Og alt det moren fortæller, er små skyer, der flyder over Siris hoved. For ordenes betydning mærker hun ikke. Ikke rigtigt. Ikke med det samme. Morens stemme er høj, skinger. Og Siri vil gerne lægge på, men hun står med røret tæt ved øret, og stemmen har direkte adgang til det hele, og Siri burde svare, hun burde nikke og sige ord med sin egen stemme. Og hun ser for sig, hvordan morens stemme glider ud gennem huset, det blå hus på fjeldet, ud over Atlanterhavet og Nordsøen. Hvordan den glider direkte ind i hendes barndom og lægger sig i de samme folder som dengang. Hvordan alt i den stemme er det samme, hvordan tonerne skærer sig ind i hende, når den rammer bestemte ord. Og hun må ryste på hovedet ad sig selv, og hun må bore tommelfingerneglen hårdt ind i håndfladen og tænke på, hvor hun er. At hun er her i København, og at moren er dér på fjeldet over tusind kilometer væk. Og Siri hører også godt det med hospitalet, det med faren. Det med, at moren siger, hun skal
