Heartwords

31. januar 2020 Kære avis De taler om kunsten som en ting. Som noget man kan vælge fra og til. Som om kunsten er en vare, der kun eksisterer for at skabe profit. Som en brik i den kapitalistiske verdens store spil. Et sted hvor kunsten bliver en slagmark, og sanserne holdes inde som endeløse gidsler.  Men jeg tænker på, at kunsten er i mennesker. At den lever i alle kroppe. Og at det er sådan, fordi det er i alle mennesker, at kunsten opstår.  Dét at vi er forskellige. At nogen kan lide maden med løg og kapers, nogen kan kun lide uden. Men at der alligevel er et hjerte i alle kroppe. Og at der er kunst i alle kroppe.  Så hvilken debat skal vi føre, når I siger, at kunsten er en ting, man kan vælge? Det er ikke muligt for nogen.  Den uro jeg skal finde mig i, når jeg taler for højt om den slags. Kh AM 

30. januar 2020 Kære Iben Kan du høre grenene prikke på ruden? De slår i en uregelmæssig takt, og jeg tænker på, om det er andet end grene. Du træder ud af skoene, og de efterlader våde mærker på måtten. Lejligheden er kold, og du skutter dig, men lukker hurtigt døren til dit værelse.  Jeg kender ikke sangen, du nynner, men det minder mig om noget fra havet.  Kan vi tale om det dér igen?  Jeg har brug for, at du ser mig i øjnene. Kh Mira

29. januar 2020 Kære livsven Jeg øver mig på blindskrift.  fj jf fj jf fj jf fj fjdk jfkd fdsa jklæ fjdk jfkd jklæ fdsa.  Dét at stirre på skærmen og lade fingrene ligge på tasterne. Roligt og sikkert at lade fingerspidserne arbejde. Hvile den underste del af håndfladen på hver side af pegefeltet. Sænke skuldrene, hovedet der sidder løst på nakken.  Og alligevel de røde streger på hver linje.  Men noget skal jeg tage mig til med de fingre, der vil skrive. Som en musiker, der terper tonearter, finpudser akkorder og gentager rundgange. Som en håndværker, der kan teknikken.  Så kommer talentet måske, kreativiteten - inspirationen. Det gør den vel.  Ved siden af læser jeg en artikel om Asta Olivia Nordenhof. Politiken skriver, hendes nye bog er et frontalangreb mod kapitalismen. Jeg må læse den.  Jeg er nummer 40 i køen, da jeg reserverer hendes bog på biblioteket.  Selvfølgelig skriver hun med blindskrift, det gør hun. Jeg ser for mig, hvordan hendes lette fingersp

28. januar 2020 Til den der lider Det er sådan set ikke fordi, jeg ikke forstår, hvorfor det er sådan. Det er derfor, der ikke er brug for forklaringer, forsvar og formaninger. Problemet er, du ikke forstår, at jeg forstår - at jeg har set igennem det for længe siden - at jeg føler mig som et mere voksent menneske over for dig.  Dét, at du bliver ved med at svøbe dig i en ubehagelig skal af komfort og indiskret nedladenhed. Dét, at du bliver ved med at holde fast i den angst, der langsomt æder dig op indefra.  Med tiden er det gået op for mig, at den angst tager livet ud af dig.  At den er din eneste klippe - at angsten er dit for evigt.  Og jeg har grædt over, at du ikke ser andre muligheder. Jeg har grædt over din manglende indsigt, din manglende vilje, dine lukkede øjne. Dét, at jeg nu ved, det er for evigt. Men mest har jeg grædt over, at du end ikke aner det.  A

27. januar 2020 Kære brevkasse Jeg har en stærk følelse af, at mine børn ikke vil give slip. De holder fast på alt og alle og har altid gjort det. Jeg har forgæves prøvet forskellige løsningsteknikker. Men intet af det har virket. Jeg er efterhånden ved at miste tålmodigheden, og det er svært, ja stort set umuligt at bruge noget som helst, når alt er holdt fast af de børn.  Jeg har brug for et godt råd for at få dem til at slippe. Bare en periode i det mindste.  Har du nogen erfaringer fra lignende sager? På forhånd tak. Håbefulde hilsner Ruth 

26. januar 2020 Kære familie Det er som om, at alt det jeg vil sige, ikke kan stå i et brev.  Alligevel prøver jeg hver eneste dag. At skrive præcis det, der skal siges.  Alt det, der ikke er blevet sagt.    Jeg ved ikke hvordan.  Og jeg ved ikke, hvad I skal med det her, som ikke er det rigtige brev.  Måske er det et varsel. Måske jeg bare skal få det sagt? Kh Edith

25. januar 2020 Kære Vita Hvilken morgen skal jeg gå efter? Denne morgen? I morgen? Og hvad så mere?  Om aftenen bliver sengen et sted med en autentisk forsegling af morgendagens viltre fornyelse.  Men i morgen, og når min krop forlader madrassen, er det som om autenticiteten smuldrer, og jeg straks begynder at se frem til aftenens næste ubrydelige kontrakt.  For hvad? For blot igen at gentage det mislykkede forsøg.  En ulykke er det vel ikke. For jeg ved ikke, hvad ulykken er. Og dog føles det altid, som om den er på vej. Rundt om det næste hjørne, allerede inden den næste morgen begynder.  Kh AM

24. januar 2020 Kære bror Da jeg var lille, drømte jeg om dig. Du var et sted højere oppe, og jeg var tæt på, men alligevel altid for langt fra. Det var som et mareridt, jeg håbede at komme tilbage til. Måske kunne jeg nå dig i nat?  Om dagen stod du dér i haven i den sorte læderdragt, med ansigtet dampende under den mørke hjelm. Motorens kliklyde, og sommeren var varm, og du var min bror, det vidste jeg, og jeg kendte dig ikke.  Far, der med flossede nerver, så hvordan maskinens støtteben borede huller i græsplænen.  Jeg så kun, at du aldrig rigtig opdagede mig.  Og hver dag drømte jeg, at du tog mig med på den motorcykel.  At vi bare kunne køre afsted. Kh lillesøsteren 

23. januar 2020 Kære Kim  Gulvet i kælderen var skakternet. Store sorte og hvide felter. Jeg forestillede mig, at gulvet skulle lære mig spillet. At jeg skulle finde hesten, løberen og dronningen frem og øve mig,  finde koderne. I stedet blev gulvet ofte til en scene, hvor jeg ensomt fremførte mine indre længsler efter det store i livet. Hvor jeg rullede mig sammen i fosterstilling og græd som en baby. Og senere blev gulvet et sted, jeg glemte, når jeg kravlede ud ad sengen om morgenen, når jeg i rodet, der skjulte ternene, ledte efter tasker, bøger, strømper og andet, der skulle gøre min dag mulig.  Af og til sad jeg med S på gulvet og snakkede. Med ryggene lænet op ad sengen. Vi indspillede vores samtaler på bånd. Brevkasser og interviews og planlagde, hvordan jeg skulle vinde hans hjerte. Eller hvordan hans kæreste så ud med det nye korte hår, og hvorfor i alverden, han havde valgt hende. Det var i gymnasiet, kan du huske? Og jeg vidste det godt. Hvorfor han havde valgt h

22. januar 2020 Kære Nete Der er en kvinde i vinduet overfor min lejlighed. Jeg ser hende ofte. Om aftenen når hun er derinde i mørket. Bevæger sig roligt frem og tilbage mellem to værelser. Jeg tænker på, hvorfor hun går rundt i mørket, og hendes krop bliver en flimrende sort skygge bag ruderne. Jeg tænker på, hvem hun er. Er hun en mor? Er hun alene? I etagen nedenunder står en mand og ryger. Hans arme hviler mod vindueskarmen. Bag ham skinner et svagt orange lys. Jeg kan ikke se hans ansigt, men det er som om, han ser på mig. Jeg tænker på, hvem han er. Græder han? Er han vred på nogen? Hvem er disse mennesker? Blot at række armen ud i mørket mod dem. Bruge min stemme, de er lige dér, og noget kunne ske.  Men jeg vender mig ind i mit eget mørke rum og lukker øjnene.  Det gør jeg hver gang.  Der er så mange mennesker, og jeg ved ikke, hvordan man gør. Kærlig hilsen Anna

21. januar 2020 Kære læge Jeg tror, den ligger lige under huden. For det er som om, jeg kan klø den væk. Og jeg kradser og river, og huden går lidt i stykker. Og det er hele tiden lige ved, og et øjeblik hjælper det.  Men når jeg står med armene nede langs siden, og hænderne bare dingler dér, så er den der straks igen. Som et lille monster i rævesøvn, blot for at åbne sit store gab og råbe videre.  Findes der en pille, en salve eller noget som helst, der kan fjerne det lille monster?  Inden det driver fornuften helt ud af mig. KH AM

20. januar 2020 Kære psykolog Jeg tænker på, hvad der egentlig er det grundlæggende i mig.  For eksempel at se det der forhindrer mig i at gøre ting, jeg burde. Ting jeg tænker på at gøre og ikke gør.  Sandsynligvis at være halvvejs i livet og stadig kun tænke på det. Stadig være forvirret og kun skrabe i overfladen. Hele tiden at skrive om det. Lytte til andre, der gør ting på trods af det hele.  At være som en forvildet ung med et net for øjnene. At famle og falde. At have mantra og livsord uden evnen til at følge dem.  Kære psykolog, kan du hjælpe mig med at lette dette åg, kan du hjælpe mig med at se? Kh AM

19. januar 2020 Kære Adam Jeg kan ikke fortsætte på denne her måde.  Vi må holde en pause.  I det mindste. Hilsen Eva

18. januar 2020 Kære barn Den nat, jeg fødte dig, sagde vi, du skulle hedde Sne. Men da du kom ud i verden, så vi, du var en dreng. Og selvom de små hvide fnug dalede ned over byens tage fra den sorte himmel, og det var et smukt navn, kunne du ikke hedde Sne. For vi så, du var en dreng, og alt stod stille lige dér. Lyden fra dit lille skrig, buldrede ind i mit hjerte.  Du er min søn, min lille elskede, og jeg kan ellers ikke forklare det med andre ord lige nu. Din mor

17. januar 2020 Til evighed Hvor længe bliver du ved?  Når folk taler om evighed, tænker jeg på døden.  Med døden er det som om, at intet varer evigt.  Jeg ved ikke, hvad himlen er, andet end blandinger af ilt, gas, nitrogen og ting, jeg ikke aner.  Mon du eksisterer dér; i himlen?  Er evigheden for dem, der ser mere i himlen end naturvidenskab? Hvem af os ejer himlen?  Eksisterer du i virkeligheden? Fra den forvirrede

16. januar 2020 Kære Edith Kan du lukke mig ind? Jeg har ventet i nogle år. Og jeg ofte tænker på de tre søstre i sirupsbrønden fra Alice i Eventyrland. Jeg kan ikke huske, om den er med i alle udgaver. Jeg har ikke læst andre end den hvide slidte med de fine tegninger, som du læste for mig i sommerhuset. Husker du? Luk mig ind, Edith. Vi kunne læse sammen igen? Kh Albert

15. januar 2020 Kære Rui I dag var (endnu) en dag, hvor jeg ikke var der.  Ved du, hvor jeg kan findes? Kh Saga

14. januar 2020 Hej Ibber At svare på brev fra barnets lærer, fordi barnet ikke opfører sig ordentligt i skolen, er nærmest det værste jeg ved. Så, på en måde er det en lortetirsdag. Selvom nogen skal have en baby, nogen har fået solgt et hus, nogen har bestået sin eksamen, nogen har vundet i lotto, nogen har skrevet en virkelig smuk bog, og nogen har fået et nyt job, de gerne ville have, og nogen bruger deres liv på at redde børn i Syrien, så er det alligevel lidt en lortetirsdag. Det synes jeg. Fra Rebbi

13. januar 2020 Til egoisten Det kunne være fredag den 13. i dag. Den mikrodel af overtro, jeg har i mig, ville finde det meningsfuldt. Det kunne også være januarets grå hætte, der slænger sig tungt og fugtigt om mine øjne. Og at der er så langt til himlen. Og at jeg er uinteresseret i folks meninger. Og at det eneste min krop rigtig er god til, er at krybe under dynen i eftermiddagens tusmørke. Og de manglede d-vitaminer, magnesium og alt det grønne, der drukner i skabets tørre mørke.  Hvad skal man tro, når man er uden energi og ingen grund har til det? Hvordan skal man se sig selv i øjnene, som den eneste skyldige i området?  Taknemmelig, burde jeg være og nikker beslutsomt. Nipper til kaffen med den plumrede plantemælk, der har lagt sig som små grynede øer i glasset.  Fra AM

12. januar 2020 Kære unge menneske Natten er en port, jeg ofte farer vild i. Da jeg var ung, bare en pige, gemte jeg mit ansigt i puden og og lukkede rummet om mig som en skærm. Det var et hemmeligt dyb, jeg dykkede ned i for mig selv. Jeg lå der på sengen og græd over lammelsen og alt det, jeg ikke gjorde i livet. Som en uforskyldt eskapisme. Krummet sammen som baby i forkerte folder.  Det fine unge ansigt, der sad på min krop.  Nu tænker jeg på alt det, der ikke skete. På den verden der gled forbi, mens andre formede og favnede livet i lange baner.  Af og til må jeg vride, klemme og ryste det af mig, når det igen forsøger at snige sig ind på livet.  Unge menneske; åbn dine øjne og gå ud i natten.  Kh J 

11. januar 2020 Kære Sverre Du var min geografilærer på Brønshøj Skole, dengang i 90’erne. Jeg kunne egentlig godt lide dig, selvom det var noget mystisk og lidt skræmmende ved dig. Du var en hård type, men jeg synes, jeg så et glimt i dine øjne af og til. Det var bedst, når vi lavede det med hovedstæderne. Måske havde jeg fordel pga. de gange, jeg havde øvet med min far. Jeg plagede ham om at stille mig spørgsmål om den slags.  Længe efter jeg havde forladt skolen, hørte jeg, du havde fået en tennisbold i nakken i et frikvarter, mens du var gårdvagt. Jeg hørte, du døde pga. slaget.  Jeg ved stadig ikke, om det passer. Jeg ved heller ikke helt, hvorfor jeg tænker på dig af og til.  Men det gør jeg. Kh AM

10. januar 2020 Kære voksne Da jeg var lille, legede vi krig på vejen. Med kridt i forskellige farver. Jeg var USA og nogle gange Grønland. Det gav mening dengang. Tingene indenfor var kedelige, vi ville være sammen. Vi ville opdage, vi ville udforske verden udenfor.  Vi rendte rundt på vejene, op og ned ad fortovene, ind og ud af haverne. Hvor kunne vi få den næste is, det næste glas saft, hvem havde de bedste klatretræer, hvor hurtigt kunne man cykle rundt om firkanten, osv. Vi var mange, store, små og forskellige. Sådan var det. Vi trak i sommeraftenerne og var ude om til vores forældre kaldte os ind fra tusmørket. Sådan var somrene for det meste, da jeg var barn.  Da jeg i en periode sidste sommer gik rundt i et villakvarter i Valby, fik jeg en fornemmelse af noget tomt og forkert. Noget efterladt. Først lang tid senere opdagede jeg, hvad det var: børnene. De var der ikke. Hvor er børnene?  Kh AM

9. januar 2019 Kære M Jeg så en film i går; det var næsten for utroligt. Filmen og den måde, jeg lettere tilfældigt faldt over den. I øvrigt er det skræmmende at skrive det sådan. “Den nat vi faldt” var en film, jeg skulle se.  Det er i virkeligheden for vanvittigt at begribe det. Det er i virkeligheden for svært at være tilskuer til en sorg, der ikke er ens egen. Alligevel siver en del af sorgen ind i mig. På grund af så meget. Jeg ved ikke, om det er okay.  Jeg kan ikke lade være med at tænke på den film. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, det der skete. På det du gjorde. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det var og er for dig. Og for de andre.  Og for hende.  Kh AM

8. januar 2020 Kære digter Vinteren er egentlig okay, selvom den ikke er så vinteragtig. Der er ingen hvide træer og små fede fnug, der falder fra himlen. Der er ingen spor i sneen og ingen vaskere.  Til gengæld er der masser af gråt. Grå asfalt. Grå himmel. Grå regn. Og i alt det grå er det nemmere at se ting, der blinker. Ting der skinner og skiller sig ud. Kontraster og alt det, der ikke kan gemme sig. I sådan en slags vinter, ser jeg tingene. Som de står, som de er.  Nogle gange er det bedst sådan.  Kh AM

7. januar 2020 Kære brev Kan du skrive dig selv i dag?  Jeg er lidt tom.. Kh AM

6. januar 2020 Hej Irene Jeg synes, du går med meget larmende støvler. De klikker og klakker overalt. Det er en smule bizart.  Jeg har sat et par tøfler og nogle Reebok til dig på dørmåtten.  De er vist akkurat din størrelse.  Hej fra Lizza

5. januar 2020 Kære underlige søndag  Når man bliver forvirret over, hvad man skal græde mest over.  Trumps position i verden, Frederiksens tale, børnene i teltene, den ildrøde himmel over Australien, koalaer der brænder ihjel, huse der (ikke) bliver solgt, kærlighed der ikke vil gå op, mennesker der ikke elsker sig selv,  en trafikulykke, et par der slås, et barn der er dødt på en strand, folk der hader, en mand der falder ud ad et vindue, en forfatter der ikke kan skrive, en mand der er for fuld, en bror der er forsvundet, et menneske der lever sit liv i angst, et hav der er dødt, en pistol der dræber en krop, en elefant der lider, en regering der er bange, en knude i et bryst.  Jeg ved det ikke.  I dag græder jeg over det hele. Kh AM

4. januar 2020 Kære Guru Viderebringer hermed vigtig information fra S: Dæmp venligst gemytterne! På forhånd tak.  Kh AM 

3. januar 2020 Kære E I dag er Amagerbrogade ligesom alle de andre dage. Stort set. Når jeg kigger efter slangen af røde baglygter, der snor sig langs facaderne, får jeg en fornemmelse af, at tiden er i gang med at flytte sig til et andet sted. Måske er det bare mig.  Og ved Tingvej går en dame og skælder ud. Hun knytter næven og råber mod himlen. Hun har ingen jakke på, hendes stemme er hæs og så vred. Så længe siden, jeg har hørt den slags vrede. Det føles overraskende befriende. Og som om jeg forstår hende, uden at ane grunden til hendes vrede lige dér. Men den måde, hun lukker det ud. Dér midt i gaden, midt i byen, midt i det hele. Folk kigger, ryster på hovedet eller skynder sig væk. Jeg ved det ikke, men tiden bliver anderledes efter Tingvej.  Det kan jeg mærke. Kh AM