Heartwords

30. november 2019 Til én slags mand Det er ikke måden, du siger det på.  Det er dét, du siger.  Det er heller ikke dét, at du er en mand.  Det er essensen af patriarkatet i din eksistens.  Det er dét, at du er systematiseret til at tro, det er dig, har magten. Det er dét, at der ikke findes et punkt i dig, hvor en refleksion over din position i verden, kan opstå.  Det er dét, at du er indkodet til at leve som om, køn ikke har betydning - og at alle dine handlinger samtidig viser det modsatte. Det er dét, at du ingen spørgsmål har, men kun er fyldt op af svar.  Det er dét, der er så fucked op. Det er dét, der er med til at smadre fællesskaber, demokrati og lige menneskerettigheder.  Fra én slags kvinde

29. november 2019 Til AM Husk; når du laver en regel til dig selv om, at du skal skrive et brev hver dag, så kan reglen godt en dag blive til en åndssvag lorteregel. Der kan godt komme en dag, hvor du ikke gider at skrive et brev eller noget som helst andet. En dag hvor du er tom, tom, tom i hjernen. Eller en dag, hvor du kun er fuld af lort. Så burde du skide på den regel. Være ligeglad og glad for, det kun er dig selv, du snyder. Tage en drink, skrige af mågerne eller gå i seng med et glas Treo.  Nå, men det var bare en tanke - et puf. Whatever. Skriv et brev - eller lad være. Fra AM

28. november 2019 Kære Freddy Jeg kender en pige, der hedder Viola. Hun kan råbe og skrige, hvis hun ikke får sin vilje. Man kan godt blive lidt træt af det. Nogle vil kalde hende vild. Nogle vil kalde hende stædig. Måske har de ret. Men alligevel kan man ikke lade være med at være vild med Viola. Hun kan se på én med et helt særligt blik. Så bliver man blød om hjertet. Det gør man altså.  Engang så Viola en kat, der faldt ned fra en altan. Og ved du hvad, hun gjorde? Hun gav katten kunstigt åndedræt, og pludselig rejste den sig op og løb sin vej.  Det er ikke sådan noget, man bare lige gør. Men det gør Viola. Hun er ikke sådan at hyle ud af den. Hun kan snakke spansk og russisk og et sprog mere, som jeg ikke kender. Hun kan bage og klatre i træer. Hun er god at være ven med, for hvis nogen er uretfærdige, så tæver hun dem.  Der er noget over Viola; noget helt særligt.  Du vil helt sikker kunne lide hende. Hilsen Olga

27. november 2019 Kære Emmy Hvad ved vi om sort fredag? Hvad skal det overhoved betyde? Sort fredag.  Taler vi om den dag, hvor en bombe sprang på et torv i Sarajevo og 83 civile blev sprængt i stykker, da de stod i kø for at hente vand? Eller taler vi om den fredag, hvor en kvinde blev banket ihjel på et hotelværelse i København? Eller er det den fredag, hvor hundredvis af flygtninge gik på de danske motorveje i jagten efter et liv i fred? Måske er det den fredag, hvor en oversvømmelse i Bangladesh gjorde et utal af mennesker endnu mere hjemløse? Eller er det den fredag, hvor en 4-årig tyrkisk dreng skyllede op på en strand i Grækenland? Død i forsøget på at leve i fredelig verden. Jeg er ærlig talt i tvivl. Det kan også være, det er den fredag, hvor folk i vesten pludselig styrter ud og forbruger. Brænder bunker af penge af på at købe lort - jeg er meget i tvivl om, hvad der egentlig er den sorte fredag i denne verden.  Kh Emilo

26. november 2019 Kære Ivalu Lad mig tage med dig til Grønland! Hvornår tager du afsted? Jeg er nødt til at være hos dig. Der er intet, der binder mig her. Jeg vil være, hvor du er. Jeg vil med dig.  Ivalu - svar mig! Din Jose

25. november 2019 Kære A Du ved godt, man siger, at alt godt kommer til den, der venter. Men altså… hvad betyder det ? Hvor længe skal man vente? Og kommer alt det gode bare en dag? Og hvad er alt det gode egentlig? Og hvornår er man færdig med at vente - hvordan ved man det? Kan man være sikker på, at man opdager det? Og skal man bare sætte sig ned og vente? Det siger de ikke noget om, dem der siger den slags, vel?  Men hvad nu hvis, vi lader være med at vente? Hvad nu hvis vi begynder at lede lidt efter det gode? Hist og pist og alle vegne - mon der så ikke dukker noget op? Bare lidt af det gode? Hvad nu hvis vi prøvede - at gøre noget.  Hvad nu hvis vi bare gik i gang med at kigge efter det - sammen? Mon ikke vi kunne finde noget af det gode så?  Måske er det slet ikke så langt væk. Kh B

24. november 2019 Kære Berlin Det var næsten forkert. At se dig gennem vinduer. Udsnit, kys, tårne, lys, mennesker, pladser, monumenter. Alt i glimt. Berlin i glimt. Så meget og ingen tid.  I Tegel tog jeg et billede af Ikaros, og så var jeg væk. Berlin, jeg kommer igen. Kh AM

23. november 2019 . Kære Olga Når man sidder i en lufthavn i Berlin - og man spiser Marmorkuche, der er så tør, at det støver, når man tygger. Og man venter tre timer på en bus, der er forsinket. Og man har glemt sin pose med chokolade i flyet. Og man næsten ikke har mere strøm på telefonen. Så er det okay. For man er i verden. Man er på vej til sted.  På bordet ved siden af kagen ligger en bog, hvor man læser ting, der gør, at noget indeni én smelter sammen med verden rundt omkring én, så der et øjeblik opstår en fornemmelse af  fuldkommen meningsfuldhed.  Sådan kan det være, når man sidder i en lufthavn i Berlin. Kh AM

22. november 2019 Kæreste veninde Det er godt, du har en lille bænk foran dit hus. Så kan jeg lige sidde der, mens jeg venter. Det er godt, jeg har taget en kop kaffe med ud. Og telefonen. Lige nu er himlen over dit hus i Stettin hvid og lidt grå. Der er fugle der synger. Biler der suser i det fjerne bag en lang lige række af nøgne træer. Jeg kender ikke denne morgen her endnu. Jeg kender ikke denne by, og jeg tænker på, at du er på et eventyr her, og jeg beundrer dig. For dit mod, for din evne til at være i verden. Jeg ryger en cigaret til, slapper af i ryggen og venter. Døren er låst. Kh AM 

21. november 2019 Kære mor Jeg vil gerne sige undskyld for den gang, jeg klippede i gardinerne. Og dynebetrækket. Og nisserne. De der nuttede nisser, du havde lavet så fint; dem man kunne tage på hånden. Dem jeg elskede at lege med.  Når jeg ser tilbage på det nu, kan jeg godt se, det var dumt. Jeg ved ikke, hvorfor jeg var så gal, at jeg måtte ødelægge noget. Men sådan var det åbenbart. Jeg kan ikke huske, om jeg var 7 eller 4 eller 11 - uanset hvad; undskyld. Kh AM

20. november 2019 Kære lille aften Kan vi nu lægge os ned og sove lidt - sammen? Eller skal vi tømme opvaskemaskinen - og fylde den igen? Eller skal vi lægge tøjet på plads i skuffer og på hylder? Eller skal vi gå ud og skråle lidt i gaden? Eller skal vi tage sokkerne af og lakere vores negle? Eller skal vi spise popcorn med salt og lytte til en melodi? Eller skal vi kysse børnenes sovende munde? Eller skal vi vende madrassen og lede efter en ørering? Eller skal vi vaske gulvet med klude og sæbe? Eller skal vi skrive breve om længsler til hvem som helst? Eller skal vi åbne en bog under lampen? Eller skal vi sige, nogen skal holde deres kæft? Eller skal vi skændes, råbe, tegne, danse, sprutte, knalde, grine eller håne?  Lille mørke aften, kan vi nu ikke bare lægge os og sove lidt - sammen? Kh AM

19. november 2019 Til Franz H. Jeg synes, du er en kæmpe stor idiot.  Du burde holde din kæft. Fra Fernando

18. november 2019 Kære Gud Hvor mange dage er der tilbage i vores liv? Hvor mange dage er der tilbage i jordens liv? Hvem skal vi redde først? At vi bliver ved med at slå os selv ihjel - som en urdel af et menneskes mørke - som Kain, der dræbte sin bror. At jorden er naturen. At naturens kræfter er stærkere end alt. Men hvad med naturen i os? Det hvide skum i brændingen stopper, når det vil. Bølgerne lægger sig, når de vil. En dag.  Hvad er der tilbage at redde? Hilsen en undrende

17. november 2019 Kære Ibber Jeg tror, vi er nødt til at mødes. Jeg har drømt om dig i nat, og jeg synes ærlig talt ikke, det er okay, du bliver ved med at dukke op i mine drømme, og de er ikke engang særlig flatterende, for dig altså.  Jeg er nødt til at se dig. Snart. Jeg er nødt til at få det ud af verden. Det er bedst sådan. Sidste måned, var en fejl. Det var ikke meningen, absolut. Den fest var i det hele taget en stor fejltagelse. Jeg er nødt til at kunne se andre mennesker, Ibber, og du er nødt til at slippe tanken om os to. I øvrigt undrer det mig, du ikke svarer på mine beskeder.. det var dig, der begyndte alt det her. Forleden da jeg gik forbi din lejlighed, var det som om du var i vinduet - var du det? Det var da dig ikke? Eller var det en anden, der så pludseligt forsvandt ind i mørket? Ibber, du er nødt til at forstå det - vi er nødt til at ses og få det her afslutter ordentligt! Du er nødt til at slippe mig.  Kh Ellie

16. november 2019 Kære A Når man er langsom til ting. Langsom til at stå op. Og langsom til at forstå, det der skal forstås. Når man er langsom til at sige sin mening, og langsom til at tænke. Når man er langsom til at skrive og til at læse og alt det imellem. Når man er langsom til at klippe negle og rede seng. Når man er langsom til at løbe og til at spise. Når man er langsom til at tænde lys og se sig omkring i verden.  Når man er langsom til at rejse sig, og til at vende tilbage. Når man er langsom til at græde og skrige, g når dagene siver ud mellem fingrene.  Og når man ikke ved, om det er bedre at være hurtig, selvom man prøver og prøver. Alt det man når i det hurtige. Alt det. Hilsen B

15. november 2019 Kære Wilma I dag gik jeg i for små sko. Ned gennem Håbets Allé, Den stjålne vej, Barndommens gade og Kastanjeallén gik jeg med mine lidt for små sko. Men da jeg var færdig, lettere fyldt op af en slags fred, en slags ny energi, og mens jeg gik ud over stjernerne, tænkte jeg, at det var det værd.  Med de for små sko. Kh AM

14. november 2019 Kære medforældre Jeg tænker tit på alle de, af vores børn, der går rundt og keder sig. Hvor er det synd for dem, tænker jeg. Den måde de brokker sig i de triste grå og tomme efterårsdage, hvor gården er mørk og tømt for liv. De dage, hvor de ikke aner, hvad de skal finde på. Alle de hylder, skuffer og skabe på deres værelser, der bugner af lego, dukker, tegnesager, perler, superhelte, bamser, magneter, puslespil, pokemonkort, instrumenter, Barbie, klodser, dukkevogne, duplo, malebøger og alt den slags, som de stakkels børn er blevet trætte af. Hvor de dog keder sig bare ved at kigge på det. Det er synd for dem med al den kedsomhed. Det er det. Men, men - så er det så utroligt et held, at nogen i denne smarte, produktorienterede verden har opfundet en kur mod vores stakkels børns kedsomhed; den lyksalige og magelige oplevelse, som skærmen giver.  Alle de uendelige muligheder af spil, serier og film, sådan en skærm tilbyder. Halleluja, alle vi forældre kan ån

13. november 2019 Kære lille æske med PræpositionerⓇ Man tror jo først, det er medicin, du indeholder. Du ligner en af de små æsker, der står på apotekerens hylde. Endda én af dem, der kræver recept. Men ved nærmere eftersyn, ser man, at det ikke lige er den slags medicin.  På din indlægsseddel, under punkt 3, står bl.a. ting som: “Sådan bliver du behandlet af PræpositionerⓇ”: Brug så mange PræpositionerⓇ, du orker. PræpositionerⓇ er i forhold. I et forhold der forholder sig til sig selv. Det er kompliceret. PræpositionerⓇ kan ikke bøjes, de er ubøjelige og er derfor lette at overse. De angiver relationer. de kan gøre dig forelsket. De kan gøre dig ulykkelig…”  Og senere under punkt 5 om opbevaring: “Tænk ikke på det. PræpositionerⓇ opbevarer sig selv.” Jeg er meget forundret og lykkelig over opdagelsen af en lille æske som dig, der ellers udover disse ret så livsvigtige informationer, ikke indeholder andet.  Tak til din forfatter; Morten Søndergaard - det er i sandhed m

12. november 2019 Kære Viola Jeg synes, du var tarvelig i går. Det var derfor jeg gik over fodboldbanen, da vi havde fri. Jeg havde slet ikke lyst til at følges, for jeg var så sur, at jeg var bange for, hvad jeg kunne finde på at sige til dig. Men nogle gange, Viola, så er du virkelig dum at høre på. Og på en måde ved jeg godt, du ikke rigtig mener det. Men alligevel, det er mega tarveligt, at du vil bestemme alting hele tiden, og du altid siger, vi skal vente lidt, når jeg får en idé. Det gider jeg slet ikke, så kan du lave din egen video. Og faktisk var det min idé til at starte med - har du måske glemt det? Viola, nogle gange skal man bare rejse tingene op igen, når man har væltet det. Sådan er det bare.  Vi kan godt følges hjem i morgen, hvis du gider. Kh Sigurd

11. november 2019 Kære Ego Det er; når jeg vender kinden til i ny og næ, fordi jeg har erfaret, det kan give mening.  At det kan være nødvendigt for at overleve. For at leve.  Og du siger, det er noget pis at gøre.  Jeg kigger på dine ruiner, og jeg ved ikke, hvad der er mest pisset.  Når spejlet er plettet, pudser jeg det. Når vandet rådner i vasen, skifter jeg det.  For det meste.  Som ting man gør i livet. Og som ting man ikke gør.  Og du griner en hånlig frihedslatter, inden du græder dig i søvn i natten.  Kynisme. Egoisme. Ånden af et liv.  Hilsen Essi

10. november 2019 Kæreste Isa Du danser hen over gulvet, du er som en fugl. Dine lange arme er vinger, der fejer gennem luften i bløde strøg. Du tager mine åndedrag ind. Dine fødder svæver på parketgulvet. Lange glatte linjer, der krydser striberne af sol. Gardinet danser med i det åbne vindue. Jeg ser på din hvide krop, dine smalle hofter, det lange mørke hår, du er et væsen, jeg vil bo i.  Vi går ud og ned ad alléen, og du danser videre afsted hen over bunkerne af orange og gyldne blade. Luften er hvid og gennemsigtig. Din ånde er sølv, der borer sig gennem dagen, og dit smil gør mig let i kroppen.  Vi løber ned af bakkerne, samler koglerne fra træerne og kigger på svanerne. Og du danser med dem udover søen. Jeg er vild med den måde, du lever og er i verden. Du er som ild, som fugle og som natten, der venter. Lad os pakke varmen sammen.  Du er mit lille dyr.  Kh Aya

9. november 2019 Kære brevven Det med at skrive breve.  Det var dengang det startede. Da jeg lige havde lært bogstaver, og den lyksalige opdagelse det var at opleve, hvad der skete, når man satte dem sammen på en særlig måde. En kode, der pludselig kunne bruges sammen med andre. At man kunne nå noget og nogen med den kode.  En kode, vi kunne deles om at forstå.  Et mysterium og en åbenbaring.  Og jeg fortsatte. Brevene blev ved med at blive skrevet. Til alle og enhver. Til bamserne på sengen, til veninderne, til brødrene, til fyrene – åh ja, fyrene. Der var så mange breve til fyrene. Og på trods af vores fælles kode, virkede det nu ikke, til min store sorg og forundring, til at fyrene kendte denne kode. Det var i hvert fald yderst sjældent, at mine ord til dem blev besvaret. At samle breve i bunker. Breve jeg har skrevet og aldrig sendt. Breve der burde blive sendt.  Fra en anden brevven

8. november 2019 Kære E Liste over ting der burde blive sagt; ordnet i tilfældig rækkefølge: Ja. Nej. Undskyld. Jeg elsker dig. Du snakker for meget.  Det er okay at græde.  Jeg føler mig lykkelig lige nu. Jeg hjælper dig. Stop. Jeg synes, du er virkelig dygtig. Jeg har besluttet mig. Du er en idiot, og jeg vil ikke have, du bliver ved med at ødelægge mit liv.  Jeg tog fejl. Lad os være ærlige.  Jeg er ikke enig. Jeg er enig. Jeg er stolt af dig. Jeg vil gerne have, du lytter. Jeg forstår dig ikke. Jeg forstår dig. Lad mig være i fred. Hold nu kæft. Tag dig sammen. Du er smuk. Lad os gøre det. Kh Lulu

7. november 2019 Kære Benny Forgæves ledte jeg efter de rigtige ord i mig selv, i stedet fandt jeg disse - skrevet af dig. Og de var de eneste ord, jeg forstod i dag.  “Hold op Det er uforsvarligt at sætte ord i verden. Ord der skal hænge i tyndslidte tankestreger kløjs i uopløselige punktummer udsættes for smitsomme kommaer og kolonforsnævringer visse ordgruppers ku klux klan pointer vansiret af bisætninger synonymer lynchet af udråbstegn den lugtfri syntaxfjerner og alle de fristelser de æggende gradbøjninger afledningsendelsernes natteliv med påpegende tømmermænd kvalmende fodnoter og en ny generation af hjemløse gloser for lud og kolde spørgsmålstegn på evig flugt eller intetanende  i kæmpeparanteser. Sæt aldrig ubefæstede ord i verden.” (Benny Andersen 1962) Der er ikke mere at skrive i dag. Kh AM

6. november 2019 Kære Ib Jeg har nævnt det før - mange gange. Men denne gang mener jeg det virkelig! Jeg er så træt af alle de håndtag. Du må gøre noget, Ib. De er alle vegne. Uanset hvor jeg er. Håndtag mig her og håndtag mig der. Skabe, skuffer, låger, døre. ALLE steder, hvor jeg glor, er der håndtag. De hænger og dingler, ligger og flyder. Hvor kan jeg være i fred? De larmer, råber og skriger. Bøjer, bukker og skubber. Og dem på sidebenene. Ikke at de er de værste, men alligevel, Ib. Det er efterhånden for meget. Jeg kan ikke gå ud for en dør. Og hvordan skulle jeg også det? Håndtaget sidder der og stritter. “Tag mig, tag mig”. Som om!  Ingen steder kan jeg være i fred for de åndssvage lortehåndtag. De ødelægger mit liv, og jeg magter det ikke mere. Ib, hjælp mig dog!  KH Elin

5. november 2019 Kære lille pige  Jeg har lyst til at tage dig og putte dig ned i min lomme og fortælle dig, at alting bliver godt. Igen en dag. Jeg har lyst til at bære dig, når dine fødder er tunge og slæber hen langs jorden. Når du bløder og græder. Jeg har lyst til at puste livet ind i dig igen. Jeg har lyst til at råbe, skrige, kæmpe og slås. For dig.  Lille pige, dit liv er værdifuldt, og det er dit. Og inde i din krop, helt inde i sjælen, i hjertet, i maven, i brystet - i dit sind, ved jeg, du ved det. Du skal lytte, og du skal tro, på det. Selvom det er sagte og måske blot en svag hvisken, du hører langt borte.  Dit liv er værdifuldt. Du giver mening. Lille pige, lad mig bære dig, indtil dine fødder igen kan holde dig oppe i livet.  Lille pige.  Kærlig hilsen AM 

4. november 2019 Kære Viola For tiden skriver jeg om dig hele tiden. Skriver og tænker.  Lige nu er du faktisk to, og jeg har svært ved at skille jer ad eller samle jer til én. Jeg kan mærke dig i alt, hvad jeg tænker. Du dukker op midt i klassen, i køen og på banen. Det du siger, det du gør. Måske fylder du for meget; men det er meningen med dig, tror jeg.  Viola, du stritter alle veje. Du vil alt. Det er det, du siger til mig. Det er det, du gør. Om jeg kan lide det eller ej. Du ser ikke begrænsninger, du ser verden, og du vil have den. Du ser de skæve veje og snørklede spor. Du ser hen over de høje træer, og jeg må bare følge med. Så godt jeg kan. Og acceptere, at DU er Viola, og du ved, hvad der sker. Så skriver jeg bare.  Kh AM

3. november 2019 Kære Afrika Kan du mærke, det brænder i gaden? Kan du mærke, jorden ryster? Kan du se gnisterne, der springer fra solen?  Jeg holder mig vågen lidt endnu, mens jeg lytter til stilheden i dit bryst. Fluerne sværmer om vores nøgne hud. Afrika, er du på vej under sandet? Jeg tøver og holder dit vejr et øjeblik i min mund. Det røde støv klistrer til min gane under din luft. Natten er stille og varm og tung.  Din luft i min mund. Savannen der brænder i det fjerne. Som røde drager, der langsomt skrider fremad. Jeg holder dit vejr i min mund, et øjeblik endnu. Du er alt for stille på madrassen ved siden af mig. Afrika, hvornår kommer du tilbage? Åbn dine øjne lidt igen.  Tag dit vejr tilbage. Tag det inden det forsvinder dybt og endeligt ind i min krop. Tag det, inden jeg ånder dit sidste suk. Din Zadie