Siri - 4

Og alt det moren fortæller, er små skyer, der flyder over Siris hoved. For ordenes betydning mærker hun ikke. Ikke rigtigt. Ikke med det samme. Morens stemme er høj, skinger. Og Siri vil gerne lægge på, men hun står med røret tæt ved øret, og stemmen har direkte adgang til det hele, og Siri burde svare, hun burde nikke og sige ord med sin egen stemme. 

Og hun ser for sig, hvordan morens stemme glider ud gennem huset, det blå hus på fjeldet, ud over Atlanterhavet og Nordsøen. Hvordan den glider direkte ind i hendes barndom og lægger sig i de samme folder som dengang. Hvordan alt i den stemme er det samme, hvordan tonerne skærer sig ind i hende, når den rammer bestemte ord. 

Og hun må ryste på hovedet ad sig selv, og hun må bore tommelfingerneglen hårdt ind i håndfladen og tænke på, hvor hun er. At hun er her i København, og at moren er dér på fjeldet over tusind kilometer væk. 

Og Siri hører også godt det med hospitalet, det med faren. Det med, at moren siger, hun skal komme hjem. Hun hører det. Men det er som om lyden af hendes egen stemme vil lyde som et barns, hvis den møder morens nu. 

Og så græder hun. Stille. Og der er stille i telefonen, et øjeblik. Hvor Siri ser bølgerne og vinden, hun ser hvordan naturen et øjeblik holder vejret, som for at give hende noget plads. Og da hun trækker vejret ind for at tale, siger moren farvel. Moren siger, at hun ringer igen i aften. Og at Siri er nødt til at komme hjem, hurtigt. 

Siri ved ikke, hvor Ole er. Han er gået ud, og hun går ned ad trappen og ud i haven. Hun ser efter ham, men der er tomt og vådt. Træerne er sorte. Himlen er mørk og grå. Og hun kommer til at le over dens forsøg på at ligne en vinterhimmel. Hun sætter sig på en stub. Den er fugtig og kold, og hun er ligeglad. 

Hun ved ikke, hvad hun skal sige til Ole. Og hun tænker på ham som en fremmed. Som et menneske, hun ikke ved, hvem er. Hvorfor bor hun sammen med en fremmed? 

Engang var det noget andet. Dengang hun lige var flyttet hertil. 

Måske var det fordi, hun selv var så ny dengang? Det at hun blev en anden i denne by? Måske var det fordi, hun lod barnet blive deroppe. Det barn hun var. Måske er det fordi hun savner det barn; måske det derfor, hun har brug for at blive mor? For at give det barn en ny chance?

Og hun ser op i den grå himmel, der end ikke kan sne. Og hun ved, det er den samme himmel, som hun så op i dengang, da hun løb på fjeldene, men det er det ikke. Det er ikke den samme himmel, og hun er ikke den samme. Hun kan ikke være det barn igen. 

Hun rejser sig med en hast, så stubben vælter, og hun græder igen. Og hun knytter hænderne og slår sig på lårene, og hun vil skrige til himlen, men hun gør det ikke. For hvad nytter det, når himlen er så patetisk at stå og glo på her? Når den prøver og prøver at være noget, den aldrig bliver her. Og hun sparker til stubben og vælter i græsset og ligger midt i det våde, grå og vrider sig som en baby. Som en baby, der prøver at fortælle nogen noget. 

Måske er det Ole, der er den samme. Måske er det hende, der ikke kan slippe det barn, der bor i hende. Ikke før hun får sit eget. Et helt nyt barn, der skal vokse ud af ingenting og blive til et nyt menneske i hendes krop. Hendes tomme krop. Hvor alting gør ondt hver morgen, når hun vågner, hver dag og hver nat, hvor hun mærker tyngden af tomheden. Hvordan den råber og runger som et ekko i et hylster uden indhold.