Heartwords

31. december 2019 Kære folk Ja..  Nu er det jo ikke for at være kedelig, men.. pas på.. Pas på dem, I elsker. Også de andre. Og.. godt nytår så. Kh AM

30. december 2019 Kære Don Det går ikke mere. Undskyld. Kh Alli

29. december 2019 Kære Iben  Jeg ved det ikke - men jeg tænker mest på det sådan her: Man kan skrive alt. Man kan tænke hvad som helst og skrive det. Men hvad er det værd, hvis det aldrig bliver læst? Hvad er de skrevne ord i det hele taget værd, hvis ikke de bliver læst?  Og af hvem skal de læses? Skriver man til nogle bestemte? Håber man på nogle bestemte læsere? Er der nogle, man håber på at undgå?  Hvis man skriver for sin egen skyld, fordi man ikke kan lade være, er det så ikke lige meget, hvem der læser - om der læses?  Men - hvad er skriften værd, hvis ingen læser? Dør ordene hvis ingen læser dem? Iben, fortæl mig, hvad du tænker om at skrive, vil du? Kh AM

28. december 2019 Kære Pil Måske er det sådan her. At det er et stort køkken, der åbner sig ned i en bred stue. Køkkenbordet er mørkt, væggen bag komfuret er dekoreret med små fliser i havblå nuancer. Eller er det mere himlen, hun ser i de farver? Under loftet ligger tunge mørke fritlagte bjælker. Uden for vinduerne er alt sort hen over markerne. Køkkenet er varmt, flammer i pejsen. Roligt musik; noget klassisk med strygere. Et fad på bordet; et lerfad med nødder og æbler, som nogle af og til spiser af. En avis, opslåede bøger. En kvinde sidder og skriver i en bog. Hun tænker på, at hun kan skrive alt. Hun tænker på, om alt kan læses af alle. Og det stopper hende igen. Og hun rejser sig og går ned af de to brede trin til stuen. Der er en kat i sofaen; den er sort og grå og lidt hvid på halen. Katten følger efter hende og standser ved drengens fødder, hvor den lægger sig til rette. Han sidder med en telefon; hans hår er gyldent i halvmørket. Han er næsten voksen. Han skuldre og n

27. december 2019 Kære kaffe Tak fordi du findes. Og tak til mig selv for at inddrage dig i mit liv. Må det aldrig ende. Kh AM

26. december 2019 Kære elskede Allermest vil jeg høre din historie. Jeg vil høre dig fortælle. Jeg vil undres, glædes og forundres med dig. Med dig. Jeg vil være med i dit liv. I din glæde og din smerte. Jeg vil stille spørgsmål, jeg vil være med til at stille spørgsmål. Jeg vil mærke, hvem du er. Og jeg vil give dig. Jeg vil give dig dele af mig, ting i mig. Jeg vil vælge dig. Jeg vil vælge at være dig for dig. Jeg vil vælge at elske dig.  Fordi jeg elsker dig. Kh AM

25. december 2019 Kære Peter Jeg skriver det, som det var. Den dag hvor vi alle var samlet ude i huset, og jeg både var rasende, flov, lykkelig, rørt, ydmyg, stolt og fjollet. Det hele i bølger; frem og tilbage i min krop; gennem huset, og jeg ved ikke helt, hvordan det var for dig. For vores blikke fandt aldrig rigtig hinanden den aften. Selvom jeg prøvede. Det gjorde jeg. Og selvom jeg på et tidspunkt tog din hånd, der var glat og varm og blød. Og jeg så også, du smilede, men dine øjne så jeg ikke. For de gled ligesom hen under loftet og i en helt anden retning.  Lige nu griner de andre i den anden stue, og jeg sidder her og tænker på, hvordan jeg skulle have gjort i stedet for.  Var det virkelig sådan det var? Kh Eva

24. december 2019 Kære liv Tak! Kærligst Anne Mette

23. december 2019 Kære verden Nogle gange er det også okay. Det hele ligesom. Når man fx kommer hjem til nogen børn, som står dér i rodet og laver mandelmus og supermænd og nougatdutter. Og de kysser og krammer og elsker. Og der er juice på gulvet og musik i rummet og alt det.  Så er man i et langt øjeblik, der er helt okay. Og jeg tænker, at det måske er fint, at jeg alligevel ikke købte de sidste panikgaver denne gang, og at jeg nok når det. Alt det, man vil nå.  Så lige nu trækker jeg i det; øjeblikket, og jeg venter ikke på, hvad der sker bagefter. Lige nu gider jeg ikke. Kh AM

22. december 2019 Kære Elli Kan du mødes ved bunker tre i morgen? Jeg har en gave til dig. Det er ikke noget særligt, men en lille ting, jeg længe har tænkt, du skal have. Og nu er et godt tidspunkt, hvis du kan. Kan du?  Jeg har i øvrigt slået dit navn op. Jeg kunne ikke lade være. Du ved det sikkert, men der er 219 i Danmark, der hedder Elli.  Men ingen er som dig. Det ved jeg.  Elli. Kommer du? Kl. 12? Jeg venter. Gerne hele dagen, hvis du har travlt. Kh Ille

21. december 2019 Kære B Lyset er længst væk fra os lige nu. Det kunne jeg på en måde mærke i dag, da du talte i tunger, og jeg nærmest blev flov. Som et alt for perfekt eksempel på din måde at være virkelighedsfjern. Som et alt for perfekt eksempel på at fare hen over menneskene omkring dig.  Og da jeg gik fra dig i mørket, var det som at forlade en skal, og jeg græd over, hvor du egentlig var. Og jeg savnede dig.  Jeg savner den, jeg hele tiden tror, du er.  Kh S

20. december 2019 Kære Eske Endelig. KH Aske Ps. Ja.. vi ses nok ikke i det nye år.

19. december 2019 Kære lille nisseven Du er så sød. Og jeg hader dig ikke. Tænk, at du narrede mig sådan. Jeg elsker, at det var dig, der var min nisse. Jeg ville ønske, jeg også var din.  Tak for kage og negle og skum og meget fin bog, som jeg glæder mig til at læse i. Du ER en god skuespiller, men det havde du ikke behøve bevise.  For mig har du altid været en stjerne.  Kh AM

18. december 2019 Til Ib Gider du lukke dørene efter dig? Det trækker. Du lukker aldrig døren. Jeg er træt af det, Ib. Alt det bøvl. Det kan ikke være så svært. Døren har hængsler. Og et håndtag. Det er bare en bevægelse. Det tager et øjeblik.  Jeg er træt af det, Ib.  Luk den dør. Fra Bo

17. december 2019 Kære far Vil du fortælle mig en historie? Vil du fortælle mig, hvad du var bange for, da du var 10? Vil du fortælle mig, hvad du drømte om, da du var 20? Vil du fortælle mig, hvad du var bekymret over, da du var 30? Vil du fortælle mig, hvordan det er at have levet i så mange tider?  Det er noget, jeg tænker på tit. På hvordan det var, det hele. Eller noget af det. Jeg tænker på den tid, der var dit liv engang. Jeg tænker på, hvad du kommer fra? Jeg tænker på, hvem du var og hvem du er. Vil du fortælle mig en historie? Kh AM

16. december 2019 Kære Vida Der lå en lille rød sukkerkugle i min sko. Først troede jeg, det var en sten. Den lå lige under hælen og trykkede sig ind mod huden, når jeg gik. Jeg prøvede at løsne den ved at ryste og vrikke lidt med foden. Men det var først, da jeg satte mig ned og bandt mine sko op og hev foden ud, at jeg så, det slet ikke var en sten.  Jeg ved ikke, hvordan en rød sukkerkugle er havnet i min sko. Hos os er der ingen sukkerkugler, hverken røde, gule eller nogen som helst andre farver.  Er det mon din sukkerkugle? Kh Ella

15. december 2019 Kære hverdag Du er god nok, men er det muligt at tage en lille pause? Kh AM

14. december 2019 Kære A Ting jeg har gjort i dag; tilfældig rækkefølge: Skrevet et brev. Læst fire sider i en bog. Pakket gaver ind. Set tre afsnit af en julekalender. Været i Føtex, Fakta og Føtex igen. Set på kvinder, der flettede julestjerner. Sovet. Spist en burger. Drukket en øl. Tegnet et 8-tal på væggen i mit køkken. Været i bad. Bagt en kage formet som et 8-tal. Skrevet 7 sms’er. Ringet til min storebror. Vasket nissetøj. Pakket gaver ind igen. Pisket flødeskum. Kysset min børn. Været irriteret på mine børn. Pustet balloner op. Vasket en gryde op. Fyldt opvaskemaskinen. Tømt opvaskemaskinen. Børstet tænder. Skrevet et kort til min datter. Grædt. Drukket 4 kopper kaffe. Lagt tøj på plads. Tænkt på min mormor. Ledt efter en ring. Bidt mig i læben. Strukket mit lår ud. Pyntet et 8-tal med sølv. Der er 36 minutter tilbage af dagen. Der er 1000 ting, jeg mangler at gøre. Nå.. Kh A

13. december 2019. Kære Lucca Når vi går ind i et rum og lægger os selv udenfor. Når vi griner og taler på sprog, vi ikke kender. At man kigger, som når man kigger på himlen. At noget er så langt væk og ikke til at fatte. Jeg vil være i rum med dig. Jeg vil kende sproget. Sidste år kunne vi ikke stoppe med at tale. Nu er du så frygtelig stille.  Lucca, kan vi finde et rum sammen igen? Kh Elena

12. december 2019 Til nogen Nogle gange er det bedst at sige nej. Også når det gør ondt. Nogle gange er det bare ærgerligt, at noget gør ondt. Det er ikke nødvendigvis farligt, at noget gør ondt. Det er ikke nødvendigvis forkert, at noget gør ondt.  Tværtimod.  Man kan blive bange for dem, der aldrig siger nej. Man kan blive bange for dem, der ikke tør sige nej. Til deres børn, til deres mænd, koner eller til dem selv.  Man aner ikke hvem nogen er, hvis de aldrig siger nej. Og nej, det er ikke synd at sige nej på de rigtige tidspunkter.  Tværtimod. Fra én

11. december 2019 Kære menneske jeg elsker Det er, fx når jeg tænker på fremtiden. Og på de mennesker jeg har, på ting jeg er bange for, på ting jeg glæder mig til.  Det er, når jeg træder hen over gaden midt i eftermiddagens grå lys, at det slår ned i mig. Eller når jeg vasker op, hælder kaffe i vandet, cykler, renser, griner, vågner eller når som helst. Pludseligt sætter det sig i mig som et jag og skyder en hale af panik ud gennem årene i kroppen. Det med at dø.  Det med at nogen dør fra mig en dag. Det med at jeg måske dør først. Det med, at jeg ikke fatter det, rigtigt.  Det med at vi ikke taler om det.  Kan vi det? Tale om det? Kh AM

10. december 2019 Kære ven Kan vi ikke bare være ærlige? Nu. Kh AM

9. december 2019 Lille sorte sten Du sad i min håndflade. Blev siddende under en rød bule, der voksede og væskede. Som en gevækst der blev til en del af min krop. Noget der tog bolig i mig og voksede fra mig. At det ikke var stenen, der voksede. Men at det var var væv, væske, hud og celler, der omkransede den lille sten, omfavnede den i en puppe, en hule, et lukket, mørkt, varmt, rødt rum i min krop.  Med ømhed. Med en smerte, der dunkede i forgreninger gennem nerver under huden.  Den lille sorte sten fra en vej i Rågeleje.  Og da den gled ud med gul betændelse og min finger var fri, var jeg et øjeblik lidt tom. Bare lidt mangelfuld, et lille øjeblik. AM 

8. december 2019 Kære S Når vinden er som mig. Som altid. Vild, varsom, vanvittig. Og det med at den buldrer, brager og vælter alt på sin vej. Og når den lægger sig fladt ned, så den ikke er til at mærke. Eller når den hyler, tuder og gemmer sig om hjørnerne. Så er det ofte som om, vi følges af. Vinden og jeg.  Men måske er det bare sådan, det er med mennesket. Måske er det slet ikke så underligt. Måske er det fordi, vi er natur.  At overgive sig eller vente på noget, der aldrig sker. At være som vinden.  Og månen, solen, stjernerne; alt det andet? Er det også os? Har du tænkt på det? Kh A

7. december 2019 Hej mor Jeg ved godt, hvad et efternavn er - det er sådan en usynlig mand, der går efter en. Hilsen B

6. december 2019 Arno Kapitalismen er et svin - hvornår fatter du det?!  Holger

5. december 2019 Kære Elin Der var engang en sommerfugl, der satte sig på min pande - måske er det fordi, jeg hedder noget med Anne? Senere på dagen løb jeg ind i en mur - måske var det bare min tur? Og hvordan kan man skelne alting fra hinanden, når man går rundt med en sommerfugl på panden?  Så er det som om verden smelter sammen, stregerne flyder ud og himlen bruser. Alt jeg kan høre er vinden i træerne, der suser. Døren er lukket, kan du høre sukket?  Jeg savner dig, jeg hedder noget med Anne, kom og se den sommerfugl, der sad på min pande. Kh Anne Sofie

4. december 2019 Kære Astrid Den dag du døde, var en almindelig dag. Vi var på vej i skole, jeg var sur på dig igen, fordi du havde gemt min ene støvle. Vi skændtes tit om morgenen. Far blev så sur på mig, over jeg ikke kunne finde den støvle. Mens du døde, var jeg ved at planlægge en hævn.  Jeg ved ikke, hvordan man kan sige undskyld til én, der er død. Jeg har tænkt over det hvert minut siden. ‘Hun kan mærke det’, siger de. ‘Hun er i dit hjerte’, siger de, mens de ser på mig med medlidenhed.  Astrid, det nytter ikke at sige undskyld, når du ikke er her mere. Jeg ved, jeg kommer til at bære det i mig resten af livet. Af og til håber jeg bare ikke, det bliver for langt; mit liv.  Alligevel bliver jeg ved med at sige undskyld. Hver eneste dag, mens jeg lever.  Astrid, intet bliver aldrig almindeligt igen. Astrid, hvor er man, når man er død? Din Jonas

3. december 2019 Hej Irene Åh, jeg har glemt min skuffe et sted, mon du har set den? Den er lille, firkantet og tom. Det er et problem, for jeg ved ikke, hvor jeg skal lægge mine siv. Vil du være så rar at se efter, om skuffen ligger hos dig? Jeg har en fornemmelse af, jeg glemte den sidst, vi lavede hyttesko. Måske har du ved en fejl, sat den ind i din kommode? Jeg ville blive meget glad, hvis du kunne finde den. Mine siv ligger og flyder i hele huset. Det er noget rod, og Misser tror, det er mad.  Hilsen Else

2. december 2019 Kære Sarah Jeg tænkte på dig forleden, for på gaden så jeg én, der lignede dig. Jeg var faktisk sikker på, at det var dig. Men jeg var for langsom, og pludselig var du væk. Jeg tænkte på dengang i Teramo. Dengang dine fødder blev så forbrændte, og vi grinede af alt. Dengang vi spillede håndbold på asfalten i den stegende hede. Dengang jeg blev alt for fuld og kastede pasta op i det hvide sand. Dengang vi gik som kærlighedsgudinder gennem byen. Dengang vi svedte langs gaderne i Rom og alt det andet.  Det er som om, det var et andet liv.  Og da jeg så dig der på gaden, blev jeg pludselig desperat efter at komme tilbage til det.  Men måske var det slet ikke dig.. Kh AM

1. december 2019 Kære netværk Jeg leder efter et hul. Sådan et slidt, faldefærdigt lokum, hvor jeg kan tilbringe noget ferie sammen med min familie. Det behøver ikke være det helt store hul, men det må helst gerne være et sted med en autentisk hul-atmosfære. Og meget gerne med gåafstand til genbrugsstation, gedemarked, grusgrav eller lignende; børnenes korte ben taget i betragtning.  Så, hvis du har en god anbefaling eller bare nogle gode forslag til faldefærdig ferie, så del endelig.  Kh Denise