Heartwords

31. maj 2020 Kære Julie Vi går henover ristene. Og vi hopper fra riller til heller. Og vi falder ikke ned. Endnu. Helligdage og brødre. Helligdage og brøde. Og Syrien og USA, og jeg græder over verden, mens jeg leder efter æggesalat i Kvickly.  Jeg begriber ikke. Vi går ikke i seng endnu, og vi er piger, og vi er kvinder. Og jeg er i kærlighed, men længes efter New York. Jeg er fucked. Ja. Nå, men hvornår kan vi tage den kaffe? Kære Julie. Jeg tænker tit på dig, og alt det der var, og alt det der blev skrevet. Kh AM

30. maj 2020 Kære B Det minimale der komme ud af min mund. Som mikrodoser af et indre kosmos. Men minimalismen har aldrig ligget til mit højre ben eller min inderste længsel.  Og skyerne deler sig i totter, der minder mig om alt det, jeg prøver at indfange, før det smuldrer og forsvinder mellem fingrene på mig.  At være nogens barn. At føle afstand til selve kærligheden. Og det er som om, vi alle er ensomme i sjælen, mens kroppen lever i verden. Sådan er det vel. I toget mod Emdrup, taler manden i kupeen ud i den brummende stilhed og vil dele ud af sin Mac D menu. Jeg ryster på hovedet, for jeg spiser ikke den slags for tiden. Eller også er det fordi, jeg fastholder ensomheden. Eller fordi jeg ikke ved, hvordan sjæle forbindes.  Kh AM 

29. maj 2020 Til T Mens dagene som vanligt går, går jeg ned i et forfald. Som var det efterår, og jeg trådte rundt i den muld, jeg selv var ved at blive til. Jeg går ikke udenfor døre, når der er den døde uro i mit bryst og stierne er lagt så sirlige i rækker af ulykkelig uendelighed. Jeg går ikke udenfor døre, når alting rådner, smuldrer og forvandles i et lokkende system.  Jeg vågner og lukker øjnene til endnu en dag. Den evige tid er en pestilens i det liv, der blev. Jeg er vel ikke helt levende. Jeg er vel i live. Fra A

28. maj 2020 Til et nu Jeg sidder og ser, hvordan himlen viser sig. Overlegent, nærmest vulgært smukt. Med hele sin ufattelige flade, der siler ned over os med gyldne røde, farver, og jeg ved ikke hvad. Og jeg prøver lidt at se den anden vej og væk fra det ufattelige, det ubegribelige.  Og hvad er det med, at jeg vil begribe alting? Og det med at, der burde være flere , der ville begribe alting? Jeg kunne øve mig i bare at se. Jeg kunne øve mig i sige, det jeg vil sige. Jeg kunne øve mig i at lade være med at være bange. Her er ingen tigre, sværd eller fascister, jeg skal flygte fra. Her er fred, og faren er en joke, når jeg forsøger at åbne munden. Jeg kunne øve mig i at fatte min krop. Jeg kunne øve mig i bare at se.  På himlen eller dig. Kh AM 

27. maj 2020 Kære M Du siger, du har ondt i flankerne. Jeg tænker på de bøffer, vi spiste i går. Du siger, du burde begynde til crossfit. Eller yoga. Jeg tænker på palisander og joniske søjler og mine forældres pergola. Jeg tænker på et billede, hvor jeg står mellem dem i en blå kjole, min mor har gips på armen. Det er min første skoledag. Jeg kan ikke huske, hvordan det var. At starte i skole.  Der er meget, jeg ikke kan huske. Skræmmende meget. Du siger, jeg burde prøve en healer. Eller noget seriøst meditation. Jeg vil gerne. Jeg vil gerne lære mig selv at kende. Det er vel det mindste, man kan gøre.  Du siger, du vil lave daal. Jeg tænker på flankerne. Du siger, da jeg var 20 havde man aldrig ondt sådan nogle steder. Jeg anede ikke, jeg overhoved havde flanker, siger du.  Alting gør bare mere ondt med tiden, tænker jeg. På en måde. Kh AM

26. maj 2020 Kære barn Undskyld, for at jeg råber og bliver træt. Undskyld, for at jeg siger, du aldrig må male igen. Det mener jeg ikke. Undskyld, for at jeg siger, du selv kan være dum. Det er du ikke. Undskyld, for at jeg tager skærmen ud af din hånd og siger du aldrig må spille mere. (Det er bare fordi, jeg virkelig gerne vil forhindre, at du bliver en hjernedød junkie.. ja, altså.) Undskyld, for at jeg ikke har otte arme, så jeg kan hjælpe dig med det hele på en gang. Undskyld, for at jeg ikke altid forstår dig. Undskyld, for at jeg vil ligge og tage en lur kl. 15 om eftermiddagen. Undskyld, for at jeg siger, du skal i seng. Undskyld, for at jeg nogen gange, synes det er pisse, ufatteligt, ubegribeligt at være nogens mor.  Undskyld, for at jeg (igen) er en lortemor. Kh din mor

25. maj 2020 Kære barn Jeg ingen vegne uden dig. Nogensinde. For når jeg går, er du med mig. Altid. Vi råber og kysser, og vi krammer og løfter, og sådan er dagene. Og jeg venter for altid. Når man er en mor, venter man på alt. Sådan er det. Mens alting sker, venter man. Mens man lever og er bange for at blive gammel, og du siger, mor, du må aldrig dø, og så græder du, da det går op for dig, at jeg dør en dag. Jeg venter ved skolen, jeg venter ved telefonen, jeg venter ved sengen til du sover og går tilbage flere gange om natten, for jeg vil se dig, jeg vil se dit bryst hæve sig, når du trækker vejret. Jeg vil røre ved din arm og lugte din hud, og jeg vil bare se dig.  Jeg venter for altid på dig.  Kh din mor

24. maj 2020 Til en skeptiker Der er det, at hjernen er kroppens vigtigste apotek. At man kan helbrede selv de mest intense og kroniske lidelser, alt afhængigt af hvordan hjernen opfatter kroppens signalstoffer. At kroppen reagerer stærkt på tanker og følelser. At kroniske sygdomme fx kan opstå af den stress, kroppen påføres, når man gennem mange år lukker smerte, sorg, traume osv. inde.  Jeg forestiller mig at bide i en skive citron, det trækker sammen i kæben, jeg får mundvand, jeg kan næsten smage det syrlige. Jeg bliver bange for noget jeg ser i tv, og min puls stiger, mine hænder bliver kolde, jeg har svært ved at trække normalt. Jeg læser en tragisk bog og begynder at græde.  Hvis tankerne i min hjerne kan genere disse fysiske umiddelbart banale reaktioner, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad jeg kan med mine tanker. De siger, at hjernen bliver bedst til det, den gør mest. De siger, hjernen er dynamisk, at den kan ændre sig, udvikle sig, lære nye måde at tænke

23. maj 2020 Kære Iris Det er klokken ti, søndag. Vi mødes foran kirken. Bilen er hvid, du kan ikke tage fejl. Kirken er rød. Der er én kirke på vejen. Det er den. Det er klokken ti. Dem der kommer, kommer. Jeg ved ikke, hvad man gør. Børnene var vågne hele natten. Jeg skriver dette uden tårer.  Jeg er her bare. Kh A

22. maj 2020 Til en evig uro Den lille krop oppe mellem grenene og alt det grønne. Og hvinet og lyden, da han glider på en gren og mister fodfæstet. Og kroppen der tumler ned mellem blade, hovedet der slår ind mod stammen, bumpet af slap krop da han falder på stenene. Lyden af sorg, der begynder i det øjeblik.  Det er det, mine øjne ser, når han kalder på mig og siger “Se, mor - se mig”. Og jeg må holde vejret og forstå, at han er et levende barn med bare tæer og røde kinder, der sidder højt i et træ og smiler ud over verden i vores lille gård. Og han vinker og smiler utroligt med sår på næsen og skrammer på de varme ben. “Jeg ser dig, skat.”  Og jeg ser ham, og han klatrer ned, og han falder ikke, og han krammer mig og lever og løber hen over græsset.  Fra moren

21. maj 2020 Kære M Der er to prikker, der hopper langt nede ad stranden. De kommer tættere på. Jeg kan skimte dem mellem alt det grå, lyse, blanke og det blå, og alt det gulgrønne i klitterne. De bevæger sig op og ned, lidt i cirkler, standser og hopper igen. Jeg sidder i sandet med bare tæer, jeg mærker varmen på min nøgne krop under hættetrøjen. Mit hår drypper ned langs ryggen. Men jeg sidder i solen, og jeg har det varmt. Stemmer og bølger er blide.  De to prikker lever. De er mennesker. De er to små mennesker, der er mine børn. Og jeg skælver i varmen over, at de lever, at de bevæger sig. At de vil.  Jeg tænker, at alle skælver over deres egne børn. Sådan er det, det er meningen, men magisk alligevel. Det er en slags magi, at nogen fødes og andre ikke gør.  Alle de usandsynligheder der er i livet. Det kan ikke være tilfældigt.  Sådan tænker jeg, og bliver væltet omkuld i sandet. Kh AM

20. maj 2020 Til Ella Hun siger, hun vil ringe. Jeg ventede med telefonen i hånden hele aftenen. Jeg faldt i søvn sådan.  Hun ringede aldrig. Jeg er bange for, der er sket noget. Noget jeg ikke kan tænke på. Hun plejer altid at ringe, når hun siger det. Kh AM 

19. maj 2020 Til natten Jeg går i seng, mens solen skinner og folk falder ud over broer. Jeg går i seng, mens jorden ryster og gruset flyver. Jeg går i seng, mens de amerikanske stater slingrer, og Italiens bjerge ulmer. Jeg går i seng, mens forfattere skriver og sangerinder indspiller lyde bag tæpper. Jeg går i seng, mens himlen brænder og korallerne forsvinder. Jeg går i seng, mens folk smækker med døre og råber ad helvede til. Jeg går i seng, mens mennesker fødes, og andre begraves. Jeg går i seng, mens nogen holder fast i smerten, og andre giver slip.  Jeg går i seng fra det hele, mens du kigger på, jeg bare sover.  Kh AM

18. maj 2020 Til tanker om besværet Det er mandag. Hun siger, vi skal bade. Og gå tur. Det regner. Det er midt i maj.  Man kunne vel godt, tænker jeg. Det er mere alt det bagefter. Gåsehud, glatte sten, sokken man taber i sandet. Og skyerne der ikke varmer os.  Jeg tager badedragten med alligevel, og gummistøvlerne. Vi kører ud til ‘the highlands’, som vi siger og griner. Det støvregner, vi møder kun er løber og en mand med en hund. Der er stille. Havet er gråt, træerne lyser grønt. Vi går på stien. Der er en hare og en fiskehejre. Vi er kun lidt udenfor byen. Vi kigger ind ad store panoramavinduer og åbne haver. At vågne til havet.  Vi er de eneste i Søbadet. Vandet er klart, bunden er lys og tæt på, jeg får åndenød, men frydes over det hele lige der. Det vægtløse, det følelsesløse. Det at være i havet i slutningen af en mandag i maj. Mens tingene er som de plejer de steder, hvor jeg plejer at være. Og det her er et hul i tiden, uden besvær, men en slags lykke. Et sus. Bare

17. maj 2020 Til B Jeg skriver det, som hun sagde det.  Siri vender sig og kigger om mod bagsædet. Men der sidder ingen der. Nøglen ligger i hendes hånd. Hun klemmer om den, for der er ikke andet. Der er ingen øjne, der beder, ingen stemmer, der kalder. Der er kun den tomme bil med hendes tunge åndedræt, der langsomt dugger ruderne. Det undrer hende, at der er varme nok tilbage i hendes krop.  Hun sidder længe i bilen, hun ved ikke, hvor hun skal køre hen.  Vinden løfter mågerne ud over marken, hun vil skrige af dem. Hun vil gasse op og brage ind i dem. Men hun gør ingenting, for hun ved ikke, hvad hun skal gøre. Hun sagde, han stod på kanten. At han lod sig falde. At hun så kroppen, som en kludedukke gennem luften. At hun så det. Det var sådan, hun sagde det. A

16. maj 2020 Kære kontrolfreak På DR var der en hjerneforsker, der tog et hvidt stykke A4 papir. Han holdt det op foran sig og sagde, det her er hjernen. Så lagde han det på bordet og tegnede en lille bitte sort trekant i det ene hjørne af papiret. Han sagde, at det sorte symboliserer ALT det, vi gør i livet med vores bevidsthed. Resten af papiret, alt det hvide, symboliserer det vi gør med vores underbevidsthed, dvs. alt det der ligger lagret i vores mønstre, alle de handlinger der er styret af vores underbevidsthed.  Det er for vildt. Jeg kan ikke tænke på andet.  Livet er en anden verden. Kh AM

15. maj 2020 Kæreste David Vi er på date. I dag. Du siger, jeg er smuk. Vi sidder i Nørrebroparken, det blæser. Jeg spiser en burger. Du lægger tæpper ud på græsset, mens mågerne glor og vil have vores mad. Der er flere slags musik omkring os. Beyonce og De eneste to i virvar. Vi drikker cola og rosé. Vores børn er hos din søster. Det elsker jeg. Selvom S ikke rigtig vil. Hun vil være hos os. Altid. Hun er 8. Hun vil bo hos os. Altid. Hun siger, at hvis hendes kæreste ikke vil det, når hun er voksen, så kan de ikke være kærester. Jeg elsker det, altså. Selvom det er crazy.  Jeg føler, vi gør det godt. Overordnet. Jeg ved nu noget om, hvor vildt det er at leve et liv med et andet menneske. At dele det hele. At dele sine børn med en anden. Selvom han er faren. Det er vildt. Det er egentlig vanvittigt. Men jeg elsker dig. Mere end jeg gjorde før.  Du er faktisk utrolig. Det er faktisk utrolig. Din AM

14. maj 2020 Til ham på den venstre skulder Har du tænkt over, hvorfor ingen svarer på dine breve, spørger du. Måske tror de, det er for sjov, siger jeg. Jeg skriver da til rigtige mennesker, de kunne godt svare, siger jeg. Nå, siger du, måske er det ikke vigtigt, det du skriver.  Det er vigtigt, siger jeg. Ikke hvis de ikke svarer. Du må du skrive noget, der er værd at svare på, siger du. Børnene i Syrien kan sgu ikke svare, siger du. Eller kastanjetræet, eller ham Ibber eller evigheden. Evigheden kan ingenting, siger du.  Ibber er en pige, siger jeg.  Nå, siger du. Slå i bordet, find på noget, siger du.  Jeg ved ikke hvad, siger jeg. Find ud af det, siger du. Ja, siger jeg.  Okay. Kh AM

13. maj 2020 Kære Zarah En arabesk på en tinplade i muren, der omkranser havet. Den minder mig om Indien eller Myanmar. Jeg kan ikke altid stave til alle de ord, jeg skriver. Det er underligt, jeg er dansklærer. Jeg tænker på ristede kikærter i krydderier, jeg ikke kender navnene på, men kun fornemmelsen af smag. Mens jeg tænker på, at jeg tygger, buldrer det i mine celler, som stenskred i frit fald.  Jeg er træt af metaforer.  Jeg tygger langsomt og længe. I Syrien dør børn fra et liv, der aldrig rigtig begyndte. Jeg ved ikke, hvad meningen med noget er, når der er liv uden mening. Jeg ved ikke, hvor man skal begynde. Jeg tænker på Maren. Hun ved det. Det er overvældende at tænke på.  Jeg har lyst til at skælde ud. Men jeg ved ikke på hvem. Kh AM

12. maj 2020 Kæreste Rita De siger, Young døde i nat. Men jeg kan ikke få det bekræftet. Der er ingen telefon i nærheden, og sendemasten er nede siger de, så det vil ikke nytte alligevel. Vi må vente på skibet, der kommer med Paul på fredag. Han ved det. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det til de andre. Hvis det passer. At Young er død. Så ung.  Der er flere historier, men de fleste, går på, at han faldt ned fra taget inde på boulevarden. Jeg kan næsten ikke skrive det, Rita. Åh, jeg ved ikke engang, hvor du er, og om du når at modtage dette brev. Jeg rejser tilbage med Paul om to uger. Jeg ville inderligt ønske, vi kunne nå at se hinanden inden min afrejse.   Jeg savner os tre, så det gør ondt ind i sjælen. Jeg kan ikke begribe, han er død. Lad det ikke være sandt! Din AM

11. maj 2020 Kære JKF Dagene kommer altid igen, siger min veninde Sara. Men den dag, hvor vi gik på stranden og lå i klitterne til det blev mørkt, er endnu ikke kommet igen. Hun siger, bare vent. Men hvor længe skal man vente på en dag, der allerede har været der? “Der er altid nogen at befri” ligger i min taske. Jeg læste den på en dag, og er rystet endnu. Den klæber til mig, og jeg kan ikke få personerne ud af mine tanker. Du skriver om noget, jeg ikke kan forstå. Du skriver om noget, der smadrer mig på en måde. Jeg ved, det bare er en bog. Men jeg ved, det passer. At det er virkeligt. At mennesker får det sådan. Nogle mennesker.  At skrive den slags. På den måde. Det skærer sig ind mennesker. Jeg tror ikke dagene, altid kommer igen.  Kh AM

10. maj 2020 D Der er lys i gården. Vi sidder under den nye parasol, det regner let. Vi taler om dagene, himlen er grå og lys, men det er nat.  Jeg siger, tænk på alle de mødre, der lever og alle de mødre, der er døde. Jeg siger, tænk på alle de mødre, der vil leve - og tænk på alle de mødre, der bare dør.  Du siger, du elsker mig.  Jeg græder i sengen, mens du kysser mig. Du siger, du elsker, at jeg er så følsom. A

9. maj 2020 Kære A Ude ved Trekroner Station ligger en gul mark som et lysende tæppe mellem boligblokke, togskinner og tomme byveje. Den ligger og skinner som et stykke liv, jeg havde glemt og minder mig om Bornholm under en blå sommerhimmel. Jeg venter ikke at se mennesker på den mark, men i udkanten, tættest ved stationen står en gruppe. Jeg tror, de er asiater, de taler højlydt i et sprog, der lyder kinesisk, og de går ind i marken, mens de griner og forsvinder under de høje sennepsblomster. En af pigerne holder sin telefon i hånden højt hævet over hovedet, og jeg ser, hvordan hånden med telefonen bevæger sig længere ind i det gule hav. De griner og ser ret lykkelige ud. Fortumlede over den mark, midt i den nye by. Den mark ingen af os før har set, tror jeg.  Jeg smiler over det syn, over den slags, der pludselig sker. Over det mennesker kan. Og det de nogle gange gør.  Kh AM

8. maj 2020 Kære Siri På Færøerne står fjeldene fast som sure gamle mænd. Det skrev du til mig den første gang. Vi skrev om de steder, vi kommer fra. Du skrev om havet, og det at bo midt i det. Jeg skrev om birketræer og bellis og brosten. Engang skrev du: Som fugle i flor - som blomster i snor.  Jeg ved ikke, hvad du mente, men jeg elskede det. Og det blev hos mig, som en sætning fra en film, man aldrig glemmer.  Jeg kom aldrig derop, selvom vi havde aftalt det.  Jeg tænker på, hvornår aldrig slutter - jeg tænker på, at jeg er nødt til at se dig der i fjeldet.  Kh AM

7. maj 2020 Til note Jeg fandt en bog af Robert Zola Christensen, jeg kender ham ellers ikke, men jeg skrev, for den handlede om at skrive. Jeg skrev om vejret. Det var i sommer.  Himlen er lys. En blanding mellem grå, hvid og en snert af lys blå. Det regner. Indimellem falder regnen skråt ned fra vest, tror jeg, indimellem mere lige. Vinden er ikke konstant. Af og til lægger den sig lidt. Regndråberne er små, men de ser alligevel lange ud. Jeg ser det mest, når jeg kigger på træerne og planterne. Mod jorden, foran muren forsvinder regnen, og går i et med baggrunden. Regnen er stille, langsom. Lupinerne i gården er visne og brune mellem de grønne blade. Men alt det grønne virker friskt og sprødt i det våde. Der er fuglesang, men ingen fugle, jeg kan se. Gården er tom for mennesker. Gennem åbne vinduer, kan jeg høre stemmer fra børn og et sted, spiller en radio. Bænkene er nogle steder dækket med et tyndt grønt moslag. Andre steder er de blanke af regnen, næsten sorte i det våd

6. maj 2020 Kære politikere Jeg ved godt, det er en sen udmelding. Men jeg er begyndt at have mareridt om den 45. amerikanske præsident. De er grusomme, vækker mig i anfald af panikangst. Sved, høj puls og svære at ryste af.   Jeg ved ikke, hvorfor det først er nu, jeg rigtig opdager, hvor forfærdeligt det er for verden, at det er slut med Obama. Tænk på, hvad han gjorde for det land. For verden.  Og nu.  Det er ligesom Auster siger; umuligt at nævne at hans navn. Den virkelighed han repræsenterer, gør mig bange for verden.  Hvad gør vi? Kh AM

5. maj 2020 Til tiden  Den situation det er at stille børnene op på række om morgenen, mens lyset endnu ikke er nået ind i gården. Med afstand mellem skoletasker, morgenblik, røde kinder og bukselommer. At lade dem gå ind i klassen én ad gangen efter afspritning og håndvask og de lange blikke efter spil og tusser og klodser i lukkede kasser under vinduer. At vaske borde med engangsservietter, der hober sig op i skraldebjerge et sted for langt fra vores bevidsthed.  Dét at lære navneord, at læse fakta og vende blade i bøger om citrusfrugter, kaffebønner og danske forfattere. Hver lille krop alene i sit eget rum. Den lille krop.  Og senere, idet de korte ben løber ud på græsset - for dér er fangeleg og gyngeture og en kæde, kun de endnu forstår. Der er ild og kærlighed og råb og hyl og hop.  En sitren i luften mellem dem, der er så tæt, så tæt.  Så meningsfuld.   Kh AM

4. maj 2020 Kære M Jeg drømmer om bunker med gamle breve. Jeg læser og forundres, forbløffes og forstår. Alt muligt, jeg har længtes efter at forstå. Historier af liv fra en anden tid, der var før min, men som blev til min.  Det er bare noget, jeg drømmer om. Jeg ved ikke, hvor jeg skal lede efter den slags breve. Jeg ved ikke, om der er ting, jeg skal forstå eller ikke. Men det virker altid, som om der er noget, jeg skal forstå. I dag skriver jeg breve igen.  Jeg kan skrive om, alt det der er sket. Eller alt det der kommer til at ske. Alt det jeg drømmer om, der vil ske. Alt det jeg er bange for, vil ske.  Jeg kan skrive om kirsebærtræerne, kampene, krigene, ofrene, bødlerne og ligene. Jeg kan skrive om heltene og billederne og mændene. Jeg kan skrive om huse og gader og minder og stiger. Jeg kan skrive om frihed og angst.   Og jeg kan skrive bunker af breve for evigt om, hvor meget jeg elsker dig. Kh AM

3. maj 2020 Til YH I parken med Rana, eller hvem, mellem fjer og grus.  På gynge og på bænk.  Tæppe og vin i krus.  Og vi taler om kustoder og kommoder med gamle klenodier.  Vi ryster af ophobet gas og sprænges i stykker under stjerner, der aldrig lyser.  Og kirsebærblomsterne drysser som karameller fra unge, der ikke får lov til at hyle og rage på gange og i gårde med balloner i små faconer.  Vi venter på ænderne og bider hinanden med tænderne, vi glemmer grænserne og flytter kransene fra hoved til hoved til hoved.  Og forbander den kærlighed, der er låst i kroppe gennem for mange liv.   Vi er par, der aldrig samles.  Vi venter i rabatten, går hver til sit i natten.  Sort og dyb som en dyne, hvor luften er for tung til at trække.  Så vi hiver i snore og går i kåber og vender kroppene hen mod dem, der råber.   Vi er et par, der aldrig samles.  AM