Heartwords

31. marts 2020 Kære situation Jeg tænker på dem, jeg savner.  Og savner dem så endnu mere.  Kh AM

30 marts 2020 Kære Else Jeg plejer at skrive breve, når alle sover. Når natten lægger sig i hjørnerne, og der bliver en særlig ro, og det er okay, at lyset er blevet til mørke. Så kan man nemmere forestille sig at være et andet sted.  Jeg tænkte på at tage i IKEA, men jeg ved ikke, om det er en god idé i disse dage. Jeg skal bytte en madras, der har ligget i sådan tyk pølse for enden af min seng meget længe. Den kan vel ligge der lidt endnu. Jeg ved ikke engang, om de har åbent.  Vi tager ikke rigtig nogen steder hen. Kun Fakta og Netto ind i mellem. Sådan er det jo. Vinden er kold, når vi er i gården og solen bliver ikke helt varm nok, selvom den er så skarp. Så bager vi boller eller chokoladekage, og børnene leger detektiv eller dåseskjul eller noget andet. De har det okay, det er godt. De forstår det alligevel ikke helt, det er godt.  Jeg tænker på, hvornår vi kan ses igen, og jeg tænker på, hvordan du har det? Kh AM

29. marts 2020 Til en type Du siger, det kan være lige meget, og så kigger du væk. Men jeg ved godt, det ikke passer. For du er som et barn, når du siger den slags. Et lille forsmået barn. For du magter ikke at komme ud af balance og ind i uvished. Lige dér, hvor du bliver en blanding af skamfuld, ydmyg og ærlig.  Pisse hamrende fucking ærlig.  For du ikke aner, hvad den slags betyder. Dét, at alt foregå uden på, og dét, at du aldrig, aldrig har formået at vise dit indre lort, fordi du tror, det vil slå dig ihjel, hvis nogen ser, hvem du er.  Så tak for ingenting. For det er, hvad du giver: INGENTING.  Måske du fatter det en dag. Måske du vågner op i livet.  Måske når du det ikke.  Og så kan det vel også være lige meget. Fra A  

28. marts 2020 Kære Jenny Jeg opdager, det er lørdag, da jeg åbner døren og lukker øjnene i. Står på trinnet i nogle sekunder. Venter på solen, mens jeg trykker ryggen ind mod muren og tænker på tiden. Og alt det der sitrer og risler som boblerne på vandet i en bæk. Jeg går hen over gaden, og byen er en smule gul under eftermiddagens himmel. Jeg venter på ingen, går som en en fremmed langs brostene.  Tænker på vi kunne låne en bil og køre et nyt sted hen, der hvor der er boblende bække eller lange åbne marker med furer fra en plov. Marker med korn og aks og vipper bolde. Og jeg tænker, at der er langt endnu til efteråret, men luften er frisk og kølig og minder mig alligevel om det.  Når jeg kommer hjem, skriver jeg på videre på noget, der måske kan blive en bog.  Der er jo faktisk så meget, der bliver til noget.  Kh AM

27. marts 2020 Brev til os Det er. Som om naturen taler til os. Med en kraftfuldhed der ligner en iscenesættelse. For at vise os, at den vinder. Som altid.  Hvis vi skulle have glemt det.  At det er meningen, at vi skal dø. At vi er for mange. Nu. Dét at nogen må dø - at det er en del af den store plan. Og at vi ingen magt kan have over den slags planer.  Kald det hyklerisk - jeg tror ikke på, jeg dør.  Endnu. Men måske er der nogen, der er nødt til at sige det, som vi tænker.  At det er meningen, vi skal dø. Og at naturen vinder. Nu. Og altid.  At mennesket kun er en lille del af planen. En plan, som vi ikke begriber omfanget af.  Uanset, hvad vi råber om, uanset hvad vi river og flår i og kaster med. Sådan tænker jeg i dag og mange dage før det.  Fra en af os

26. marts 2020 Til en anden fortid Det er som om, det er en hverdag at stå op med børnene nu. Det er en hverdag at se dem vågne langsomt, at ordne bordet sammen, at se i deres blikke, alt det de ikke forstår, når vi taler om tingene. Når vi forklarer, hvorfor vi ikke må besøge vores familie. Hvorfor vi kun kan ringe.  Vi taler om ture og rejser, og jeg tænker på, om det en dag bliver, som det var dengang, jeg var 18, og vi bare tog afsted, med en togbillet og en rygsæk og lidt penge om halsen. Dét at man ligesom bare gjorde det. Og det både var et eventyr og helt almindeligt.  Måske var det bedre at være 18 dengang, med den tid der var, og det. Eller er det fordi, jeg er blevet gammel og fyldt af nostalgi og så meget frygt allerede? Dengang var fremtiden spændende og fyldte mig med en lystfuld længsel.  Nu er det som om, jeg slet ikke tør forestille mig mere end lige nu.  Kh AM

25. marts 2020 Kære Signe Jeg tænker på at plante noget, og se det gro. Blomsterfrø af forskellige sorter. Men jeg ved ingenting om den slags, og jeg glemmer hurtigt, at jeg har gjort det, og så dør det hele. Fordi det får for lidt sol, eller for meget. Jeg kan ikke mærke, hvordan man passer planter.  I min vindueskarm står to visne tomatplanter. Længe var de smukke, sprøde og grønne. Bladene og stænglerne duftede at tomat. Jeg var optimistisk. Og nu er de sådan. Triste, brune og ikke noget at samle på. Jeg ved ikke, hvad det er. Eller hvor jeg er. Men alt hvad jeg planter, dør.  Sådan er det. Alt det man ikke kan. Alt det der dør.  Kh AM

24. marts 2020 Til de voksne børn  Jeg tænker på den dag, der kommer. Den dag hvor jeg ser mig i spejlet, og jeg er én, der ikke længere har forældre. Måske står jeg og børster tænder på badeværelset, og i mine egne øjne ser jeg et menneske, der er skabt af mennesker, der er døde. Mennesker der er ikke er i verden.  Og jeg ved, jeg vil længes. Jeg vil længes efter det barn, jeg var hos dem. Jeg vil længes efter en mor, der holder mit hoved, og en far, der løfter mig op. Og jeg ved, det er en længsel, der vil fylde resten af livet.  Smerten over at være et forladt barn - hvorfor kender jeg den allerede? At forestille sig den dag man alene. Den dag man er den ældste i livet.  At man forfølges af den lurende længsel gennem et helt liv. Mon det er meningen; at man må længes for at kunne leve?  At hvert et åndedrag er smertefuldt og rummer en længsel, der er så evig tæt på at drive en til vanvid.  Jeg tænker på mine forældre, som efterladte børn. Jeg tænker på om det passe

23. marts 2020 Kære M  Jeg gad godt være én, der sagde tingene. Som de er. Sådan én, der ikke stoppede sig selv på grund af irrationelle angsttanker. Og måske også sådan én, der i det hele taget turde gøre noget mere.  For egentlig har jeg forstået, at sårbarhed ikke er det samme som svaghed. Alligevel ved jeg da, hvad der kan ske, hvis jeg lukker for meget op eller ud. Men altså, når jeg fx sidder i vindueskarmen og ser ud over gaden, eller i dag, da jeg gik en lille ensom tur i den kolde sol på kirkegården, så er det okay nemt at beslutte, at det ikke kan være så svært. Bare at gøre tingene. Og sige tingene. Som de er.  Og at man som levende menneske, må være sårbar. Så ting kan ske. Adrenalin, lykkerus, kærlighed og alt det.  Jeg ved det ikke..  Men man vil jo så gerne være et rigtigt menneske. Ikk? Kh AM

22. marts 2020 Kære E Jeg stod i køen bag den gule streg i Netto i dag, og følte mig ret alene. Det er fint nok med den afstand, det er det. Men man kan blive særlig ensom i den slags situationer. Når man ikke må være for tæt på nogen. Og man kan komme til at savne, voldsomt.  I dag savner jeg dig.  Måske vi skal gå en tur i morgen, sammen, med afstand, det er klart.  Hvis du kan? Kh AM

21. marts 2020 Kære D Sådan er nat, hvor vi ikke sover - sådan en nat som i nat, hvor Karlsvognens stjerner lyser op i gårdens mørke.  Det er som nu, når der er nogen, der skal skrive en ansøgning, fordi de vil tage en ny uddannelse, og man hjælper dem i sidste øjeblik.  Fordi der også er et normalt liv, der skal leves. Det er der. Og fordi det normale ikke altid kommer af sig selv. Så sidder man om natten og skriver ord som kompetenceområder og oplevelseserhverv, mens man tænker på, hvordan det hele skal gå, og man skriver noget om sin drøm.  Og jeg tænker, det er godt på den måde, og hvis man ikke drømmer, ved jeg ikke, hvad der egentlig er livet.  Kh AM

20. marts 2020 Til fredagsmennesket Det er når solen, går ned, og jeg lægger mig i sengen. Og når jeg lytter til en historie, falder i søvn, vågner og spoler tilbage. Så er det, jeg tænker på alle de fredagsmennesker, vi er. Og jeg tænker på det med, at natten driver så hemmeligt afsted. Og at jeg ikke ved, hvad der sker, når vi sover. At vi ikke kender lydene og skyggerne.  Så ser jeg byen fra en ensom drøm og fantaserer om verden, som den så ud, da jeg var barn og drømte om den.  At mine kinder brænder efter solens varme, at brostenene er tomme og blanke, at der er svag musik fra naboen og ingen trin i opgangen. At der er evighed i enhver bevægelse.  At vi sover som fredagsmennesker igen i nat.  Kh AM

19. marts 2020 Kære andre som mig Det var i en lejlighed på Frederiksberg, de boede. Min mormor og morfar. Jeg tænker på, hvordan de havnede i den, og om de tænkte på, at de skulle ende livet der, da de flyttede ind med deres liv og teaktræsmøbler.  Der var en skuffe i chatollet under vinduet. Skuffen var låst med en lille guldnøgle, som mormor gemte i en anden lille skuffe. Når hun var på toilettet, fandt jeg den hurtigt frem og kunne nå at dreje den om i låsen og åbne ned til alt det søde. Dernede lå hvide mentholbolcher i en lille dåse med blomster, brune orangestænger og små chokoladekringler. Af og til også Bridge-blanding og pebermynte-chokoladeknapper. Jeg kiggede kun. For det meste. Turde ikke rigtig smage, højst tage noget op og dufte. Hurtigt, inden mormor kom ind i stuen med det blik, der slog mit ned. Hendes nederdel var plisseret og altid ren og blød.  Nogle gange skulle vi i vaskekælderen og rulle tøj. De store hvide duge og sengetøjet. Jeg hjalp hende med at d

18. marts 2020 Hej Sus Jeg kigger ud ad vinduet på huset overfor. Et sted har de fjernsynet tændt. Det er et computerspil af en art, jeg ved ikke hvilket. Jeg kan kun se et hoved på et menneske, der formentlig sidder og ser på spillet.  En mand kommer løbende forbi ude på gaden. Han har pandebånd på og hvide ledninger, der stikker ind i ørene. Før da jeg var i Fakta, stod der en dame bag mig i køen. Hun stod meget tæt på. Jeg gik ud af køen, som om jeg havde glemt noget. Så kiggede jeg lidt på morgenmadsprodukter, indtil damen var ude af butikken. Jeg ved ikke hvorfor, jeg ikke sagde noget til hende. Det burde jeg have gjort.  I disse tider bør man sige den slags.  Håber, du er ok? Kh AM

17. marts 2020 Kære Dy Hver gang jeg vender et blad i din fine grønne tusindfrydsprægede bog, er det som at blive kastet tilbage til en tid, der var engang. Det er ord og sætninger og stemninger, der bringer erindringer frem, jeg ikke vidste, var der endnu. Det er noget med bellis og nyslået græs, og nogen man elskede hemmeligt. Og det er noget med porretærte, joggingbukser og vind i håret. Pileflet og fingre, der flettes. En bror og en Puch Maxi og en farfar og citronfromage og en form for ødselhed med alt for mange ting. Og det med avisen, der blev bladret i inde i stuen, og at man først kunne sove, når man hørte bilens dæk knitre mod stenene, og mor var hjemme.  Det er faktisk alt det, jeg læser. Det er faktisk, alt det du skriver.  Flashbacks en masse. Og det er for vildt.  Så, åh - tak for den fine grønne tusindfrydsprægede bog.  Kh AM

16. marts 2020 Kære du I dag tænker jeg meget på det med pausen.  For nogle måneder siden skrev jeg et brev til pausen. At der ikke lige var tid til den slags, som sådan. Ting skulle nås og gøres og klares. For sådan var livet.  Nu er livet ikke sådan. Nu er pausen her. Sådan rigtigt. Og selvom ting stadig skal ske, og liv skal leves og andet skal ordnes, så er det på en anden måde. For nu er der pludselig en pause, som ingen har bedt om. En pause der måske er svær at greje. En pause, der er aldeles unaturlig.  Alligevel tænker jeg, at pausen måske ikke kun er slem. At vi måske godt kan klare en pause, hvor det handler om at være sig selv og være sammen med børnene uden alt halløjet rundt om. At vi kan bygge huler og gemme os lidt i hinanden. At vi kan se ind i børnenes øjne. Helt ind, hvor der normalt kan være lidt for langt og mørkt og besværligt og tåget.   Jeg tænker, vi godt kan klare den pause. Jeg tænker, det er sådan, vi passer bedst på det hele og hinanden.  K

15. marts 2020 Til den der læser  Det er sådan;  jeg  holder  pause Kh AM

14. marts 2020 Kære S Det er det med alle de tanker, jeg ikke kan tænke til ende. Alle de tanker der var der før. Og alle de tanker, der er der nu.  For eksempel det med, at børnene er syge, at de har feber. Og det med, at jeg lægger øret hen til drengens lille mund og lader den ligge der hele natten.  Og for eksempel det med, at der er intet af det normale, der giver mening. Og det med, at jeg forsøger at gøre alt normalt.  Og det med os i verden om 20 år. Og det med alle de andre. Alle dem der ikke har noget som helst at gøre normalt. Hvor skal man gøre af de tanker? Kh AM 

13. marts 2020 Kære M Der er så mange idéer, at jeg ikke kan se en eneste. Men der må da være én, der er endnu bedre, tænker jeg, når det handler om opskrifter, kreating, bøger, spil, skemaer, opgaver, lege til børnene, skrivetips, vejledninger til dit og dut og dat og alt det andet, jeg ivrigt pløjer igennem. Alligevel er det som om, intet er det helt rigtige, og hvordan skal jeg finde det i alt det uendelige? Men så kigger jeg ind i den lille hule, der er mit hjem, og kommer i tanke om, at det her, jeg skal putte mig med børnene, og at det måske er okay. At der så sker, hvad der sker.  Og at vi jo bare er sammen, og at det måske allerede er nok.  Kh AM

12. marts 2020 Til eftertanken Der er så mange breve, jeg ikke kan skrive.  Det her er et af dem.  Fra AM

11. marts 2020 Kære naboer i verden Kan vi tænke på andre end os selv?  Kan vi passe på andre end os selv? Vi må - hvis vi vil leve. Kh AM

10. marts 2020 Kære lille pige Jeg tørrer din pande med kluden, og du ser på mig med et blik, jeg ikke kender. Du er mit barn, men ud af dine øjne lyser en angst, jeg ikke før har set. Din krop brænder, og jeg løfter dynen. Du er mit lille dyr, og jeg har lyst til at pakke os ind i en hule af fred. Dit hår klistrer til panden, din hud er ru, og selvom jeg ryster over din angst, ved jeg, vi er heldigere. Jeg ved vi må passe på det, at vi må dele det.  Men først når du vågner, først når jeg kender dit blik igen.  Din mor

9. marts 2020 Kære Tom Jeg giver en omgang - næste gang.  I dag er der vist ikke meget tilbage. Hyg dig. Vi ses. Kh Bo

8. marts 2020 Til en slags forsvar Jeg ser på mine hænder og aner ikke, hvorfor de bare hænger der. At det er alt, hvad de gør. Hænger og dingler, tilfældigt som vinden blæser gennem verden.  Vi kan sige, at det går nok. Men det at evne at tage kontrol over de hænder. At styre dem op mod vinden, når det er nødvendigt. At finde frem til alt det enorme, der ligger i indviklede lag under bevidstheden.  At det rigtige sjældent sker af sig selv. At der må modstand til og en slags arbejde. Alt det arbejde livet er. At det ikke er meningen, at de hænder skal dingle for evigt i vindens retning. At noget må gøres. At en form for kontrol må tages.  I det mindste. For hvad ellers? Kh AM

7. marts 2020 Til alle de kvinder jeg har mødt i dag Alt hvad jeg tænke på i dag, er de søstre, der er i verden. Her har ingen dato betydning, men essensen af et sammenhold og en solidaritet, jeg sjældent har oplevet. Kvinder der giver af sig selv og bliver rørte af det, de modtager.  Og jeg er i en snert af ekstase, for det er det, der er meningen. At nogen holder sammen, at nogen giver, at nogen bliver rørt og at nogen tør.  Alt det der så sker. Tak.  I giver mig lyst til at gøre noget. Kh AM

6. marts 2020 Kære forfatter Hvis ikke der var folk, som dig, der skrev, ville jeg ikke være andet end en krop, der bevægede sig på jorden.  Nu er jeg i det mindste noget andet også. Kh AM

5. marts 2020 Kære Dina De taler stadig om ham af og til. Man skulle ikke tro det, når man så ham. Han lignede ikke sådan én, han var da ikke den type . Sådan noget kan de sige. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Intet måske, eller at alt var muligt med ham. Det føltes vildt med ham. Fuldstændig nyt, som at komme til et land, man ikke anede fandtes.  I starten kunne jeg næsten ikke trække vejret, når jeg så på ham.  Han var så smuk, at det gjorde ondt. Og jeg græd over, hvordan han blev ved med at misbruge sig selv. Ødelægge det smukke liv, han var.  Jeg ved ikke, hvor han er nu, og hvad nytter det alligevel?  Der er altid noget andet at græde over.  Kh AM

4. marts 2020 Kære Rita Der står en mand foran Fakta og sælger blade. Jeg ser ham tit. Hans hud er grå og tynd. Samtidig er der noget vindbidt over hans ansigt.  Jeg kender ikke det blad, og jeg spørger ham ikke, hvad det handler om, selvom han smiler, og jeg smiler, og han nikker, da jeg går forbi. I lommen tæller jeg mønterne til rugbrød, mælk og agurk. Hvis der er nok, køber jeg et blad, når jeg kommer ud.  Jeg tænker på, hvem han er, og hvorfor han står der. Jeg er sikker på, han har haft en hård barndom. Hård på den måde, at dem der skulle elske ham ikke gjorde det. Måske kunne de ikke. Og jeg tænker på, at et helt liv kan gå i stykker, de første par år et menneske lever, hvis ingen elsker det nok.  Hvilken forskel gør det så, at jeg køber det blad?  Kh AM

3. marts 2020 Kære Ruth Jeg tænker på ting, folk har til salg på Den blå avis. Ting jeg vil købe, for det er billigt og lige det, jeg mangler. Når jeg skriver til folk, svarer de ikke. Og jeg tænker på, hvad man vil med Den blå avis, når man ikke gider at svare på folks henvendelser? Og nu er det for eksempel for sent med de skibriller.  Jeg tænker også på, hvordan man accepterer, at børnene løsriver sig. Udover at man ved, det er det, der er meningen. Men altså hvordan accepterer man det? Det er børn, der har ligget i min livmoder. Man kan sige, jeg har givet dem livet. Det er ubegribeligt for mig, hvordan man gør.  Hvad hvis de ikke ser sig tilbage, når de går?  Hvad gør man, når man er mor? Jeg tænker også på bjørne. De bjørne der var i min drøm igen i nat, og i morges tænkte jeg på døden. At jeg er afsindig bange for, at nogen dør. At døden er det værste, jeg tror, jeg ved. At jeg ikke ved, hvad jeg stiller op, når nogen en dag dør.  En del af dagens tanker.  Vi

2. marts 2020 Kære mandag Du var lidt hård, nu går jeg i seng.  Ingen ord i mig er nok til noget i dag. Kh AM

1. marts 2020 Kære Anker Jeg læser i nyhederne. De skriver, at 10 skoler i Idlib er blevet bombet. Adskillige børn er dræbt; der er billeder af støv og blod og lig. Og jeg tænker på mine egne børn, og jeg græder, for jeg ved ikke, hvordan jeg skal blive ved med at være i mig selv.  Jeg læser, at den syriske regering fortsætter med at udvise foragt for krigens regler og for civiles liv. Og jeg må læse sætningen igen og igen, men forstår den alligevel ikke, forstår ikke at der er regler i den krig. At der er regler, der kan overtrædes. Jeg tænker på krigen som en overtrædelse i sig selv. En overtrædelse på menneskeheden; en overtrædelse på liv.  Jeg slår mig selv i hovedet over hver en tanke, der falder mig ind, og opdager at intet er nok. Ingen tanker er gode nok til den virkelighed, mennesker lever i. Ingen tanker kan forandre noget.  Alligevel sidder jeg her på mine hænder og piver - over klaustrofobi, nullermænd, overtræk, vasketøj, sure børn, tidlige morgener, tomme bøt