Dagbog 2021
9. januar 2021 - Er det nu?
Hvor verden var en anden. Hvor mennesker levede med et stærkt og gennemsyrende håb, fordi man var i naturen.
Det kunne være på en anden måde. Det kunne være sådan, at man boede tæt på kanten af havet. Sådan et vindblæst sted, hvor vores ånde drev med vinden.
Det kunne være, man boede i et hus med høje vinduer, hvor alting man så, var havet og vinden og lyset og mørket.
Nu går vi med næserne i asfalten og venter på at mærke vinden eller noget andet, der minder os om, at vi er i live.
I dag tænker jeg på alle de historier, vi har. De historier vi kunne skrive. Og jeg vil skrive en historie, der minder om min. En historie der blander sig med alle de andres. For det gør de. Hvad er min historie uden de andres?
Først går jeg hen og lukker vinduerne, lejligheden er kold og lille og fyldt med alt det, vi putter ind i den, fordi det gør man i sådan et liv. På den anden side af gaden ligger huse med andre ting og andre historier. Og selvom de er andres, føles de som mine. For hver gang jeg prøver at fortælle noget, lyder det som noget, jeg allerede har hørt.
Nu går jeg ind og sætter mig i sengen, for der er ikke andre steder at sidde i denne lille lejlighed. Børnene har lukket sig inde i skærme af fremmed, uvirkelighed der gør mig bange. Og selvom angsten for, at skærmens lys vil opsluge dem og suge dem fra mig, lader jeg dem sidde. Og jeg lukker døren for at finde den fred, der åbenbart ellers er umulig at finde.
Jeg vil skrive en historie, der minder om min. Det er kun fordi, jeg er nødt til det. Men hvordan er sådan en historie nødvendig i denne verden? Jeg ved det ikke, men jeg venter ikke længere på det svar, for alting trænger sig på. Det maser mig mod gulvet, og hvis jeg vil leve, må jeg skrive den. Det forstår jeg nu.
Hvor verden var en anden. Hvor mennesker levede med et stærkt og gennemsyrende håb, fordi man var i naturen.
Det kunne være på en anden måde. Det kunne være sådan, at man boede tæt på kanten af havet. Sådan et vindblæst sted, hvor vores ånde drev med vinden.
Det kunne være, man boede i et hus med høje vinduer, hvor alting man så, var havet og vinden og lyset og mørket.
Nu går vi med næserne i asfalten og venter på at mærke vinden eller noget andet, der minder os om, at vi er i live.
I dag tænker jeg på alle de historier, vi har. De historier vi kunne skrive. Og jeg vil skrive en historie, der minder om min. En historie der blander sig med alle de andres. For det gør de. Hvad er min historie uden de andres?
Først går jeg hen og lukker vinduerne, lejligheden er kold og lille og fyldt med alt det, vi putter ind i den, fordi det gør man i sådan et liv. På den anden side af gaden ligger huse med andre ting og andre historier. Og selvom de er andres, føles de som mine. For hver gang jeg prøver at fortælle noget, lyder det som noget, jeg allerede har hørt.
Nu går jeg ind og sætter mig i sengen, for der er ikke andre steder at sidde i denne lille lejlighed. Børnene har lukket sig inde i skærme af fremmed, uvirkelighed der gør mig bange. Og selvom angsten for, at skærmens lys vil opsluge dem og suge dem fra mig, lader jeg dem sidde. Og jeg lukker døren for at finde den fred, der åbenbart ellers er umulig at finde.
Jeg vil skrive en historie, der minder om min. Det er kun fordi, jeg er nødt til det. Men hvordan er sådan en historie nødvendig i denne verden? Jeg ved det ikke, men jeg venter ikke længere på det svar, for alting trænger sig på. Det maser mig mod gulvet, og hvis jeg vil leve, må jeg skrive den. Det forstår jeg nu.
Kommentarer
Send en kommentar