Siri

Siri 6 

6. juli 2019

Hun kan ikke sove. Madrassen er blød, tynd. Fingerspidserne glider hen over rillerne på de høje brune træpaneler på væggen. Sengen står under vinduet. Værelset, som hun lå i dengang, livet begyndte for hende. Dengang hun bare var et barn. 

Det at få et barn. At mennesker får børn. Hvem fårde barnet af? Hvis det hedder at få et barn, må der være en giver? Er det noget, man skal gøre sig fortjent til? Hvordan bestemmes det? Og hun tænker på Gud. Hun tænker på, hvordan hun er holdt op med at tale med Gud. Hvordan det er sket, uden hun har savnet det. Uden hun har besluttet det. Og skrækken slår ned i hende i det øjeblik, det går op for hende, at det er Gud, der giver mennesket børn. At det er Gud, der er giveren. 

Hun slår tæppet af sig og rejser sig, som i panik. Trækker sweateren til sig, åbner døren til kammeret og går ud i den smalle entré. Ud af huset. 

Hun står på trappen og byen er så sort. Huset bag hende er mørkt, og alt er stille. Hun leder efter lyde, men der er ingen lyde. Selv fra fjeldet er der stille. 

Det ligger dér som en enorm skygge placeret foran byen. En skygge af sort i natten. Hun vender nakken og vil råbe til himlen. Hun vil skrige til stjernerne, at det ikke kan være sandt. At det ikke kan være sandt, at folk som Elva og Ravnúr får børn, de ikke vil have. At mennesker over hele Færøerne får børn, de ikke kan elske. At folk i verden får børn, som de slår, sparker og glemmer på jorden. 

Men stemmen bliver i hende. Hun går ned ad trappen, hen over de krakelerede fliser. Op ad skrænten, hen imod fjeldet. Hendes tær er bare. Hun har bare ben. Den tykke trøje er strikket med store huller, men Siri mærker ikke vinden og kulden fra fjeldet. Ser kun fjeldet, der vokser foran hende, som en mur. Hun mærker, hun må derop. At hun må op på fjeldet, der er hendes. Èt sted i verden, der i det mindste er hendes. 

Hun går hurtigt, hen over vådt græs og bliver ét med mørket. Og et sæt billygter rammer hende pludseligt som ventede de hende lige dér, og hun standser og skærmer øjnene med en hånd. Bilen triller langsomt imod hende, dæmper lyset. Og hun standser. På grus, med sten, der skærer i hendes fodsåler. Hun står stille og bilen drejer. Så slukker den motoren på den anden side af vejen, og lysene går ud. Og hun holder vejret og ved ikke, hvorfor hun ved, at det ham. At det er Bárdur, der sidder i den bil og ser hende gå dér i natten som en skør. 

Og han træder ud og går hen mod hende, mens hun står stille. 

-Ingen andre end Siri bevæger sig ud på bare tæer en nat som denne. 

Hans stemme overrasker hende. Så dyb og rolig.  

Nu står han foran hende. Hun sukker. 

-Ingen andre end Bárdur kører her forbi i natten.

Hendes vejrtrækning er blevet langsommere, roligere. Hans skuldre er brede. Hans holdning rank. Han har hænderne i lommen, smiler skævt, og tænderne skinner i hans mørke ansigt. 

-Siri Janusdottir, hvad bringer dig på fjeldet denne nat? 

Han drejer blikket ned mod hendes tæer.

Den måde han bevæger hovedet og den måde, han står der på, får hende til at græde. Pludseligt. Som om det ruller fra sted langt nede. En gråd, hun ikke kan stoppe. 

Han går et skridt frem. Et til, og lægger hånden på hendes skulder. Hun vender sig om, og hun går tilbage i retning mod huset. Indimellem standser hun og trækker vejret dybt, forsøger at kontrollere sin egen destruktion. Han standser ved siden af hende, siger ingenting. Det knitrer under hans støvler, mens de går på gruset. Der er så øde her, når hun at tænke, mens hun hulker som en vanvittig. 

Hun standser foran klippen, der afgrænser forældrenes grund ud mod byen. Hun lægger panden mod den kolde, glatte sten og lader sig glide ned i græsset. Bárdur står over hende, vender hovedet på skrå, og sætter sig så ned ved siden af hende. De sidder med ryggen mod den kolde klippesten. Han siger ingenting. Mørket hænger mellem dem, og hans ansigt er et omrids, hun kender alt for godt. 

Gråden af aftagende. Der kommer underlige lyde fra hendes hals, små rystelser gennem kroppen. Efter noget tid, kan hun trække vejret mere normalt, med en slags kontrol. Hun kan høre hans åndedræt. 

-Streymoy er ikke det samme som dengang. 

Det giver et sæt i hende ved lyden af hans stemme. Hun genkender den, alligevel er den anderledes. Fremmed. Hun vender ansigtet og ser på han. Omridset. Silhuetten. Og mørket der skjuler næsen, som hun ved er en anelse skæv. Hans blik vender ud mod fjeldet. 

-Nej..

Hun ved ikke rigtigt, hvad han mener, orker ikke at spørge.

Han siger ikke mere, men hun vil gerne høre hans stemme igen.

Hun lægger nakken tilbage og ser op. Det hvide tæppe med de små sorte prikker i baggrunden. 

___________________________________________________________

Siri 5 

26. juni 2019

Siri sidder i flyet. Ikke ved vinduet, hun plejer at spørge, om der er plads ved vinduet. I dag er hun tavs. Som om stemmen har forladt hende. Hun sidder på sædet mod gangen. Og hun følger med i stewardessernes bevægelser frem og tilbage ad den smalle passage. Bemærker deres blikke, lytter til deres stemmer. Forstår ikke hvad de siger, når de ser på hende med et ansigt, der ligner en invitation til noget. Som om hun pludselig har glemt sproget. Vognen de skubber foran sig, der ruller lydløst på det mørkeblå tæppe, spækket med vand, dåser, små flasker og poser der knitrer, når de løftes frem til en passager. Og hun ryster på hovedet til ansigtet, der er vendt mod hende. Lukker øjnene. Læner nakken tilbage. 

Og mens hun hænger dér mellem skyerne, over havet, mens hun tænker på, hvor de mødes, de to have, uden helt at forstå, hvordan den slags besluttes, slapper kroppen af. Noget bliver blødere. Armene hviler på maven. Den tomme mave uden liv. Og hun ser for sig, hvordan fedtet i maven er som en død vandmand, der skvulper rundt. Duvende og blødt med alt det salt i sig, og hun kan næsten smage det. Alt det salt, hun slugte som barn. Hvordan hun slikkede det af stenene. Fornemmelsen af den kølige glatte overflade og smagen af saltet. 

Mira ringede flere gange i går. Siri burde have taget den. Hun har ikke talt med Mira i flere uger. Det virker uoverskueligt. Engang talte hun med søsteren hver dag. I en længsel efter at dele alt, med én, der var ligesom hende. Men det var før alle de børn. Det var før Siri lærte, at hun selv kun er en tom skal, og at Mira er selve arketypen på en moder naturs gudinde, der blot skal manifestere tanken om frugtbarhed, for at hendes krop skaber det ene liv efter det andet.  

Gennem de sidste på år, mens det er gået op for Siri, at hun ikke er ligesom Mira, er længslen forvandlet til skam. Skam over at misunde sin egen lillesøster selve livet.  

Kvitteringen på køkkenbordet derhjemme, den hun skrev på, kvitteringen med bananer, skyr, eddike, tamponer og marcipanbrød på den ene side. Hendes ord på den anden. Han må have læst det nu. Står måske med den i hånden og telefonen i den anden hånd. Måske går han frem og tilbage i huset og er fortvivlet. Måske ryster hans hænder. Men Siri kan ikke forestille sig Ole sådan. Fortvivlet. Det går op for hende, at hun aldrig har set Ole være fortvivlet. 

Siri trækker vejret langsomt ind. Luften i kabinen er tør og kølig. Hun holder det længe, åbner øjnene. Manden ved siden af sidder med en computer i skødet og høretelefoner i ørene. Der er et blåligt lys i kabinen. Siri vender nakken og ser ned ad den smalle gang. Længere nede står en pige. Måske 3-4 år. Hendes ansigt er forvrænget, hun kaster sig på gulvet, men lyden fra pigen trænger ikke ind i Siri. Som om scenen er en film uden lyd, hun blot observerer. 

Mon han tager afsted alene? Hun ser, hvordan han stiger på bussen ved Bellahøjvej. Hvordan han sidder tavst og stift, står af ved Hovedbanegården. Er i god tid, venter på toget med sin mosgrønne rullekuffert. Hun ser, hvordan han sætter sig på sædet ved gangen, og hvordan han spejder ud ad togets vindue, forgæves indtil toget lydløst triller ud fra perronen, mens hun svæver et sted i luften over grænsen mellem de to have. 

Hun skrev, hun havde brug for at trave. I fred. Bare nogle dage. Tænke tingene igennem, et sted, der var hendes. Hun ville ringe. Ikke engang et undskyld. Det virkede forkert.  

Kaptajnens stemme ryster hende. Siri kaster et hurtigt blik ind over manden ved vinduet, og aner de hvide og sorte toppe under dem. Og som altid den stikkende fornemmelse under huden og bag øjenlågene, når hun genser det lille revnede land, der ligger som små klatter drysset ud midt i det sorte hav. 


_________________________________________________________________

Siri 4 

8. maj 2019


Og alt det moren fortæller, er små skyer, der flyder over Siris hoved. For ordenes betydning mærker hun ikke. Ikke rigtigt. Ikke med det samme. Morens stemme er høj, skinger. Og Siri vil gerne lægge på, men hun står med røret tæt ved øret, og stemmen har direkte adgang til det hele, og Siri burde svare, hun burde nikke og sige ord med sin egen stemme. 
Og hun ser for sig, hvordan morens stemme glider ud gennem huset, det blå hus på fjeldet, ud over Atlanterhavet og Nordsøen. Hvordan den glider direkte ind i hendes barndom og lægger sig i de samme folder som dengang. Hvordan alt i den stemme er det samme, hvordan tonerne skærer sig ind i hende, når den rammer bestemte ord. 
Og hun må ryste på hovedet ad sig selv, og hun må bore tommelfingerneglen hårdt ind i håndfladen og tænke på, hvor hun er. At hun er her i København, og at moren er dér på fjeldet over tusind kilometer væk. 

Og Siri hører også godt det med hospitalet, det med faren. Det med, at moren siger, hun skal komme hjem. Hun hører det. Men det er som om lyden af hendes egen stemme vil lyde som et barns, hvis den møder morens nu. 
Og så græder hun. Stille. Og der er stille i telefonen, et øjeblik. Hvor Siri ser bølgerne og vinden, hun ser hvordan naturen et øjeblik holder vejret, som for at give hende noget plads. Og da hun trækker vejret ind for at tale, siger moren farvel. Moren siger, at hun ringer igen i aften. Og at Siri er nødt til at komme hjem, hurtigt. 

Siri ved ikke, hvor Ole er. Han er gået ud, og hun går ned ad trappen og ud i haven. Hun ser efter ham, men der er tomt og vådt. Træerne er sorte. Himlen er mørk og grå. Og hun kommer til at le over dens forsøg på at ligne en vinterhimmel. Hun sætter sig på en stub. Den er fugtig og kold, og hun er ligeglad. 
Hun ved ikke, hvad hun skal sige til Ole. Og hun tænker på ham som en fremmed. Som et menneske, hun ikke ved, hvem er. Hvorfor bor hun sammen med en fremmed? Engang var det noget andet. Dengang hun lige var flyttet hertil. 

Måske var det fordi, hun selv var så ny dengang? Det at hun blev en anden i denne by? Måske var det fordi, hun lod barnet blive deroppe. Det barn hun var. Måske er det fordi hun savner det barn; måske det derfor, hun har brug for at blive mor? For at give det barn en ny chance?

Og hun ser op i den grå himmel, der end ikke kan sne. Og hun ved, det er den samme himmel, som hun så op i dengang, da hun løb på fjeldene, men det er det ikke. Det er ikke den samme himmel, og hun er ikke den samme. Hun kan ikke være det barn igen. Hun rejser sig med en hast, så stubben vælter, og hun græder igen. Og hun knytter hænderne og slår sig på lårene, og hun vil skrige til himlen, men hun gør det ikke. For hvad nytter det, når himlen er så patetisk at stå og glo på her? Når den prøver og prøver at være noget, den aldrig bliver her. Og hun sparker til stubben og vælter i græsset og ligger midt i det våde, grå og vrider sig som en baby. Som en baby, der prøver at fortælle nogen noget. 

Måske er det Ole, der er den samme. Måske er det hende, der ikke kan slippe det barn, der bor i hende. Ikke før hun får sit eget. Et helt nyt barn, der skal vokse ud af ingenting og blive til et nyt menneske i hendes krop. Hendes tomme krop. Hvor alting gør ondt hver morgen, når hun vågner, hver dag og hver nat, hvor hun mærker tyngden af tomheden. Hvordan den råber og runger som et ekko i et hylster uden indhold. 



___________________________________________________________

Siri 3 

24. april 2019


Er det sådan det er? At det er meningen, man skal acceptere tingene? Som de er. At man kæmper forgæves, at man længes forgæves, hvis man prøver at ændre på noget? Livet er hårdt. Der er ingen, der har sagt det skal være let. 
Hun vender tilbage til farens sammenbidte udtryk. Det vejrblæste ansigt. Rynkerne om øjnene. Det grå hår, der bliver tyndere så hurtigt. Et ansigt, der bor i hende. Hans tavse stive blik, den mælkehvide hinde, der har lagt sig over de blå øjne. Hvem har prøvet at bilde dig andet ind? Hvad har du har regnet med? Skal jeg minde dig om, hvordan det var for os? Dengang?
Alt det usagte, hun ved, han ville sige, hvis de kunne tale om den slags. Hun orker det ikke. 

Det er flere uger siden, hun har ringet. Hun kan ikke blive ved med at være i alt det usagte, dér i telefonen, i strømmen af ligegyldigheder. Den måde, han taler ned til hende ved ikke at sige noget. Ved ikke at sige noget om andet end ingenting. 
Den måde han holder hende fast i en tid, der ikke er hendes. En tid, der aldrig har været hendes. De samme historier om farmoren, der var syg og skrap, den måde hun gemte den gyldne, ædle skat, når de en sjælden gang, blev beriget med et stykke chokolade. Den måde, han fortæller, hvordan hun gemte det, til det blev hvidt og hårdt af ælde. Den måde, han fortæller. Det samme og det samme. Stemmen. En insisterende ryst, der klamrer sig til facts og gentagelser. En ryst, der ikke skal ud i det ukendte. 
Hvorfor kommer der aldrig andet? Hvorfor deler han ikke sin sorg? Hvorfor giver han hende aldrig noget – af sig selv?
Det er sådan, forbindelsen mellem generationerne dør, tænker hun. Båndet opløser stille og ubemærket sig selv i vindene over tagene, fjeldene og fjorden. Over havet mellem dem. Forsvinder i en dis, når ingen griber fat, når ingen gør noget for at binde dem sammen. Kan han ikke selv se det?Og den måde han ellers altid forherliger de ældre, visdommen, umagen ved at gøre tingene ordentligt, som man gjorde engang, erfaringerne. Detaljer og pertentlighed til hun at ved at kaste op. 

Siri fnyser, vender sig i sengen og ånder ud. Vikler sig ud af dynen, og det føles som at grave sig fri under bunker af vådt sand. Tungt og langsomt, graver hun sig ud i dagen, der bliver ved med at dukke op med den samme rungende tomhed. Hun går ud på gulvet. De kolde fliser under fodsålerne. Tusmørket i stuen, stilheden, som var dagen ved at ende. Vinteren er grå. Så flad og grå og tør, og hun kommer aldrig til at forstå vinteren her. 

Ole sidder ved bordet i køkkenet. Ser i avisen og ser ikke op, og hun lægger en hånd på hans skulder, da hun går hen til kaffemaskinen. En vane og alligevel en beslutsom handling. Og de er som gamle mennesker, den slags par, der ikke taler, fordi de ikke behøver og kender alt i hinanden. Og en gråd sætter sig i halsen, for de er ikke sådan. De er som gamle mennesker, der ikke taler, fordi de ikke ved, hvordan man taler med hinanden. Fordi de ikke kender hinanden og ikke kender hinandens sprog. Det forstår hun nu. 

Hun hælder kaffe op. Morgenen er ikke til at mærke, og hun ville ønske, at følelsen af aften var virkelig. Så hun kunne komme væk fra dagen igen. Denne dag. Kunne den bare forsvinde ud i det kedelige, kedelige, tomme liv, der er alle steder, hun vender sig?-Ja, vi kan vel godt gå i gang med at få pakket. Han har lagt avisen på bordet og ser ned i sin kop, ryster den og drikker sjatten fra bunden. Sjatten med alt kaffegrumset. Hun har aldrig forstået, hvorfor han drikker grumset.  Det gør ondt i hendes tænder at se ham sluge det. Hun nikker og går op ad trappen med sin kop. Solen skinner ikke i huset. Ikke i dag i denne vinter, og hun ved, hvordan hendes krop længes efter den. 

Er det lørdag, tænker hun. De skal til Berlin. Hun og Ole. Det er er meningen, de skal til Berlin i morgen. Tage en pause fra det hele. Bare være sammen og nyde livet lidt. Sådan sagde han, og hun nikkede og smilede og forstod det godt, hun kunne godt se det, da han sagde det.Men Siri ved, hun ikke kan tage til Berlin med Ole.

Telefonen brummer på kommoden, idet han træder ind i soveværelset. Hun står foran spejlet, er ved at tage kjolen over hovedet. Han ser i hendes øjne, da ansigtet dukker op bag det blå stof, der glider ned over hendes overkrop. Han stå helt tæt. Telefonen brummer igen. Kjolen føles blød og kølig mod huden. Han kan lugte kaffen i hans ånde, der er varm mod hendes hals, hans læber der hurtigt berører hendes kæbe, og hun gør sig fri. Ser ned på telefonen, og selvom hun ikke har lyst, tager hun morens opkald. Og hun sender Ole et blik, hun ikke selv kender, da hun møder det i spejlet, inden hun forlader rummet med en tyngde i kroppen.
Hendes stemme er fremmed, da hun svarer.. 
- Halló mamma..


__________________________________________________________________

Siri 2 

4. februar 2019


Siri gnider fingerspidserne mod hinanden. For at mærke, hun har en krop. At hun er varm endnu. Hun sidder længe i bilen. Ånder en grå tåge, der opløser sig selv. Hvis lykken er et valg, man selv træffer, hvorfor gør hun det så ikke?

Ole er kørt til Hovedbanegården. Han skal købe billetter til en tur til Berlin. Synes ikke det er noget, der kan foregå på en computer. Hun smiler, vinker, nikker ja, da han går. Nu sidder hun i bilen. Endnu. Ser ud ad forruden, ud på den sorte garageport. Blikket har så kort til alt her, før det bremses af mure, mennesker, alle de døde ting; kulden er en anden her. Hun har ikke tænkt over det før. Ikke på den måde. 

Langsomt går det op for hende, at hun måske kan dæmme op for længslen. Lidt måske. Forløse noget. Selv. Ved at vælge et liv. Dagligt tænker hun på, hvor længslen kommer fra.

Dengang hun sad på trappen, det øverste trin, og så ud ad det høje smalle vindue. Hun kunne lige skimte vejen, og se når en billygte gled forbi. Hver gang fór hjertet op i halsen og bankede så hårdt ud mod den tynde hud. Gråden i halsen. Som en knude, hun ikke kunne få løsnet. Hun talte de 6 sekunder, hun vidste det tog for bilen at køre om på siden af huset og ind i carporten. Den manglende lyd af bildøren, der ikke blev smækket. Den tomme stilhed, der fik gråden til at bølge op gennem knuden og vælte tavst ud. Den rystende krop. Bleg og spinkel. Maven der fik hende til at rende på toilettet efter hver bil, der ikke var morens. Og når lygten endelig var den rigtige og lyden fra bildøren, gav genlyd i carporten, buldrede hun ned ad trappen, rev døren op og løb hen over det våde mørke græs i de bare tær. 

Morens favn var lige varm og træt hver gang. Sukket lige dybt. De sorte glatte læderhandsker i hendes nakke, formet efter mormorens små hænder. Som havde hun lige sluppet dem. Først dér slap kroppen det faste greb om hendes sjæl. Først dér, kunne hun lægge sig og sove. Slappe af, indtil næste gang. Det vidste hun. 

Kommer længslen derfra? Var det dér, da hun gang efter gang sad på trappen i mørket og ventede på moren i en ukendt tilstand af angst? Satte den sig fast i hende der? Er længslen en forhindring for livet, eller er den drivkraften? Billederne cirkler om det samme, om hvilken magt friheden har over livet? Over mennesket. 

Det hober sig op. I temaer, bunker, noter, halve ting, halve tanker; uendeligt. Lærreder og skitser koordineret i nuancer og systemer efter forskellige principper. Minder. Lyde, dufte, fornemmelser, glimt. Som en besættelse? Måske engang, men det tænker hun ikke længere så meget over. Det er en præmis for hendes eksistens. Som menneske. Som kunstner. Som mor. Til barnet der aldrig kommer og begynder sit liv i hende. 

Tomheden.

Må livet være en jagt efter frihed, når man ikke kan skabe et barn? Hvad skal jeg med det her liv? Spørgsmålene i billederne. Hun nærmer sig aldrig svaret, kun flere spørgsmål. Som en måde i det mindste at tage sig af den nagende, insisterende hvisken langt derinde. Som en måde at tage sig af tomheden. For at forløse trangen til noget at tage sig af. Til nogen af tage sig af. Og spørgsmålene bliver som en bunker, hun graver sig dybt ned i. 

Siri kan ikke slippe det. Øver sig hver aften, når hun lægger sig på sengen. Mediterer. Tænker på ingenting. Lytter til vinden, bølgerne. Ser fjorden arbejde til lydene i høretelefonerne. Mærker de borer sig ind i hendes indre. 

Kan ikke tænke på ingenting. 

Måske er valget af frihed en nødvendighed, hvis vi vil vores eget liv, det bedste? Hvis ikke vi vil vores eget liv det bedste, hvad er så meningen med at have det? Livet? 

Bølgerne, mågerne, landskabet. Lunderne på fjeldet. Lydene. 

Dagene bliver til skitser. Kul, blyant. Ind i mellem blå, grå ind i mellem rød. Arbejdsbordet er en ø, hun skanser sig på. Alene. Angstfuld. Rolig. Paletten er uendelig. Det gør hende i det mindste lettere, at der er en vej ud. Til noget af det. Som en bold, der en umulig at gribe. Som en solstråle, kroppen instinktivt suger til sig. 

Når de sidder ved bordet om aftenen, indimellem bliver den over ti, før de spiser, kan hun se i hans blik, det er forkert. Hun kan se, det ikke kan lade sig gøre med ham. Intet af hendes indre liv, kan hun i virkeligheden dele med ham. Hvordan kan hun også forvente det? Af nogen overhovedet. Men hvad skulle han også bruge hendes indre til, når det er så tomt? Hvordan skulle han kunne forstå, når hun ikke selv kan?

Siri har aldrig fortalt Ole om det. Ikke rigtigt. Minderne. Angsten. Nætterne på trappen. Det er som om, det er nødt til at foregå på et andet sprog, end det de deler. Et sprog han ikke kender. Hun er bange for, han ikke kan høre hende, hvis hun åbner munden. 



_________________________________________________________________

Siri 1 

25. januar 2019


Da hun voksede op, var der ingen spørgsmål, der blev sagt højt. Men de buldrede i hendes bryst, og på fjeldene rev vinden i hende. Som om den ville have hende til at tale. Undrede sig, som hende, højlydt over de tavse forældre, der mumlede gennem dagene. Gennem livet. I mange år kæmpede hun. Og fjeldet blev en fjende, hun blev ved med at opsøge. Som for at sikre sig, at noget i verden var levende. Naturen på øen var så levende og intens. Så kold. 

Siri ved, det hænger sammen sådan. Og de seneste par år, har livet med Ole har gjort hende bange. Længslen har altid været en præmis i deres forhold. Men det gør hende bange, at Ole bare lever med det. Det gør hende bange, at han vælger det. At han forholder sig så passivt til sin viden. At hans øjne har forandret sig, og hun ved det, selvom deres blikke sjældent mødes. At han intet gør. Ligesom hun intet gør. Alt for længe. 

Aftalerne på IVF-klinikken er uendelige. Forudsigelige. De parkerer på den ujævne plads bag den lille hovedgade, der minder Siri om Thorshavn. På en irriterende måde, ligger den der, og forsøger at være noget, den aldrig kan blive. Noget der ikke er meningen for den. Som barn var gaden i Thorshavn uendelig. Et eventyr i modsætning til fjeldet, der altid trak hende ned i det mørke. 

De åbner døren til den lille opgang, Ole tager den sorte snoede vindeltrappe, og hun trykker på elevatoren, der ikke kommer. Hun kigger ud på den hovedgaden, der er belagt med rødlige sten. Bliver irriteret over tøjbutikkernes stativer og bøjlerne, der dingler med hullede jeans og sølvpailletter. Hun trykker på elevatorknappen et par gange til. Så går hun op ad trappen efter Ole. 

Pulsen prikker bag huden under den bløde uld. Hun trækker vejret lydløst gennem en åben mund, da hun åbner døren til det hvide rum. Bladene på glasbordet i midten er de samme som sidste uge. Alt andet bugner ellers af nyt. Det hvide tæppe på gulvet er stadig hvidt. Det strammer i mundvigene, da hun træder hen over det runde turkise logo i midten af tæppet. 

Ole står ved skranken og kigger i en brochure. Ægløsningstest. Siri hæver øjenbrynene, og smiler til pigen, der slipper tasterne. Den hvide kittel gaber, da hun rækker armen frem for at tage imod Siris kort. Siri kan se hendes bh. Den er rød. Hendes tænder skinner. Der sidder en funklende sten på en af hjørnetænderne. 'Stephanie' står der på et lille skilt midt på brystet. Stephanies arm er tyk og brun. Den ser blød ud. Luften siver ud af Siri, og hun har lyst til at lægge sin kind mod den bløde hud. Trække vejret ind i den. Men Stephanie tager armen til sig og taster med hvide negle. 

Længslen efter at blive mor er en præmis i Siris liv. En bølge der overmander hende, så kroppen dingler leddeløst i strømme, hun ingen kontrol har over. Sådan er det bare. Ole følger også med. Og han vil kun have sit eget barn, siger han. Hvis han skal have ét, så skal det sgu ikke være et købe-et. 

Siri har ikke fortalt ham, at hun kan elske alle børn. Hun er ligeglad. Bare hun får ét at elske. Siri trækker ulden over hovedet. Hiver ærmerne op. Hun kan lugte sig selv, da hun lægger trøjen ned i tasken. Altid den lugt. Uanset hvor tit, hun går i bad.