Heartwords

31. juli 2020 Kære J og S Jeg savner jer for meget nu.  Jeg skriver igen i morgen. Kh AM

30. juli 2020 Kære Siggi Ja. Alt det smukkeste gør ondt. Og endnu mere når det slutter. At sidde i kanoen med sitrehud over musik, og det at lytte til børnenes stemmer mellem guldsmede og ællinger. Deres øjne der skærer gennem luften, med det der blik, og min krop i en slags ekstase. Skyerne er grå, jeg ånder den luft, der flyder mellem rundt mellem os.  Vi er på vores egen lille flade flydede klode, og børnenes spørgsmål trækker i vores hjerter.  De sopper med hvide nye fødder mellem dunhamrere og siv og synger, som dengang nogen andre end dem var børn.  Så taler vi lidt om dem, der taler uden at sige noget. Dem der kigger uden at se. Og vi undres over alverdens fucked-up-hed, mens vi er et øjeblik på en planet, der i virkeligheden kun er vores.  Jeg har ikke flere ord, men jeg ved, når vi ses, at du vil forstå alt. Din A

29. juli 2020 Kære M Vi sidder ved åen og ser ind i bålet. Jeg tænker på os to, da vi var børn. Forleden sagde du, vi ikke var en tæt familie dengang. Ikke som os med vores børn nu. Jeg har ikke tænkt på det, men jeg forstod godt, hvad du mente.  Men det der er i livet, det der kommer, det der sker, og det der er, bliver os. Vi bliver os sammen. Du er en del af mig. Du er en del af min krop. Du er som noget, jeg ville dø uden. Sådan føles din tilstedeværelse i livet. For mig.  AM 

28. juli 2020 Kære Bell Star Hvis du vidste, hvem jeg er.  Vi kunne se på mændene i gaderne og kysse på bænkene. I måneskin og under gyldne skyer. Nu sidder vi i skoven og venter på en anden tid, der kommer. Jeg tænker på min barndom og forstår stadig ikke, den var der. At den var min, at det var mig, der var i den. At jeg var barnet, der græd og grinede og spillede krig på vejene og tennisbold over huset og huler i haver og smækkede døre og skred med høj pande. Løb hjem fra fritten af angst, og cyklede ind i mure og fald på rulleskøjter. Det er som om, det var en anden end mig.  Bell Star, hvis vi vidste, hvem vi er. Jeg ved det ikke.  Tiden kunne være en anden, og måske ikke en, der forsvinder hver dag.  AM

27. juli 2020 Kære Sirene Bartenderen ordner barting bag digtermanden. Digtermanden har grå spidser i sin lange hestehale. Jeg tænker over, hvorfor det grå sidder i spidserne. På hans t-shirt står der: "Nu er jeg jo gammel punker". Jeg kan egentlig godt se det for mig. Ham digtermanden som punker, og så alligevel. Han er fra Rungsted. Men der er vel også en slags revolution deroppe. Måske mere stille revolutioner bag mursten og liguster. Han siger, han nyder at sidde og se på mennesker her. Jeg forstår og sætter mig med ham.  Jeg giver ham en Kings, vi skåler. Baren er mørk og fuld af folk. Du kunne komme?  Kh AM 

26. juli 2020 Til et du Hvis teksten er et øje, kan du så se mig mellem linjerne? Eller er det i ordene, du ser mig? Kan du se alt det, jeg mener - alt det jeg er? Jeg skriver til et du, der ikke findes, for sådan er det nemmest. Sådan gør det mindst ondt på os. Måske skriver jeg til et du, der er alle - alle dem jeg egentlig vil skrive til, alt det jeg vil tale om, alt det jeg vil vide.  Alle er mit du, når jeg skriver. Et år går, og livet er kortere igen, men jeg venter stadig på mig selv, og på det der skal komme. Jeg venter - det er blevet min ting. At være langsom. Afventende, tænksom til jeg brækker mig over det. Hvad kan man tvinge frem, som selv må komme?  Og alle de du omkring mig. Jeg vil øse med kærlighed. Alle de du, jeg elsker. Åh, må de fatte deres egen elskelighed.  Og må jeg dog snart lære at gøre mere end at vente? Kh AM

25. juli 2020 Kære H Der er tusind ting, jeg har lyst til at snakke med dig om. Det kommer ikke til at ske, det ved jeg. Så langsomt øver jeg mig i at udviske den lyst. Men der er dage, hvor jeg stadig fyldes af længsel efter en befrielse, jeg altid har troet, du kunne være med til at forløse for mig. Men hvem skal give først, og hvad har jeg taget fra dig?  Du har dit, og jeg er ikke med i dit. Du har sluppet for længe siden. Det ved jeg. Så længe leve utopia. Here I come alone. Vi er ikke nogens, det ved jeg. Men om man vil, er man noget for nogen.  Altid har jeg en længsel. Den driver mig, den hæmmer mig. Sådan er det vel. Nogen har sagt det før mig, men det er sagt godt. Vi to kunne tale i hundrede år, hvis vi ville. Vi er mennesker i verden. Med ord og tanker. Men det vil aldrig ske. Ikke os to. Tror jeg. Kh AM

24. juli 2020 Til notits Jeg forestiller mig, at jeg står på en scene. Jeg læser de ord, jeg har skrevet. Det er absurd. Der er stille i rummet. Udover min stemme. Den er rolig. Mine knæ ryster så kraftigt, at mikrofonstativet er ved at vælte. Mit hoved og min krop er to adskilte dele med hver deres liv. Jeg kan ikke kontrollere mit ene knæ. Det sitrer og ryster, som var det elektrisk.  Jeg kan kontrollere min stemme. Den gør det, jeg forestiller mig, den skal. Det virker beroligende. Jeg ved, hvordan ordene skal læses. Jeg ved, hvad de betyder. Det er absurd. Jeg har ikke noget spyt i munden, jeg kan ikke synke. Alligevel kan jeg godt lide lyden af min egen stemme. Det er absurd. Jeg forestiller mig, hvem der lytter, og at der er mørkt i rummet. Jeg forestiller mig, at der ikke er nogen, der lytter. Det er rart. Det er absurd.  A

23. juli 2020 Hej sommer Der regner gennem teltet.  Vi kommer hjem. AM

22. juli 2020 Til tonerne Når skyerne i juli er lyserøde og guld, selvom natten er i gang, så får jeg det bedre end før. At alting altid er større, gør mig lettet. Andre dage, bange. Jeg går rundt om græssede hjørner og lytter til sangene i buske og under sten. Lyden af verden herude er en anden, og minder mig om tiden, før vi blev til.  Jeg lægger mig ned i teltet alene, mens folk med hunde falder i søvn i deres vogne. I morgen skal vi til stranden igen, vi skal spise is og se på krabber, vaske op og sige ja og nej, og det er helt okay at være til i denne musik. Kh AM 

21. juli 2020 Til mulighederne Man kan sejle i kano på en å, hen over et par søer. Måske regner det, når man padler, eller måske er det dråberne fra åen, man mærker mod panden, når man løfter en pagej. Måske ser man blishøns eller en hejre eller tusind guldsmede. Måske jubler børnene over en aborre under båden, måske græder de hen over stenene. Måske er himlen lyserød en aften, måske drikker man lunkne øl fra en hvid flamingokasse.  Det kan være, man bliver stukket af en bi, eller at skoven går i brand.  Man kan sejle i kanokortege på en å, der ligner en junglesti under lange krogede træers grene.  Eller man kan sove længe i lyse værelser hver morgen i livet i store, bløde, brede senge. Man kan læse bøger i paralleldage og slumre, skrive og spekulere over meningen.  Man kan jo egentlig en del. Tak for det.  Kh AM

20. juli 2020 Kære lille bybo Byen er en firkant. Jeg går rundt i alle hjørner, og de er fine og krogede og fulde af finurligheder. Men i hjørnerne er der ingen himmel. Der er intet hav og ingen enge under murene. Svalerne bor i cementen, og cikaderne er et ekko, fra en anden tid. På broen smelter asfalten, mens vi går med lange skridt og skuer mod en højere himmel. Fra AM

19. juli 2020 Til dem som mig Alle de gamle, der findes i familier. Alle de mennesker, man ikke kender, der findes i familier. Vi taler ikke om dem, vi ser dem ikke, vi kender dem ikke. Huset rummer kun kernen. Livet har ikke plads nok til andre end os.  For vi skal på arbejde og tjene penge til huset og bilerne og ferierne og komforten, og alt det vi åbenbart er gået med til, er livsvigtigt. Alt det lykke vi skal tjene. Og når vi sidder på terrassen foran parcelhuset med udsigt til haven, mens bilerne holder skinnende klar i carporten, mærker vi et stik i hjertet af rodløshed. Et lille stik der vokser dag for dag, og så går vi til lægen og får piller for ensomhed, depression og håbløshed.  Men hvor er alle de gamle, og alle de andre der findes i familien? Hvorfor er der ingen onkel, der ringer, og spørger hvordan det går med jobbet eller knæet? Eller en grandkusine, der inviterer på te? Eller en fars fætter, der skriver et brev? Måske kunne de hjælpe os fra ensomheden, depressionen og

18. juli 2020 Til en anden generation Jeg tænker, at jeg for evigt, vil gøre hvad jeg kan. Og når alt andet slår fejl, hvilket det helt sandsynligt vil gøre på et givent tidspunkt i livet, vil jeg bombardere dem med tegn på min kærlighed. Igen er jeg nærmest usandsynlig rørende med Auster. Og igen er jeg rørt over den sandhed, der synes at være den eneste mulige. At uanset hvor mange døre man får smækket i hovedet, og hvor mange ukvemsord man får kastet samme vej, eller hvad man ellers skal stå model til, så må man være der. Og vise dem kærligheden. Med ting, ord, breve, lyde, penge, tid, omsorg, bekymring og alt det andet, der findes. Ellers går alting i stykker. Ellers går de i stykker. Børnene. Også de voksne af dem. Sådan tænker jeg. Kh AM

17. juli 2020 Kære Lily Jeg vil gerne skrive et digt, man får det dårligt af at læse. Eller ét man græder over, fordi det er overvældende. Et digt om himlen. Eller jorden. Eller hvorfor naturen er så magtfuld smuk. Eller ét om hvorfor man føler sig ensom blandt mennesker.  Måske et digt om dagene, der bare går. Eller hvad man gør, når nogen man elsker, dør.  Men der kommer ingen digte, når jeg skriver.  Der kommer bare ord.  Kh AM

16. juli 2020 Kære Gustavo Skye Jeg er træt af at alle taler om sig selv. Ingen spørger om noget. Altså udover noget, der handler om dem selv. Noget man skal tage stilling til eller svare på om dem.  Det keder mig, og det er udmattende; ja direkte drænende.  Hvad kan jeg gøre for, at nogen begynder at tale om mig? Kh A

15. juli 2020 M Men hvilken kvinde skal jeg være, når jeg skriver? Hvilken kvinde vil du egentlig læse? For hvis du vil, kan jeg skrive om pikken eller protestanten; jeg kan skrive om protektionisten, punkeren, pseudoarbejderen, pessimisten, proletaren eller pacifisten. Pleaseren, panseren, promenadedronningen, papmoren, paragrafrytteren, pålandsvinden, pulsen, præsten, provinsen, psykopaten, paddehatten, puritaneren eller perfektionisten. For jeg er her for dig. Jeg er en kvinde, hvis krop er udstyret med et særligt fedtlag, der tager imod dine blikke, dine slag og din tomhed. Jeg er stærkere. Jeg ryster nok, men vælter ikke. Du kan bede mig om det hele. Jeg skriver det, jeg ordner det. Jeg er det.  Jeg er en kvinde.  A

14. juli 2020 Min kære bror og co. Ja, det var Tivoli i regnvejr mellem sol og svævende mennesker i ballongynger og bladene på kastanjen. Og det var udsigt til kraner, kaos, tårne og tage. Og det var ekstase og forundring og forbløffelse og alting værd. Det var med det hele og fryden ved at sige ja. Sus, kildren og kvalmen. Slush-ice, candyfloss og vafler der blev centrifugeret i susende, drejende kroppe. Vi gør det igen og igen, for det er det, der er meningen med slaraffenland, at det aldrig, aldrig ender. Vi kysser regnvåde kinder og krammer onkler, tanter, niecer og nevøer, vi er i eventyr, vi er pirater i brusende både. Vi venter, venter, venter, og vi elsker, det vi giver, lige der på en pludselig tirsdag i Tivoli. Kh AM

13. juli 2020 Kære nabo Vi er hjemme. Det er okay. Men jeg savner freden, og mest havets larm.  Om lidt er jeg færdig med brevene. Alligevel ved jeg godt, jeg aldrig bliver færdig med breve. Det gør mig glad. Tiden er som en cylinder; jeg går rundt på kanten, prøver åbenbart altid at undgå faldet.  Jeg ved ikke hvorfor, jeg ved ikke, hvad det farlige er. Nogle gange skulle man holde mere kæft og bare se ud på et hav. Sådan generelt.  At bo i et hus ved havet, sådan ægte. Det kunne man. Man kunne blive opslugt af havets larm, og gemme sig i bruset fra de hvide bølger. Man kunne samle sten i kilovis gennem hverdagene og bære sand ind og ud af huset i alle timer.  Nu går vi ned ad stenbroen og køber mælk i Fakta. Jeg rører ved min hals, og mærker min puls under Fatimas hånd, mens jeg venter.  Kh AM

12. juli 2020 Til udenomsgængerne Jeg leder altid efter det, der ikke bliver sagt. Ikke fordi jeg ved, hvad det præcis er. Men jeg ved, når det mangler, og jeg kan ikke lade være med at tænke på det. For jeg kan mærke det i luften mellem kroppene i de rum, vi bevæger os i. Det hænger mellem os som små fede skyer, vi behændigt glider uden om, for at komme ind i den trygge og velkendte ramme af orden og almindeligheder. Og så siger jeg bare; hvordan går det? Folk siger; det går fint. Folk siger; jeg er godt nok træt af det, og jeg svarer; ja, det er også for dårligt. Og den slags generaliteter. For jeg er ikke god til at gå ind i de skyer, hvis folk bliver ved med at gå udenom. Jeg må have dem med mig.  Og så ender det med, at jeg bliver ved med at lede og lede.  Efter alt det der ikke bliver sagt.  Kh AM

11. juli 2020 Kære dagbog Lukas spiller på Gæsten i aften. Vi sidder i Vestjylland i vinden nu. Så langt fra den idyl. Midt i den evige vind. Engang sad vi frontrow og blinkede til hinanden, og synes et kort sekund vi var noget. Men jeg ved egentlig ikke, hvad det betød, og jeg manglede altid betydningen, når jeg var der. Måske fordi jeg er lillesøster. Så mangler man altid noget. Åbenbart.  Så, Vestjylland, en familie, vi er fire, vi er alene. Jeg elsker hvert minut, vi er alene.  David siger, forfattergerningen kommer før alt andet. Altså ud over børnene. Han siger også, det er et breakthrough, at jeg har opdaget, alt det jeg ikke tør skrive. Altså selve det, at jeg har opdaget det. At der er så meget, jeg simpelthen ikke kan skrive, fordi jeg ikke tør. Egentlig ved jeg det godt -  at det hænger sådan sammen, og jeg venter til det vender.  Det med at skriften er hæmmet af en frygt, en angst uden et egentligt ansigt. Sådan da.  Så taler vi om dem, der bryder igennem i d

10. juli 2020  Til en ensom forfatter Hvis man bor i naturen. Alene. For eksempel et sted ude på den jyske hede. Måske i et lille hus nær Vesterhavets vind.  Er der mere plads til at skrive alle teksterne, hvis man bor derude? Alle de tekster, man går rundt og ikke kan få ud af sig inde i en by, hvor alting klemmer og trykker om én. Eller skriver man så mest om naturen - vinden, bølgerne, markerne, fuglene, billerne, lyset, himlen og musene i kornet? Måske skriver man om ensomheden, der kommer sådan et sted, så man alligevel glemmer alle teksterne og historierne? Eller måske husker man pludselig ting og skriver om alle årene, og livet der var et andet sted engang?  Hvis jeg var en svale, ville jeg ikke bekymre mig om den slags. Hvis jeg var en svale, ville jeg tænke mest på i hvilken jord, den næste orm var, eller hvor i vinden insekterne gemte sig.  Hvis jeg var en svale, ville jeg flyve og ikke skrive.  Kh AM

9. juli 2020 Kære far Engang gik vi to sammen gennem markerne. Kornet nåede os til skulderne. Vi fik våde sokker i mørket under os. Dagene var sløve og lune og lange og stille. Og vi læste og spiste lidt og sov. Og senere gik vi igen efter en liter mælk og chokolade, og det regnede let, eller solen skinnede.  I aften flyver børnene mod havet med svalerne. På taget sidder fasanen, vi har hørt den flere gange i dag. Så langt fra Højdevej til høfde L. Vi er kun kortvarigt levende på jorden.  Jeg tænker på Vuong og de bøger, jeg endnu aldrig får læst, for ferietid med børn er ikke læsetid, det er kongespil, hoppeborg, badetur, vandretur, istur og “se, mig mor” -tid.  Måske vi en dag når endnu en tur gennem markerne? Os to, bare. Kh AM

8. juli 2020 Kære D Når de siger, markerne bølger, passer det. Som et grågrønt hav glider kornene ind over landet. Børnene triller ned ad klitterne, og når vi kommer op til huset, spiser de lakridspiber og græder af udmattelse. Vi læser Jakob og Joakim og gør det samme, som dengang jeg selv var 8.  At gå i ring. At være en del af cyklussen. At være levende som et barn, som en mor. Vi trækker dagen lang, for den fortjener det, og vi presser det sidste lys ud af den, for vi har brug for det. At være i verden på gode dage. Kh AM

7. juli 2020 Kære D.N. De siger, de kender havet som deres egen bukselomme. Fiskerne og folkene her. Men jeg ved det ikke. Det er brusende, det er så vildt, og det er aldrig ens, selv når det blæser alle dage. Hvordan skal det lykkedes, at man når at lære det at kende? Med de hvide høje toppe og de usynlige understrømme? Med de gemte verdener og den uendelige, uendelige horisont? Hvordan kan nogen lære havet at kende? End ikke overfladen, end ikke spejlingen, end ikke stenene, der kastes frem og tilbage af evige nye bølger.  Jeg sidder i klitterne og tænker ikke katastrofetanker, for jeg tvinger dem ud til siden. Jeg tænker lykketanker, mens børnene kæmper sig op og ned ad klitterne. Jeg venter. Og jeg ser. Ud i det evige hav, jeg slet ikke kender, men aldrig, aldrig kan undvære.  Kh AM

6. juli 2020 Kære Søster Beklager; tiden løber altid fra mig. Opskriften er den originale; og hvis jeg må være så fri; værd at vente på. Kvædelagkage med hint af minder Skær frugtkødet fra tre kvæder, der ikke hører fordums tid til. Nyd den pærelignende frugt og den liflige duft af citrus, mens du bager bag duggede ruder.   Findel herefter dattermorgenmüslien og saml de tørristede kokosflager, der har et forunderligt strejf af ananas og palmesus.  Skrab minderne af Cubapostkortet på køleskabsdøren. Vær omhyggelig med lige dele lædersædeduft fra den lyserøde Cadillac, der triller ved promenaden og salt fra det turkisblå hav.  Bland alle dele grundigt. Fordel den mageløse masse mellem tre daggamle bløde hvedebrødsbunde.  Brug fordelingsnøgle eller vaterpas for at udjævne flæser. Pynt kagen med gul kvædeglace og marcipankrymmelbavianer fra Mellemøstens middelveje. Drys med brændte mandler og papirklip.  Server med kaffe fra kolme i passende kolbe. 

5. juli 2020 Til sommerferiedagbogen At vandre rundt i cirkler af bellis og kløver, og børnene forsvinder under menneskehøje majsplanter så jeg når at blive bange for, at de ægte forsvinder, indtil de skriger og hiver i min kjole, vi leder efter rav bag bunkeren,  mens måger glor på vores tykke ankler og skriger efter krill og drengens snobrød. Jeg siger, vi skal huske at købe jordbær og kartofler og ærter og kirsebær, vi venter ved 181, regnen slår mod asfalten, viskerne kan ikke følge med,  så elsker jeg, at vi sidder i denne bil og ånder alting tæt mellem hud, vi er fire mennesker på en vej i en Toyota, jeg ved heller ikke, hvor man ellers skulle ønske at være i verden på denne sommerferiedag. AM

4. juli 2020 Kære du Det er sommer, jeg ligger vandret i den stille silende regn. Jeg råber ud i parken, at det snart må være nok. At stemmer og ord og skrift har betydning. At en orden kan skabes af dette kaos. Vi vender blade og klipper de hvide roser. Forglemmigej og bellis i kantstenen, og de strømmer med mismod mod risten, og jeg sætter mig og skriver ord for evigt. Vi kunne bo på Fyn, vi kunne bo i et hvidt, hvidt hus med glatte linjer og en mark med kløver. Vi kunne lade være med at være så bange. Vi kunne fatte, at tingene må gøres. Men nu sover jeg næsten, så vi må ordne det i morgen. Kh A