Dagens brev - Kære D.N.
7. juli 2020
Kære D.N.
De siger, de kender havet som deres egen bukselomme. Fiskerne og folkene her. Men jeg ved det ikke. Det er brusende, det er så vildt, og det er aldrig ens, selv når det blæser alle dage. Hvordan skal det lykkedes, at man når at lære det at kende? Med de hvide høje toppe og de usynlige understrømme? Med de gemte verdener og den uendelige, uendelige horisont? Hvordan kan nogen lære havet at kende? End ikke overfladen, end ikke spejlingen, end ikke stenene, der kastes frem og tilbage af evige nye bølger.
Jeg sidder i klitterne og tænker ikke katastrofetanker, for jeg tvinger dem ud til siden. Jeg tænker lykketanker, mens børnene kæmper sig op og ned ad klitterne. Jeg venter. Og jeg ser. Ud i det evige hav, jeg slet ikke kender, men aldrig, aldrig kan undvære.
Kh AM
Kommentarer
Send en kommentar