Dagens brev - Til note

-
7. maj 2020
Til note
Jeg fandt en bog af Robert Zola Christensen, jeg kender ham ellers ikke, men jeg skrev, for den handlede om at skrive. Jeg skrev om vejret. Det var i sommer. 
Himlen er lys. En blanding mellem grå, hvid og en snert af lys blå. Det regner. Indimellem falder regnen skråt ned fra vest, tror jeg, indimellem mere lige. Vinden er ikke konstant. Af og til lægger den sig lidt. Regndråberne er små, men de ser alligevel lange ud. Jeg ser det mest, når jeg kigger på træerne og planterne. Mod jorden, foran muren forsvinder regnen, og går i et med baggrunden. Regnen er stille, langsom. Lupinerne i gården er visne og brune mellem de grønne blade. Men alt det grønne virker friskt og sprødt i det våde. Der er fuglesang, men ingen fugle, jeg kan se. Gården er tom for mennesker. Gennem åbne vinduer, kan jeg høre stemmer fra børn og et sted, spiller en radio. Bænkene er nogle steder dækket med et tyndt grønt moslag. Andre steder er de blanke af regnen, næsten sorte i det våde. Der ligger cigaretskodder i vandpytten foran huset. Vinden er kølig, ikke kold, mere frisk, rolig. Det ser ud som om bladene på den store asp i midten af gården, danser. De bevæger sig langsomt op og ned, fra side til side. Nogle af dem hænger roligt på grenene, uforstyrret af dansen fra de andre.
AM

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Dagens brev - Min kære bror og co.

-
14. juli 2020 Min kære bror og co. Ja, det var Tivoli i regnvejr mellem sol og svævende mennesker i ballongynger og bladene på kastanjen. Og det var udsigt til kraner, kaos, tårne og tage. Og det var ekstase og forundring og forbløffelse og alting værd. Det var med det hele og fryden ved at sige ja. Sus, kildren og kvalmen. Slush-ice, candyfloss og vafler der blev centrifugeret i susende, drejende kroppe. Vi gør det igen og igen, for det er det, der er meningen med slaraffenland, at det aldrig, aldrig ender. Vi kysser regnvåde kinder og krammer onkler, tanter, niecer og nevøer, vi er i eventyr, vi er pirater i brusende både. Vi venter, venter, venter, og vi elsker, det vi giver, lige der på en pludselig tirsdag i Tivoli. Kh AM
Læs mere

Dagens brev - Kære Pernille

-
26. april 2020 Kære Pernille I nat var der en taxachauffør, der kørte os hjem gennem byen. Fra Vesterbro til Amager, og B spørger, om Langebro er den længste bro i verden. Jeg ryster på hovedet. Han siger, det ville give mening, når den hedder, som den gør.  Chaufføren fortæller, han nyder at være mere hjemme med sin datter på ni måneder og konen, der er på barsel. De drikker te sammen, når den lille vågner, men spiser først morgenmad kl. 10.00. Han synes, det er skønt at være sammen med den lille. Før, havde han ikke tid.  Nu arbejder han, når han vil, og der er ikke mange kunder, han har mistet 80%. Han siger, der er for mange forældre, der har for travlt til at se deres børn. Til at være sammen med dem. Det er ikke godt for børnene, siger han. Hans bryn rynker. De er mørke, han har rare øjne.  Han kører roligt, der er stille på Amagerbrogade, børnene har ikke seler på, de er pakket ind i tæpper, bilen er varm og blød, de synes, det er hyggeligt.  Vi bærer dem ind i le
Læs mere

Dagens brev - Kære Bell Star

-
28. juli 2020 Kære Bell Star Hvis du vidste, hvem jeg er.  Vi kunne se på mændene i gaderne og kysse på bænkene. I måneskin og under gyldne skyer. Nu sidder vi i skoven og venter på en anden tid, der kommer. Jeg tænker på min barndom og forstår stadig ikke, den var der. At den var min, at det var mig, der var i den. At jeg var barnet, der græd og grinede og spillede krig på vejene og tennisbold over huset og huler i haver og smækkede døre og skred med høj pande. Løb hjem fra fritten af angst, og cyklede ind i mure og fald på rulleskøjter. Det er som om, det var en anden end mig.  Bell Star, hvis vi vidste, hvem vi er. Jeg ved det ikke.  Tiden kunne være en anden, og måske ikke en, der forsvinder hver dag.  AM
Læs mere