Heartwords

31. oktober 2019 Kære mand Først var du bare en dukke. Og jeg grinede, selvom det ikke var meningen, at man skulle grine. Og da du rejste dig op med dit hvide ansigt og din krop, der kunne bevæge sig, skreg jeg. Så højt at de små begyndte at græde.  Du var ikke en dukke.  Din krop var stiv men levende som et menneskes. I huset var lyset rødt og gardinerne blafrede i de åbne vinduer. Og mens jeg gik baglæns ud af din sorte have, kravlede billeder og uhygge ned ad min krop, som små bidende myrer.  Det var bare for børnenes skyld. Jeg rystede stadig lidt på hænderne, mens vi cyklede hjem i natten. Kh damen der skreg.

30. oktober 2019 Kære Irma Du smilede, og dine mundvige krusede. Jeg havde lyst til at æde det smil. Slikke på din glatte lyse hud. Du var fin. Du var ren og fuldkommen.  Vi cyklede helt ud på molen og rundt om signallyset flere gange. Du hvinede og dit hår blafrede. Vi sad op ad stenene og skreg af mågerne, mens bølgerne sprøjtede deres salt ud over vores fødder. Jeg tænkte på, at det hele kunne være lige meget. Alt rodet, alle hemmelighederne, alle tårerne. Mens vi sad der, og jeg kunne blive siddende. Jeg ville ikke væk fra det sted med dig, Irma. Og vi sad der til bølgerne havde lagt sig og havet lå roligt og lurvede blidt og sort og bådene vuggede til vi næsten faldt i søvn.  Jeg savner dig, Irma. Jeg savner os to, og den tid. Kh Mari

29. oktober 2019 Til den lille idiot Du banker og banker, men jeg lukker ikke op for små idioter. Du står derude med en sko i din hånd, og jeg tænker: hvem er du? Andet end en lille idiot. Jeg forstår det vel godt, men alligevel. Hvordan er det mon at være sådan en lille idiot på en trappe med en sko i hånden? Hvordan er det at stå der og banke og banke, uden at nogen lukker op, og hvordan er det at være så fucking lost? Det kan jeg vel godt forestille mig, men jeg gider ikke. Jeg gider ikke forestille mig noget om sådan en lille idiot med en sko i sin hånd. Så glem det. Gå et andet sted hen, din lille idiot.  Hilsen Kjartan Bøje

28. oktober 2019 Lille fløjlsblomst Du står og svajer og siger, du er så blød Folk står i kø, for at få glimt af din glød. Men helt ærligt; hvorfor skulle jeg glo? Hvad er det, du vil have mig til at tro? Jeg har lyst til at råbe; kom nu, makker! Vi må videre; op på de højere bakker. Det er lige meget med glimt og glød,  det er da ikke sådan, man bliver ægte blød. Lille fløjlsblomst, hvad har du under facaden? Lad os komme ud og mærke livet i gaden. Mere af det stærke, det vilde og det ægte Dét er spild at nægte. Lad os tage livet og ikke tage det for givet. Lille fløjlsblomst, du står og svajer, mens folk de nejer Men, kom nu - Hvem ER du? Kh AM

27. oktober 2019 Lille feber Du er ikke en ven.  Du er et rystende væsen, der overtager min krop og efterlader mig i din nådesløse magt. Alligevel er du så lille. Jeg driver af sted - magtesløs - på dine ujævne, knoklede skinner. Og ingen forbarmelse, ingen stilstand, ingenting, hvor jeg kan ånde i fred. Kun rystelser og vildelser, jeg knap opfatter. Hvad hævner du over? Hvad du drives af? Andet end at lukke ned for min krop - gøre den ukendt, fremmed og besat? En snert af en bristet lysning, mens jeg famler fremad i dit ukuelige univers. Lad mig dog være, siger jeg. AM

26. oktober 2019 Kære S Som når stjernerne er døde, og vi stadig ser deres lys på himlen.  At jeg hele hele mit liv har kigget på lysene fra døde stjerner.  At jeg venter på ordene. At jeg ikke venter. At det lys, vi ser, har været tusindvis af år undervejs. At den stjerne, jeg kigger på, er død. Jeg venter. Som på lyset, venter jeg på ordene, der er på vej. Kh A

25. oktober 2019  Til dem der mangler noget Når der er nogen, der siger, de vil have et nyt køkken, så får de det.  Når der er nogen, der siger, de har brug for en ferie på Bali, så tager de det.  Når der er nogen, der siger, de vil spise på en restaurant, så gør de det.  Når der er nogen, der siger, de vil bygge ud, for der er ikke plads nok, så gør de det.  Når der er nogen, der siger, de må have to biler og et sommerhus, så får de det.  Når der er nogen, der siger, de vil være sunde og tynde og stærke og flotte, så bliver de det.  Når der er nogen, der siger, de har det godt, så græder de om natten. Når der er nogen, der siger, de har et hav af venner, så er de ensomme til festen. Når der er nogen, der siger, de klarer det, så ser de ikke blikket i børnenes øjne.  Når der er nogen, der siger ja, burde de sige nej. Når der er nogen, der siger, de ikke rigtig orker at blande sig i den slags, så gør de det ikke.  Når der er nogen, der dør af bomber i

24. oktober 2019 Kære A Når vi går på gaden, går vi ikke sammen. Eller det gør vi, men det gør vi ikke. Mellem os er kommet noget, der ikke var der før. Noget tungt og tykt. Noget jeg ikke ved, hvordan man bryder gennem. Du ser på mig, men du ser ikke på mig. Dine øjne er ikke de samme som dengang. Din mund taler med ord, jeg pludselig ikke kender.  Vi venter. På det røde lys, på vinden der vender, på at bladene bliver grønne igen, på at vandet trækker sig tilbage, på weekenden, på kanten, på kaffen der drypper gennem filteret, på at trappen bliver malet, på børnene i skolen, på mere tid, på hinanden.  Jeg venter på dig. Og jeg er bange for, at du er holdt op med at vente.  På det hele, og på mig. Kh A

23. oktober 2019 Kære JB Du har gjort det godt, det har du. Et helt år på den ø. Et helt år - alene! Og så var det slet ikke en ø! Tænk engang. Og hvor må du have været lykkelig, da de kom i den kæmpestore pære - på trods af alle dine egne pærer. Ja, man kunne jo også se, hvor lykkelig du blev. Og hvor var det godt, at professoren var med, og ja bornholmeruret ikke at forglemme. Det var godt.  Du er et utrolig godt menneske, det kunne man tydeligt se. Folk havde sådan savnet dig. Og så den måde, du håndterede sure, vrede Kvist. Stærkt. Den måde hans vrede langsomt sivede ned i jorden. Smukt.  Ja, JB, ingen tvivl om, at du har gjort det godt. Tak! Herhjemme genoplever vi din historie gang på gang med stor entusiasme.  Kh familien Lehmann Friborg

22. oktober 2019 Til Gunnar, 3.th. Nu er det nok. Nu har du banket i 13 år, og jeg har ærlig talt fået nok. Det kan ikke være rigtigt, at det skal tage så lang tid at samle et skab. Det er fra IKEA Gunnar! Jeg så det tydeligt, da du kom med det i den ramponerede trailer for ja, 13 ÅR SIDEN!  Jeg ved godt, tingene ikke altid falder dig lige let, men helt ærligt, Gunnar. Jeg kan ikke tage det mere. Ring dog til en håndværker! Ellers kommer jeg personligt op og banker det skab sammen. Det kan ske i løbet af nul komma fem. Jeg siger dig Gunnar, og jeg siger det for sidste gang: JEG HAR FÅET NOK! Ellers må du flytte. Med skab og hele molevitten, Gunnar.  Det er søm, det er skruer - Gunnar, slå det dog op på Youtube, det er sådan man ordner ting og sager nu til dags, Gunnar! Det må stoppe NU! Fra Lisbeth, 2.th.

21. oktober 2019 Til Lille hund Er der nogen, der har taget dit kødben? Nå, men hvad vil du gøre ved det? Sådan er livet. Folk og fæ tager og tager. Alt hvad de kan få fingre og poter i. Det er bare sådan, det er. Du må vænne dig til det. Eller også kan du se på det sådan her: Lad dem! Lad dem tage til de skammer sig. Find et nyt kødben, en ny ven, en ny ejer, en anden lygtepæl, en ny kurv eller hvad det nu er, de tager. Og i virkeligheden er det jo bare et kødben - jeg mener… Det går nok, Lille hund! Hilsen Store hund

20. oktober 2019 Kære Sigrid Den dag du blev født, var den første dag på året. Udenfor vinduet føj sneen under gadelygterne. Træerne var sorte og stod skinnende langs stien mod Blegdamsvej. Du var tynd og lang. Og din hud var hvid. Jeg stod ved siden af sengen uden at vide, hvad man gjorde. Hvordan holdt man på sådan en som dig? Sådan én som kom ud til os, så pludseligt, fra en helt anden verden. Hvordan kunne din hud være så glat? Mine fingre for store, mine hænder for kolde. Din lille krop. Det liv, du kom med. Så kort.  Hvordan får man lunger til at åbne sig, når de ikke vil? Hvordan får man livet tilbage, når det lige var begyndt? Der er næsten gået ti måneder, og du er her ikke. Kh AM

19. oktober 2019 Kære Minna Jeg ville gerne sige, det gik bedre end sidst. Det gør det ikke. Det ville løgn at sige. Åen er ved at flyde over sine breder, folk ligger på knæ for at standse vandet. Med sække og sand og grus. Men det kommer ind alle vegne. Gennem alle sprækker og revner. Som lyset. Men det er som om, vandet kaster en forbandelse over alting. Hvis det bare var lyset, der kom.  Alle de kroppe der ligger i tusmørket og under den grå prikkede himmel.  Det er som om, vi bare venter på noget; noget der er endnu værre.  Minna, mon du får mit brev? Skriv, Minna, skriv.  Kh Arandse

18. oktober 2019 Kære Susan Det er sådan, at du kan gå den anden vej. I sidste ende - uanset hvad, er det dit valg. Jeg ved, du tager et valg, men ved du det selv? På trods af vores stemmer og blikke og ord? Du er dig. Du lever dit valg og dit liv, hver dag.  Når du siger det samme. Når du fortæller mig den samme historie igen. Jeg smiler, hæver bryn og siger åh på det tidspunkt, der er det rigtige, mens du lever dit valg. Og jeg tænker, at du ikke ved det. At det er et valg. Det tænker jeg, mens jeg skriger ned i puden og banker hårdt på døren. Der er ikke flere stemmer her. Min lejlighed er tom.  Jeg ville ønske. Nogen flyver gennem månen og efterlader tykke drømme, som vi kun kan dige af. Månen er alles. Gaden er vores. Livet er kun dit. Èn gang.  Sådan tænker jeg altid på dig, Susan. I dag og måske for altid? Kh AM

17. oktober 2019 Kære Milla Det var på femte sal, de boede. Sigrun og Asta og undulaterne. En grøn og en gul. Kan du huske dem? Når vi lukkede alle vinduerne, åbnede burene og lod dem suse rundt i lejligheden. Og de klattede på sofaen, og Sigrun rendte efter dem med kluden. Hun vidste, hvad de voksne ville sige. Men vi grinede, skreg og jagtede dem på bare tæer. Indtil Karen kom op nedefra og kiggede på os over brillerne. Og det tog altid dobbelt så lang tid at få dem til at flyve ind i burene igen. Det var sjovt indtil den dag, vi glemte at lukke vinduet på badeværelset.  Det var kun den gule, der susede rundt, og vi ledte og ledte. Asta græd i en uge og sad ved vinduet med tørre majskolber og ventede på den grønne, der hed Zigga.  Men den kom aldrig.  Kan du huske det? Kan du huske Zigga? Kh Emilia

16. oktober 2019 Kære Essi Jeg venter på dig på hjørnet kl. 22.00 Jeg har det hele. Der er ingen, der har hørt noget; du kan bare tage det roligt. Der er én ting, der er vigtig dog. Du må ikke gå ad fuglestien. Der står Ida og Leika. De har hundene med, du ved - det vil være så dumt. Så i stedet for fuglestien, så træder du bare om bag den blå postkasse ved Eberts havelåge. Der er en smal trappe, der fører op til banen. Så går du langs sporene 25 meter. Derefter ind gennem haven, hos Ranta, ud gennem æblelunden og så kommer du ud til højen, hvor du selvfølgelig bare drejer til venstre. Husk æsken. Det er vigtigt. Vi ses snart. Det bliver så godt.  Kh Elsa

15. oktober 2019 Du hedder Victoria Det er et mareridt, der kommer til mig om natten. At du kommer og tager ham med dig. At du tager mit barn. At du også har født ham, siger du. At vi begge har født den dreng. At du kigger på ham med moderligt blik. At du siger, han også er din.  Og jeg står fastlåst til jorden under mig og har ingen stemme, der kan få dig til at standse. Til at lade ham blive. Hos mig. Og jeg skriger for mit barn. Giv mig mit barn tilbage, skriger jeg ind i dit ansigt, og du vender dig og går med ham i den lille røde dukkevogn, hvor intet levende barn, skal ligge.  Men du er ingens mor, du er ikke mit barns mor. Du har ikke født nogens barn. Det barn du tager med dig, er min søn.  Det er et barn, der kommer fra min krop.  AM

14. oktober 2019 Kære menneske på stranden Det er ikke dig på liggestolen under parasollen, eller dig med håndklædet, solcremen og drinken i sandet. Det er heller ikke dig, på skateboardet langs promenaden eller dig, der valser med din partner hånd i hånd og laver hjerter i sandet, mens solen går ned i en rød himmel bag havet.  Det er ikke dig, jeg tænker på. Det er ikke dig, jeg græder over. Det er ikke dig, jeg beder for. Det er dig, der ligger stille i kanten mellem land og vand. Det er dig, der skriger over dit døde barn, der er forsvundet derude i det sorte hav. Det er dig, der har kræfter i kroppen, ingen anede fandtes, før du bar en krop, der var livløs. Det er dig, der kender til angst, der burde være uforenelig med at leve.  Det er dig, der alligevel vælger at tro på livet. Det er dig, jeg tænker på, det er dig, jeg græder over.  Det er dig, jeg beder for. Kærligst AM

13. oktober 2019 Kære Doxy Hvor mange gange, skal jeg gø? Du skrev, du ville komme. Du skrev, du ville komme og lufte mig. Hun skriver og skriver. Tror jeg. Hun sidder der i hvert fald endnu. Ved tasterne. Men, Doxy, du skrev, du ville komme og lufte mig. Har du været i Irma og det andet, du skrev? Jeg kunne ikke holde mig længere - hun har slet ikke opdaget det endnu. Doxy, og mine poter har brug for jord. Min snude har brug for lygtepæle. Jeg savner det derude. Mine venner i parken. Fluffy og Dino. I King. Åh, King. Hvornår kommer du Doxy? Tænk på mine øjne, Doxy. Kommer du? VOV fra Lille hund

12. oktober 2019 Kære Sara Jeg har læst alle dine breve. Og Astrids. Og jeg er så rørt, at jeg kniber mig selv i armen for at gøre noget andet end at flæbe. Astrid skriver bl.a. til dig i julen 1978: “Det er besynderligt, at forholdet forældre - børn - skal være så absolut afgørende for hele livet.” Den sætning brænder sig ind i mig, med en meningsfuldhed og alvor, der betyder alt. Sandheden og virkningen. I skrev kloge ting til hinanden. I skrev kærlige og ærlige ting. Det med at dele ord med mennesker i verden. Det med at vise sider og nuancer af et levet liv andre ikke kender, og at man alligevel føler sig genkendt i sine følelser gennem disse ord. Tak for at du udgav denne bog. Det har så stor betydning.  Kærlig hilsen Anne Mette

11. oktober 2019 Kære Micha Der er avispapir på ruderne. Gamle gule forsider. Forleden, da jeg stoppede op og prøvede at kigge ind gennem en lille sprække, faldt mit blik på en dato i 1992. Noget fodboldhalløj, gulnede flag og klaphatte over det hele. Men der var mørkt inde bag ruderne.  Hun lukker ikke op, når jeg banker. Hendes træsko står på måtten. Jeg ved, hun er derinde. Hun sidder og babber på en gammel cigar og hører Tik Tik på repeat. Jeg kan mærke det. I går sad jeg på måtten et par timer. Sangen kører rundt i knolden på mig. Jeg bankede og bankede, og så var det som om, Kim sang højere og højere.  Hvad synes du, vi skal gøre? Kh Emmy

10. oktober 2019 Lille hund Jeg kan sgu ikke få hende til at skrive mere. Hun gider bare ikke. Sidder bare der og glor på tasterne og himlen, som var der et mysterium at opklare.  Og du ligger der. På din pind og piver. Og ingen gider dig mere.  Men jeg gør. Jeg kommer og lufter dig. Lige straks. Når jeg har været til yoga og psykolog og hos frisøren og i Irma og indspillet sangen og købt en bil og forhandlet den næste ordre hjem. Så kommer jeg og lufter dig. Lille vovse. Lille hund. Tænk, at hun kan. Bare lade dig sidde sådan. Og så med de øjne.  Jeg skynder mig. Hurtigt. Hilsen Doxy.  Ps. Jeg skal nok få hende i gang igen. 

9. oktober 2019 Kære morgen På et øjeblik dukker du op. På et øjeblik forsvinder du. Du er så langt væk, når jeg slukker lampen i mørket, og tiden står stille. Men kun et sekund, så er du der. Og jeg går rundt i den dunkle stue med lange skridt og tænker på det, jeg skal nå. Og børnenes øjne er små og blanke, mens jeg vækker dem. Og kroppene er varme og glatte under dynen, og så bliver kaffen kold og alle er ude af døren. Og det var den morgen. Og jeg tænker, hvor blev du af? Vi var lige gået i gang. Og jeg må vente til den næste. Og starte forfra med det hele.  Kommer der altid en ny i morgen? Kh AM

8. oktober 2019 Til et menneske Tanker om at være en mor i verden.  Jeg tænder lys.  Og hver dag slukkes det. Foran mine øjne, bag min ryg hvor mørket bliver tættere. Jeg går foran børnene, jeg går under dem. Og jeg lægger mig på mine knæ som en tilbeder. Som en tigger i en rendesten. Som en møllevinge i en storm.  Dengang sagde jeg altid, at meningen var børnene. Dét at give liv. Dét at ingen af dem bad om det liv, de nu har, dét at de tager og tager.  Jeg står over dem, som en djævel. Som fra en tønde tømmer jeg kaosset ud over dem. Med deres hvide arme og knoklede knæ, der basker i vildskab.  Jeg lægger mig under dem, og løfter deres fødder henover hullerne i livet.  I deres øjne er der lys, der kommer fra det liv, de fik.  Det liv, vi bare gav dem. Kh en mor i verden

7. oktober 2019 Kære Kirsten Hammann Det er sådan her: Jeg gør nu noget, der er ganske uoriginalt. Jeg skriver et brev til dig med de ord, du selv har skrevet. Og på en måde, giver jeg dig dine ord tilbage. Men de ord har været vigtige, og de har gjort meget. De ord er de eneste ord, der indkredser den tilstand, jeg ufatteligt ofte befinder mig i i skriften. Den bog er et under. Så altså; her kommer dine ord tilbage, og nu i en liste af tilfældigt kaos. Undskyld. “Man kan sige, jeg spilder mine dage, for jeg bruger dem slet ikke. Hvor nogle gramser på dem og fylder dem, står jeg og holder mig for øjnene, mens de flyver forbi mig. Tiden mellem mine fingre.” “Det er den daglige ulykke: Sproget dræber alt det, jeg vil sige.” (Yndlingslinje.) “Jeg har dårlig samvittighed over det hver dag. At jeg ikke gør det godt nok, at jeg ikke kan lide det, og at en stor del af befolkningen gerne så både litteratur og alle former for kunst og kunststøtte afskaffet, fordi de ikke sel

6. oktober 2019 Kære A.L.S Din bog står i min reol. Dér har den stået siden den dag, den udkom. Jeg har åbnet den, og jeg har bladret. Og jeg har ventet på at blive klar. Til at læse den historie. Du skriver om dit barn.  Jeg forestiller mig ordene, og selvom jeg længes efter meningen og dybden af dine ord, for det ved jeg, at jeg finder, så er jeg bange for, hvad jeg ellers finder, når jeg begynder at læse. Og jeg glæder mig, samtidig med jeg er bange.  Og pludselig opdager jeg, at mine forvirrede følelser er en dråbe i forhold til alt det, du har været igennem, inden og imens du skrev.  Og jeg skammer mig og ved, at mine tanker er tåbelige. Jeg ved, at jeg skal læse.  Jeg tager bogen frem. Jeg bladrer. Jeg læser. Nu. Tak, fordi du skriver. Kh AM

5. oktober 2019 Kære Asger Når du blev rigtig ond i sulet, tog du et lille stykke af et kridt og kylede efter os. En gang ramte det Morten i nakken. Vi var lidt i chok, mens vi grinede. Og når vi sekundet efter sang videre, om spillemanden ved Siljasøen, var det med en rystende stemmer. Musiklokalet var en hule, en slags skærsild, som vi både frygtede og blev draget af.  Det var anderledes med din kone. Hun var mild. Spøjs i det med lange gevandter og krøllet hår. Men mild i blikket. Jeg forstod det aldrig med jer to sammen. Det gav ikke mening for mig. Nu tænker jeg på, om noget af hendes mildhed er sevet ind i dig - jeg håber det. Vh AM