Eller hvad det var, der strålede. Noget gjorde i hvert fald. Du kunne være én fra et eventyr eller en film, eller en af de bøger, jeg læste i stakkevis. Men du var bare en pige på et gymnasium. 

Vi var ikke venner, ikke som sådan. Men jeg betragtede dig gennem aulaen eller hørte dig grine i gården. Der var bare noget ved dig, noget jeg kendte - uden at kende dig. 

Jeg ved ikke, hvorfor vi ikke var venner, det var bare sådan, det var. Nogle var man venner med, nogle ikke. Det undrer mig på en måde, at jeg stadig husker dig så tydeligt.

Hilsen AM
----------


13. september 2019

Kære Martin

Dengang du cyklede med mig på den lille blå cykel, jeg sad på stangen med benene ud til den ene side, dine arme lå beskyttende om mig. Dine hænder på styret. Dit hoved på skrå. Dit brune hår og din blege hud. Den hvide havelåge og svinget, der var for skarpt til os to på den cykel. 

Dine øjne da jeg blødte fra hovedet, dit blik på mig i spejlet på badeværelset.  

Dengang, og alle de gange, du tog dig af mig. Du var sådan en lille dreng. 

Jeg tænkte aldrig på det sådan, dengang. At du var en lille dreng. Jeg tænkte aldrig på det, du gjorde. Jeg elskede bare, når du var der. Når vi sad sammen, legede sammen, gik sammen; du altid yderst ved vejen. Det var bedst sådan, sagde du. 

Nu tænker jeg tit, hvor lille du egentlig var, og hvordan jeg burde have krammet dig endnu mere dengang. 

Kh AM
----------


12. september 2019

Kære fod

Dilemmaer en masse.

Egentlig er du ikke køn. Til gengæld er du utrolig brugbar. Indimellem lugter du af noget, jeg ikke begriber. Indimellem er du blød og ren, andre gange er du sort og hård som overfladen på gammelt dæk. Af og til er du plantet i mulden, hvorefter du pludselig letter mod himlen, som har du glemt, hvorfra du kommer. 

Når du nogle gange danser i høje sko med glimmer og guld, gør du mig glad. Så er du flot, i den sko, og en lille tid glemmer jeg de ømme såler. Når du er bar i sand, prikker det op gennem benene som små bobler af rarhed.

Det er fint, du sidder, som du gør; der for enden af mig. bliv endelig ved med at gøre dine ting. Uanset. 

Det føles godt at vide, jeg kan læne mig på dig.

Kh resten
----------

11. september 2019

Kære Maryam

Jeg tænker på dig. For tiden, hele tiden. Jeg savner dig. Det er noget med din stemme og den måde, jeg mærker, hvordan dine øjne ser ud på verden. 

Du er i mig, og jeg kan ikke få dig ud i livet. Men jeg vil forløse dig, hjælpe dig ud med dit sprog, dine ord, dine sorger, dine glæder. Dit håb. Alligevel virker alt hvad jeg gør tamt og tomt. Forkert. Misforstået og malplaceret. Det giver ikke mening, at du bliver siddende i mig. Meningen er, at du skal ud i livet. At du skal løsrive dig fra mine tanker.

Du er hjælpeløst låst fast i mig; tænk at jeg har fanget dig der. 

Hver dag øver jeg mig på at slippe dig fri.

Kærlige hilsner fra Anne Mette

----------

10. september 2019

Kære Ritman 

Der er en lejlighed ude på Amager. En lille lejlighed tæt på kirkegården. Den ene væg i stuen er dueblå. På den øverste del af væggen, hænger hvide bogkasser. Bøgerne i kasserne er placeret i alfabetisk orden; de fleste i hvert fald. Mellem kasserne hænger nogle gamle billeder i sorte rammer. På et af billederne står en pige og en lidt ældre dreng. De er søskende. Jeg tror, det er forår. De står foran nogle lange skygger i en have. Pigen ligner en bi med sort og gult tøj og en gul stråhat på hovedet. Drengen er højere, han har Lucky Luke kostume på. Pigen smiler fjollet, hun har korslagte arme og krydsede ben. Drengen står lidt foroverbøjet, med let bøjede knæ, mens armene hænger ned langs siden. Han smiler let. Lidt genert. 

Jeg tænker på dig, når jeg ser det billede, og savner dig. 

Kh AM

----------

9. september 2019

Kære Elin

Jeg drømte om bjørnene igen i nat. De store sorte bjørne, der luntede rundt i forhaven. Den skinnende pels, og den måde de spankulerede derude. Som om det her var deres sted. Den måde de stak snuden op mod rønnebærrene, der hang i fyldige klaser hen over havegangen. 

Og den måde, en af dem roligt tog fat i mit barn og klemte den lille krop i sit gab. Den måde jeg skreg og bjørnen, der langsomt vendte sig og kiggede på mig med sine sorte øjne, inden den drejede rundt og gik. 

Med mit barn i sit gab. Og han hang der, dinglende som en død. 

Jeg skriger, til jeg vågner af min egen lyd. 

Og jeg forbander søvnen og dens uendelige tilbagevenden. 

Kh AM
----------

8. september 2019

Kære digter

Når du skriver dine digte, og jeg føler, de er mine, når jeg læser dem.  Jeg læser dine digte og bliver forundret og forvandlet, og jeg rammes; så hårdt. De sorte bogstaver på det hvide, rammer mig indeni, dér hvor jeg ellers sjældent kommer. 

Du er en fremmed, jeg ved ikke hvem, du er, men du skriver noget, der føles som mine tanker, mine drømme og mine længsler. 

Hvordan kan du det, når du ikke kender mig? 

Så tænker jeg, at vi alle kommer fra det samme sted. Fra et sted, hvor vi engang var ens. Vi kommer fra et sted, hvor hjertet var rent og lyst mørkt.

Vi kommer fra ét sted.

Men alligevel - de ord…

KH AM
----------

7. september 2019

Kære EGO

Hvordan synes du egentlig selv, det går? 

Hver dag, står jeg op og skal kæmpe med dig. Først er der det ene og så det andet. Nem at danse med, det er du altså ikke. Når jeg siger venstre, så siger du højre, når jeg siger yes, så siger du fandengalme no. Når jeg siger; skriv den linje, så skriver du noget helt andet, som slet ikke giver mening. 

Hvad skal det ende med? 

Og samtidig går folk rundt og ligner nogen, der ligesom bare har fundet melodien. Hvordan gør de det - spørger jeg mig selv, og river mig lidt i håret i mens.

Men jeg vil simpelthen ikke lade dig vinde; det går ikke. 

Det kan ikke passe… 

Eller kan det? Er det, det der er meningen? 

Jeg kan sgu ikke finde ud af det.

KH AM 

----------

6. september 2019

Til en mor

Jeg har det ligesom dig. Hvis ikke lige nu, så har jeg været der. Dér hvor du er. 

Dér hvor du går rundt om natten med spændte bryster, der brænder og føles fremmede. Dér hvor du aldrig sover, fordi nogen skriger, klynker eller trækker vejret underligt. Eller dér hvor nogen klipper din silkekjole i strimler og æder af din øjenskygge. Eller dér hvor nogen kalder dig lorteidiot, fordi de ikke må få mere Nutella, eller dér hvor nogen falder ned fra et træ, og du får angst over, om de har brækket ryggen. Eller dér hvor nogen smækker døren i dit ansigt og råber, de hader dig for evigt. 

De steder kender jeg. Så godt. Men når nogen, med en meget lille mund, giver kys, der smager af kanel eller blåbær eller makrel eller majs eller yoghurt, så er det på en underlig måde, meget mere okay - det hele.

Jeg kender det godt.

Kh en anden mor
----------

5. september 2019

Kære typer, der HELE TIDEN ser fodbold

Mener I det - helt seriøst?

Kh én, der bare ikke forstår det

----------

4. september 2019

Kære pause

Du skal ikke tro, jeg synes, det er en god idé, det du har gang i. Du skal ikke tro, jeg har tænkt mig at hoppe med på den vogn. Hvad regner du egentlig med? Jeg er ikke typen! Det er vi i øvrigt en del, der ikke er. Vi har ikke tid, kan du nok forstå. Vi har hverken tid eller lyst. For vi har travlt. Vi har så fucking travlt med at ordne vores ting. Med at drøne afsted og se ligeud. Og vi elsker det. Hvordan havde du forestillet dig andet? Prøv dog lige at se dig omkring? Det kan ikke være så svært, tænker jeg. 

Hvad skal vi i øvrigt bruge sådan en som dig til? Hvad får vi ud af det? Hvad vinder vi? Intet andet end et stort fedt nul! Og hvad fanden kan man bruge det til i banken?

Jeg spørger bare! Så tag og smut. Der er ikke tid til din slags.

Hilsen AM

----------



3. september 2019

Kære ven

Engang var vi altid sammen. Vi sad på muren og hang. Med fødderne i springvandet. Det var solskin, og der var musik og mennesker, der smilede til os. Du havde krøller ud over det hele og fregner. Jeg elskede alt det med dig. Kan du huske dengang, du kom til at skubbe mig i? Jeg grinede så meget, at jeg fik krampe. Vi fandt en mønt fra USA i det springvand. 10 cent, en lille beskidt sølvmønt. Den blev vores lykkemønt, og vi fik Søren til at bore et lille hul i den og så en brun lædersnor. Det så godt ud. Vi skiftedes til at gå med den. En måned af gangen. Så byttede vi. 

Jeg tror det er 20 år siden nu. 

Og så i går fandt jeg den i min datters skattekiste, og pludselig huskede jeg alt det, der skete mellem os dengang. 

Det må være vist være din tur til at have den mønt nu. Hvor er du, min ven?

Kærlig hilsen Anne Mette 
----------

2. september 2019

Kære Sally

Forleden da vi stod under halvtaget, og det var vores tur til at holde øje med børnene, dér hvor du fortalte mig det. Du ved, hemmeligheden. I det øjeblik var jeg pludselig 11, og jeg kunne mærke fornemmelsen af det i hele kroppen, som dengang. Det med hvordan sådan en hemmelighed fylder, og i virkeligheden nærmest ikke kan være indeni. Hvordan den bare har lyst til at springe ud i hovedet på de andre. Fordi det kribler og stikker og prikker alle steder, og mine øjne bliver store, og jeg synker og synker for at holde det inde. for det er det, man gør, når man får sådan en hemmelighed af vide. 

Og jeg smilede til dig og nikkede og sagde ja, fordi du vidste, at du kunne stole på mig. Jeg er voksen, jeg er 38. 

Selvfølgelig kan jeg holde på sådan en hemmelighed.

KH Anne Mette 
----------

1. september 2019

Kære september

Okay, kom bare. Men tag himlen med dig. Den blå himmel. Med den blå farve, som kun du har. Og vinden der bliver så frisk igen. På en ny måde, jeg kender så godt. Og skyerne der lyse hvide. Bladene der knaser, når jeg træder på dem. Det røde skær på kinderne. Folk på gaderne med løse tørklæder om halsen. 

I september vil jeg stå på en mark bag birketræer, derude hvor luften er fuld af salt og vind, der hvor der er så roligt på en september-søndag. 

Jeg ved ikke, om sommeren er forbi, men det er okay. Kom, september. Kom bare. 

Kærligst AM
----------

31. august 2019

Kære Joanna

Jeg skrev dit navn i min dagbog og ville altid ønske, det var mit. Jeg skrev:

J-(h)jerte

O-overpæn

A-anderledes

N-nuttet

N-naturlig

A-awesome

Jeg var 12. Og jeg skrev; 

“tag mig med til Joanna, 

tag mig med, tag mig med, tag mig meed. 

Hvis det er der, hvor man ikke bare skal passe sig selv.”

Men der var ingen sang, om mit navn. Og alt for mange bogstaver. Folk sagde Anne, andre Mette. Dengang var det ikke godt. 

Nu er det bare et navn.

Jeg er 38. Jeg skriver:

A-antielitær

N-not-så-nuttet

N-naiv

E-eftertænksom

M-mellemblond

E-enormt mærkelig

T-tykhudet

T-tyndhudet

E-eddermukkeme en læsehest og en dagdrømmer, og en der vil have gode venner. 

Åh, alle de e’er.

Men Joanna, jeg synger stadig om dig, selvom du også bare er et navn. 

Kh Anne Mette

----------

30. august 2019

Kære kritikere

Det er fint, I findes. Det er klart. Kritik er godt. Meningsfuldt og nødvendigt. Ting har brug for kritik. Kunst, mennesker og mennesker, der åbner sig har brug for kritik. Måske higer vi efter kritik? 

I skolen lærte vi at være kritiske. Vi lærte at danne os meninger, argumentere, reflektere og formulere den slags. Og alt det skete samtidig med, at vi voksede og mærkede i livet, hvorfor den slags evner, var nødvendige. Uden den slags evner, ville vi leve som dyr med kun et formål; overlevelse. Og det er jo ikke nok for mennesket, ved vi. Blot at leve for at overleve. 

Så ja tak til jer, kritikere. 

Slutteligt tillader jeg mig at komme med et enkelt råd fra en autodidakt én af slagsen: Tænk over, hvorfor. Tænk over hvorfor lige den specifikke kritik, du kommer med, er nødvendig. 

I virkeligheden er vi alle kritikere. Og det er jo fint, vi findes, os mennesker. Det er det. Men lad os øve os endnu mere i det, vi lærte i skolen. Det med refleksionerne fx. 

Bare et råd fra én kritiker til en anden.  

KH AM

----------

29. august 2019

Kære Ikaros

Jeg tænker på dig i dag. Jeg tænker på, at du var så ung, og at det du gjorde, var klart. Jeg tænker,  at jeg misunder dig dit mod. Hvis man kan sige det? Du døde trods alt af dit mod, men når jeg tænker på det, du gjorde, er det med en sitrende, skælvende og lokkende angst. Bølgende frem og tilbage i min krop. Og jeg selvom jeg ikke forstår det helt, er det som om, min krop gør. 

Jeg ønsker ikke at ende som dig, alligevel længes jeg efter dit mod og mærker tydeligt den længsel, der var engang. Jeg mærker og ser det banke og prikke under huden, som bobler, der er på nippet til at springe. 

Jeg tænker på din far, og på hvordan det er at miste et barn. Det ryster mig, at jeg ingen kontrol kan have over det unge menneske, der er mit barn. Det er kuldegysninger og svedperler. Det er krampe, det er gnister og håb. Det unge menneske der for hver dag, der går, søger længere og længere op.

Kærligst Anne Mette
----------


28. august 2019

Kære HB

Hvad hvis jeg var en stjerne? Sådan én der lyste klart og stærkt fra himlen eller fra jorden eller alle steder fra. Sådan en stjerne du kunne varme dig under. Sådan en stjerne du kunne sole dig i skæret fra. 

Ville det så være anderledes med os to? Hvis jeg var en stjerne? Er du sådan én, der har brug for den slags lys for at trække vejret? Trækker du overhoved vejret?

Jeg har læst, at vi mennesker har en måne. At alle har en måne i sig. En måne der rummer så meget. Ting jeg ikke forstår om mig selv endnu, ting jeg langsomt opdager, ting der er vidunderlige, og ting der er ubehagelige meningsfulde. 

Jeg har ikke lyst til at glemme månerne. Tværtimod. Jeg kan mærke, jeg leder efter den. I dig og i mig. 

Men jeg bliver aldrig en stjerne. 

Har du tænkt på det? 

Kh A
----------


27. august 2019

Kære Isabella

Jeg vil lige høre dig, om du har set min arm? Jeg ved, jeg havde den i fredags, da vi spillede stangtennis i kolonien med din mormor og Greta på Mols. Jeg er i hvert fald ret sikker på, jeg havde den dér. Lagde du mærke til, om den var der? Det ville i hvert fald betyde utrolig meget for mig, hvis du lige gad og tage en runde i haven eller på stien, bare lige for at se, om jeg skulle være heldig, at den lå der et sted. 

Det er noget rod, at gå rundt med én arm. Folk kigger underligt og ser så forkerte ud i ansigtet, når de ser på mig, og i går skulle jeg holde møde med nogle japanere. Det var virkelig bøvlet. Desuden er det den højre, og du ved, hvor dårligt og langsomt, jeg skriver med venstre. Så nu må jeg slutte.

Jeg håber virkelig, du vil tage et kig efter den. På forhånd tak.

Din AM 

----------


26. august 2019

X Michel Onfrey!

Forleden læste jeg om dig i avisen. Galskab i notitsform. 

Jeg

forstår

dig

ikke.

Empathie?!

Si tu le sais?!

Vanvids-hårrejsende x Anne Mette Lehmann, København 
----------


25. august 2019

Kære mennesker, der har skabt mig

Livet. Nogen siger, at livet er én lang lort, man skal tage en bid af hver dag. Jeg siger, at livet også er en stor, fed lagkage, man får lyst til at hoppe ned og rulle sig i, mæske sig i og æde løs af. 

Jeg tænker på dengang, jeg blev født. Med lyserød hud og nyklippede negle på et højt hospital med hvide vægge ude i forstaden. Alt det der kunne ske, alt det der skulle ske. At livet bliver givet én, uden man beder om det. At man bliver tvunget ud i verden. At man bliver bedt om at leve, at trække vejret, at skrige livet i gang. 

Jeg tager imod. Så godt jeg kan. 

Lort og lagkage, jeg lever det hele og tænker på, om der fra starten er udstukket en plan for det liv. Eller om det virkelig er meningen, man laver planen selv undervejs? Hvorfor sker ting? Og hvorfor er der ting, der ikke sker? 

Jeg lever det hele. Uanset.

Så tak for det liv.

Kh barnet
----------


24. august 2019

Kære system

Jeg klager ikke over dig. Jeg brokker mig ikke. Som sådan. Jeg siger bare, at der er noget galt. Der er noget helt galt med den måde, du ligesom har overtaget folks frie vilje. Det gør mig ærlig talt bange. Det gør mig bange, at jeg ser mennesker, der glemmer sig selv for at tilfredsstille dig og dine behov. Det gør mig bange, at du ligesom virker ligeglad, og at du bare fortsætter. Larmer, råber, regerer og fylder alt. 

Der er mennesker, der græder hver dag over dig. Over alt det du vil have, de skal gøre. Alt det du vil have, de skal udvise og erhverve sig af visdom, ambitioner, perfekthed, energi, slankhed, coolness, intellekt, muskler, biler, huse, både, pis og lort, kreativitet, omsorg, overskud og profit, profit, profit. Bare for at nævne noget af det. Helt ærlig, hvem tror du, du er? Ingen rigtige mennesker kan leve op til dens slags krav. . 

Jeg ved godt, du kan have gode sider. Bevares. Du gør det ok godt på nogle områder. Jeg beder dig bare om at skrue lidt ned - tag en slapper, slip ansvaret lidt, drop forførelsen og husk på, hvor vi kommer fra, os mennesker. 

Det bliver en win-win. 

Stol på os.

Kh AM
----------

23. august 2019

Kære Dion

Jeg har lavet en liste til dig med mine yndlingsord. Igen. Måske fik du ikke læst den sidst? Var den for lang? For pæn? For fremmed? Du må gerne smide den ud, hvis den larmer for meget, eller hvad det var, der gjorde, at du aldrig sagde tak eller svarede mig, selvom jeg blev ved med at sende den til dig hver dag i 14 en halv måned, mens jeg tjekkede min mailboks og min postkasse 16 gange i døgnet og de sidste tre måneder lod loftsvinduet på min bygning stå på klem i tilfælde af en brevdue, og selvom jeg ligesom understregede flere gange, at der ikke var noget personligt imod dig over den specifikke liste, hvilket jeg i øvrigt har meget svært ved at forstå, du kunne tolke sådan, men måske var det netop derfor, at du ikke kunne lide den, altså listen, hvis du altså ikke kunne det; at den ganske enkelt ikke var personlig nok?

Nå, i øvrigt ved jeg godt, du kan have det stramt med lister og ting, der er for ordnede. Jeg ved det. Men denne liste er nu noget helt særlig og en anelse mere personlig. Og nu i en udgave af perfekt uorden til ære for dig: 

Dion

ion

on

n (det ER et ord!)

no

noi

noiD

Kh AM

Ps. Jeg ved ikke, om du har nogle yndlingsord? Det behøver ikke være på en liste - alt tæller...
----------

22. august 2019

Kære bog

Den måde du bare står der, og venter på at blive taget. Lige meget hvad du er for én, så får jeg det så vildt, over at se dig stå der. Så vil jeg have dig. Ganske enkelt, jeg vil eje dig, åbne dig, røre ved dig, jeg vil kende dig. Det kan lyde bizart måske, men der er noget ved din blotte eksistens, der tænder mig. Noget der gør mig vild, nysgerrig, bange, forvirret, tvivlende og urolig. Noget der både gør mig længselsfuld og samtidig noget, der befrier mine længsler. 

Men allermest er jeg lettet, lettet og lykkelig over, at du findes i verden. 

Og at du ikke er alene. Det, at I er så mange, og at jeg aldrig ville kunne nå jer alle, gør mig jublende håbefuld. Det kan ikke gå helt galt, når I bliver ved med at formere jer så insisterende.

Tænk, hvad du gør ved os. Tænk, hvad du giver os. Hvis du bare vidste hvilke underværker, du skaber for menneskeheden. 

Vi kan ikke leve uden dig, så tak for at du findes i verden. 

Kh AM
----------

21. august 2019

Kære +5 

Der var engang en mand, der boede i min tand. 

Han sad midt i tanden, som en anden lille fanden. 

Dag og nat, den lille nar. 

Altid sad han, og var skide klar. 

Med sin hakken og snakken, alt det lort han kunne finde på. 

Banke, knurre, hakke, slå.

Giv mig dog please noget fred, 

hvor længe har du tænkt dig at blive ved!

-tænkte jeg om det latterlige kvaj.

Gu’ vil jeg ej, gå din egen vej.

svarede den lille lortemand, 

og blev siddende stædigt i min tand.

Helt ærligt, du er ikke inviteret her.

Skrid dog hen og pil ved en barber.

Nu er der heldigvis tomt mellem +4 og +6

Manden er skredet, og der er ro igen i mit mundkompleks. 

Hilsen AM

Ps. Undskyld +5, men du har sgu aldrig været særlig nem. 
----------

20. august 2019

Kære menneske, der meget ofte taler

Det er noget med en balance, tænker jeg. Og noget med at se tingene lidt udefra. Det at skifte perspektiv i ny og næ. Se sig omkring. Ind, ud, op og ned. Synsvinklen kan med fordel drejes. Det er spændende, endda til tider energiskabende. 

Ganske ofte er det en slags utilfredshed, flere dele brok og et ordentligt slag spektakel der kommer ud af dig. Bevares, den slags skal der være plads til. Og lidt udluftning kan endda være forfriskende. Meen..  

Jeg ved, det kan lyde hårdt, men man kan øve sig i at åbne ørene og øjnene. Se og lytte. Måske du forstår, hvor jeg vil hen?. Der er en del af dig rundt omkring. Jeg ved det. Sådan er livet også. Jeg tager det med, fordi jeg lever her. 

Men der er stemmer i alle. Og selv de lave stemmer, har noget på hjerte. Prøv at lyt efter.

Jeg mener det.. kærligt. 

Kh AM
----------

19. august 2019

Kære menneske, der ikke kan lide børn med stemmer

Jeg fornemmer, du har det hårdt. Der er ikke så meget at sige til det. Og dog.

Med tiden er det gået op for mig, at der en sensitiv del i mig, der bringer min krop i en slags alarmberedskab ved pludselige høje toner. Jeg prøver at vænne mig til det, jeg er nødt til at vænne mig til det. For der er børn i mit liv. Der er børn i verden med stemmer. Stemmer som de øver sig i at bruge. Højt, rystende og larmende. Og sådan er det. 

Alle steder hvor du ser dig omkring, er der børn. Heldigvis. Jeg ved ikke, hvad der skulle ske med verden, hvis ikke der var børn uden stemmer. Måske du også er er nødt til øve dig i noget? 

Det er bare et forslag. 

Måske skal du øve dig i at forstå, at børnene er nødt til at øve sig i at bruge stemmen. At det er en måde at finde deres plads i livet. 

Ellers ved jeg, at der er billige boliger længere ude, derude hvor kragerne vender, og hvor der er længere mellem børnene. 

Det er bare et andet forslag. 

Kh AM
----------

18. august 2019

Kære univers

Jeg fatter ikke, hvor stor du er. Jeg fatter ikke meget af dig. Det er noget med det absurde i størrelsen, rumfanget og vanviddet i at ville begribe det. Men tiltrækningen. Tiltrækningen og fornemmelsen af din storhed. Din magt over det hele. 

Måden det gør ondt i min hjerne, når nogen vil forklare mig noget om dit omfang. Måden det kribler og krabler og klør. Stikker og prikker så jeg vil rive fornemmelsen af det hele mig. Måden jeg drives mod din uendelighed. 

Planeter, måner, stjerner, mælkeveje, huller, eksplosioner, meteorer, lysår. Og Gud ved hvad. Men det er som om, skyerne på min himmel er mere end rigeligt. Hvor de driver og flyver afsted, som har de aldrig bestilt andet.

Hvad kan man gøre for at forstå noget af det hele i dette korte lille liv, man har?

Jeg spørger bare. 

Kærlig hilsen AM, Jorden

(Du ved, dér mellem Venus og Mars) 
----------

17. august 2019

Kære Ibber

Jeg satte skoene på din trappesten i går. Ved kælderdøren. Jeg ringede på, men du var vist ikke hjemme. 

Tak for lån. Jeg ved godt, der er gået nogle år eller mere, og jeg ved godt, du spurgte efter dem en gang, men det er så længe siden nu, og de sko; de blev bare siddende på mig. Det var noget med sålen, den var ualmindelig blød, og mine fødder havde det ualmindeligt godt i dem. Du kan godt huske dem, ikke? De blå med kilehælen. Var det i Milano, dengang med Hugo, du købte dem? Jeg håber ikke, du har savnet dem for meget. De er stadig pæne, må man sige.  

Kærlig hilsen A.

Ps. Jeg er lige kommet hjem, og i entréen så jeg i øvrigt dine røde støvler. Men dem mangler du ikke - vel?
----------

16. august 2019

Kære du

Okay, så kom sms’en. Efter 16 år, ca. Jeg havde ikke ventet på den. Men straks så jeg sengen for mig. Sengen på kvisten under loftet i Roskilde. Og den sorte silkekjole. Det var thaisilke. Sådan ville jeg have det, uden at vide noget om silke, men det var noget med følelsen, når man rørte ved stoffet, og den måde farven changerede. Og de 37 knapper i ryggen, som min moster syede i hånden. 

Det tog lidt tid. Meget faktisk. 

Alligevel ventede du. Indtil du tog videre. Afsted. Sådan var det. 

16 år alligevel. Måske er det mig, der overfortolker:

’Hej alle. Jeg har fået nyt nummer. 

Tilføj gerne til din telefon.’  

Jeg måtte google nummeret, 

for at finde ud af, det var dig.

Du var jo bare en dreng i en anden tid. Men alligevel.

Kh mig
----------

15. august 2019

Kære Patti Smith

“Just Kids” er min nye yndlingsbog. Aldrig har jeg læst noget som den. Den kærlighed. Den by. De liv. De ord, de sætninger. De… alt. 

Det der sker i din bog er større end ordene. Større end sætninger, syntaks og layout. Det er noget, der omkranser og indkredser. I en så koncentreret form, at det føles i min krop, som om det er mig, der er dig i den bog. 

Det er ikke til at forstå, hvordan sammensætningen af ord, skrevet og printet med blæk på et hvidt papir kan bringe mig så tæt på et menneske. Et menneske jeg ikke kender. Det er underligt og magisk uendeligt. 

Et menneske skriver en bog. Et andet menneske læser bogen. Noget forandres og noget foreviges. Er det noget med ånden og det universelle i os?

Den bog. Tak for den. 

Kh AM.  

----------

14. august 2019

Kære New York City

Vil du være min ven? Jeg har brug for en ven som dig - lige sådan en som dig. Det er noget med luften. Lugten, osen og smoggen. Duften og alt det høje. Det der skinner, og det der irrer. Det der sitrer, ryger og forsvinder. Det er noget med stemmerne, musikken og akustikken. Det er noget med fliserne på gaderne og menneskerne bag facaderne. Og selvom det ikke handler om det ydre, så er det også noget med den måde du ser ud. Åh, som du ser ud. 

Måske kan du være sådan en ven, jeg kan besøge, når jeg virkelig har brug for det? Sådan én, der ikke kræver det store. Én der bliver der, uanset hvad jeg finder på af dumme ting, skøre ting og helt forkerte ting. For det er sådan, ser jeg dig. Som én der er vild med tossede, dumme, ufattelige ting. Èn der er vild med de fleste. De skøre, de skæve, de små og de store. Som én, der bare er der.

For dig vil jeg gå så langt. 

Mon du kan se det for dig - dig og mig, New York City?

Kærlig hilsen AM
----------

13. august 2019

Kære Viktoria

Dengang jeg læste om dig og Martin første gang, blev jeg forelsket. I jer begge to. Jeg blev forblændet, forført til en anden verden. Jeres tid var en tid, jeg ikke forstod alle nuancerne i, det ved jeg nu. Men jeg elskede det, og jeg ville være dér. Der på villavejen, under syrenerne, til festerne, bag på knallerterne, i skolen, på værelset; jeg ville være med. Der hvor I var sammen. 

I to viste mig en kærlighed, jeg ikke havde set før. En kærlighed, jeg ikke havde kendt. Og jeg ville bare have det. Jeg ville længere mod et sted, end jeg nogensinde før havde forestillet mig længslen kunne føre mig.

Jeg drømte om jer, jeg skrev om jer, jeg læste jer igen og igen.  I var på en måde min første kærlighed, og jeg tror, det var på grund af jer, at jeg opdagede den kraftfulde, meningsfulde og smertefulde essens af ung kærlighed. 
Det ved jeg nu.

Kærlig hilsen Anne Mette
----------

12. august 2019

Kære T.B.

Jeg har i mange år øvet mig i at tale. Men lige meget, hvor meget jeg prøver, forbliver min mund stort set lukket. En sjælden gang imellem, ofte i forbindelse med, at jeg indtager mad eller drikkelse, lykkedes det mig alligevel at åbne munden. Desværre virker det som om, at jeg med munden fuld af Digestive, avocado, koldskål og deslignende, bliver endnu mere udfordret. Jeg kan simpelthen ikke få munden på gled. 

Det undrer mig meget. Rundt omkring mig er der masser af folk, der taler. Hele tiden, meget og endda højt. Det lader ikke til, at disse mennesker har de samme problemer som mig.

Tror du, der er noget galt med mig - i så fald, har du en idé om, hvad problemet kan skyldes? Jeg er meget bekymret over det, og det giver mig en del udfordringer i hverdagen. Især i mit nye job, hvor jeg netop er ansat som timelønnet telefonsælger i et vvs-firma.

Jeg håber, du kan hjælpe mig.

Venlig Hilsen A.L. 
----------

11. august 2019

Kære dame i Matas

Det var sødt af dig, at du viste mig alle de flotte tuber og flasker og bøtter forleden, da jeg ledte efter vatpinde. Jeg var virkelig imponeret, det var jeg. Du havde et pænt smil, og dine negle var flotte. Røde, lange. Og du duftede så godt, mens du fortalte mig, at der var 20% på alt fra Dermalogica, og at deres ansigtscreme var helt fantastisk og drøj i brug på den gode måde. Og da jeg smilede og rystede på hovedet og kiggede efter vatpindene, nikkede du og tog en anden tube fra hylden ved Dermalogicaprodukterne og holdt den op foran mig. Jeg ville virkelig gerne have, du solgte mig en bøtte vatpinde, men du blev ved med at fortælle mig om den silkebløde fornemmelse, som Derma-cremen ville efterlade på min hud. 

Da jeg gik mod døren, kiggede jeg på dig, og du stod med cremen oppe foran ansigtet på en anden kunde. På hylden ved døren, lige inde jeg forlod butikken, opdagede jeg vatpindene. Men altså, det virkede ligesom ligegyldigt der, hvis du forstår?

Kærlig hilsen Anne Mette

----------

10. august 2019

Kære Cindy

Kan du huske dengang, vi gik til spejder? Jeg tror, vi var 12. Det var dengang i sognehuset, hvor vi pludselig var alene i mødelokalet, og der lå sprittuscher på bordet? En sort og en blå, og væggen der var så hvid? Alle de ting, der ville være flotte på sådan en blank væg. 

Jeg kom til at tænke på det igen forleden, da min søn tegnede en edderkop med 16 ben på væggen i mit soveværelse. Lige over min seng. Den var meget sød, men altså, ret svær at få af igen. 

Sådan var det også dengang, da jeg stod med min mor og spejderlederen og vaskede væggen med en blå svamp. Det var især svært med hjerterne og peacetegnet.. 

Det var kun mig, der havde en svamp. Du kom ikke. Måske gad du ikke, det kan jeg faktisk godt forstå. 

Jeg tænker stadig på dig, når jeg ser et peacetegn. Hvordan har du det egentlig? Måske vi skulle ses et sted og tegne lidt, eller noget?

Kærlig hilsen AM

----------

9. august 2019

Kære Liza

Jeg så dig engang i en tv-serie. Du var høj og flot. Mørkhåret. Du gjorde nogle moralske forkerte ting i den serie, alligevel var du et godt menneske. Det var ikke til at misforstå. Deri dilemmaet. Du var et menneske, der dybest set tænkte på andres ve og vel. Ofte før du tænkte på dig selv. Men altså... du var en amerikansk tv-serie, og så gav tingene måske mere mening; set i det perspektiv.

Hvis vi to mødtes in real life, ville det være virkelig mærkeligt i og med, at du jo ikke findes in real life. Alligevel dukker du op i mine tanker af og til, og der er noget ved dit liv, jeg synes er beundringsværdigt, eller... Men det er vel meningen, man skal få det sådan, når man ser en amerikansk tv-serie, og man er sådan en type, som hader at stå tidligt op, ikke forstår høje hæle på fødder i ni timer, aldrig har penge til det sjove, ikke har en Starbucks i blokken, ikke snyder-sig-yngre-for-at-få-drømmejobbet-og-efter-få-måneder-efter-blive-forfremmet-til-redaktør-på-et-meganice-forlag-på-Manhattan. Eller, er det bare mig?

Kærlig hilsen Anne Mette
----------

8. august 2019

Kære Kurt

Jeg ved ikke helt hvem du er, og det er et problem, tænker du nok. Normalt ved jeg hvem folk er, når jeg skriver et brev til dem. Jeg har det generelt svært med folk, som jeg ikke ved, hvem er. Så måske undrer du dig over, at jeg skriver til dig. Det kan jeg sådan set godt forstå. Men jeg tænker, at de fleste mennesker bliver glade for et brev, og jeg får ikke selv så mange. Hvis du forstår, hvad jeg mener? Måske du kunne se det her brev som en slags flaskepost? Et brev i en flaske der skyllede op på stranden, netop som du kom op fra din morgendukkert. Hvis du altså bader? Eller måske gik du en tur med hunden og så flasken, der lå og skinnede i sollyset? Uanset hvad, så er jeg her Kurt. Klar til at modtage dit svar.

Kærlig hilsen AM

Ps. Hvis du har fundet flasken, og du ikke hedder Kurt, så skriv alligevel. Vi finder nok melodien alligevel.
----------

7. august 2019

Kære Iben

Jeg kan ikke lade være med at tænke på den stol, du altid sad i hos Astrid. Den stod i udestuen under vinen i huset på Palermovej. Den grønne lænestol med de slidte trevlede armlæn. Den måde du så ud, når du sad i den. Dine ben, der hang ud over det ene armlæn, og dine sorte fodsåler der dinglede i luften. Din ene arm der lå bag nakken og dit krøllede lyse hår, der var filtret og rodet og så skinnende sprødt på en måde. Din fortand var skæv, og jeg elskede, når du smilede og man kunne se den stritte. Din hånd blev ved med at kærtegne det slidte stof, og fingrene snoede de løse tråde om sig. Pegefingeren og langefingeren. Igen og igen. Du snakkede og grinede, hele tiden og jeg ville ønske, dengang, at jeg var den stol.

Kærlig hilsen AM
----------

6. august 2019

Kære Anders

Det var på et hotel i Norge. Vinterferien 1993. Dine øjne var så brune, og der var et glimt i dem. Et glimt, jeg ikke havde set før. Vi sad ved siden af hinanden juleaften ved det store kagebord. Det bugnede, og vi åd. Du smilede til mig med chokolade i mundvigen. Om dagen stod du på alpinski med din storebror. I kørte med liften helt op i skyerne. Min familie stod på langrend, derude i fjeldet hvor man ikke så andet end sne, himmel og løjper. 

Hver eftermiddag sad jeg på den store snedrive foran hotellet og kiggede efter din blå skijakke. Om aftenen hørte jeg Mariah Carey på min discman i sengen. Det gjorde ondt alle steder, når jeg tænkte på dig, og jeg elskede det. 

Jeg havde mange fantasier om vores afskedsscene, men da du skulle hjem til Trørød, vinkede du fraværende fra den anden ende ad gangen, og så var du væk. 

Jeg var 11, og du var min første kærlighed. 

Kærlig hilsen AM
----------

5. august 2019

Kære NMA

Alt hvad jeg skriver, fører ingen vegne hen, når nogen dør. Hvordan kan jeg skrive om en sorg, jeg ikke kender? En sorg jeg oplever gennem et menneske, jeg ikke kender? 

Men ordene kommer og de føles levende. Og det er som om, jeg godt må, når den bog findes. Når Carls bog findes i verden, så findes Carl i de mennesker, der læser den. Han findes i mig. Og hans død findes i mig.

For et år siden så jeg dig på Louisiana. Jeg så dig i dine øjne, og jeg mærkede, at du var levende. Og jeg græd over de ord, jeg hørte. Og jeg græd over de mennesker, der græd omkring mig, da vi lyttede til din stemme sammen. Som om vi et øjeblik var én. Dét, at vi alle har dine ord i vores sjæl nu. 

Jeg ved ikke, om det virkelig passer, at vi bærer et minimalt stykke af din sorg. Men jeg sagde tak til dig, Naja, fordi Carls bog lindrer noget for os alle. 

Selv os der ikke har et barn, der er dødt.

DU giver tilbage. Så utroligt. At du kan.

Kærlig hilsen AM
----------

4. august 2019

Kære mormor

Jeg var lige begyndt i 1.G, den sommer, du døde. Jeg var næsten 15 og allerede småforelsket i en fyr fra gymnasiet. Jeg blev så hurtigt forelsket dengang. Det fortalte jeg dig aldrig om. 

Min bror tog mig med til hospitalets kapel. Du lå i en kælder. Men det var ikke dig, vi så. For du var der ikke mere. Jeg græd ind i min brors trøje. Han lagde en avisside i sengen til dig med nogle billeder, han aldrig fik vist dig. Jeg lagde ingenting. 

Det er 22 år siden. 

Min datter sidder i køkkenet og leger med de små blå glasfugle, der stod i din vindueskarm i lejligheden på Frederiksberg.

Jeg ville ønske, du kunne se det.

Kærlig hilsen AM
----------