Heartwords

31. august 2019 Kære Joanna Jeg skrev dit navn i min dagbog og ville altid ønske, det var mit. Jeg skrev: J-(h)jerte O-overpæn A-anderledes N-nuttet N-naturlig A-awesome Jeg var 12. Og jeg skrev;  “tag mig med til Joanna,  tag mig med, tag mig med, tag mig meed.  Hvis det er der, hvor man ikke bare skal passe sig selv.” Men der var ingen sang, om mit navn. Og alt for mange bogstaver. Folk sagde Anne, andre Mette. Dengang var det ikke godt.  Nu er det bare et navn. Jeg er 38. Jeg skriver: A-antielitær N-not-så-nuttet N-naiv E-eftertænksom M-mellemblond E-enormt mærkelig T-tykhudet T-tyndhudet E-eddermukkeme en læsehest og en dagdrømmer, og en der vil have gode venner.  Åh, alle de e’er. Men Joanna, jeg synger stadig om dig, selvom du også bare er et navn.  Kh Anne Mette

30. august 2019 Kære kritikere Det er fint, I findes. Det er klart. Kritik er godt. Meningsfuldt og nødvendigt. Ting har brug for kritik. Kunst, mennesker og mennesker, der åbner sig har brug for kritik. Måske higer vi efter kritik?  I skolen lærte vi at være kritiske. Vi lærte at danne os meninger, argumentere, reflektere og formulere den slags. Og alt det skete samtidig med, at vi voksede og mærkede i livet, hvorfor den slags evner, var nødvendige. Uden den slags evner, ville vi leve som dyr med kun et formål; overlevelse. Og det er jo ikke nok for mennesket, ved vi. Blot at leve for at overleve.  Så ja tak til jer, kritikere.  Slutteligt tillader jeg mig at komme med et enkelt råd fra en autodidakt én af slagsen: Tænk over, hvorfor. Tænk over hvorfor lige den specifikke kritik, du kommer med, er nødvendig.  I virkeligheden er vi alle kritikere. Og det er jo fint, vi findes, os mennesker. Det er det. Men lad os øve os endnu mere i det, vi lærte i skolen. Det med refle

29. august 2019 Kære Ikaros Jeg tænker på dig i dag. Jeg tænker på, at du var så ung, og at det du gjorde, var klart. Jeg tænker,  at jeg misunder dig dit mod. Hvis man kan sige det? Du døde trods alt af dit mod, men når jeg tænker på det, du gjorde, er det med en sitrende, skælvende og lokkende angst. Bølgende frem og tilbage i min krop. Og jeg selvom jeg ikke forstår det helt, er det som om, min krop gør.  Jeg ønsker ikke at ende som dig, alligevel længes jeg efter dit mod og mærker tydeligt den længsel, der var engang. Jeg mærker og ser det banke og prikke under huden, som bobler, der er på nippet til at springe.  Jeg tænker på din far, og på hvordan det er at miste et barn. Det ryster mig, at jeg ingen kontrol kan have over det unge menneske, der er mit barn. Det er kuldegysninger og svedperler. Det er krampe, det er gnister og håb. Det unge menneske der for hver dag, der går, søger længere og længere op. Kærligst Anne Mette

28. august 2019 Kære HB Hvad hvis jeg var en stjerne? Sådan én der lyste klart og stærkt fra himlen eller fra jorden eller alle steder fra. Sådan en stjerne du kunne varme dig under. Sådan en stjerne du kunne sole dig i skæret fra.  Ville det så være anderledes med os to? Hvis jeg var en stjerne? Er du sådan én, der har brug for den slags lys for at trække vejret? Trækker du overhoved vejret? Jeg har læst, at vi mennesker har en måne. At alle har en måne i sig. En måne der rummer så meget. Ting jeg ikke forstår om mig selv endnu, ting jeg langsomt opdager, ting der er vidunderlige, og ting der er ubehagelige meningsfulde.  Jeg har ikke lyst til at glemme månerne. Tværtimod. Jeg kan mærke, jeg leder efter den. I dig og i mig.  Men jeg bliver aldrig en stjerne.  Har du tænkt på det?  Kh A

27. august 2019 Kære Isabella Jeg vil lige høre dig, om du har set min arm? Jeg ved, jeg havde den i fredags, da vi spillede stangtennis i kolonien med din mormor og Greta på Mols. Jeg er i hvert fald ret sikker på, jeg havde den dér. Lagde du mærke til, om den var der? Det ville i hvert fald betyde utrolig meget for mig, hvis du lige gad og tage en runde i haven eller på stien, bare lige for at se, om jeg skulle være heldig, at den lå der et sted.  Det er noget rod, at gå rundt med én arm. Folk kigger underligt og ser så forkerte ud i ansigtet, når de ser på mig, og i går skulle jeg holde møde med nogle japanere. Det var virkelig bøvlet. Desuden er det den højre, og du ved, hvor dårligt og langsomt, jeg skriver med venstre. Så nu må jeg slutte. Jeg håber virkelig, du vil tage et kig efter den. På forhånd tak. Din AM 

26. august 2019 X Michel Onfrey! Forleden læste jeg om dig i avisen. Galskab i notitsform.  Jeg forstår dig ikke. Empathie?! Si tu le sais?! Vanvids-hårrejsende x Anne Mette Lehmann, København 

25. august 2019 Kære mennesker, der har skabt mig Livet. Nogen siger, at livet er én lang lort, man skal tage en bid af hver dag. Jeg siger, at livet også er en stor, fed lagkage, man får lyst til at hoppe ned og rulle sig i, mæske sig i og æde løs af.  Jeg tænker på dengang, jeg blev født. Med lyserød hud og nyklippede negle på et højt hospital med hvide vægge ude i forstaden. Alt det der kunne ske, alt det der skulle ske. At livet bliver givet én, uden man beder om det. At man bliver tvunget ud i verden. At man bliver bedt om at leve, at trække vejret, at skrige livet i gang.  Jeg tager imod. Så godt jeg kan.  Lort og lagkage, jeg lever det hele og tænker på, om der fra starten er udstukket en plan for det liv. Eller om det virkelig er meningen, man laver planen selv undervejs? Hvorfor sker ting? Og hvorfor er der ting, der ikke sker?  Jeg lever det hele. Uanset. Så tak for det liv. Kh barnet

24. august 2019 Kære system Jeg klager ikke over dig. Jeg brokker mig ikke. Som sådan. Jeg siger bare, at der er noget galt. Der er noget helt galt med den måde, du ligesom har overtaget folks frie vilje. Det gør mig ærlig talt bange. Det gør mig bange, at jeg ser mennesker, der glemmer sig selv for at tilfredsstille dig og dine behov. Det gør mig bange, at du ligesom virker ligeglad, og at du bare fortsætter. Larmer, råber, regerer og fylder alt.  Der er mennesker, der græder hver dag over dig. Over alt det du vil have, de skal gøre. Alt det du vil have, de skal udvise og erhverve sig af visdom, ambitioner, perfekthed, energi, slankhed, coolness, intellekt, muskler, biler, huse, både, pis og lort, kreativitet, omsorg, overskud og profit, profit, profit. Bare for at nævne noget af det. Helt ærlig, hvem tror du, du er? Ingen rigtige mennesker kan leve op til dens slags krav. .  Jeg ved godt, du kan have gode sider. Bevares. Du gør det ok godt på nogle områder. Jeg beder dig b

23. august 2019 Kære Dion Jeg har lavet en liste til dig med mine yndlingsord. Igen. Måske fik du ikke læst den sidst? Var den for lang? For pæn? For fremmed? Du må gerne smide den ud, hvis den larmer for meget, eller hvad det var, der gjorde, at du aldrig sagde tak eller svarede mig, selvom jeg blev ved med at sende den til dig hver dag i 14 en halv måned, mens jeg tjekkede min mailboks og min postkasse 16 gange i døgnet og de sidste tre måneder lod loftsvinduet på min bygning stå på klem i tilfælde af en brevdue, og selvom jeg ligesom understregede flere gange, at der ikke var noget personligt imod dig over den specifikke liste, hvilket jeg i øvrigt har meget svært ved at forstå, du kunne tolke sådan, men måske var det netop derfor, at du ikke kunne lide den, altså listen, hvis du altså ikke kunne det; at den ganske enkelt ikke var personlig nok? Nå, i øvrigt ved jeg godt, du kan have det stramt med lister og ting, der er for ordnede . Jeg ved det. Men denne liste er nu n

22. august 2019 Kære bog Den måde du bare står der, og venter på at blive taget. Lige meget hvad du er for én, så får jeg det så vildt, over at se dig stå der. Så vil jeg have dig. Ganske enkelt, jeg vil eje dig, åbne dig, røre ved dig, jeg vil kende dig. Det kan lyde bizart måske, men der er noget ved din blotte eksistens, der tænder mig. Noget der gør mig vild, nysgerrig, bange, forvirret, tvivlende og urolig. Noget der både gør mig længselsfuld og samtidig noget, der befrier mine længsler.  Men allermest er jeg lettet, lettet og lykkelig over, at du findes i verden.  Og at du ikke er alene. Det, at I er så mange, og at jeg aldrig ville kunne nå jer alle, gør mig jublende håbefuld. Det kan ikke gå helt galt, når I bliver ved med at formere jer så insisterende. Tænk, hvad du gør ved os. Tænk, hvad du giver os. Hvis du bare vidste hvilke underværker, du skaber for menneskeheden.  Vi kan ikke leve uden dig, så tak for at du findes i verden.  Kh AM

21. august 2019 Kære +5  Der var engang en mand, der boede i min tand.  Han sad midt i tanden, som en anden lille fanden.  Dag og nat, den lille nar.  Altid sad han, og var skide klar.  Med sin hakken og snakken, alt det lort han kunne finde på.  Banke, knurre, hakke, slå. Giv mig dog please noget fred,  hvor længe har du tænkt dig at blive ved! -tænkte jeg om det latterlige kvaj. Gu’ vil jeg ej, gå din egen vej. svarede den lille lortemand,  og blev siddende stædigt i min tand. Helt ærligt, du er ikke inviteret her. Skrid dog hen og pil ved en barber. Nu er der heldigvis tomt mellem +4 og +6 Manden er skredet, og der er ro igen i mit mundkompleks.  Hilsen AM Ps. Undskyld +5, men du har sgu aldrig været særlig nem. 

20. august 2019 Kære menneske, der meget ofte taler Det er noget med en balance, tænker jeg. Og noget med at se tingene lidt udefra. Det at skifte perspektiv i ny og næ. Se sig omkring. Ind, ud, op og ned. Synsvinklen kan med fordel drejes. Det er spændende, endda til tider energiskabende.  Ganske ofte er det en slags utilfredshed, flere dele brok og et ordentligt slag spektakel der kommer ud af dig. Bevares, den slags skal der være plads til. Og lidt udluftning kan endda være forfriskende. Meen..   Jeg ved, det kan lyde hårdt, men man kan øve sig i at åbne ørene og øjnene. Se og lytte. Måske du forstår, hvor jeg vil hen?. Der er en del af dig rundt omkring. Jeg ved det. Sådan er livet også. Jeg tager det med, fordi jeg lever her.  Men der er stemmer i alle. Og selv de lave stemmer, har noget på hjerte. Prøv at lyt efter. Jeg mener det.. kærligt.  Kh AM

19. august 2019 Kære menneske, der ikke kan lide børn med stemmer Jeg fornemmer, du har det hårdt. Der er ikke så meget at sige til det. Og dog. Med tiden er det gået op for mig, at der en sensitiv del i mig, der bringer min krop i en slags alarmberedskab ved pludselige høje toner. Jeg prøver at vænne mig til det, jeg er nødt til at vænne mig til det. For der er børn i mit liv. Der er børn i verden med stemmer. Stemmer som de øver sig i at bruge. Højt, rystende og larmende. Og sådan er det.  Alle steder hvor du ser dig omkring, er der børn. Heldigvis. Jeg ved ikke, hvad der skulle ske med verden, hvis ikke der var børn uden stemmer. Måske du også er er nødt til øve dig i noget?  Det er bare et forslag.  Måske skal du øve dig i at forstå, at børnene er nødt til at øve sig i at bruge stemmen. At det er en måde at finde deres plads i livet.  Ellers ved jeg, at der er billige boliger længere ude, derude hvor kragerne vender, og hvor der er længere mellem børnene.  Det er

18. august 2019 Kære univers Jeg fatter ikke, hvor stor du er. Jeg fatter ikke meget af dig. Det er noget med det absurde i størrelsen, rumfanget og vanviddet i at ville begribe det. Men tiltrækningen. Tiltrækningen og fornemmelsen af din storhed. Din magt over det hele.  Måden det gør ondt i min hjerne, når nogen vil forklare mig noget om dit omfang. Måden det kribler og krabler og klør. Stikker og prikker så jeg vil rive fornemmelsen af det hele mig. Måden jeg drives mod din uendelighed.  Planeter, måner, stjerner, mælkeveje, huller, eksplosioner, meteorer, lysår. Og Gud ved hvad. Men det er som om, skyerne på min himmel er mere end rigeligt. Hvor de driver og flyver afsted, som har de aldrig bestilt andet. Hvad kan man gøre for at forstå noget af det hele i dette korte lille liv, man har? Jeg spørger bare.  Kærlig hilsen AM, Jorden (Du ved, dér mellem Venus og Mars) 

17. august 2019 Kære Ibber Jeg satte skoene på din trappesten i går. Ved kælderdøren. Jeg ringede på, men du var vist ikke hjemme.  Tak for lån. Jeg ved godt, der er gået nogle år eller mere, og jeg ved godt, du spurgte efter dem en gang, men det er så længe siden nu, og de sko; de blev bare siddende på mig. Det var noget med sålen, den var ualmindelig blød, og mine fødder havde det ualmindeligt godt i dem. Du kan godt huske dem, ikke? De blå med kilehælen. Var det i Milano, dengang med Hugo, du købte dem? Jeg håber ikke, du har savnet dem for meget. De er stadig pæne, må man sige.   Kærlig hilsen A. Ps. Jeg er lige kommet hjem, og i entréen så jeg i øvrigt dine røde støvler. Men dem mangler du ikke - vel?

16. august 2019 Kære du Okay, så kom sms’en. Efter 16 år, ca. Jeg havde ikke ventet på den. Men straks så jeg sengen for mig. Sengen på kvisten under loftet i Roskilde. Og den sorte silkekjole. Det var thaisilke. Sådan ville jeg have det, uden at vide noget om silke, men det var noget med følelsen, når man rørte ved stoffet, og den måde farven changerede. Og de 37 knapper i ryggen, som min moster syede i hånden.  Det tog lidt tid. Meget faktisk.  Alligevel ventede du. Indtil du tog videre. Afsted. Sådan var det.  16 år alligevel. Måske er det mig, der overfortolker: ’Hej alle. Jeg har fået nyt nummer.  Tilføj gerne til din telefon.’   Jeg måtte google nummeret,  for at finde ud af, det var dig. Du var jo bare en dreng i en anden tid. Men alligevel. Kh mig

15. august 2019 Kære Patti Smith “Just Kids” er min nye yndlingsbog. Aldrig har jeg læst noget som den. Den kærlighed. Den by. De liv. De ord, de sætninger. De… alt.  Det der sker i din bog er større end ordene. Større end sætninger, syntaks og layout. Det er noget, der omkranser og indkredser. I en så koncentreret form, at det føles i min krop, som om det er mig, der er dig i den bog.  Det er ikke til at forstå, hvordan sammensætningen af ord, skrevet og printet med blæk på et hvidt papir kan bringe mig så tæt på et menneske. Et menneske jeg ikke kender. Det er underligt og magisk uendeligt.  Et menneske skriver en bog. Et andet menneske læser bogen. Noget forandres og noget foreviges. Er det noget med ånden og det universelle i os? Den bog. Tak for den.  Kh AM.  

14. august 2019 Kære New York City Vil du være min ven? Jeg har brug for en ven som dig - lige sådan en som dig. Det er noget med luften. Lugten, osen og smoggen. Duften og alt det høje. Det der skinner, og det der irrer. Det der sitrer, ryger og forsvinder. Det er noget med stemmerne, musikken og akustikken. Det er noget med fliserne på gaderne og menneskerne bag facaderne. Og selvom det ikke handler om det ydre, så er det også noget med den måde du ser ud. Åh, som du ser ud.  Måske kan du være sådan en ven, jeg kan besøge, når jeg virkelig har brug for det? Sådan én, der ikke kræver det store. Én der bliver der, uanset hvad jeg finder på af dumme ting, skøre ting og helt forkerte ting. For det er sådan, ser jeg dig. Som én der er vild med tossede, dumme, ufattelige ting. Èn der er vild med de fleste. De skøre, de skæve, de små og de store.  Som én, der bare er der. For dig vil jeg gå så langt.  Mon du kan se det for dig - dig og mig, New York City? Kærlig hilsen AM

13. august 2019 Kære Viktoria Dengang jeg læste om dig og Martin første gang, blev jeg forelsket. I jer begge to. Jeg blev forblændet, forført til en anden verden. Jeres tid var en tid, jeg ikke forstod alle nuancerne i, det ved jeg nu. Men jeg elskede det, og jeg ville være dér. Der på villavejen, under syrenerne, til festerne, bag på knallerterne, i skolen, på værelset; jeg ville være med. Der hvor I var sammen.  I to viste mig en kærlighed, jeg ikke havde set før. En kærlighed, jeg ikke havde kendt. Og jeg ville bare have det. Jeg ville længere mod et sted, end jeg nogensinde før havde forestillet mig længslen kunne føre mig. Jeg drømte om jer, jeg skrev om jer, jeg læste jer igen og igen.  I var på en måde min første kærlighed, og jeg tror, det var på grund af jer, at jeg opdagede den kraftfulde, meningsfulde og smertefulde essens af ung kærlighed.  Det ved jeg nu. Kærlig hilsen Anne Mette

12. august 2019 Kære T.B. Jeg har i mange år øvet mig i at tale. Men lige meget, hvor meget jeg prøver, forbliver min mund stort set lukket. En sjælden gang imellem, ofte i forbindelse med, at jeg indtager mad eller drikkelse, lykkedes det mig alligevel at åbne munden. Desværre virker det som om, at jeg med munden fuld af Digestive, avocado, koldskål og deslignende, bliver endnu mere udfordret. Jeg kan simpelthen ikke få munden på gled.  Det undrer mig meget. Rundt omkring mig er der masser af folk, der taler. Hele tiden, meget og endda højt. Det lader ikke til, at disse mennesker har de samme problemer som mig. Tror du, der er noget galt med mig - i så fald, har du en idé om, hvad problemet kan skyldes? Jeg er meget bekymret over det, og det giver mig en del udfordringer i hverdagen. Især i mit nye job, hvor jeg netop er ansat som timelønnet telefonsælger i et vvs-firma. Jeg håber, du kan hjælpe mig. Venlig Hilsen A.L. 

11. august 2019 Kære dame i Matas Det var sødt af dig, at du viste mig alle de flotte tuber og flasker og bøtter forleden, da jeg ledte efter vatpinde. Jeg var virkelig imponeret, det var jeg. Du havde et pænt smil, og dine negle var flotte. Røde, lange. Og du duftede så godt, mens du fortalte mig, at der var 20% på alt fra Dermalogica, og at deres ansigtscreme var helt fantastisk og drøj i brug på den gode måde. Og da jeg smilede og rystede på hovedet og kiggede efter vatpindene, nikkede du og tog en anden tube fra hylden ved Dermalogicaprodukterne og holdt den op foran mig. Jeg ville virkelig gerne have, du solgte mig en bøtte vatpinde, men du blev ved med at fortælle mig om den silkebløde fornemmelse, som Derma-cremen ville efterlade på min hud.  Da jeg gik mod døren, kiggede jeg på dig, og du stod med cremen oppe foran ansigtet på en anden kunde. På hylden ved døren, lige inde jeg forlod butikken, opdagede jeg vatpindene. Men altså, det virkede ligesom ligegyldigt der, hvi