Dagens brev - Kære Kirsten Hammann

-
7. oktober 2019
Kære Kirsten Hammann
Det er sådan her: Jeg gør nu noget, der er ganske uoriginalt. Jeg skriver et brev til dig med de ord, du selv har skrevet. Og på en måde, giver jeg dig dine ord tilbage. Men de ord har været vigtige, og de har gjort meget. De ord er de eneste ord, der indkredser den tilstand, jeg ufatteligt ofte befinder mig i i skriften. Den bog er et under.
Så altså; her kommer dine ord tilbage, og nu i en liste af tilfældigt kaos. Undskyld.
  • “Man kan sige, jeg spilder mine dage, for jeg bruger dem slet ikke. Hvor nogle gramser på dem og fylder dem, står jeg og holder mig for øjnene, mens de flyver forbi mig. Tiden mellem mine fingre.”
  • “Det er den daglige ulykke: Sproget dræber alt det, jeg vil sige.” (Yndlingslinje.)
  • “Jeg har dårlig samvittighed over det hver dag. At jeg ikke gør det godt nok, at jeg ikke kan lide det, og at en stor del af befolkningen gerne så både litteratur og alle former for kunst og kunststøtte afskaffet, fordi de ikke selv ‘bruger kultur’ og synes, den er elitær, så er det med en flov smag i munden, jeg sætter mig og tænker på, hvilken følelse eller tilstand jeg brænder for at formulere så præcist og originalt som muligt.”
  • “Jeg ville ønske, jeg havde et andet arbejde”. (At jeg faktisk har et andet arbejde, gør sætningen særlig tragikomisk for mig.)
  • “Vi synger med hver vores næb. Hvorfor er det vigtigt for nogen at sige, at deres måde er mere rigtig end andres? Jeg forstår det ikke.”
  • “Det er en indre nødvendighed. Ligesom at jeg er nødt til at trække vejret. Jeg har ikke lov til at leve, hvis jeg ikke skriver.”
  • “Man kan ikke give alt, man har, uden at give det hele.” (Åh..)
  • “Til gengæld ville jeg ikke have et sted at bruge sproget og dets insisteren på at blive formet. Hvor skulle jeg gøre af alle observationerne, alle tankerne, det indre liv? Jeg kan ikke opleve noget, uden at min hjerne begynder at sætte sine fattige ord på det.”
Kirsten, jeg kunne blive ved. Men du kender dem. Ordene. 
En dag, vil jeg prøve at skrive dig et brev med ord, der er mine.
Kh AM

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Dagens brev - Min kære bror og co.

-
14. juli 2020 Min kære bror og co. Ja, det var Tivoli i regnvejr mellem sol og svævende mennesker i ballongynger og bladene på kastanjen. Og det var udsigt til kraner, kaos, tårne og tage. Og det var ekstase og forundring og forbløffelse og alting værd. Det var med det hele og fryden ved at sige ja. Sus, kildren og kvalmen. Slush-ice, candyfloss og vafler der blev centrifugeret i susende, drejende kroppe. Vi gør det igen og igen, for det er det, der er meningen med slaraffenland, at det aldrig, aldrig ender. Vi kysser regnvåde kinder og krammer onkler, tanter, niecer og nevøer, vi er i eventyr, vi er pirater i brusende både. Vi venter, venter, venter, og vi elsker, det vi giver, lige der på en pludselig tirsdag i Tivoli. Kh AM
Læs mere

Dagens brev - Kære Pernille

-
26. april 2020 Kære Pernille I nat var der en taxachauffør, der kørte os hjem gennem byen. Fra Vesterbro til Amager, og B spørger, om Langebro er den længste bro i verden. Jeg ryster på hovedet. Han siger, det ville give mening, når den hedder, som den gør.  Chaufføren fortæller, han nyder at være mere hjemme med sin datter på ni måneder og konen, der er på barsel. De drikker te sammen, når den lille vågner, men spiser først morgenmad kl. 10.00. Han synes, det er skønt at være sammen med den lille. Før, havde han ikke tid.  Nu arbejder han, når han vil, og der er ikke mange kunder, han har mistet 80%. Han siger, der er for mange forældre, der har for travlt til at se deres børn. Til at være sammen med dem. Det er ikke godt for børnene, siger han. Hans bryn rynker. De er mørke, han har rare øjne.  Han kører roligt, der er stille på Amagerbrogade, børnene har ikke seler på, de er pakket ind i tæpper, bilen er varm og blød, de synes, det er hyggeligt.  Vi bærer dem ind i le
Læs mere

Dagens brev - Kære Bell Star

-
28. juli 2020 Kære Bell Star Hvis du vidste, hvem jeg er.  Vi kunne se på mændene i gaderne og kysse på bænkene. I måneskin og under gyldne skyer. Nu sidder vi i skoven og venter på en anden tid, der kommer. Jeg tænker på min barndom og forstår stadig ikke, den var der. At den var min, at det var mig, der var i den. At jeg var barnet, der græd og grinede og spillede krig på vejene og tennisbold over huset og huler i haver og smækkede døre og skred med høj pande. Løb hjem fra fritten af angst, og cyklede ind i mure og fald på rulleskøjter. Det er som om, det var en anden end mig.  Bell Star, hvis vi vidste, hvem vi er. Jeg ved det ikke.  Tiden kunne være en anden, og måske ikke en, der forsvinder hver dag.  AM
Læs mere