Dagens brev 2020
3. august 2020
Til et du
At skrive breve for evigt. At skrive breve til dem, jeg elsker, til dem jeg ikke kender, til dem der ikke svarer, og til dem der ikke lever. At skrive til dem der siger tak, til dem græder, og dem der hader. At skrive breve til dem der ikke ved det eller til dem, der ikke vil have det.
At skrive breve, gør verden mildere at bevæge sig i. Som om gangen på jorden bliver lettere, når noget kommer ud af kroppen.
Ord der kommer ud af en krop. Kroppen der bærer på alle de ord, der er mine tanker.
Ord er krop.
Krop er ord.
At dele sit liv med mennesker. At leve. At skrive et liv med andre.
At skrive breve for evigt.
Og at sende dem, at sprede dem over jorden. Som solpletter på græsset.
Kh AM
-------------------
Kære univers
Det er en af de dage, hvor jeg ikke kan mere.
Vi ses i morgen.
AM
--------------------
Kære elskede
Jeg læser Vinterglæder igen og længes pludselig efter den kulde, man kun kan holde af, når det er vinter. Når det er en gnistrende klar januarmorgen, og solen ligger lavt og hvidt hen over broen over vandet, der er delt i små nye kontinenter af is. Den vinter, jeg så længe ikke har set.
I dag folk taler om solen, og hvor er det dog på tide, at vi mærker sommeren. At vi endelig kan varme os, og så lige når ferien er ved at slutte.
At elske sine veninder, som var de skabt til én. Som var de skabt til at være ens.
At elske livet så hårdt og tankerne om alt det, man aldrig vil opdage. At skrive sig ind i nye dage, hver dag. At være vild med at vente, at være bange for det, og længes efter store dynger af ny, hvid, blød barndomssne.
At skrive om livet hele tiden. At drømme om naturen, og at mærke den flå i hjertet, fordi den er én.
Kys A
--------------------
Kære J og S
Jeg savner jer for meget nu.
Jeg skriver igen i morgen.
Kh AM
------------------26. juli 2020
Til et du
Hvis teksten er et øje, kan du så se mig mellem linjerne? Eller er det i ordene, du ser mig? Kan du se alt det, jeg mener - alt det jeg er? Jeg skriver til et du, der ikke findes, for sådan er det nemmest. Sådan gør det mindst ondt på os. Måske skriver jeg til et du, der er alle - alle dem jeg egentlig vil skrive til, alt det jeg vil tale om, alt det jeg vil vide.
Alle er mit du, når jeg skriver.
Et år går, og livet er kortere igen, men jeg venter stadig på mig selv, og på det der skal komme. Jeg venter - det er blevet min ting. At være langsom. Afventende, tænksom til jeg brækker mig over det. Hvad kan man tvinge frem, som selv må komme?
Og alle de du omkring mig. Jeg vil øse med kærlighed. Alle de du, jeg elsker. Åh, må de fatte deres egen elskelighed.
Og må jeg dog snart lære at gøre mere end at vente?
Kh AM
--------------------
Kære H
Der er tusind ting, jeg har lyst til at snakke med dig om. Det kommer ikke til at ske, det ved jeg. Så langsomt øver jeg mig i at udviske den lyst. Men der er dage, hvor jeg stadig fyldes af længsel efter en befrielse, jeg altid har troet, du kunne være med til at forløse for mig. Men hvem skal give først, og hvad har jeg taget fra dig?
Du har dit, og jeg er ikke med i dit. Du har sluppet for længe siden. Det ved jeg. Så længe leve utopia. Here I come alone. Vi er ikke nogens, det ved jeg. Men om man vil, er man noget for nogen.
Altid har jeg en længsel. Den driver mig, den hæmmer mig. Sådan er det vel. Nogen har sagt det før mig, men det er sagt godt. Vi to kunne tale i hundrede år, hvis vi ville. Vi er mennesker i verden. Med ord og tanker. Men det vil aldrig ske. Ikke os to. Tror jeg.
Kh AM
---------------------
Til notits
Jeg forestiller mig, at jeg står på en scene. Jeg læser de ord, jeg har skrevet. Det er absurd. Der er stille i rummet. Udover min stemme. Den er rolig. Mine knæ ryster så kraftigt, at mikrofonstativet er ved at vælte. Mit hoved og min krop er to adskilte dele med hver deres liv. Jeg kan ikke kontrollere mit ene knæ. Det sitrer og ryster, som var det elektrisk.
Jeg kan kontrollere min stemme. Den gør det, jeg forestiller mig, den skal. Det virker beroligende. Jeg ved, hvordan ordene skal læses. Jeg ved, hvad de betyder. Det er absurd. Jeg har ikke noget spyt i munden, jeg kan ikke synke. Alligevel kan jeg godt lide lyden af min egen stemme. Det er absurd. Jeg forestiller mig, hvem der lytter, og at der er mørkt i rummet. Jeg forestiller mig, at der ikke er nogen, der lytter. Det er rart. Det er absurd.
A
----------------------
Til mulighederne
Man kan sejle i kano på en å, hen over et par søer. Måske regner det, når man padler, eller måske er det dråberne fra åen, man mærker mod panden, når man løfter en pagej. Måske ser man blishøns eller en hejre eller tusind guldsmede. Måske jubler børnene over en aborre under båden, måske græder de hen over stenene. Måske er himlen lyserød en aften, måske drikker man lunkne øl fra en hvid flamingokasse.
Det kan være, man bliver stukket af en bi, eller at skoven går i brand.
Man kan sejle i kanokortege på en å, der ligner en junglesti under lange krogede træers grene.
Eller man kan sove længe i lyse værelser hver morgen i livet i store, bløde, brede senge. Man kan læse bøger i paralleldage og slumre, skrive og spekulere over meningen.
Man kan jo egentlig en del.
Tak for det.
Kh AM
----------------------
20. juli 2020
Kære lille bybo
Byen er en firkant. Jeg går rundt i alle hjørner, og de er fine og krogede og fulde af finurligheder. Men i hjørnerne er der ingen himmel. Der er intet hav og ingen enge under murene. Svalerne bor i cementen, og cikaderne er et ekko, fra en anden tid. På broen smelter asfalten, mens vi går med lange skridt og skuer mod en højere himmel.
Fra AM
--------------------
19. juli 2020
Til dem som mig
Alle de gamle, der findes i familier. Alle de mennesker, man ikke kender, der findes i familier. Vi taler ikke om dem, vi ser dem ikke, vi kender dem ikke. Huset rummer kun kernen. Livet har ikke plads nok til andre end os.
For vi skal på arbejde og tjene penge til huset og bilerne og ferierne og komforten, og alt det vi åbenbart er gået med til, er livsvigtigt. Alt det lykke vi skal tjene. Og når vi sidder på terrassen foran parcelhuset med udsigt til haven, mens bilerne holder skinnende klar i carporten, mærker vi et stik i hjertet af rodløshed. Et lille stik der vokser dag for dag, og så går vi til lægen og får piller for ensomhed, depression og håbløshed.
Men hvor er alle de gamle, og alle de andre der findes i familien? Hvorfor er der ingen onkel, der ringer, og spørger hvordan det går med jobbet eller knæet? Eller en grandkusine, der inviterer på te? Eller en fars fætter, der skriver et brev? Måske kunne de hjælpe os fra ensomheden, depressionen og håbløsheden? Måske kunne vi droppe pillerne?
Bare det, at de var der. At vi vidste, de var der. At vi ville det. At de ville. At det var okay. At nogen begyndte.
Kh AM
----------------------------
17. juli 2020
Kære Lily
Jeg vil gerne skrive et digt, man får det dårligt af at læse. Eller ét man græder over, fordi det er overvældende.
Et digt om himlen. Eller jorden. Eller hvorfor naturen er så magtfuld smuk. Eller ét om hvorfor man føler sig ensom blandt mennesker.
Måske et digt om dagene, der bare går. Eller hvad man gør, når nogen man elsker, dør.
Men der kommer ingen digte, når jeg skriver.
Der kommer bare ord.
Kh AM
-------------------------
16. juli 2020
Kære Gustavo Skye
Jeg er træt af at alle taler om sig selv. Ingen spørger om noget. Altså udover noget, der handler om dem selv. Noget man skal tage stilling til eller svare på om dem.
Det keder mig, og det er udmattende; ja direkte drænende.
Hvad kan jeg gøre for, at nogen begynder at tale om mig?
Kh A
------------------------
M
Men hvilken kvinde skal jeg være, når jeg skriver? Hvilken kvinde vil du egentlig læse? For hvis du vil, kan jeg skrive om pikken eller protestanten; jeg kan skrive om protektionisten, punkeren, pseudoarbejderen, pessimisten, proletaren eller pacifisten. Pleaseren, panseren, promenadedronningen, papmoren, paragrafrytteren, pålandsvinden, pulsen, præsten, provinsen, psykopaten, paddehatten, puritaneren eller perfektionisten. For jeg er her for dig. Jeg er en kvinde, hvis krop er udstyret med et særligt fedtlag, der tager imod dine blikke, dine slag og din tomhed. Jeg er stærkere. Jeg ryster nok, men vælter ikke. Du kan bede mig om det hele. Jeg skriver det, jeg ordner det. Jeg er det.
Jeg er en kvinde.
A
------------------------
Min kære bror og co.
Ja, det var Tivoli i regnvejr mellem sol og svævende mennesker i ballongynger og bladene på kastanjen. Og det var udsigt til kraner, kaos, tårne og tage. Og det var ekstase og forundring og forbløffelse og alting værd. Det var med det hele og fryden ved at sige ja. Sus, kildren og kvalmen. Slush-ice, candyfloss og vafler der blev centrifugeret i susende, drejende kroppe. Vi gør det igen og igen, for det er det, der er meningen med slaraffenland, at det aldrig, aldrig ender. Vi kysser regnvåde kinder og krammer onkler, tanter, niecer og nevøer, vi er i eventyr, vi er pirater i brusende både. Vi venter, venter, venter, og vi elsker, det vi giver, lige der på en pludselig tirsdag i Tivoli.
Kh AM
-------------------
13. juli 2020
Kære nabo
Vi er hjemme. Det er okay. Men jeg savner freden, og mest havets larm.
Om lidt er jeg færdig med brevene. Alligevel ved jeg godt, jeg aldrig bliver færdig med breve. Det gør mig glad. Tiden er som en cylinder; jeg går rundt på kanten, prøver åbenbart altid at undgå faldet.
Jeg ved ikke hvorfor, jeg ved ikke, hvad det farlige er. Nogle gange skulle man holde mere kæft og bare se ud på et hav. Sådan generelt.
At bo i et hus ved havet, sådan ægte. Det kunne man. Man kunne blive opslugt af havets larm, og gemme sig i bruset fra de hvide bølger. Man kunne samle sten i kilovis gennem hverdagene og bære sand ind og ud af huset i alle timer.
Nu går vi ned ad stenbroen og køber mælk i Fakta. Jeg rører ved min hals, og mærker min puls under Fatimas hånd, mens jeg venter.
Kh AM
---------------------
Til udenomsgængerne
Jeg leder altid efter det, der ikke bliver sagt. Ikke fordi jeg ved, hvad det præcis er. Men jeg ved, når det mangler, og jeg kan ikke lade være med at tænke på det. For jeg kan mærke det i luften mellem kroppene i de rum, vi bevæger os i. Det hænger mellem os som små fede skyer, vi behændigt glider uden om, for at komme ind i den trygge og velkendte ramme af orden og almindeligheder. Og så siger jeg bare; hvordan går det? Folk siger; det går fint. Folk siger; jeg er godt nok træt af det, og jeg svarer; ja, det er også for dårligt. Og den slags generaliteter. For jeg er ikke god til at gå ind i de skyer, hvis folk bliver ved med at gå udenom. Jeg må have dem med mig.
Og så ender det med, at jeg bliver ved med at lede og lede.
Efter alt det der ikke bliver sagt.
Kh AM
-----------------------
Kære dagbog
Lukas spiller på Gæsten i aften. Vi sidder i Vestjylland i vinden nu. Så langt fra den idyl. Midt i den evige vind. Engang sad vi frontrow og blinkede til hinanden, og synes et kort sekund vi var noget. Men jeg ved egentlig ikke, hvad det betød, og jeg manglede altid betydningen, når jeg var der. Måske fordi jeg er lillesøster. Så mangler man altid noget. Åbenbart.
Så, Vestjylland, en familie, vi er fire, vi er alene. Jeg elsker hvert minut, vi er alene.
David siger, forfattergerningen kommer før alt andet. Altså ud over børnene. Han siger også, det er et breakthrough, at jeg har opdaget, alt det jeg ikke tør skrive. Altså selve det, at jeg har opdaget det. At der er så meget, jeg simpelthen ikke kan skrive, fordi jeg ikke tør. Egentlig ved jeg det godt - at det hænger sådan sammen, og jeg venter til det vender.
Det med at skriften er hæmmet af en frygt, en angst uden et egentligt ansigt. Sådan da.
Så taler vi om dem, der bryder igennem i den litterære verden, og at det er dem, der skriver frygtløst. Sådan modtager jeg teksterne. Som om de skriver uden frygt. Alligevel forestiller jeg mig, hvad der i virkeligheden sker, når de sidder og skriver.
Måske passer det, hvad han siger om skriften. Som lorten om fluen, som katten om grøden, og jeg kaster op i hybenroserne over disse sammenligninger, for de passer så dårligt.
Men jeg venter. Til det kommer. Til skriften kommer. Den egentlige. Jeg skriver mig igennem ting. Alt den skrift om skriften.
Men det kommer, det der skal komme. Jeg ved det.
Vi hører Lukas i højttaleren, og det er ok.
Kh AM
-------------------------
Til en ensom forfatter
Hvis man bor i naturen. Alene. For eksempel et sted ude på den jyske hede. Måske i et lille hus nær Vesterhavets vind.
Er der mere plads til at skrive alle teksterne, hvis man bor derude? Alle de tekster, man går rundt og ikke kan få ud af sig inde i en by, hvor alting klemmer og trykker om én. Eller skriver man så mest om naturen - vinden, bølgerne, markerne, fuglene, billerne, lyset, himlen og musene i kornet? Måske skriver man om ensomheden, der kommer sådan et sted, så man alligevel glemmer alle teksterne og historierne? Eller måske husker man pludselig ting og skriver om alle årene, og livet der var et andet sted engang?
Hvis jeg var en svale, ville jeg ikke bekymre mig om den slags. Hvis jeg var en svale, ville jeg tænke mest på i hvilken jord, den næste orm var, eller hvor i vinden insekterne gemte sig.
Hvis jeg var en svale, ville jeg flyve og ikke skrive.
Kh AM
----------------------9. juli 2020
Kære far
Engang gik vi to sammen gennem markerne. Kornet nåede os til skulderne. Vi fik våde sokker i mørket under os. Dagene var sløve og lune og lange og stille. Og vi læste og spiste lidt og sov. Og senere gik vi igen efter en liter mælk og chokolade, og det regnede let, eller solen skinnede.
I aften flyver børnene mod havet med svalerne. På taget sidder fasanen, vi har hørt den flere gange i dag. Så langt fra Højdevej til høfde L. Vi er kun kortvarigt levende på jorden.
Jeg tænker på Vuong og de bøger, jeg endnu aldrig får læst, for ferietid med børn er ikke læsetid, det er kongespil, hoppeborg, badetur, vandretur, istur og “se, mig mor” -tid.
Måske vi en dag når endnu en tur gennem markerne? Os to, bare.
Kh AM
-------------------
Kære D
Når de siger, markerne bølger, passer det. Som et grågrønt hav glider kornene ind over landet. Børnene triller ned ad klitterne, og når vi kommer op til huset, spiser de lakridspiber og græder af udmattelse. Vi læser Jakob og Joakim og gør det samme, som dengang jeg selv var 8.
At gå i ring. At være en del af cyklussen. At være levende som et barn, som en mor. Vi trækker dagen lang, for den fortjener det, og vi presser det sidste lys ud af den, for vi har brug for det.
At være i verden på gode dage.
Kh AM
--------------------
7. juli 2020
Kære D.N.
De siger, de kender havet som deres egen bukselomme. Fiskerne og folkene her. Men jeg ved det ikke. Det er brusende, det er så vildt, og det er aldrig ens, selv når det blæser alle dage. Hvordan skal det lykkedes, at man når at lære det at kende? Med de hvide høje toppe og de usynlige understrømme? Med de gemte verdener og den uendelige, uendelige horisont? Hvordan kan nogen lære havet at kende? End ikke overfladen, end ikke spejlingen, end ikke stenene, der kastes frem og tilbage af evige nye bølger.
Jeg sidder i klitterne og tænker ikke katastrofetanker, for jeg tvinger dem ud til siden. Jeg tænker lykketanker, mens børnene kæmper sig op og ned ad klitterne. Jeg venter. Og jeg ser. Ud i det evige hav, jeg slet ikke kender, men aldrig, aldrig kan undvære.
Kh AM
---------------------
Kære Søster
Beklager; tiden løber altid fra mig. Opskriften er den originale; og hvis jeg må være så fri; værd at vente på.
Kvædelagkage med hint af minder
- Skær frugtkødet fra tre kvæder, der ikke hører fordums tid til. Nyd den pærelignende frugt og den liflige duft af citrus, mens du bager bag duggede ruder.
- Findel herefter dattermorgenmüslien og saml de tørristede kokosflager, der har et forunderligt strejf af ananas og palmesus.
- Skrab minderne af Cubapostkortet på køleskabsdøren. Vær omhyggelig med lige dele lædersædeduft fra den lyserøde Cadillac, der triller ved promenaden og salt fra det turkisblå hav.
- Bland alle dele grundigt.
- Fordel den mageløse masse mellem tre daggamle bløde hvedebrødsbunde.
- Brug fordelingsnøgle eller vaterpas for at udjævne flæser.
- Pynt kagen med gul kvædeglace og marcipankrymmelbavianer fra Mellemøstens middelveje.
- Drys med brændte mandler og papirklip.
- Server med kaffe fra kolme i passende kolbe.
- Lad tænderne glide gennem glacen, og fortræng ikke det ’uhm’, der bryder frem fra dine sukrede læber.
Ja, det var så lidt. Velbekommen.
Kh AM
------------------------
Til sommerferiedagbogen
At vandre rundt i cirkler af bellis og kløver, og
børnene forsvinder under menneskehøje majsplanter
så jeg når at blive bange for, at de ægte forsvinder,
indtil de skriger og hiver i min kjole,
vi leder efter rav bag bunkeren,
mens måger glor på vores tykke ankler
og skriger efter krill og drengens snobrød.
Jeg siger, vi skal huske at købe jordbær og kartofler og ærter og kirsebær,
vi venter ved 181, regnen slår mod asfalten, viskerne kan ikke følge med,
så elsker jeg, at vi sidder i denne bil og ånder alting tæt mellem hud,
vi er fire mennesker på en vej i en Toyota,
jeg ved heller ikke, hvor man ellers skulle ønske at være i verden
på denne sommerferiedag.
AM
---------------------
4. juli 2020
Kære du
Det er sommer, jeg ligger vandret i den stille silende regn. Jeg råber ud i parken, at det snart må være nok. At stemmer og ord og skrift har betydning. At en orden kan skabes af dette kaos. Vi vender blade og klipper de hvide roser. Forglemmigej og bellis i kantstenen, og de strømmer med mismod mod risten, og jeg sætter mig og skriver ord for evigt. Vi kunne bo på Fyn, vi kunne bo i et hvidt, hvidt hus med glatte linjer og en mark med kløver. Vi kunne lade være med at være så bange. Vi kunne fatte, at tingene må gøres.
Men nu sover jeg næsten, så vi må ordne det i morgen.
Kh A
--------------------
Til digtermanden på Frederiksberg Allé
Der er guld på Carlsberg elefanten, jeg går på line på en kantsten og tænker på Mø. Jeg tænker på den sidste sang, der findes i verden, og jeg tænker på alle dem, der aldrig hører musik, fordi de ikke kan.
For der findes ingen højttalere, der hvor der intet bord er at sidde ved og ingen vinduer at åbne. Jeg tænker på stuer med klaver, og symfonier der strømmer ned ad gader og mærker smagen af mudder og prosecco i mundhulen, og jeg må standse og trække vejret dybt.
Hvilken gavn har dit mod og din visdom, hvis du gemmer det i skuffen? Vi kunne lave stylter i fyr og birk, vi kunne sende dem afsted og bede dem rejse sig fra mudderet. Eller vi kunne skrive en notits i en avis eller ringe til en millionær. Vi kunne kaste med kampråb eller granater.
Vi kunne åbne en dør eller tusind.
Når vi lukker øjnene, forsvinder intet. Elefanten sidder der endnu og til sidst falder alt fra hinanden.
Vi kunne åbne vores hjerter og dele det gode.
Jeg ville ønske, vi turde gøre noget, der var godt.
AM
-------------------------
Til D. Lama
Jeg har tænkt på, hvad der skal til for at blive buddhist. Jeg føler mig draget til tanken og har haft det sådan længe. Problemet er, at jeg har svært ved at sidde stille i lang tid, jeg har svært ved at være ‘til stede i nuet’, og jeg har endnu sværere ved at forestille mig, at jeg engang har været en forglemmigej (hvilket nu egentlig ville være glimrende), en ko eller et baobabtræ.
Alligevel kredser mine tanker konstant om flossede flagranker i falmede farver, hvide bjergtinder og tibetanske klangskåle.
Hvad kan jeg gøre for at blive buddhist uden alt det førstnævnte?
Kh AM
----------------------
Tanker til M.D.
Jeg har et skrivebord med hvide planker i mit værelse. Langs væggene står reoler med alle bøgerne, og udenfor vinduet ligger havet under sin evige tunge horisont. Jeg vender ark i bunken på bordet og letter på låget i kanden. Når vinden hvirvler hybenrosernes blade forbi min rude, tænker jeg på en sommer, der var i den tid, jeg engang var et barn. Haven dufter af hyld og mos, og der ligger dråber af dug på sprosserne. At skrive sig ud af en fortvivlet forvirring. Eller at skrive sig i en verden, man længes efter. Det umulige i begge dele.
Jeg går ud af værelset og gulvet knirker på det første bræt i entreen, der er koldt og fugtigt i det her hus. Min mor var engang en pige, der havde drømme. Min far var en dreng, der havde en familie. Jeg kender ikke dem, de var dengang.
Skrivebordet er det eneste sted at lede efter det, der mangler endnu.
A
----------------------
29. juni 2020
Til xenofoben
Kald mig naiv, når jeg spørger.
Men hvor mange missiler har du hørt i dit liv? Hvor mange bomber har smadret dit hjem? Hvor mange døtre har du mistet i en krig? Hvor mange sønner?
Kald mig naiv, når jeg spørger.
Men hvor ofte har du sovet i en pøl af mudder, lort og pis? Hvor ofte har du set en massegrav? Hvor ofte har du undgået at krydse gaden på grund af din angst for missiler og militser?
Kald mig naiv, når jeg spørger.
Men hvornår er du blevet vækket om natten af soldater, der træder ind og skyder din familie? Hvornår har du set din mor forbløde på dit tæppe? Hvornår har du siddet i en overfyldt lastbil i flere døgn uden andre tanker end din tørst? Hvornår har du set dit barn drukne i havet under en gummibåd? Hvornår er din mand blevet kidnappet til hellig krig?
Kald mig naiv, når jeg spørger.
Men hvad er det, du er bange for?
AM
-------------------
Til endnu en tvivler
Forslag til citat i forord (Kan med fordel indføres de fleste steder):
“Hvem vil ikke gerne forføres i livet?
Hvem vil ikke gerne elske?
Hvem vil ikke gerne tilgive?
Når det kommer til stykket.”
Ja, selv tak!
A
--------------------
Kære lørdag
En sommerferiedag af de første, og kjolen klæber til ryggen, stolen brænder under mine lår. Og solen står stille, mens jeg trækker i tiden, som er stille stille stille. Jeg venter, vi skal på stranden, og vi cykler og duften.
I vandet, havet og sandet. Børnene flyver i luften, og vi spiser kirsebær og brød med skinke. Jeg venter på tæppet, kroppen tørrer i brisen. Drengen står på hovedet i sandet og falder og siger, “jeg giver aldrig aldrig op, mor” og pigen lægger sig ind mod min mave, og siger, “jeg elsker dig, mor”, og jeg vil ikke andet end at vente på dem. For evigt og uanset.
I dag tager jeg ikke skyklapperne af. I dag ser jeg kun dem.
Kh AM
-------------------------
24. juni 2020
Kære Siri og Bárdur
Hvordan er sommerdagene hos jer? I dag var varmere end længe her. Mens jeg stod i klassen, tænkte jeg mest på havet, hver gang jeg kiggede på uret. På det øjeblik, hvor man bryder gennem vandets overflade. Bruset. Det fik mig næsten til at svede endnu mere, fordi det var så uendeligt fjernt. Og så skulle jeg skrive sommerferiebreve, handle, hente børn, lave mad, og bruset forblev en fjern tanke.
Jeg savner det klare kolde vand i fjorden hos jer. Det isnende gys. Måden det prikker i huden og lader mig mærke kroppen på en ny måde hver gang.
Chokket, der ligesom er det samme hver gang og alligevel et chok.
Jeg tænker på jer, på lyset og på jeres smukke vilde fjord - skriv!
Kh AM
-------------------------
23. juni 2020
Kære Petra
Jeg har besluttet mig for at være sjov næste gang, vi ses. Jeg kan mærke, det er nødvendigt, at der sker noget nyt. Sjovt er godt. Jeg må være mere sjov. Jeg kunne for eksempel fortælle dig om dengang, jeg var på Kreta og glemte min bikini på en bar. Eller jeg kunne også sige mine dyrelyde, det er jeg god til, hvis jeg skal være ærlig. God og nok også sjov. Jeg beklager, jeg har glemt at være sjovere med dig. Faktisk har det slet ikke været sjovt. Men noget så alvorligt. Det ved jeg godt slet ikke holder i længden.
Men bare vent. Jeg lover dig. Det bliver sjovt næste gang.
Kh AM
------------------------
Kære Line
Jeg går i de samme træsko hver dag. Sådan er det. De ved, hvor de skal hen. ikke så meget hurlumhej på den vej. Og sådan er det bedst. Det er klart.
Min far gik i de træsko. Og min far før ham. Sådan er det bedst.
For det meste i hvert fald. Bevares.
Din A
------------------------
21. juni 2020
Kære dagbog
Når man er for bange for ting og derfor undgår dem. Fx:
at flytte til et andet land og bo der.
at sige til nogen, at man ikke vil finde sig i det.
at skrive en bog, der er ægte.
at sige undskyld.
at arrangere et stort arrangement med utallige mennesker.
at ringe til den person, man ikke har ringet til.
at bede om lønforhøjelse.
at se på dem, der er i sorg.
at holde dem, der er i sorg.
at forlade tvivlen.
at blive i tvivlen.
at sige det, som det er.
at være som man er.
at forstå, hvad det betyder for livet, når man fejler.
at turde.
at elske.
at drømme.
Når man lader være med at gøre ting, man gerne vil gøre, fordi man er bange, gør det mig bange.
Kh AM
-----------------------------
Spørgsmål til fremtiden
Når en familie forsvinder, hvem er man så? Jeg kigger ud over alle ansigterne i gaden, men der er ingen, der er mine. Der er ingen, der ser mig. Min familie er forsvundet. Jeg er alene her. Og jeg må skabe en ny sandhed.
En virkelighed for mine børn, der ikke er løgn.
Kh AM
---------------------
Til Peter
Jeg går ikke i stykker af så lidt!
Fra A
---------------------
Til den forvirrede
Jeg har talt. 746 små hvide fliser på gulvet i mit badeværelse. Man lægger dem i net, nogle af fliserne må skæres. Engang cyklede jeg rundt med en discman og lyttede til Meatloaf, undgik bump og kanter, for at passe på melodien. Hvorfor vil nogen, nægte mennesker, de ikke kender at leve trygt?
Avisen er steget med over 100% siden jeg var barn. Busbilletterne tør jeg ikke tænke på. Jeg arbejder 3-5 timer om dagen - ish.. Altså lønarbejdet vel at mærke.
Engang gik folk på barrikaderne sammen. Sådan for real. Nu skælder vi hinanden ud, mens vi gemmer os bag skærme under plaid og Hay-dimser. Engang var det sommer altid. Engang var der over en meter sne i december.
Engang var det fedt at købe kanelbrød og spise det fra posen. Engang blev min bror i bidt i numsen af en hund under en fodboldkamp.
Engang var alting mindre forvirrende.
Eller også er det fordi, jeg hele tiden regner med, at jeg bliver klogere med alderen.
Fra AM (stadig forvirret)
-------------------------
Til A
Måske er det i dag. For tyve år siden altså. At jeg fik studenterhuen på, og jeg tænker, det ikke rigtig giver mening, når man tænker på, jeg næsten var 20 dengang. Så 20 og 20!
At blive ældre. Som et direkte bevis på, at man er i livet i noget, der minder mig om et sekund. Men dengang var der en evighed til 40. Dengang var 40, de gamle. Dengang susede livet på en anden måde i blodet, og jeg rendte afsted hen over brosten og marker, jeg kørte langs skinner og så ud ad vinduer på verden, og jeg vandrede ud og ind i den og snusede den direkte ind i blodet. På sådan en let måde. En uendelig måde. På en frihedsagtig måde. Det at der var så uendelig meget tilbage dengang. At alting lige var begyndt.
At blive ældre. At være midt i et liv.
Nogen skrev med sort blæk i det hvide blanke silke; må lykken stå dig bi. Jeg ved det ikke. Den slags citater virker meningsløse, tomme - men alligevel så…
Må lykken stå os alle bi - i det korte sekund, det hele varer.
A
------------------
Kære D
Du siger, vi skal plukke hylden, vi kan lave saft. Jeg siger, jeg gider egentlig ingenting. Så jeg går ind og lægger mig og laver ingenting. Du siger, det er okay, men vi skal også hente bilen og cyklen og bestille den dims til køkkenet. Jeg tænker, hvor kan man skrue ned for varmen? Hvor er der en pool? Jeg vender blade i min kalender, og ferien er brugt før den er begyndt. Og jeg skal købe fodertønder og gå til forældremøder og skrive tak og undskyld, og jeg beklager over det ene og det andet. Og det er også okay. Og jeg vil mødes med M og tale om alle de ensomme børn, og hvordan hun gør det, og jeg vil vise hende min historie, som kunne blive en bog, men jeg ved ikke, hvad hun dog tænker om det, og jeg vil sende den til AL, men det tror jeg så alligevel ikke, jeg tør. Hvordan kan jeg alligevel forklare det? Og jeg går tilbage til sengen, og laver ingenting, det ved man da, hvad er.
Du siger, vi skal holde fødselsdage og tage på kanoture, og ja, okay, og jeg kigger efter skrivedagene i kalenderen, mens jeg er taknemmelig for alt det, du gør og alt det, du graver og bygger og skaber med dine stærke hænder, som jeg elsker og elsker og elsker.
Og det er dagene. Nu.
Kh AM
-----------------------------------------
Til barnet
Jeg tænker på, hvad en familie er. De mennesker, man kommer ud til i verden på sin første barndomsdag. Den dag, man aldrig vil huske. De mennesker, der så på én med blikke, man aldrig vil huske. Men dét at man ligesom er i den familie, og at det er de mennesker i netop den familie, man skal elske.
Kan de indfri dine drømme, dine længsler og kan de forstå din smerte?
Måske er det ikke alle i en familie, der elsker?
Der er så mange, jeg elsker.
Mange flere end dem, der så mig på min første barndomsdag.
Kh AM
--------------------
Hej venner
Skal vi lave en konkurrence om, hvem der kan blære sig mest over, hvor fedt, smukt, rigt, hyggeligt, afslappet, yndigt, laid-back, overskudsagtigt, sundt, klogt, pænt, cool, kreativt, diplomatisk, empatisk, venligt, rummeligt, nemt, travlt-på-den-gode-måde, sjovt og fit, vi har det?
Nå, det er vi jo i gang. SoMe for fuld udblæsning.
Hvornår begynder vi at forstå, hvor langt ude, vi er med den adfærd?
Fra A
-----------------------
Til os selv
Vi æder og æder; bananasplit og pøller fra grillen, vi drikker Karlens fra kiosken, ryger blå Kings, og vi taler om racisme og om hjemløse, og vi fatter ingenting. For vi sidder her i Sundby med vores blegfede lår og brokker os over, folk der råber og skriger og fylder helt derude på Hammerskjölds Alle, så vi ikke komme hjem fra arbejde. Og vi brokker os over, hvor dyrt det er at købe ferier, Playstation, Filasko, byture, nye biler, gulvvarme, kampestensmure, spaophold og alt det andet fuck, vi ikke kan leve uden.
Men vi burde holde vores fucking kæft! Og vi burde se det store fucking perspektiv.
Hvem af os fatter, det held, vi er født i?
Hvem af os fatter, at det kan bruges til andet end brok?
Jeg fucking spørg!
A
-----------------------
12. juni 2020
Kære K
Jeg skriver breve, som jeg tror, du vil svare på. Men du svarer ikke. Der er tomt i postkassen, når jeg åbner. Både den ene og den anden. Jeg venter gerne - men ved ikke, om der er noget at vente på. Jeg tænker på Per og Jakobe. De skrev sammen. De svarede hinanden. De måtte vente, og de ventede.
Jeg tænker på tiden, hvor man sætter sig og skriver. Tiden hvor man sender, og tiden hvor man venter. Jeg venter på tiden. For det gør man. Venter på tiden, mens man er i den.
Jeg savner, at du skriver tilbage. Jeg savner, at du svarer på mine breve. Jeg skrev om vores tur til Møn. Kan du huske? Den slags er da meget godt at svare på, tænker jeg. Der er så meget, man kan sige om den tur, ikk? Det var en god tur, det meste af tiden, ikk? Vi kunne tage afsted igen. Det kunne vi.
Der er alt for mange breve, der aldrig bliver skrevet. Det er meningen, de skal skrives - brevene.
Kh A
-------------------
11. juni 2020
Kære Rudi
“Hvor mange mænd skal der til for at skifte en lorteble? Ingen! Ha ha ha” Sådan sagde min onkel altid, og brølede selv af grin en halv time, mens han slå sig på lårene og tømte sin bajer. Dengang jeg var lille, forstod jeg det ikke. Nu forstår jeg, hvor det kommer fra. Den slags, som nogen mænd betegner som humor. Og det er jo ‘kun for sjov’ og sådan. Men jeg kom til at tænke på det, da jeg så hende rapperen på DR i går. Tessa fra Hundige. Hun er vild nok. Men shit, hun siger det. At vi har sat en standard for fyre, hvor de tror, det er okay. Alt muligt lort, der på ingen måde er okay. Og hun fortæller om alt det lort, hun var igennem, og hvorfor man skal forsvare det, som andre (læs: mænd) påfører én. Og hun siger det, hun siger, at vi ikke starter hos pigerne - men vi starter hos fyrene, vi starter hjemmefra; vi starter med at opdrage dem til at opføre sig ordentligt.
Word, Tessa! Fucking, word!
Kh AM
-------------------
Til en barndom
Jeg savner dig.
AM
----------------
Til kioskmanden (Ja, sorry.. somebody has to be blamed)
Der ligger en lille fucking cigaret og glor på mig. Lige midt på bordet i gangen. Jeg tænker bare, hvad laver den der, den lille fucking cigaret? Er det stjernerne, der fucker med mig, for i mit horoskop, står der intet om cigaretter eller andre former for substitutter! Som om JEG mangler den slags??
Næ, tag og fuck af. Jeg klarer mig med luften, som den er.
Klart, jeg gør.
AM
------------------
Kære E
Vi kører op ad Strandvejen og taler om Michael Laudrup og Skodsborg, og hvordan man får styr på sine unger. Jeg griner højt i bilen, og du er vild til at køre bil, men du har jo lært det tidligt, siger du. I Rungsted bader vi ved siden af de store linere. Vi smider alt tøjet og dykker under indtil paddleboarderen er forbi. Folk I Rungsted virker mere glatte i det. Sådan all round. Noget med pressefolder, kindben og læberne, når de arbejder sig opad i smil. Det er okay, og vi griner af vores egne jokes, spytter i roséen og bliver ikke misundelige på velhaverlivet. Vi har det godt i Sundby, bevares, men træerne er da flotte her, skoven utrolig grøn, havet blinker på en anden måde, vi bliver ligesom ret friske i denne del af Øresund. Friske og kåde, og vi har det for nice.
Det er os, og da vi kører hjem, efterlader vi dramaet i vilde orangegrå skyer bag os. Altid i live med dig.
Kh AM
-------------------
Kære Peter
Jeg prøver at sætte ordene sammen på nye måder, hver dag. Det udmønter sig i mystiske sætninger, jeg knap selv forstår. Min datter griner højt, når hun læser, hvad jeg har skrevet. Min mand ryster på hovedet. Men jeg drømmer om at ramme den helt rigtige nye måde med ordene, og jeg forventer, at det kunne ske når som helst. Snart endda. Tja, sådan er dagene. Disede og grå med strejf af sol i smalle bjælker af og til. Og så i juni. Det trækker op, og kort efter er solen blå og minder mig om ternede duge, hvepse og liggestole i min mormors sommerhus, der var engang. Jeg tænker på familier, der ikke ses mere. Og jeg går en lang tur ud under mørke, grå skyer ved havet. Det er okay, men alle minder gør også ondt. Selv de rare. Jeg vender tilbage.
Kh AM
------------------
Til tiden nu
Børnene har tegnet på væggen i vores køkken. Børnene har malet med frugtfarve i deres hår. Børnene har ødelagt skabet i soveværelset. Børnene har råbt, at jeg er en lorteidiot. Børnene har kastet op i min seng og i mit hår. Børnene har smadret cirka 35 ting i vores køkken. Børnene har kastet suppen på gulvet. Børnene har banket hinanden ned i gulvet. Børnene har kaldt på mig cirka 80 gange, efter jeg har kysset, sunget og nusset godnat. Børnene har tisset på det gulv, jeg lige har vasket. Børnene har ridset bordet med en nøgle. Børnene har smidt bilnøglen i risten. Børnene har smadret ruden i naboens drivhus. Børnene har hældt vand i skufferne. Børnene har stoppet toilettet med alle de enlige sokker.
Børnene er fra en anden planet, som jeg hver dag prøver at finde vejen til.
Fra AM
-----------------
Til dem der ved det
Jeg er ikke helt levende for tiden. Det er noget med atmosfæren på planeten. Og noget med længslen mod altid at ville forstå det, der umuligt kan forstås. Hvem starter smerten - hvor starten den? Den smerte der forplanter sig gennem livmødre og mennesker. Gennem samfund og magtstrukturer. Gennem diskurser og diskriminationer. Gennem kapitalisme og overflod. Gennem vinduer og luftveje. Gennem menneskesyn og samfundssind. Skal vi forstå, hvor smerten starter, for at stoppe den? Hvordan kan vi stoppe smerten, der forplanter sig usynligt i mennesker, der fødes ind i den?
Kan vi stoppe det grusomme, hvis vi aldrig kan blive enige om, hvad det grusomme er?
Kan et menneske være et menneske - og intet andet?
Jeg er i live men føler mig ikke helt levende i denne atmosfære.
Kh AM
-------------------
Kære Eva
Allen Carr siger, han gik fra at ryge 100 cigaretter om dagen til 0 dagen efter hans beslutning om at stoppe med ryge. Han siger, det var en befrielse. Han siger, at han endelig følte sig fri.
På stoplinien skriver de, at man kan føle sig syg, få humørsvingninger og øget appetit, når man holder op med at ryge. Jeg tænker på, hvad man skal gøre, hvis man bliver sådan en fed type der råber, skælder ud og synger Medina ud gennem åbner vinduer, mens man ikke aner, hvad man skal stille op med sine hænder, for man kan hverken finde ud af at strikke, brodere eller lave origami. Jeg ved det bare ikke.
Men det er som om, der bare ikke er nok tid i livet til at være så utilfreds med ting og sager. Det er der bare ikke.
I Aftenshowet sagde de, at menneskers smertetærskel er højere, hvis man bander, mens ting gør ondt.
Så fuck det.
Kh AM
---------------------
3. juni 2020
Til dårlige vaner
Mine fødder i løbesko på brosten og hen over græstotter i klitterne. Mine fødder med knyst og sved og hård hud. I gamle slidte løbesko. Jeg gider ikke løbe, men jeg gør det. Jeg gider at spise romkugler og vaffelis, men sommeren er over os, og jeg er begyndt at holde op med at ryge. Jeg ved, hvad der sker. Jeg ved, hvordan jeg kommer til at se ud. Om lidt. Nå, ja. Det er vel bedre end sorte lunger og ungernes øjne, der hang sådan ved mine læber, når jeg tændte cigaretten. Mor, hvorfor kommer røgen ind i din mund? Og alt det, de nu kunne finde på at sige, som jeg ikke havde et eneste svar på.
Nu løber jeg så. Sveder og tænker på romkugler. Nå.
Kh AM
-----------------
Til T
Mens dagene som vanligt går, går jeg ned i et forfald. Som var det efterår, og jeg trådte rundt i det muld, jeg selv var ved at blive til. Jeg går ikke udenfor døre, når der er den døde uro i mit bryst og stierne er lagt så sirlige i rækker af ulykkelig uendelighed. Jeg går ikke udenfor døre, når alting rådner, smuldrer og forvandles i et lokkende system.
Jeg vågner og lukker øjnene til endnu en dag. Den evige tid er en pestilens i det liv, der blev. Jeg er vel ikke helt levende. Jeg er vel i live.
Fra A
-----------------------
28. maj 2020
Til et nu
Jeg sidder og ser, hvordan himlen viser sig. Overlegent, nærmest vulgært smukt. Med hele sin ufattelige flade, der siler ned over os med gyldne røde, farver, og jeg ved ikke hvad. Og jeg prøver lidt at se den anden vej og væk fra det ufattelige, det ubegribelige.
Og hvad er det med, at jeg vil begribe alting? Og det med at, der burde være flere, der ville begribe alting? Jeg kunne øve mig i bare at se. Jeg kunne øve mig i sige, det jeg vil sige. Jeg kunne øve mig i at lade være med at være bange. Her er ingen tigre, sværd eller fascister, jeg skal flygte fra. Her er fred, og faren er en joke, når jeg forsøger at åbne munden. Jeg kunne øve mig i at fatte min krop. Jeg kunne øve mig i bare at se.
På himlen eller dig.
Kh AM
------------------
27. maj 2020
Kære M
Du siger, du har ondt i flankerne. Jeg tænker på de bøffer, vi spiste i går. Du siger, du burde begynde til crossfit. Eller yoga. Jeg tænker på palisander og joniske søjler og mine forældres pergola. Jeg tænker på et billede, hvor jeg står mellem dem i en blå kjole, min mor har gips på armen. Det er min første skoledag. Jeg kan ikke huske, hvordan det var. At starte i skole.
Der er meget, jeg ikke kan huske. Skræmmende meget. Du siger, jeg burde prøve en healer. Eller noget seriøst meditation. Jeg vil gerne. Jeg vil gerne lære mig selv at kende. Det er vel det mindste, man kan gøre.
Du siger, du vil lave daal. Jeg tænker på flankerne. Du siger, da jeg var 20 havde man aldrig ondt sådan nogle steder. Jeg anede ikke, jeg overhoved havde flanker, siger du.
Alting gør bare mere ondt med tiden, tænker jeg. På en måde.
Kh AM
-----------------------
-----------------------
26. maj 2020
Kære barn
Undskyld, for at jeg råber og bliver træt. Undskyld, for at jeg siger, du aldrig må male igen. Det mener jeg ikke. Undskyld, for at jeg siger, du selv kan være dum. Det er du ikke. Undskyld, for at jeg tager skærmen ud af din hånd og siger du aldrig må spille mere. (Det er bare fordi, jeg virkelig gerne vil forhindre, at du bliver en hjernedød junkie.. ja, altså.) Undskyld, for at jeg ikke har otte arme, så jeg kan hjælpe dig med det hele på en gang. Undskyld, for at jeg ikke altid forstår dig. Undskyld, for at jeg vil ligge og tage en lur kl. 15 om eftermiddagen. Undskyld, for at jeg siger, du skal i seng. Undskyld, for at jeg nogen gange, synes det er pisse, ufatteligt, ubegribeligt at være nogens mor.
Undskyld, for at jeg (igen) er en lortemor.
Kh din mor
---------------------
25. maj 2020
Kære barn
Jeg ingen vegne uden dig. Nogensinde. For når jeg går, er du med mig. Altid. Vi råber og kysser, og vi krammer og løfter, og sådan er dagene. Og jeg venter for altid. Når man er en mor, venter man på alt. Sådan er det. Mens alting sker, venter man. Mens man lever og er bange for at blive gammel, og du siger, mor, du må aldrig dø, og så græder du, da det går op for dig, at jeg dør en dag. Jeg venter ved skolen, jeg venter ved telefonen, jeg venter ved sengen til du sover og går tilbage flere gange om natten, for jeg vil se dig, jeg vil se dit bryst hæve sig, når du trækker vejret. Jeg vil røre ved din arm og lugte din hud, og jeg vil bare se dig.
Jeg venter for altid på dig.
Kh din mor
----------------
Til en skeptiker
Der er det, at hjernen er kroppens vigtigste apotek. At man kan helbrede selv de mest intense og kroniske lidelser, alt afhængigt af hvordan hjernen opfatter kroppens signalstoffer. At kroppen reagerer stærkt på tanker og følelser. At kroniske sygdomme fx kan opstå af den stress, kroppen påføres, når man gennem mange år lukker smerte, sorg, traume osv. inde.
Jeg forestiller mig at bide i en skive citron, det trækker sammen i kæben, jeg får mundvand, jeg kan næsten smage det syrlige. Jeg bliver bange for noget jeg ser i tv, og min puls stiger, mine hænder bliver kolde, jeg har svært ved at trække normalt. Jeg læser en tragisk bog og begynder at græde.
Hvis tankerne i min hjerne kan genere disse fysiske umiddelbart banale reaktioner, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad jeg kan med mine tanker. De siger, at hjernen bliver bedst til det, den gør mest. De siger, hjernen er dynamisk, at den kan ændre sig, udvikle sig, lære nye måde at tænke på. Jeg læser i tidsskrifter, jeg læser i bøger, jeg læser i afhandlinger. Jeg undres over modviljen mod kroppen. Og alligevel ikke.
Det hjernen gør mest, bliver den bedst til.
Fra A
---------------------
Kære Iris
Det er klokken ti, søndag. Vi mødes foran kirken. Bilen er hvid, du kan ikke tage fejl. Kirken er rød. Der er én kirke på vejen. Det er den. Det er klokken ti. Dem der kommer, kommer. Jeg ved ikke, hvad man gør. Børnene var vågne hele natten. Jeg skriver dette uden tårer.
Jeg er her bare.
Kh A
-------------------22. maj 2020
Til en evig uro
Den lille krop oppe mellem grenene og alt det grønne. Og hvinet og lyden, da han glider på en gren og mister fodfæstet. Og kroppen der tumler ned mellem blade, hovedet der slår ind mod stammen, bumpet af slap krop da han falder på stenene. Lyden af sorg, der begynder i det øjeblik.
Det er det, mine øjne ser, når han kalder på mig og siger “Se, mor - se mig”. Og jeg må holde vejret og forstå, at han er et levende barn med bare tæer og røde kinder, der sidder højt i et træ og smiler ud over verden i vores lille gård. Og han vinker og smiler utroligt med sår på næsen og skrammer på de varme ben. “Jeg ser dig, skat.”
Og jeg ser ham, og han klatrer ned, og han falder ikke, og han krammer mig og lever og løber hen over græsset.
Fra moren
---------------
21. maj 2020
Kære M
Der er to prikker, der hopper langt nede ad stranden. De kommer tættere på. Jeg kan skimte dem mellem alt det grå, lyse, blanke og det blå, og alt det gulgrønne i klitterne. De bevæger sig op og ned, lidt i cirkler, standser og hopper igen. Jeg sidder i sandet med bare tæer, jeg mærker varmen på min nøgne krop under hættetrøjen. Mit hår drypper ned langs ryggen. Men jeg sidder i solen, og jeg har det varmt. Stemmer og bølger er blide.
De to prikker lever. De er mennesker. De er to små mennesker, der er mine børn. Og jeg skælver i varmen over, at de lever, at de bevæger sig. At de vil.
Jeg tænker, at alle skælver over deres egne børn. Sådan er det, det er meningen, men magisk alligevel. Det er en slags magi, at nogen fødes og andre ikke gør.
Alle de usandsynligheder der er i livet. Det kan ikke være tilfældigt.
Sådan tænker jeg, og bliver væltet omkuld i sandet.
Kh AM
Kh AM
-------------------
Til Ella
Hun siger, hun vil ringe. Jeg ventede med telefonen i hånden hele aftenen. Jeg faldt i søvn sådan.
Hun ringede aldrig. Jeg er bange for, der er sket noget. Noget jeg ikke kan tænke på.
Hun plejer altid at ringe, når hun siger det.
Kh AM
----------------
19. maj 2020
Til natten
Jeg går i seng, mens solen skinner og folk falder ud over broer. Jeg går i seng, mens jorden ryster og gruset flyver. Jeg går i seng, mens de amerikanske stater slingrer, og Italiens bjerge ulmer. Jeg går i seng, mens forfattere skriver og sangerinder indspiller lyde bag tæpper. Jeg går i seng, mens himlen brænder og korallerne forsvinder. Jeg går i seng, mens folk smækker med døre og råber ad helvede til. Jeg går i seng, mens mennesker fødes, og andre begraves. Jeg går i seng, mens nogen holder fast i smerten, og andre giver slip.
Jeg går i seng fra det hele, mens du kigger på, jeg bare sover.
Kh AM
-----------------
Til tanker om besværet
Det er mandag. Hun siger, vi skal bade. Og gå tur. Det regner. Det er midt i maj.
Man kunne vel godt, tænker jeg. Det er mere alt det bagefter. Gåsehud, glatte sten, sokken man taber i sandet. Og skyerne der ikke varmer os.
Jeg tager badedragten med alligevel, og gummistøvlerne. Vi kører ud til ‘the highlands’, som vi siger og griner. Det støvregner, vi møder kun er løber og en mand med en hund. Der er stille. Havet er gråt, træerne lyser grønt. Vi går på stien. Der er en hare og en fiskehejre. Vi er kun lidt udenfor byen. Vi kigger ind ad store panoramavinduer og åbne haver. At vågne til havet.
Vi er de eneste i Søbadet. Vandet er klart, bunden er lys og tæt på, jeg får åndenød, men frydes over det hele lige der. Det vægtløse, det følelsesløse. Det at være i havet i slutningen af en mandag i maj. Mens tingene er som de plejer de steder, hvor jeg plejer at være. Og det her er et hul i tiden, uden besvær, men en slags lykke. Et sus. Bare afsted.
Vi gør det igen på mandag.
Det med at bruge tiden, der er. Tak, Esther.
Kh AM
------------------17. maj 2020
Til B
Jeg skriver det, som hun sagde det.
Siri vender sig og kigger om mod bagsædet. Men der sidder ingen der. Nøglen ligger i hendes hånd. Hun klemmer om den, for der er ikke andet. Der er ingen øjne, der beder, ingen stemmer, der kalder. Der er kun den tomme bil med hendes tunge åndedræt, der langsomt dugger ruderne. Det undrer hende, at der er varme nok tilbage i hendes krop.
Hun sidder længe i bilen, hun ved ikke, hvor hun skal køre hen.
Vinden løfter mågerne ud over marken, hun vil skrige af dem. Hun vil gasse op og brage ind i dem. Men hun gør ingenting, for hun ved ikke, hvad hun skal gøre.
Hun sagde, han stod på kanten. At han lod sig falde. At hun så kroppen, som en kludedukke gennem luften. At hun så det.
Det var sådan, hun sagde det.
A
----------------------
----------------------
16. maj 2020
Kære kontrolfreak
På DR var der en hjerneforsker, der tog et hvidt stykke A4 papir. Han holdt det op foran sig og sagde, det her er hjernen. Så lagde han det på bordet og tegnede en lille bitte sort trekant i det ene hjørne af papiret. Han sagde, at det sorte symboliserer ALT det, vi gør i livet med vores bevidsthed. Resten af papiret, alt det hvide, symboliserer det vi gør med vores underbevidsthed, dvs. alt det der ligger lagret i vores mønstre, alle de handlinger der er styret af vores underbevidsthed.
Det er for vildt.
Jeg kan ikke tænke på andet.
Livet er en anden verden.
Kh AM
------------------------15. maj 2020
Kæreste David
Vi er på date. I dag. Du siger, jeg er smuk. Vi sidder i Nørrebroparken, det blæser. Jeg spiser en burger. Du lægger tæpper ud på græsset, mens mågerne glor og vil have vores mad. Der er flere slags musik omkring os. Beyonce og De eneste to i virvar.
Vi drikker cola og rosé. Vores børn er hos din søster. Det elsker jeg. Selvom S ikke rigtig vil. Hun vil være hos os. Altid. Hun er 8. Hun vil bo hos os. Altid. Hun siger, at hvis hende kæreste ikke vil det, når hun er voksen, så kan de ikke være kærester. Jeg elsker det, altså. Selvom det er crazy.
Jeg føler, vi gør det godt. Overordnet.
Jeg ved nu noget om, hvor vildt det er at leve et liv med et andet menneske. At dele det hele. At dele sine børn med en anden. Selvom han er faren. Det er vildt. Det er egentlig vanvittigt.
Men jeg elsker dig. Mere end jeg gjorde før.
Det er faktisk utroligt.
Det er faktisk utroligt.
Du er faktisk utrolig.
Din AM
----------------
Til ham på den venstre skulder
Har du tænkt over, hvorfor ingen svarer på dine breve, spørger du.
Måske tror de, det er for sjov, siger jeg. Jeg skriver da til rigtige mennesker, de kunne godt svare, siger jeg.
Nå, siger du, måske er det ikke vigtigt, det du skriver.
Det er vigtigt, siger jeg.
Ikke hvis de ikke svarer. Du må du skrive noget, der er værd at svare på, siger du. Børnene i Syrien kan sgu ikke svare, siger du. Eller kastanjetræet, eller ham Ibber eller evigheden. Evigheden kan ingenting, siger du.
Ibber er en pige, siger jeg.
Nå, siger du.
Slå i bordet, find på noget, siger du.
Jeg ved ikke hvad, siger jeg.
Find ud af det, siger du.
Ja, siger jeg.
Okay.
Kh AM
-------------------
13. maj 2020
Kære Zarah
En arabesk på en tinplade i muren, der omkranser havet. Den minder mig om Indien eller Myanmar. Jeg kan ikke altid stave til alle de ord, jeg skriver. Det er underligt, jeg er dansklærer.
Jeg tænker på ristede kikærter i krydderier, jeg ikke kender navnene på, men kun fornemmelsen af smag.
Mens jeg tænker på, at jeg tygger, buldrer det i mine celler, som stenskred i frit fald.
Jeg er træt af metaforer.
Jeg tygger langsomt og længe.
I Syrien dør børn fra et liv, der aldrig rigtig begyndte. Jeg ved ikke, hvad meningen med noget er, når der er liv uden mening.
Jeg ved ikke, hvor man skal begynde. Jeg tænker på Maren. Hun ved det. Det er overvældende at tænke på.
Jeg har lyst til at skælde ud. Men jeg ved ikke på hvem.
Kh AM
--------------------
Kæreste Rita
De siger, Young døde i nat. Men jeg kan ikke få det bekræftet. Der er ingen telefon i nærheden, og sendemasten er nede siger det, så det vil ikke nytte alligevel. Vi må vente på skibet, der kommer med Paul på fredag. Han ved det. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det til de andre. Hvis det passer. At Young er død. Så ung.
Der er flere historier, men de fleste, går på, at han faldt ned fra taget inde på boulevarden. Jeg kan næsten ikke skrive det, Rita. Åh, jeg ved ikke engang, hvor du er, og om du når at modtage dette brev. Jeg rejser tilbage med Paul om to uger. Jeg ville inderligt ønske, vi kunne nå at se hinanden inden min afrejse.
Jeg savner os tre, så det gør ondt ind i sjælen. Jeg kan ikke begribe, han er død. Lad det ikke være sandt!
Din AM
--------------
Kære JKF
Dagene kommer altid igen, siger min veninde Sara. Men den dag, hvor vi gik på stranden og lå i klitterne til det blev mørkt, er endnu ikke kommet igen. Hun siger, bare vent. Men hvor længe skal man vente på en dag, der allerede har været der?
“Der er altid nogen at befri” ligger i min taske. Jeg læste den på en dag, og er rystet endnu. Den klæber til mig, og jeg kan ikke få personerne ud af mine tanker. Du skriver om noget, jeg ikke kan forstå. Du skriver om noget, der smadrer mig på en måde. Jeg ved, det bare er en bog. Men jeg ved, det passer. At det er virkeligt. At mennesker får det sådan. Nogle mennesker.
At skrive den slags. På den måde. Det skærer sig ind mennesker.
Jeg tror ikke dagene, altid kommer igen.
Kh AM
---------------
D
Der er lys i gården. Vi sidder under den nye parasol, det regner let. Vi taler om dagene, himlen er grå og lys, men det er nat.
Jeg siger, tænk på alle de mødre, der lever og alle de mødre, der er døde.
Jeg siger, tænk på alle de mødre, der vil leve - og tænk på alle de mødre, der bare dør.
Du siger, du elsker mig.
Jeg græder i sengen, mens du kysser mig. Du siger, du elsker, at jeg er så følsom.
A
---------------
Kære A
Ude ved Trekroner Station ligger en gul mark som et lysende tæppe mellem boligblokke, togskinner og tomme byveje. Den ligger og skinner som et stykke liv, jeg havde glemt og minder mig om Bornholm under en blå sommerhimmel. Jeg venter ikke at se mennesker på den mark, men i udkanten, tættest ved stationen står en gruppe. Jeg tror, de er asiater, de taler højlydt i et sprog, der lyder kinesisk, og de går ind i marken, mens de griner og forsvinder under de høje sennepsblomster. En af pigerne holder sin telefon i hånden højt hævet over hovedet, og jeg ser, hvordan hånden med telefonen bevæger sig længere ind i det gule hav. De griner og ser ret lykkelige ud. Fortumlede over den mark, midt i den nye by. Den mark ingen af os før har set, tror jeg.
Jeg smiler over det syn, over den slags, der pludselig sker. Over det mennesker kan. Og det de nogle gange gør.
Kh AM
-----------------
Kære Siri
På Færøerne står fjeldene fast som sure gamle mænd. Det skrev du til mig den første gang. Vi skrev om de steder, vi kommer fra. Du skrev om havet, og det at bo midt i det. Jeg skrev om birketræer og bellis og brosten. Engang skrev du: Som fugle i flor - som blomster i snor.
Jeg ved ikke, hvad du mente, men jeg elskede det. Og det blev hos mig, som en sætning fra en film, man aldrig glemmer.
Jeg kom aldrig derop, selvom vi havde aftalt det.
Jeg tænker på, hvornår aldrig slutter - jeg tænker på, at jeg er nødt til at se dig der i fjeldet.
Kh AM
----------------
Til note
Jeg fandt en bog af Robert Zola Christensen, jeg kender ham ellers ikke, men jeg skrev, for den handlede om at skrive. Jeg skrev om vejret. Det var i sommer.
Himlen er lys. En blanding mellem grå, hvid og en snert af lys blå. Det regner. Indimellem falder regnen skråt ned fra vest, tror jeg, indimellem mere lige. Vinden er ikke konstant. Af og til lægger den sig lidt. Regndråberne er små, men de ser alligevel lange ud. Jeg ser det mest, når jeg kigger på træerne og planterne. Mod jorden, foran muren forsvinder regnen, og går i et med baggrunden. Regnen er stille, langsom. Lupinerne i gården er visne og brune mellem de grønne blade. Men alt det grønne virker friskt og sprødt i det våde. Der er fuglesang, men ingen fugle, jeg kan se. Gården er tom for mennesker. Gennem åbne vinduer, kan jeg høre stemmer fra børn og et sted, spiller en radio. Bænkene er nogle steder dækket med et tyndt grønt moslag. Andre steder er de blanke af regnen, næsten sorte i det våde. Der ligger cigaretskodder i vandpytten foran huset. Vinden er kølig, ikke kold, mere frisk, rolig. Det ser ud som om bladene på den store asp i midten af gården, danser. De bevæger sig langsomt op og ned, fra side til side. Nogle af dem hænger roligt på grenene, uforstyrret af dansen fra de andre.
AM
---------------
5. maj 2020
Til tiden
Den situation det er at stille børnene op på række om morgenen, mens lyset endnu ikke er nået ind i gården. Med afstand mellem skoletasker, morgenblik, røde kinder og bukselommer. At lade dem gå ind i klassen én ad gangen efter afspritning og håndvask og de lange blikke efter spil og tusser og klodser i lukkede kasser under vinduer. At vaske borde med engangsservietter, der hober sig op i skraldebjerge et sted for langt fra vores bevidsthed.
Dét at lære navneord, at læse fakta og vende blade i bøger om citrusfrugter, kaffebønner og danske forfattere. Hver lille krop alene i sit eget rum. Den lille krop.
Og senere, idet de korte ben løber ud på græsset - for dér er fangeleg og gyngeture og en kæde, kun de endnu forstår. Der er ild og kærlighed og råb og hyl og hop.
En sitren i luften mellem dem, der er så tæt, så tæt.
Så meningsfuld.
Kh AM
----------------
Kære M
Jeg drømmer om bunker med gamle breve. Jeg læser og forundres, forbløffes og forstår. Alt muligt, jeg har længtes efter at forstå. Historier af liv fra en anden tid, der var før min, men som blev til min.
Det er bare noget, jeg drømmer om. Jeg ved ikke, hvor jeg skal lede efter den slags breve. Jeg ved ikke, om der er ting, jeg skal forstå eller ikke. Men det virker altid, som om der er noget, jeg skal forstå.
I dag skriver jeg breve igen.
Jeg kan skrive om, alt det der er sket. Eller alt det der kommer til at ske. Alt det jeg drømmer om, der vil ske. Alt det jeg er bange for, vil ske.
Jeg kan skrive om kirsebærtræerne, kampene, krigene, ofrene, bødlerne og ligene. Jeg kan skrive om heltene og billederne og mændene. Jeg kan skrive om huse og gader og minder og stiger. Jeg kan skrive om frihed og angst.
Og jeg kan skrive bunker af breve for evigt om, hvor meget jeg elsker dig.
Kh AM
--------------
Til YH
I parken med Rana, eller hvem, mellem fjer og grus.
På gynge og på bænk.
Tæppe og vin i krus.
Og vi taler om kustoder og kommoder med gamle klenodier.
Vi ryster af ophobet gas og sprænges i stykker under stjerner, der aldrig lyser.
Og kirsebærblomsterne drysser som karameller fra unge, der ikke får lov til at hyle og rage på gange og i gårde med balloner i små faconer.
Vi venter på ænderne og bider hinanden med tænderne, vi glemmer grænserne og flytter kransene fra hoved til hoved til hoved.
Og forbander den kærlighed, der er låst i kroppe gennem for mange liv.
Vi er par, der aldrig samles.
Vi venter i rabatten, går hver til sit i natten.
Sort og dyb som en dyne, hvor luften er for tung til at trække.
Så vi hiver i snore og går i kåber og vender kroppene hen mod dem, der råber.
Vi er et par, der aldrig samles.
AM
---------------
Kære DT
Jeg tænker på dig og andre mennesker, som var digtere og får det sådan her.
Vi går rundt i gaderne med hoveder under armene. Vi vender blade i nye kalendre, mens folk dør i lejligheder og i lejre.
Vi gylper på stylter langs boulevarder og leder efter leoparder i vildnisset ved volden. I gårdene emmer der af brun sovs, og det giver kvalme i et svælg, der allerede er fyldt af Palma Cristal og fernis.
Dengang de hele tiden snakkede om asbest, og folk sad i små kasser bag bure og beton. Jeg venter ikke længere på bulldozere og ministre, men tænker kun på dem, der går i gaderne med skiltene og hyænerne.
Og vi render rundt og rundt i evige cirkler og hyler over ting, vi ikke aner en skid om.
Vi kunne hylde livet, vi kunne give en omgang. Droppe den fucking tomgang og efterlade materialismen i sin sande materie.
Proppe den med ingenting og lukke kærligheden ind.
Kh AM
---------------
Til mennesker i alle slags hverdage
At stille børn op på rækker i gården. At afspritte nye skinnende kromhåndtag. At undgå bakterier, der tager livet fra os. At vaske og vaske med den rene sæbe. At vende sig til nye situationer. At gemme børnenes skakspil væk i kasser. At tænke på børnene i al-Hol, og alle de håndtag, der ikke kan sprittes af dér, fordi de ikke findes. At befinde sig i zoner af fred mellem flyvende bolde og hinkende piger i en skolegård på Amager. At lægge nakken tilbage og se skyer i nye formationer hver dag. At se dem drive. At tænke på hvilke skyer, der er over børnene i Syrien. At befinde sig i zoner med krig. At svare på misfornøjede mails fra forældre. At kaster stykker af brød ud af vinduerne. At dreje håndtaget på parasollen for ikke at blive forbrændt. At smadre et land for at kæmpe for en tro. At tage livet fra andre. At vente i køer, der bliver for lange, så lange at isene i vognen smelter, inden man når hjem til fryseren. At kaste med sten, fordi der ikke er nok håndsprit. At stjæle sig til det. At beklage sig over for mange lektier. At beklage sig over for få. At drømme om skole. At drømme om et liv.
Dét, stadig at drømme.
Kh AM
---------------
30. april 2020
Kære Hedvig
Situationen er uholdbar. Hvem har talt om skyttegrave? Folk dør i den slags, ved du!
Kan vi arbejde mod en fælles forståelse? Mod et helhedsindtryk?
Mod en højere generel forståelse?
Jeg træder henover usikker grund hver dag,
Det er sådan at leve.
Men vi kunne lave skjold, vi kunne lave mening. Sammen!
Vi kunne detonere minerne, mens vi sidder i skjul.
Sammen.
Elva
----------------
Til en gade
Parader i gader mellem fødder og facader.
Amager ligger som en klods, nogen har tabt og glemt.
Morgengry og dis mellem vores tage.
Et åbent vindue og et barn, der græder, så det trykker i mit bryst.
Den første sol i lige linje langs rabatten.
Og vi splintres i midten af Amagerbrogade.
I dag er du en morgengade, og jeg træder på dine streger.
Efterlader huller i asfalten uden at tænke på, hvem der falder bag mig.
Du er en, der samler.
Du er en, der tager.
Korsene, spirene, lygterne og cyklisterne.
Duerne og damerne.
Alt det vi prøver at eje i den slags gade.
Fra AM
---------------
Til ingeniøren
Flere gange end én har jeg stået på broer og tænkt over det med, at nogen bygger dem. Det med alt det jern og beton. Alle skruerne og boltene, svejsningerne og rillerne, søjlerne, pælene og pylonerne der borer sig lagt ned i undergrunden. Det må de gøre for at holde på alt det, der skal bæres af en bro, tænker jeg.
Tunnellerne kan jeg slet ikke forstå. Hvordan kan de holde vandet ude, mens alting fæstnes dernede? De kan vel ikke lægge hele tunnelen ned på en gang? Den under Storebæltsbroen er over 8 km lang! Hvor starter man den slags arbejde?
Men hver gang, jeg går på en bro, virker jorden lettere magisk under fødderne. Så lidt asfalt, så lidt vej, så lidt land der holder mig svævende over vandet.
Dét, at gå på broer. Lokkende, faretruende, frydefuldt.
Kh AM
--------------
Kære lille dreng
Jeg sætter mig på hug foran dig. For du er et barn, og jeg må se ind i dine øjne. De græder. Og jeg må kramme dig, for andet ville være så forkert. Og du er så ked af det, at du ikke kan tale. Kun græde. Og jeg ved, at det er sådan, det er. At vi må kramme dem, der er kede af det. Det er vi nødt til.
De siger, vi ikke må røre ved hinanden. De siger, det er for at passe på de svage. Det forstår jeg. Men jeg hader det. Jeg krammede J og forleden E. Og jeg krammede dig i dag, for det var det rigtige og vigtige.
Kh AM
---------------
Kære Pernille
I nat var der en taxachauffør, der kørte os hjem gennem byen. Fra Vesterbro til Amager, og B spørger, om Langebro er den længste bro i verden. Jeg ryster på hovedet. Han siger, det ville give mening, når den hedder, som den gør.
Chaufføren fortæller, han nyder at være mere hjemme med sin datter på ni måneder og konen, der er på barsel. De drikker te sammen, når den lille vågner, men spiser først morgenmad kl. 10.00. Han synes, det er skønt at være sammen med den lille. Før, havde han ikke tid.
Nu arbejder han, når han vil, og der er ikke mange kunder, han har mistet 80%. Han siger, der er for mange forældre, der har for travlt til at se deres børn. Til at være sammen med dem. Det er ikke godt for børnene, siger han. Hans bryn rynker. De er mørke, han har rare øjne.
Han kører roligt, der er stille på Amagerbrogade, børnene har ikke seler på, de er pakket ind i tæpper, bilen er varm og blød, de synes, det er hyggeligt.
Vi bærer dem ind i lejligheden, putter dem tæt i vores seng, og jeg ved bare, at tiden er vigtigst.
Det er jo nu, de er her. I bilen, i tæpperne, i sengen. Tæt på.
Kh AM
----------------
Kære HH
Ligesom sommerregn.
Jeg skriver breve til Gud og hver mand. Og der kommer aldrig svar. Og jeg venter til der ikke er mere tilbage.
Tiden ringer, vi har de samme dage, som i går.
Brosten og drosler i min gård.
Jeg venter på ingen. Og tænker på det, der kommer.
Min elskede har støv og grus i håret, og jeg risler.
Vi er levende i regnen.
Jeg læser ‘de’. Og tænker på alt den nutid, der i den bog.
Måske kan du svare mig?
Kh AM
--------------
Kære Uma
Der er den slags dage, hvor man vender kalenderbladene om og om igen. Som om tiden er gået i stykker. Og jeg tænker på Tara I Solvejs bog, og hvilken tid, hun er i. Jeg tænker på den måde, hun lærer himlen og månen at kende ved at se på den i sin uendelige tid. Den måde, hun forsvinder i den samme dag hver dag. Hendes ensomhed der ikke kan måles med noget, vi tror, vi kender.
Men i dag er der ingen af de små gyldne musikanter i træerne. I dag er det solsortene og skaderne. Og mågerne der flyver højere og minder mig om havet, som jeg ville ønske, jeg kunne mærke her, men ikke kan, selvom det er tæt nok på.
Hvor mange dage, skal det være sådan, at vi ikke må røre ved hinanden? Hvor mange dage, skal det være sådan, før børnene får naturen tilbage i kroppen?
Jeg siger, de må lege. De må trille og hoppe og fange. Det er jo, de kan. Det er det, de skal. Jeg kan ikke tage det fra dem. Jeg tør ikke tænke på, hvad der så vil ske med dem og de små små kroppe, de har.
Kh AM
--------------
Kære K
Der står et Ahorntræ i gården. I morges var det fuld af musik, fra 22 små gyldne fugle. Jeg talte dem, de sad så stille længe og sang, indtil de pludselig byttede pladser deroppe. Jeg tænker på, om det var blåmejser eller musvitter, og at jeg ikke helt kan kende forskel på dem. Som så meget andet. Men musikken de lavede fyldte gården med en helt særlig morgenlyd, der gav mig ro.
Jeg tænker på min fars fuglebøger og turene med kikkerten, og den morgen, hvor vi skulle op kl 4. for at tage ud i Vestskoven og høre nattergale. Jeg tænkte, at det var mærkeligt, det var jo bare fugle. Men den slags musik, de laver, er ikke mærkelig, men nærmere magisk. Når man rigtig lytter, ved man, hvordan den nænsomt kryber ind i kroppen og lægger sig derinde som den mest rigtige lyd, man længe har hørt.
De var der igen her til aften, men nu så mange, at jeg ikke kunne tælle dem. De sang den samme musik, og jeg havde det som om, musikken var til mig, lige dér midt i den stille aftengård.
Kh AM
---------------21. april 2020
Kære Sigga
Jeg prøver at være stor nok til verden.
Jeg prøver at være lille nok til lejligheden.
Jeg prøver at være mere altruistisk.
Jeg prøver at passe på mig selv.
Jeg prøver at skrive og at læse.
Jeg prøver at opsamle regnen.
Jeg prøver at være en mor.
Jeg prøver at være en smule underdanig.
Jeg prøver at favne de dumme.
Jeg prøver at sige det sjove.
Jeg prøver at være lettere på jorden.
Jeg prøver at være flyvende mod stjernerne.
Jeg prøver at forstå, det der står på gravstenen.
Jeg prøver at være mig selv.
Jeg prøver.
Jeg lever.
Kh AM
--------------
Til en evig angst
At øve sig i at slippe barnet ud i verden.
At sætte dem fri.
Og selv at blive stående.
Og selv at blive stående.
Som en frygtelig, alt for virkelig sci-fi.
Kh AM
---------------
Til ingen som helst
Nogle gange er jeg så social, som de forventer og kan ikke få nok af hjerte og smileys og tik tok og zoom alt det dér, hen over bordet. Og så venter jeg og tænker, om de har glemt mig.
Andre gange, for det meste, har jeg kun lyst til at gemme mig og være ensom og skrive alt det, de andre allerede har skrevet, for det er det eneste, der rigtig giver mening, når jeg prøver at skrive. Men så laver jeg sætninger med ord, der bare står alene, og det er alligevel ret godt, synes jeg selv, men betyder ingenting i det store hele.
Og så åbner jeg bøgerne fra hylden og leder efter de bøger, hvor jeg ved, der står lige dét, jeg vil sige, og går i panik, hvis jeg ikke kan finde dem, for så er det som om, jeg ikke rigtigt kan sige det, jeg vil sige.
Så går jeg ud og er social i stedet, og mærker hvor lidt det hjælper, og tænker; Hvis det bare er fucking ord, hvorfor betyder de så alt?!
KH AM
--------------
Kære lille ven igen
At litteraturen er et del af mit liv, kan føles som en løgn, for er den kun en del af mit liv?
Og når folk spørger, om jeg er én, der læser, forstår jeg ingenting. For det eneste jeg gør, sådan rigtigt, er at læse. Mens jeg venter på, at ordene skal komme ned i min egen pen. Og jeg venter, til jeg får en slags udløsning, når jeg så læser det, de andre skriver. For dér er der i det mindste noget, jeg kan mærke. Noget jeg kan forstå. Noget som alle burde kunne forstå. Tænker jeg længe længe efter.
Nå, men vi sidder i gården igen og snakker. Og Mette fra fjerde spørger pludselig om jeg har læst Thomas Mann, Buddenbrooks, og jeg er bare et stort what-are-you-talking-about, og det eneste jeg så kan, er at kaste Lykke-Per i hovedet på hende, for jeg fatter det ikke, og dét, at der er én, der læser bøger på den måde, og at vi kan sidde de næste to timer og tale, om de bøger der får os til at græde og væmmes og alt det. Alt det man må læse.
Så, jeg læser endnu. Mens jeg venter. Og imens elsker jeg alt det, jeg ikke kan få.
Kan vi tale om det? Kan vi mødes?
Kh AM
------------------17. april 2020
Kære lille
Jeg er her igen. Jeg har sådan set hele tiden været her, men indimellem ryster verden på en måde, hvor jeg ikke kan få hold på noget. Ikke som jeg plejer. For det går i kroppen, i hovedet og fingrene sitrer. Og som jeg skrev; under gulvet ligger der guld og glimter, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal bære det hele, mens dele af verden er på vej til undergang. Jeg går normalt fint på gulvet, men bemærkede ujævnhederne under sålerne, og det var dér, tingene begyndte at ryste og glide. Hvordan bærer man sig ad med slags; måske du kunne komme forbi, og vi kunne undersøge det sammen? Jeg savner dig, lille. Jeg vil hjælpe dig med at bære. Det hele og endnu mere. Hvis vi er sammen, kunne det måske lykkedes os at finde det?
Kh AM
---------------
16. april 2020
Kære lille
Bliv ikke forvirret af datoen. Dette brev hører til dagen i går. Jeg fandt en skat under gulvet og kunne ikke bære den, da jeg var forhindret og opholdt mig et andet sted. Det skal ikke ske igen, jeg vender tilbage i aften med mere info. Du er i mine tanker dag og nat. Jeg fortæller, om det gamle hus og rystelserne i mit hoved senere. Og børnene sov for længe, vi vender kalenderen sammen på en ny måde i disse dage.
Du er ikke glemt.
Kh AM
------------------
Kære Julia
Jeg er en krop, der går rundt i verden, og verden er i min krop. Jeg skriver det, som Paul Auster siger, fordi det er sandt.
Dét at vi kun kender den verden, vi formår at opfatte med vores sanser. Og jeg tænker på, alt det, vi regner med, vi ved om verden. Jeg tænker på pandemier og vira, der har ligget langt ude i junglen i tusindvis af år, hvor de burde blive liggende, men at det er klart, at de ikke gør, når vi raner naturens habitat til os med grove bevægelser uden at se tilbage.
Vi er mennesker, og vi tager, hvad vi vil have.
Dét at acceptere, alt det, der dermed kommer, som vi ikke vil have.
Hver gang der går en dag, er vi tættere på døden.
Jeg tænker over det. Ofte.
Kh AM
---------------
Kære M
Ganske ofte tænker jeg på, hvad du skrev engang: “Nogle gange føles det som om, vi er den samme person, og det gør mig tryg.”
Den sætning føltes livreddende for mig dengang, stadig og for altid endnu. For jeg ved, at det er sandt; at vi på en særlig måde er den samme, selvom vi ikke er.
Du skal vide, at jeg nu og for altid vil være den, der går yderst på fortovet, når vi to går sammen, og at jeg vil gå med dig for evigt.
Uanset hvordan og hvorhen du vil gå.
Kh AM
-------------
Kære D
Når man er på Bornholm om sommeren, er der flere ting, der føles lettere. Og folk er ligesom anderledes, når de er på Bornholm. Det er noget med alle de klipper og musikken og bilerne, der ikke har så travlt. Og lysene i haverne og vandet, der er overalt på sådan en beskyttende og pakket måde, der får os til at hænge bedre sammen, og vi bliver vilde og kulrede, som man gør på øer.
Der var en vinter, det var dengang på det flade lange hotel i Rønne, hvor der var frost og sne og lav hvid sol, og det var januar, og det var så nyt med os. Men du tog mig med derover, for allerede dér vidste du, hvordan jeg havde det med Bornholm. Så stod vi på en frossen bro og talte, om isen mon kunne holde, og vi trak gardinerne for i værelset, og gemte os for den skarpe hvide sol. Om aftenen spiste vi fin mad i restauranten og havde det så nyt og flintrende i vores kroppe.
Jeg tænker på, hvordan det mon er, hvis man altid var på Bornholm, og om det var noget, vi skulle finde ud af en dag.
Kh AM
-------------
Til Lene/a fra nr. 17
Det er jo ikke fordi, jeg egentlig kender dig
Jeg kan aldrig rigtig huske, om dit navn slutter på e eller a
Din søn er nu ret nuttet
Stadig blød som en baby i det lille runde hoved
Og de skæve tænder, der stritter
Men din stemme forstår jeg ikke helt
Det toneleje den altid ligger i
Som om den forsøger at overbevise os om tingene
Ikke fordi jeg tror, du lyver
Som sådan.
Hilsen én fra gaden
-------------
Kære J
I dag tænker jeg på, hvordan det var, da jeg var en baby. Og det der med at blive puttet i en barnevogn og se nuttet ud, og man ligesom blev trillet hen over brostenene til man sov. Jeg tænker også på min klasselærer, John, og dengang han lærte os, at ‘i dag’ og ‘i går’ og alt det, skrives i to ord. Der var to tavler i klassen - på to vægge. På den ene skrev han i - og på den anden - går. De glemmer jeg aldrig. Tror jeg.
Men hvorfor glemmer man, hvordan det var at være en baby, og det at blive puttet og have det rart og se nuttet ud? Hvorfor glemmer jeg alt det dejlige? Hvorfor glemmer jeg alt det frygtelige og det vigtige? Og hvor er det, alt det man har glemt?
Hvorfor taler jeg om mig selv, hver gang, jeg skriver?
Så er det som om, jeg glemmer, at du er der. Derude et sted. Selvom jeg længes efter dig. At røre, mærke og lytte. Til dig. Vi kunne drikke vin eller kaffe, og jeg kunne se, hvordan dit ansigt så ud, når du fortalte mig om den plade, du lytter til for tiden, eller hvilken drøm der vækkede dig i nat. Eller den rejse, vi var på.
Bare det og os.
Det må ske. Inden alt for længe.
Kh AM
---------------
Kære ven
Jeg vil læse alle bøger i verden. Men uanset hvor meget ekstra tid der er til den slags, er der aldrig tid nok tid til at læse alle bøger.
Og jeg vil ikke have en hund, selvom de er søde, og bøgene plager (eller børnene). Jeg VIL ikke have en hund.
Jeg vil læse.
Jeg vil egentlig også godt være smukkere. Og bedre til at stå op om morgenen uden at være sur. Og jeg vil også gerne lade være med at skrive jeg, jeg, jeg, jeg, jeg fucking hele tiden jeg.
Men altså. I virkeligheden vil jeg bare læse.
Kh AM
Ps. Og elske børnene, og være en god mor, og være modig, og sjov, og god til alt det sociale, og forstå alvoren, og gøre noget ved det, og hjælpe, og være meget klog, og god til matematik (selvom jeg faktisk stadig ikke helt ved, hvad jeg skal bruge det til), og en sexet og overskudsagtig kæreste, og være god til at lave (lækker) aftensmad, og skrive mere, og mere.. men altså….
-------------
Kære far
Jeg tænker på dig denne dag. Jeg tænker på, hvordan det hele var, dengang dit liv begyndte. Jeg tænker på, hvordan det var for dine forældre. Jeg tænker på, at du blev født i en krigstid. Jeg tænker på, at du var et lille menneske og det første barn, dine forældre fik. Jeg tænker på den angst, de må have levet med i den tid, og om den angst blev en del af dig, da du fik livet.
Jeg tænker på alt det, jeg ikke tør spørge om, og alt det jeg burde lade være med at spørge om. Jeg tænker på, at noget er bedre at lade ligge. Jeg tænker på det smertefulde i den slags spørgsmål. Jeg tænker på det, man ikke længere husker. Og jeg tænker på, hvor det bliver af, alt det man glemmer?
Men at jeg sandsynligvis en dag lever i livet, uden dig, skaber en tvingende nødvendighed for mig. For den dag vil jeg aldrig kunne spørge dig om noget mere. Og jeg tror ikke på, at det er meningen, at man skal lade sine spørgsmål ligge, hvis de føles tvingende nødvendige at komme ud med.
Jeg tænker på alt det, vi kunne lære hinanden. Alt det der ligger mellem os. Jeg tænker på, at vi er to mennesker, der er forbundet. At dine gener har været med til at danne mig og give mig livet. Jeg tænker på dengang jeg var 8 eller 10, og vi kastede tennisbolden over huset. Du stod i baghaven, jeg stod i forhaven, og det var svært at høre hinanden. Men når bolden kom til syne, som en lille gul plet over taget, vidste jeg jo, at du var der endnu.
Der er noget, der for altid vil forbinde et barn og en forældre. Også når barnet er voksent. Der er noget i et barn, der for altid vil behage, udfordre, forstå, provokere, søge anerkendelse, kærlighed og evig opmærksomhed af fx en far.
Jeg tænker på dit liv, på dig. Jeg tænker på, at du har tre børn, der er voksne, og jeg tænker på, hvordan det er at være en far som dig. Jeg tænker på, hvad der for altid vil være i en far med tre voksne børn.
Jeg tænker på, at jeg elsker dig.
Kh AM
---------------
Kære musiker
I anledning af disse dage, vi er i, sender jeg dig et citat, som jeg selv tænker meget over for tiden.
Jeg ved (stadig) ikke, hvad der er det vigtigste.
Men det Nietzsche sagde engang, kan jeg nu slet ikke få ud af hovedet.
“Kunsten har vi for ikke at dø af sandheden.”
Jeg glæder mig ubeskriveligt til at give dig et kram og høre dig spille din nye sang. Live. For real. Foran mig og alle de andre.
Kh AM
-------------
Kære Jensen
Om at skrive i en pandemi. Hver gang jeg forsøger at skrive, føles det som om, jeg må starte forfra. Det sprog der var der før, virker fladt og forkert og endnu tomt for ord til at beskrive denne virkelighed, vi går rundt i. Som om sproget i skriften bliver famlende på en ny og ukendt måde. Før var der et sprog, jeg var i gang med at aflure. Et sprog med betydninger, man kendte til.
Nu er det som at skrive i et sprog, jeg ikke kender. Ord jeg ikke kender. I en virkelighed jeg ikke kender.
Jeg skriver et ord ad gangen. Jeg starter forfra hver dag. For alle ord føles nye. Og jeg ved endnu ikke, hvad der betyder hvad.
Kh AM
-------------
Hej igen venner (Og Mette F.)
Øh, jeg har jo lige sagt, jeg er gået i hi…!
Hmm…
Fra AM
--------------
Kære venner
Jeg ved godt, det snart er midt i april, og solen skinner på den der måde, den gør efter alle de mørke måneder. Jeg ved også godt, vi har utrolig med tid til den for tiden.
Men jeg går i hi.
Vi ses. Senere.
Kh AM
--------------
Kære fodlæge
Jeg har en ekstra storetå på min højre fod. Det er nyt for mig, da jeg ikke tidligere har bemærket tåen. Det vil altså sige, at jeg ikke er klar over, om det er nyt, at storetåen er der, eller om den har været der hele tiden. Uanset hvad har jeg svært ved at vurdere situationen omkring denne ekstra tå. Skal jeg overveje en amputation, eller skal jeg lade den leve? Kan den skabe unødige forhindringer for mig, eller vil den tværtimod kunne få mig lettere gennem livet? Jeg tænker på det gamle ordsprog om ti fugle på taget, og føler det kunne have en vis sammenhæng med mine nu mange tæer. Jeg har spurgt flere fagfolk til råds, men kan mærke, at jeg stadig overvejende forholder mig tvivlende til tåens tilstedeværelse. Det gør, at jeg ikke kan slappe rigtigt af, hvilket føles unødigt stressende.
Jeg håber, du kan hjælpe med råd.
Bedste hilsner og stor tak fra Emmy
-------------
Kære lille engel
Vi kunne tage en dag til. Vi kunne bare sidde og være stille. Kigge på månen og alt det, vi ikke forstår. Jeg ved det ikke.
Jeg er begyndt at have det lettere klaustrofobisk. Glæder mig til den dag, hvor jeg vælger min egen ramme igen. Tænker på, at den dag kommer, og hvor heldigt det er, at den gør. At der er valg, vi kan tage. At det er et held for os.
Børnene ser film. Klokken er snart 22. De er så små. Jeg er gået glip af en Zoom-fest, som om jeg har glemt, hvad man gør, når man er sammen med mennesker. Jeg ved det ikke.
Jeg sidder bare og glor på månen, som om der ikke er andet.
Kh AM
-------------
Til en tanke
Jeg tænker, det bedste ville være at skrive noget forløsende. For det er som om, det er noget, man har brug for for tiden. En art af forløsning.
Men så er det som om at tiden, der er her lige nu, er en forløsning i sig selv. At det stramme og kantede, det hårde, maskinelle og det monotone; at alt det på en måde har forløst sig selv. For nogle. For mig måske.
Og så vil jeg vide, hvordan du har det. Hvad du laver, hvad du tænker, hvad du læser. Jeg vil vide, om du mærker forløsning, eller om du mærker grebet, der strammes i din egen verden lige nu.
Jeg tænker på dem, der lever i en opbrudt tid andre steder. Dem der lever i krig. Dem der har fået livet smadret, men stadig lever. Jeg tænker på, hvilken forløsning, der er for dem.
Jeg tænker på, hvor nemt det er for nogle af os, at have det svært.
Jeg tænker på, at tiden måske ikke er gået i stykker. Men at den måske netop er begyndt.
Kh AM
-------------
Til min Bob
Det er kun april og slet ikke endnu, men den aften der er derude i gården, og den måde musvitten synger. Og det lys over tagene. Alt det minder mig om en juni-tid, hvor vi var 18, og vi gik ned ad villavejen i Brønshøj med en skinnende hvid studenterhue på hovedet. Det bordeaux-røde bånd og korset på den hue. Åh, den tid.
Og på en måde er det lidt sådan en aften nu, selvom det slet ikke er, med det lys derude. Og jeg tænker på, om man var den, man er nu. Eller hvem man var, da man var 18. Det føles som billeder, jeg har indoptaget fra en bog og forvandlet til mine egne minder gennem tiden, der er gået.
Jeg læser en bog, hvor tiden er gået i stykker. Og i alt i mig forstår den bog, alt i mig frygter den bog, og alt i mig elsker den bog.
For det er som om, tiden er gået i stykker for tiden. Og jeg er ikke bange for at sige, at jeg kan lide det lidt.
Kh din Bob.
Ps. Bob, du SKAL læse den bog!
--------------
Kære situation
Jeg tænker på dem, jeg savner.
Og savner dem så endnu mere.
Kh AM
-------------
Kære Else
Jeg plejer at skrive breve, når alle sover. Når natten lægger sig i hjørnerne, og der bliver en særlig ro, og det er okay, at lyset er blevet til mørke. Så kan man nemmere forestille sig at være et andet sted.
Jeg tænkte på at tage i IKEA, men jeg ved ikke, om det er en god idé i disse dage. Jeg skal bytte en madras, der har ligget i sådan tyk pølse for enden af min seng meget længe. Den kan vel ligge der lidt endnu. Jeg ved ikke engang, om de har åbent.
Vi tager ikke rigtig nogen steder hen. Kun Fakta og Netto ind i mellem. Sådan er det jo. Vinden er kold, når vi er i gården og solen bliver ikke helt varm nok, selvom den er så skarp. Så bager vi boller eller chokoladekage, og børnene leger detektiv eller dåseskjul eller noget andet. De har det okay, det er godt. De forstår det alligevel ikke helt, det er godt.
Jeg tænker på, hvornår vi kan ses igen, og jeg tænker på, hvordan du har det?
28. marts 2020
27. marts 2020
26. marts 2020
25. marts 2020
24. marts 2020
23. marts 2020
22. marts 2020
21. marts 2020
20. marts 2020
19. marts 2020
18. marts 2020
17. marts 2020
16. marts 2020
15. marts 2020
14. marts 2020
13. marts 2020
12. marts 2020
11. marts 2020
10. marts 2020
9. marts 2020
8. marts 2020
7. marts 2020
6. marts 2020
5. marts 2020
4. marts 2020
3. marts 2020
2. marts 2020
1. marts 2020
29. februar 2020
28. februar 2020
27. februar 2020
26. februar 2020
25. februar 2020
24. februar 2020
23. februar 2020
20. februar 2020
19. februar 2020
17. februar 2020
16. februar 2020
15. februar 2020
13. februar 2020
11. februar 2020
10. februar 2020
8. februar 2020
6. februar 2020
5. februar 2020
4. februar 2020
3. februar 2020
2. februar 2020
1. februar 2020
30. januar 2020
24. januar 2020
11. januar 2020
8. januar 2020
7. januar 2020
6. januar 2020
5. januar 2020
4. januar 2020
Kh AM
Kh AM
29. marts 2020
--------------
Til en type
Du siger, det kan være lige meget, og så kigger du væk. Men jeg ved godt, det ikke passer. For du er som et barn, når du siger den slags. Et lille forsmået barn. For du magter ikke at komme ud af balance og ind i uvished. Lige dér, hvor du bliver en blanding af skamfuld, ydmyg og ærlig.
Pisse hamrende fucking ærlig.
For du ikke aner, hvad den slags betyder. Dét, at alt foregå uden på, og dét, at du aldrig, aldrig har formået at vise dit indre lort, fordi du tror, det vil slå dig ihjel, hvis nogen ser, hvem du er.
Så tak for ingenting. For det er, hvad du giver: INGENTING.
Måske du fatter det en dag. Måske du vågner op i livet.
Måske når du det ikke.
Og så kan det vel også være lige meget.
Fra A
------------
------------
Kære Jenny
Jeg opdager, det er lørdag, da jeg åbner døren og lukker øjnene i. Står på trinnet i nogle sekunder. Venter på solen, mens jeg trykker ryggen ind mod muren og tænker på tiden. Og alt det der sitrer og risler som boblerne på vandet i en bæk.
Jeg går hen over gaden, og byen er en smule gul under eftermiddagens himmel. Jeg venter på ingen, går som en en fremmed langs brostene.
Tænker på vi kunne låne en bil og køre et nyt sted hen, der hvor der er boblende bække eller lange åbne marker med furer fra en plov. Marker med korn og aks og vipper bolde. Og jeg tænker, at der er langt endnu til efteråret, men luften er frisk og kølig og minder mig alligevel om det.
Når jeg kommer jeg, skriver jeg på videre på noget, der måske kan blive en bog.
Der er jo faktisk så meget, der bliver til noget.
Kh AM
-------------
Brev til os
Det er. Som om naturen taler til os. Med en kraftfuldhed der ligner en iscenesættelse. For at vise os, at den vinder. Som altid.
Hvis vi skulle have glemt det.
At det er meningen, at vi skal dø. At vi er for mange. Nu. Dét at nogen må dø - at det er en del af den store plan. Og at vi ingen magt kan have over den slags planer.
Kald det hyklerisk - jeg tror ikke på, jeg dør.
Endnu.
Men måske er der nogen, der er nødt til at sige det, som vi tænker.
At det er meningen, vi skal dø. Og at naturen vinder. Nu. Og altid.
At mennesket kun er en lille del af planen. En plan, som vi ikke begriber omfanget af.
Uanset, hvad vi råber om, uanset hvad vi river og flår i og kaster med.
Sådan tænker jeg i dag og mange dage før det.
Fra en af os
--------------
Til en anden fortid
Det er som om, det er en hverdag at stå op med børnene nu. Det er en hverdag at se dem vågne langsomt, at ordne bordet sammen, at se i deres blikke, alt det de ikke forstår, når vi taler om tingene. Når vi forklarer, hvorfor vi ikke må besøge vores familie. Hvorfor vi kun kan ringe.
Vi taler om ture og rejser, og jeg tænker på, om det en dag bliver, som det var dengang, jeg var 18, og vi bare tog afsted, med en togbillet og en rygsæk og lidt penge om halsen. Dét at man ligesom bare gjorde det. Og det både var et eventyr og helt almindeligt.
Måske var det bedre at være 18 dengang, med den tid der var, og det. Eller er det fordi, jeg er blevet gammel og fyldt af nostalgi og så meget frygt allerede?
Dengang var fremtiden spændende og fyldte mig med en lystfuld længsel.
Nu er det som om, jeg slet ikke tør forestille mig mere end lige nu.
Kh AM
-------------
Kære Signe
Jeg tænker på at plante noget, og se det gro. Blomsterfrø af forskellige sorter. Men jeg ved ingenting om den slags, og jeg glemmer hurtigt, at jeg har gjort det, og så dør det hele. Fordi det får for lidt sol, eller for meget. Jeg kan ikke mærke, hvordan man passer planter.
I min vindueskarm står to visne tomatplanter. Længe var de smukke, sprøde og grønne. Bladene og stænglerne duftede at tomat. Jeg var optimistisk. Og nu er de sådan. Triste, brune og ikke noget at samle på. Jeg ved ikke, hvad det er. Eller hvor jeg er. Men alt hvad jeg planter, dør.
Sådan er det. Alt det man ikke kan. Alt det der dør.
Kh AM
-------------
Til de voksne børn
Jeg tænker på den dag, der kommer. Den dag hvor jeg ser mig i spejlet, og jeg er én, der ikke længere har forældre. Måske står jeg og børster tænder på badeværelset, og i mine egne øjne ser jeg et menneske, der er skabt af mennesker, der er døde. Mennesker der er ikke er i verden.
Og jeg ved, jeg vil længes. Jeg vil længes efter det barn, jeg var hos dem. Jeg vil længes efter en mor, der holder mit hoved, og en far, der løfter mig op. Og jeg ved, det er en længsel, der vil fylde resten af livet.
Smerten over at være et forladt barn - hvorfor kender jeg den allerede?
At forestille sig den dag man alene. Den dag man er den ældste i livet.
At man forfølges af den lurende længsel gennem et helt liv. Mon det er meningen; at man må længes for at kunne leve?
At hvert et åndedrag er smertefuldt og rummer en længsel, der er så evig tæt på at drive en til vanvid.
At hvert et åndedrag er smertefuldt og rummer en længsel, der er så evig tæt på at drive en til vanvid.
Jeg tænker på mine forældre, som efterladte børn. Jeg tænker på om det passer; om de stadig har en længsel efter at være nogens barn.
Kh AM
-------------
Kære M
Jeg gad godt være én, der sagde tingene. Som de er. Sådan én, der ikke stoppede sig selv på grund af irrationelle angsttanker. Og måske også sådan én, der i det hele taget turde gøre noget mere.
For egentlig har jeg forstået, at sårbarhed ikke er det samme som svaghed. Alligevel ved jeg da, hvad der kan ske, hvis jeg lukker for meget op eller ud. Men altså, når jeg fx sidder i vindueskarmen og ser ud over gaden, eller i dag, da jeg gik en lille ensom tur i den kolde sol på kirkegården, så er det okay nemt at beslutte, at det ikke kan være så svært. Bare at gøre tingene. Og sige tingene. Som de er.
Og at man som levende menneske, må være sårbar. Så ting kan ske. Adrenalin, lykkerus, kærlighed og alt det.
Jeg ved det ikke..
Men man vil jo så gerne være et rigtigt menneske. Ikk?
Kh AM
------------
Kære E
Jeg stod i køen bag den gule streg i Netto i dag, og følte mig ret alene. Det er fint nok med den afstand, det er det. Men man kan blive særlig ensom i den slags situationer. Når man ikke må være for tæt på nogen. Og man kan komme til at savne, voldsomt.
I dag savner jeg dig.
Måske vi skal gå en tur i morgen, sammen, med afstand, det er klart.
Hvis du kan?
Kh AM
-------------
Kære D
Sådan er nat, hvor vi ikke sover - sådan en nat som i nat, hvor Karlsvognens stjerner lyser op i gårdens mørke.
Det er som nu, når der er nogen, der skal skrive en ansøgning, fordi de vil tage en ny uddannelse, og man hjælper dem i sidste øjeblik.
Fordi der også er et normalt liv, der skal leves. Det er der. Og fordi det normale ikke altid kommer af sig selv. Så sidder man om natten og skriver ord som kompetenceområder og oplevelseserhverv, mens man tænker på, hvordan det hele skal gå, og man skriver noget om sin drøm.
Og jeg tænker, det er godt på den måde, og hvis man ikke drømmer, ved jeg ikke, hvad der egentlig er livet.
Kh AM
-------------
Til fredagsmennesket
Det er når solen, går ned, og jeg lægger mig i sengen. Og når jeg lytter til en historie, falder i søvn, vågner og spoler tilbage. Så er det, jeg tænker på alle de fredagsmennesker, vi er. Og jeg tænker på det med, at natten driver så hemmeligt afsted. Og at jeg ikke ved, hvad der sker, når vi sover. At vi ikke kender lydene og skyggerne.
Så ser jeg byen fra en ensom drøm og fantaserer om verden, som den så ud, da jeg var barn og drømte om den.
At mine kinder brænder efter solens varme, at brostenene er tomme og blanke, at der er svag musik fra naboen og ingen trin i opgangen. At der er evighed i enhver bevægelse.
At vi sover som fredagsmennesker igen i nat.
Kh AM
-------------
Kære andre som mig
Det var i en lejlighed på Frederiksberg, de boede. Min mormor og morfar. Jeg tænker på, hvordan de havnede i den, og om de tænkte på, at de skulle ende livet der, da de flyttede ind med deres liv og teaktræsmøbler.
Der var en skuffe i chatollet under vinduet. Skuffen var låst med en lille guldnøgle, som mormor gemte i en anden lille skuffe. Når hun var på toilettet, fandt jeg den hurtigt frem og kunne nå at dreje den om i låsen og åbne ned til alt det søde. Dernede lå hvide mentholbolcher i en lille dåse med blomster, brune orangestænger og små chokoladekringler. Af og til også Bridge-blanding og pebermynte-chokoladeknapper. Jeg kiggede kun. For det meste. Turde ikke rigtig smage, højst tage noget op og dufte. Hurtigt, inden mormor kom ind i stuen med det blik, der slog mit ned. Hendes nederdel var plisseret og altid ren og blød.
Nogle gange skulle vi i vaskekælderen og rulle tøj. De store hvide duge og sengetøjet. Jeg hjalp hende med at dreje håndtaget og få stoffet til at ligge helt lige i den store maskine. Der duftede af en anden verden, og det føltes som om, vi var uendelig langt under jorden i den kælder. Hendes lille krop og stemmen, der rungede i de lange gange.
Oppe i lejligheden sad morfar i sin stol og blundede bag avisen. Han var stor og høj, hun var lille og blød.
De var levende mennesker med historier og liv i sig. Så meget, og mere end jeg overhoved aner. Hvor meget skal man vide, og hvornår holder man op med at stille spørgsmål?
Hvem er de sidste, der husker de mennesker, der dør?
I nat blev jeg bange og græd, da det gik op for mig, at jeg er en af de sidste.
Kh AM
---------------
Hej Sus
Jeg kigger ud ad vinduet på huset overfor. Et sted har de fjernsynet tændt. Det er et computerspil af en art, jeg ved ikke hvilket. Jeg kan kun se et hoved på et menneske, der formentlig sidder og ser på spillet.
En mand kommer løbende forbi ude på gaden. Han har pandebånd på og hvide ledninger, der stikker ind i ørene. Før da jeg var i Fakta, stod der en dame bag mig i køen. Hun stod meget tæt på. Jeg gik ud af køen, som om jeg havde glemt noget. Så kiggede jeg lidt på morgenmadsprodukter, indtil damen var ude af butikken. Jeg ved ikke hvorfor, jeg ikke sagde noget til hende. Det burde jeg have gjort.
I disse tider bør man sige den slags.
Håber, du er ok?
Kh AM
------------
Kære Dy
Hver gang jeg vender et blad i din fine grønne tusindfrydsprægede bog, er det som at blive kastet tilbage til en tid, der var engang. Det er ord og sætninger og stemninger, der bringer erindringer frem, jeg ikke vidste, var der endnu. Det er noget med bellis og nyslået græs, og nogen man elskede hemmeligt. Og det er noget med porretærte, joggingbukser og vind i håret. Pileflet og fingre, der flettes. En bror og en Puch Maxi og en farfar og citronfromage og en form for ødselhed med alt for mange ting. Og det med avisen, der blev bladret i inde i stuen, og at man først kunne sove, når man hørte bilens dæk knitre mod stenene, og mor var hjemme.
Det er faktisk alt det, jeg læser. Det er faktisk, alt det du skriver.
Flashbacks en masse. Og det er for vildt.
Så, åh - tak for den fine grønne tusindfrydsprægede bog.
Kh AM
------------
Kære du
I dag tænker jeg meget på det med pausen.
For nogle måneder siden skrev jeg et brev til pausen. At der ikke lige var tid til den slags, som sådan. Ting skulle nås og gøres og klares. For sådan var livet.
Nu er livet ikke sådan. Nu er pausen her. Sådan rigtigt. Og selvom ting stadig skal ske, og liv skal leves og andet skal ordnes, så er det på en anden måde. For nu er der pludselig en pause, som ingen har bedt om. En pause der måske er svær at greje. En pause, der er aldeles unaturlig.
Alligevel tænker jeg, at pausen måske ikke kun er slem. At vi måske godt kan klare en pause, hvor det handler om at være sig selv og være sammen med børnene uden alt halløjet rundt om. At vi kan bygge huler og gemme os lidt i hinanden. At vi kan se ind i børnenes øjne. Helt ind, hvor der normalt kan være lidt for langt og mørkt og besværligt og tåget.
Jeg tænker, vi godt kan klare den pause. Jeg tænker, det er sådan, vi passer bedst på det hele og hinanden.
Kh AM
------------
Til den der læser
Det er sådan;
jeg
holder
pause
Kh AM
------------
Kære S
Det er det med alle de tanker, jeg ikke kan tænke til ende. Alle de tanker der var der før. Og alle de tanker, der er der nu.
For eksempel det med, at børnene er syge, at de har feber. Og det med, at jeg lægger øret hen til drengens lille mund og lader den ligge der hele natten.
Og for eksempel det med, at der er intet af det normale, der giver mening. Og det med, at jeg forsøger at gøre alt normalt.
Og det med os i verden om 20 år. Og det med alle de andre. Alle dem der ikke har noget som helst at gøre normalt.
Hvor skal man gøre af de tanker?
Kh AM
------------
Kære M
Der er så mange idéer, at jeg ikke kan se en eneste. Men der må da være én, der er endnu bedre, tænker jeg, når det handler om opskrifter, kreating, bøger, spil, skemaer, opgaver, lege til børnene, skrivetips, vejledninger til dit og dut og dat og alt det andet, jeg ivrigt pløjer igennem. Alligevel er det som om, intet er det helt rigtige, og hvordan skal jeg finde det i alt det uendelige?
Men så kigger jeg ind i den lille hule, der er mit hjem, og kommer i tanke om, at det her, jeg skal putte mig med børnene, og at det måske er okay. At der så sker, hvad der sker.
Og at vi jo bare er sammen, og at det måske allerede er nok.
Kh AM
------------
Til eftertanken
Der er så mange breve, jeg ikke kan skrive.
Det her er et af dem.
Fra AM
-----------
Kære naboer i verden
Kan vi tænke på andre end os selv?
Kan vi passe på andre end os selv?
Vi må - hvis vi leve.
Kh AM
------------
------------
10. marts 2020
Kære lille pige
Jeg tørrer din pande med kluden, og du ser på mig med et blik, jeg ikke kender. Du er mit barn, men ud af dine øjne lyser en angst, jeg ikke før har set. Din krop brænder, og jeg løfter dynen. Du er mit lille dyr, og jeg har lyst til at pakke os ind i en hule af fred. Dit hår klistrer til panden, din hud er ru, og selvom jeg ryster over din angst, ved jeg, vi er heldigere. Jeg ved vi må passe på det, at vi må dele det.
Men først når du vågner, først når jeg kender dit blik igen.
Din mor
-----------
Kære Tom
Jeg giver en omgang - næste gang.
I dag er der vist ikke meget tilbage.
Hyg dig. Vi ses.
Kh Bo
-----------
8. marts 2020
Til en slags forsvar
Jeg ser på mine hænder og aner ikke, hvorfor de bare hænger der. At det er alt, hvad de gør. Hænger og dingler, tilfældigt som vinden blæser gennem verden.
Vi kan sige, at det går nok. Men det at evne at tage kontrol over de hænder. At styre dem op mod vinden, når det er nødvendigt. At finde frem til alt det enorme, der ligger i indviklede lag under bevidstheden.
At det rigtige sjældent sker af sig selv. At der må modstand til og en slags arbejde.
Alt det arbejde livet er. At det ikke er meningen, at de hænder skal dingle for evigt i vindens retning. At noget må gøres. At en form for kontrol må tages.
I det mindste. For hvad ellers?
Kh AM
-------------
Til alle de kvinder jeg har mødt i dag
Alt hvad jeg tænke på i dag, er de søstre, der er i verden. Her har ingen dato betydning, men essensen af et sammenhold og en solidaritet, jeg sjældent har oplevet. Kvinder der giver af sig selv og bliver rørte af det, de modtager.
Og jeg er i en snert af ekstase, for det er det, der er meningen. At nogen holder sammen, at nogen giver, at nogen bliver rørt og at nogen tør.
Alt det der så sker.
Tak.
I giver mig lyst til at gøre noget.
Kh AM
Kh AM
--------------
Kære forfatter
Hvis ikke der var folk, som dig, der skrev, ville jeg ikke være andet end en krop, der bevægede sig på jorden.
Nu er jeg i det mindste noget andet også.
Kh AM
-------------5. marts 2020
Kære Dina
De taler stadig om ham af og til. Man skulle ikke tro det, når man så ham. Han lignede ikke sådan én, han var da ikke den type. Sådan noget kan de sige.
Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Intet måske, eller at alt var muligt med ham. Det føltes vildt med ham. Fuldstændig nyt, som at komme til et land, man ikke anede fandtes.
I starten kunne jeg næsten ikke trække vejret, når jeg så på ham.
I starten kunne jeg næsten ikke trække vejret, når jeg så på ham.
Han var så smuk, at det gjorde ondt. Og jeg græd over, hvordan han blev ved med at misbruge sig selv. Ødelægge det smukke liv, han var.
Jeg ved ikke, hvor han er nu, og hvad nytter det alligevel?
Der er altid noget andet at græde over.
Kh AM
------------
Kære Rita
Der står en mand foran Fakta og sælger blade. Jeg ser ham tit. Hans hud er grå og tynd. Samtidig er der noget vindbidt over hans ansigt.
Jeg kender ikke det blad, og jeg spørger ham ikke, hvad det handler om, selvom han smiler, og jeg smiler, og han nikker, da jeg går forbi. I lommen tæller jeg mønterne til rugbrød, mælk og agurk. Hvis der er nok, køber jeg et blad, når jeg kommer ud.
Jeg tænker på, hvem han er, og hvorfor han står der. Jeg er sikker på, han har haft en hård barndom. Hård på den måde, at dem der skulle elske ham ikke gjorde det. Måske kunne de ikke. Og jeg tænker på, at et helt liv kan gå i stykker, de første par år et menneske lever, hvis ingen elsker det nok.
Hvilken forskel gør det så, at jeg køber det blad?
Kh AM
------------
Kære Ruth
Jeg tænker på ting, folk har til salg på Den blå avis. Ting jeg vil købe, for det er billigt og lige det, jeg mangler. Når jeg skriver til folk, svarer de ikke. Og jeg tænker på, hvad man vil med Den blå avis, når man ikke gider at svare på folks henvendelser? Og nu er det for eksempel for sent med de skibriller.
Jeg tænker også på, hvordan man accepterer, at børnene løsriver sig. Udover at man ved, det er det, der er meningen. Men altså hvordan accepterer man det? Det er børn, der har ligget i min livmoder. Man kan sige, jeg har givet dem livet. Det er ubegribeligt for mig, hvordan man gør.
Hvad hvis de ikke ser sig tilbage, når de går?
Hvad gør man, når man er mor?
Jeg tænker også på bjørne. De bjørne der var i min drøm igen i nat, og i morges tænkte jeg på døden. At jeg er afsindig bange for, at nogen dør. At døden er det værste, jeg tror, jeg ved. At jeg ikke ved, hvad jeg stiller op, når nogen en dag dør.
En del af dagens tanker.
Vi snakkede om at være bedre til at dele den slags, husker du det?
Kh AM
-----------
Kære mandag
Du var lidt hård, nu går jeg i seng.
Ingen ord i mig er nok til noget i dag.
Kh AM
-------------
Kære Anker
Jeg læser i nyhederne. De skriver, at 10 skoler i Idlib er blevet bombet. Adskillige børn er dræbt; der er billeder af støv og blod og lig. Og jeg tænker på mine egne børn, og jeg græder, for jeg ved ikke, hvordan jeg skal blive ved med at være i mig selv.
Jeg læser, at den syriske regering fortsætter med at udvise foragt for krigens regler og for civiles liv. Og jeg må læse sætningen igen og igen, men forstår den alligevel ikke, forstår ikke at der er regler i den krig. At der er regler, der kan overtrædes. Jeg tænker på krigen som en overtrædelse i sig selv. En overtrædelse på menneskeheden; en overtrædelse på liv.
Jeg slår mig selv i hovedet over hver en tanke, der falder mig ind, og opdager at intet er nok. Ingen tanker er gode nok til den virkelighed, mennesker lever i. Ingen tanker kan forandre noget.
Alligevel sidder her på mine hænder og piver - over klaustrofobi, nullermænd, overtræk, vasketøj, sure børn, tidlige morgener, tomme bøtter, dyre vine, hård hud, ømme muskler, kedelige samtaler, uforløste drømme, tømmermænd, forkølelse og mørke rande under alt for heldige øjne.
Og jeg er nødt til at dele det held, der er så tilfældigt givet.
Jeg er nødt til det.
Kh AM
------------
------------
Kære N
Har jeg levet i den sidste vinter, der var? Hvilken verden får børnene? Er der noget tilbage til dem, når de er voksne, når de er gamle, når deres børn er? Jeg tænker på det og prøver at lade være. Og jeg lukker af og til øjnene, prøver at være i det, der er nu. De små klistrede hænder, ostemadderne, morgenerne, vingummi, jord under neglene, skrig og skrål, skøre ord, søde små åndedrag i min armhule, cykle i regnen, få en tegning, børste hvide mini-tænder og alverden. Det der er lige nu.
Og jeg prøver at forstå, at det er nødvendigt for at holde frygten på afstand. Det, at fremtiden er frygten. Tragedien i det, og alt det mennesker kan. Alt det mennesker ikke gør.
Smerten over at jeg har levet i den sidste vinter, der var.
Kh AM
------------
Kære Erik
Der er en kvinde, der går tur ved totiden. Hun går forbi mit vindue, mens hun kigger, som leder hun efter nogen eller mig. Jeg ser den røde frakke blafre i vinden, og hvordan den lægger sig som skrå skygger på asfalten efter hende. Hun har solbriller på, og ingen hund at gå med. Hun går med sig selv. Det er næsten hver dag, hun går forbi. Jeg tænker, hun kunne være min mor. Ikke at hun ligner, men det er noget med alderen, og det at hun altid kigger ind efter mig. Men jeg kan ikke se hendes øjne, og jeg ved ikke, om hun er nogens mor. Når det regner, står hun lidt i porten og venter. Men ikke længe; hvis det bliver ved, går hun bare ud i det. Jeg får lyst til at gå med hende. For at se, om hun er nogens mor, eller hvor hun skal hen. Der er bare noget med hende. Noget jeg ikke kan forstå, noget jeg kan lide.
Kh AM
------------
Kære ven
Jeg kommer ikke til festen. Rummet er for stort og natten er for lang. Jeg lukker døren og fejer tøjet ned fra sengen. Jeg må lægge min krop på madrassen til morgenen er forsvundet igen. Jeg er en blød lille kugle, og jeg lukker mørket ude bag mine øjenlåg. I værelset står luften stille, og jeg ved ikke, hvordan jeg ser ud, når jeg sover. Jeg drømmer om bjørne. Igen. Og jeg bliver bange for, at jeg aldrig vågner, mens de går rundt og snuser til mit vindue og kigger ind.
Min ven, jeg kommer ikke til festen.
AM
------------
Kære Esther
Når mennesker taler om vigtige ting sammen, bliver jeg rørt. Jeg ville ønske, du havde været med i læseklubben her til aften. For det var det, der skete.
Vi talte om en fremragende roman, en rystende fortælling med menneskeskæbner så tragiske, at vi måtte bide os i læberne. Sproget i den roman, så får ord med så dybe og skarpe betragtninger - jeg har aldrig følt noget lignende.
Og vi snakkede, og det var en befrielse af give historien et sprog sammen. Og jeg er nødt til at sige tak til de mennesker, for det er vigtigt for folk at snakke om litteraturen. Det er vigtigt at forstå, hvor levende den er. Hvad den gør ved mennesker. At vi sad der; fremmede og uden at kende hinandens navne. At vi talte om noget, vi alle forstod; at vi havde et fællesskab; at vi ville det samme lige der. Jeg elskede det.
Men jeg ville ønske, du havde været med. Kan du næste måned?
Kh AM
------------
Kære Iben
I netto var der en dame, der råbte højt i dag. Jeg for sammen, da hendes stemme gjaldede ned mellem hylderne. Hun var så utrolig utilfreds over, at ugens tilbud på svinemørbrad var udsolgt. Hun skældte ud på den lille Netto-dreng, der fik røde kinder under dunene. Jeg fik så ondt af den knægt, og hans forskrækkede øjne. Men hun synes simpelthen ikke det var i orden, at svinemørbraden allerede var udsolgt. “Ugen startede i går!” - sådan råbte hun, og slog med avisen mod køledisken.
Og pludselig mistede jeg apetitten, mærkede endda en smule kvalme i svælget. Jeg satte min kurv og gik ud i vinden.
Jeg tænker, vi kan tage en rugbrødsmad senere. Det går vel.
Jeg orker alligevel heller ikke at lave rigtigt mad.
Kh AM
-------------
Kære Ellie
Jeg kender en, der hedder Maggie. Hun er lille og væver. Hn ryger cigaretter og går med høje hæle. Hun vil gerne se mere af det hele, siger hun. Hun har en pelsfrakke og lange røde negle. Hendes hår er sort og krøllet, og når hun taler, lyder det som en ny slags musik. Men hun kan også råbe og knalde med døre, så luften vibrerer. Hun tager mig med på rastaurant, og siger jeg skal tage, hvad jeg vil fra kortet. Maggie er ikke som de andre. Hun er som ingen, jeg kender. Tingene glider med Maggie, hurtigere ogs sådan. Så drikker vi vin og spiser tapas til frokost, og hun nipper af det hele med sin lille røde mund.
Maggie siger, jeg skal tage dig med næste gang. Men jeg ved ikke, om du synes det er god idé, hun kan også være skrap, du ved det med dørene fx. Måske er det bedre, det bare er os, når det er os. Tror du ikke?
Kh Andrea
-----------
23. februar 2020
Til en stat
I min kalender står en masse. Det meste er ting, jeg ikke gider og ikke forstår mig på. Alt det jeg gider, står ikke i min kalender. Der er ting, der burde stå i min kalender, men som ikke gør det. Hver gang, noget bliver skrevet i min kalender, har jeg lyst til at viske det ud. For det er ting, jeg ikke gider. Min kalender burde være tom. Meget ofte har lyst til at kyle den ud af vinduerne, rive siderne ud og lade dem blafre tilfældigt med vinden ned på gaden. Med alle de planer og møder og vigtige ting. Bare lade dem drive afsted ud i verden.
Men min kalender er altid fuld af ting, jeg ikke gider. Sådan er det bare. Åbenbart.
Fra en borger
-----------
22. februar 2020
Kære David
Jeg elsker dig.
Kh AM
------------
21. februar 202022. februar 2020
Kære David
Jeg elsker dig.
Kh AM
------------
Kære ven
Vi kunne tage til Italien og se på historien. Glide ind i en fortid og ligesom lukke af for det andet.
Engang var jeg et sted i Norditalien, hvor jeg skrev med blyant på muren ved en gammel borg. Jeg skrev noget om, at jeg måtte love mig selv, at jeg kom tilbage. For det var et så smukt sted, og slottet lå på et bjerg ovenfor en billedskøn bugt. I bugten lå små blå både med hvide sejl og vuggede ved siden af store cruisetogtskibe, og jeg kan huske, at jeg ønskede mig et liv, hvor jeg både var til det ene og det andet slags fartøj.
Jeg kom tilbage til borgen ca. 10 år senere, og det var magisk på en anden måde. Bådene lå der endnu, min skrift på muren var regnet væk.
Men jeg vil stadig gerne vise det sted frem. Det er som om, det på en måde tilhører mig.
Så måske vi skulle tage afsted, bare afsted?
Kh A
------------
Kære Tove
Jeg skriver, fordi jeg kender én, der har brug for et godt råd. Det er min gode veninde, som jeg har kendt stort set hele livet. Hun er i en meget uheldig situation, da hun er blevet gravid med en mand, hun ikke elsker. Til gengæld elsker hun børn og ønsker sig brændende ét. Men hun er meget i tvivl, om det er egoistisk at sætte et barn i verden med en mand, hun ved, hun ikke vil leve sammen med og elske. Burde hun ikke vente med at stifte familie, til hun møder kærligheden? Ville det ikke være det bedste - også for barnet?
Jeg håber, du kan hjælpe med et råd. Min veninde har det utrolig svært, og tiden er knap.
Bedste hilsner fra veninden
-----------
Kære M
Det er sådan..
Dét at have et livsvidne. Den eneste, der har været der altid. At tale og se ind i øjnene på det menneske. Bare det at eksistere sammen. At gå på en strand i blæst, mens mågerne står stille under grå skyer, og regnen kommer inde fra byen og får os til at bøje hovederne. At grine, at tale, at lytte.
At høre til nogen, til noget - at røres. Over det.
Dét at være nogens livsvidne. At være én, nogen hører til. At eksistere sammen når det blæser, stormer, larmer, bruser, brøler eller vi vader i smult vande.
Det at være nogens livsvidne.
Kh AM
-----------
18. februar 2020
Kære New York
Jeg kommer tilbage.
Jeg lover.
Kh AM
-----------
17. februar 2020
Kære Johanne
Jeg skrev engang om dig. Du var en pige som mig, jeg var 16, åndeløs og forvirret og cyklede med vind i håret ned ad Frederikssundsvej. Ind til Tivoli, ind til vennerne i byen, ind til livet. Jeg skrev om dine sorger, dine tvivl, dine kærligheder. Jeg skrev om dig, når du gik rundt i villakvarteret med din discman og hørte Meat Loaf. Alene og drømte om andre tider. Jeg skrev så meget, at jeg ofte følte, vi var den samme. Men med tiden forsvandt du. Du gled ligesom ud. Alligevel tænker jeg på dig, og for tiden meget. Der er noget, der aldrig er blevet forløst. Den måde du forsvandt, alle de drømme, der ikke blev forfulgt. Du er Johanne, og jeg ved, du lever i mig endnu.
Kh AM
-----------
Hej Ivan
Der er ikke mere kaffe eller brød eller noget som helst tilbage hos mor. Jeg sendte Ida over med en pose, men hun kan ikke komme ind. Alt er lukket, og hun åbner ikke. Du er nødt til at tage hjem til mor. Nu. Hvor er du?
Jeg har ringet mange gange!
Hilsen Maria
-----------
15. februar 2020
Kære ST
Kan jeg tale om det på en anden måde? Med dig. Du er den eneste, jeg vil tale med om det her. Det vil ikke give mening for andre. Jeg er 38. Jeg har prøvet før. Så mange gange før. Med dig. Hele livet indtil nu. Og længere.
Alligevel - det indre mønster, overmander mig. Igen. Jeg ser på dig, og venter. Afventer. Overstråles.
Ved du alligevel, hvor meget jeg elsker dig?
Jeg venter for evigt på dig.
På at vi kan tale, på en anden måde.
Kh AM
-----------
14. februar 2020
Kære farmor
Hver gang alting slutter, græder de små. Af og til forsøger jeg at få alverdens ting til at vare for evigt. Andre gange må tingene slutte, og jeg tænker, at det er bedst sådan.
Alligevel har jeg tit en følelse af, at alting aldrig slutter. At det gode, onde, hårde, sårbare, umulige - at det hele aldrig ender rigtigt.
Deres kinder er bløde som mosset i skoven og alligevel endnu blødere. De røde kinder, der brænder og bliver våde. Jeg aer og kysser som enhver mor. Men de børn.
Og måske er det fint at tænke på, at ting ikke bare slutter. At alting aldrig har en rigtig ende.
Jeg ved ikke, hvor du er. Jeg ved ikke, hvem du var. Og jeg ved ikke, hvem der er de sidste tilbage, der tænker på dig. Men jeg ved, jeg gør.
Kh AM
------------
Kære snekender
Folk rystede på hovedet, løftede brynene, gjorde store øjne. Men egentlig kunne det være værre.
Der er grus og vandpytter. Der er os, damp og ledige båse. Luften er mild, let og lun. Der er grønne, brune og mudrede bakker. Og så er der den med det falske sne - den med de små krystaller, der når man virkelig kigger på dem, minder om resterne af det, der ligger i glasset, efter man har suget al saften ud af en slushice.
Og folk er alle vegne, folk står, ligger, glider, slingrer og falder.
Og så er der de to unger, der suser afsted. Pludseligt. Hen over den hvide glitrende slushice; smiler og jubler og bruser, og jeg kan næsten ikke være i mig selv.
For det er en ny lykke, der spreder sig i min trætte krop. At se de to stykker af liv med alt, hvad de små menneskekroppe kan.
Som nye mirakler blandt alt det andet.
Så egentligt kunne det være meget værre end den falske sne.
Kh AM
-----------
12. februar 2020
Kære Eleanor
Jeg prøvede at være din ven. Helt fra starten. Det lå i stjernerne, at vi skulle være venner.
Så hvordan kan jeg undskylde, at jeg trådte så forkert? Hvordan kan jeg undskylde, at det skete? Hver eneste dag, tænker jeg på, hvad jeg gjorde. Hver eneste dag tænker jeg på, hvad jeg skulle have gjort i stedet.
Hvordan kan jeg fortælle dig, hvad du betyder for mig?
Hvordan kan jeg sige, jeg ikke kan undvære dig?
Hvordan kan jeg overhoved tænke på mig selv?
Undskyld.
Min ven.
Kærlig hilsen Eric
-----------
Kære Cecilie
Jeg sidder under en nat, der er sortere, end jeg husker. Sortere end den nat, hvor vi sad på marken og kiggede efter stjerneskud, mens et pindsvin puslede under udhuset. Og ravnene der skreg over træerne. Det var dér, hvor vi aftalte, at det var os selv, der kunne bestemme livet. At ingen andre end os, kunne bestemme. Vi sov længe og hørte walkman i sengen. Det var som om, vi var de eneste i verden. Som om alt, var vores.
Nu er der gået alt for længe uden dig.
Din Maja
------------
Til min lille pige
Der er ingen ende på dagene. De ligger som blanke iskrystaller i små toppe og blinker for dig op langs bakkerne. Vi ser ud af øjnene og træerne er brune, mens vi svæver hen over fjeldet. Hvis vi kunne tage endnu en dag.
Hvis dagen kunne ende.
Og jeg prøver at lulle dig væk fra din larm og ind i søvnen.
Du er min lille pige. Dagen er forbi, mit barn.
Men for dig har dagene endnu ingen ende.
Kh din mor
-----------
9. februar 2020
Kære John
Min nabo er fra Østrig. Han spiller grunge. Jeg vågner til det hver morgen kl. 6. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til ham. Jeg er begyndt at sove med ørepropper. Det hjælper ikke. Om eftermiddagen smiler han og vinker, når vi ses på opgangen. Det er altid kl. 17. Jeg tænker på, hvor mange timer der er til kl. 6, når jeg smiler tilbage, og vi går ind ad vores døre.
Hvis jeg virker distræt, skal du ikke tage det personligt. Det er noget med lydene - det vender alt på hovedet i mig.
Kh Pia
-----------
8. februar 2020
Kære lille ulv
Du ligger og gnider dig i en blå tube, en blød blå tube. I morgen tager vi dig med ud på fjeldet. Vi lader dig løbe frit; som du bedst kan lide det. Vi ved, du kommer tilbage, når du har set over på den anden side. Når du har snuset og skreget ad vinden. Så står du der og ser på os med de blå øjne, og de små hvide gnister derinde, og tungen der hænger lang og lyserød ud over hagen.
Du er vores lille ulv. Vi elsker dig.
Kh familien
------------
7. februar 2020
Kære Isa
Kan du huske, da vi var små? Du ville gerne være gammel. Du sagde, du glædede dig til at blive gammel, for gamle mennesker var heldige. De vidste allerede det hele. Du synes, det ville være smart, hvis man kunne springe hen over alt rodet og sliddet. Sådan sagde du.
Jeg forstod det ikke. De gamle var rynkede og havde mærkeligt hår. De lugtede, og sagde hele tiden “hva’?”
Men nu ved jeg godt, hvad du mente. Og nogle gange, drømmer jeg om det nu.
Bare at blive gammel og springe over alt rodet og sliddet.
Kh Avi
------------
Kære nabo
Jeg siger, der er for meget, jeg skal klare.
Jeg siger, jeg ikke kan klare mere.
Og jeg tænker på, at jeg aldrig har prøvet at drukne i Middelhavet under en tætpakket orange gummibåd.
Jeg tænker på, at jeg ikke har set min far blive skudt.
Eller min søster blive voldtaget af fremmede soldater.
Jeg tænker på, at jeg ikke har prøvet at stjæle eller lyve for at blive mæt.
Jeg tænker på, at jeg ikke lever hver dag i angst for at mine elskede bliver kidnappet, fængslet, tortureret eller forsvinder fra livet.
Jeg tænker på, at jeg aldrig har set et missil bore sig ind i en krop.
Jeg tænker på, hvad det er, jeg ikke kan klare mere.
Kh AM
------------
Kære KS
“Se mig i øjet”, sagde hun og pegede på det øje, der virkede. “Se mig i øjet, og lyt til hvad jeg siger”.
Og jeg vidste, at hun havde en pointe, min hjerne fattede det godt lige dér.
Så hvad gør man? Sætter man sig bare ned og skriver?
Eller er der noget med, at man først lige deler hjernen ud i portioner, så der er én til børnene, én til manden, èn til jobbet, én til familien, èn til vennerne, èn til hjemmet og støvsugeren og vasketøjet og kalken i kedlen og hullerne i tænderne og alle de helvedes kroge?
At strække armene ud og føle, man kan være der. I sin tekst. I sit hjem. I sit liv.
At drivkraften skal plejes, opmuntres og kærtegnes som en lille fucking baby.
Så ja ja, min hjerne fatter det godt; det med at skrive.
Den lille del, der er tilovers.
Kh A
-----------
Kære Minna
Jeg ved godt, du venter. Jeg ved godt, jeg skylder. Kaffe, tid, ord og ører.
Undskyld.
Der er alt for meget af så meget.
Kan du på på søndag?
Din Anni
-----------
3. februar 2020
Kære Hedvig
Der var en mariehøne, der kravlede ned i min støvle i går. Jeg lod den være, selvom jeg tænkte, den skulle ud. Senere så jeg den kravle hen over hovedpuden i solstrålen fra januaret. Jeg forstår ikke den forårssol, der kommer nu. Det skræmmer mig med den brise, jeg fornemmer hen over gaderne, og jeg tænker på, hvordan det skal gå for os i verden. Måske er de heldige, de gamle; at de når at dø, inden det for alvor går galt. Jeg tænker, at jordkloden gør sine ting, og at vi er en art, der er ved at udslette sig selv. Hvor dum kan man være.
Måske vi skulle starte en alvorlig revolution?
Kh Ida
-----------
2. februar 2020
Til en gammel ven
Måske er det verdens eneste mulighed. Det tænker jeg, mens jeg går ned ad Kastrupvej, og der er noget, der rasler i busken ved kirkegården, og jeg standser og ser ind i det mørke, der er så sort. Det må være vinden, for den er stærk og vil tage ting med sig i dag.
Ved din opgang, standser jeg, venter på mit hjerte falder til ro og ind i en rytme, jeg kender. Men det bliver sådan ved med at buldre derudaf. Og jeg tænker på hjertet, som en vindmølle med en vind, der får det til at snurre i kraftig fart.
Det vil ikke falde til ro, hjertet, og jeg kan ikke komme ind til dig med sådan en fart på. Jeg tager hætten på og går videre i mørket. Og måske ser du mig fra vinduet, jeg ved det ikke, men der er lys, og da jeg kigger op, er der noget, der blafrer inde bag ruden.
Måske var det verdens eneste mulighed.
Kh AM
-----------
1. februar 2020
Et brev om at tale
Der er flere, end jeg bryder mig om, der kigger op, når jeg taler højt. Og så bliver min stemme grumset og munden tør, så der ikke er noget at synke. Og jeg tænker, mens jeg taler højt, at min puls dunker og mine ører gør ondt af den lyd, der kommer inde fra kroppen.
Og dengang pizzamanden spurgte, om det var mig, der havde bestilt, og jeg sagde ja og den måde han grinede, fordi han troede, jeg var et barn i telefonen. Og det forstår man på en måde godt, for min stemme er som et barns.
Men det er noget med, at jeg ikke øver mig i de dybe toner, og det er noget med at jeg læsper på s’erne. Og det er nok derfor, jeg ikke kan blive lydbogsindlæser, selvom jeg drømmer om at læse bøger højt hele tiden og have det som et arbejde. Men det går jo ikke, når der ikke er noget at synke, og man tror, det er et barn, der læser.
Til gengæld ville der ikke være nogen, der kiggede op i det øjeblik, jeg læste højt.
Jeg gad godt at have det bedre med at tale højt og ellers være ligeglad med den slags.
AM
AM
-----------
31. januar 2020
Kære avis
De taler om kunsten som en ting. Som noget man kan vælge fra og til. Som om kunsten er en vare, der kun eksisterer for at skabe profit. Som en brik i den kapitalistiske verdens store spil. Et sted hvor kunsten bliver en slagmark, og sanserne holdes inde som endeløse gidsler.
Men jeg tænker på, at kunsten er i mennesker. At den lever i alle kroppe. Og at det er sådan, fordi det er i alle mennesker, at kunsten opstår.
Dét at vi er forskellige. At nogen kan lide maden med løg og kapers, nogen kan kun lide uden. Men at der alligevel er et hjerte i alle kroppe. Og at der er kunst i alle kroppe.
Så hvilken debat skal vi føre, når I siger, at kunsten er en ting, man kan vælge?
Det er ikke muligt for nogen.
Den uro jeg skal finde mig i, når jeg taler for højt om den slags.
Kh AM
--------------
Kære Iben
Kan du høre grenene prikke på ruden? De slår i en uregelmæssig takt, og jeg tænker på, om det er andet end grene. Du træder ud af skoene, og de efterlader våde mærker på måtten. Lejligheden er kold, og du skutter dig, men lukker hurtigt døren til dit værelse.
Jeg kender ikke sangen, du nynner, men det minder mig om noget fra havet.
Kan vi tale om det dér igen?
Jeg har brug for, at du ser mig i øjnene.
Kh Mira
--------------
29. januar 2020
Kære livsven
Jeg øver mig på blindskrift.
fj jf fj jf fj jf fj fjdk jfkd fdsa jklæ fjdk jfkd jklæ fdsa.
Dét at stirre på skærmen og lade fingrene ligge på tasterne. Roligt og sikkert at lade fingerspidserne arbejde. Hvile den underste del af håndfladen på hver side af pegefeltet. Sænke skuldrene, hovedet der sidder løst på nakken.
Og alligevel de røde streger på hver linje.
Men noget skal jeg tage mig til med de fingre, der vil skrive. Som en musiker, der terper tonearter, finpudser akkorder og gentager rundgange. Som en håndværker, der kan teknikken.
Så kommer talentet måske, kreativiteten - inspirationen. Det gør den vel.
Ved siden af læser jeg en artikel om Asta Olivia Nordenhof. Politiken skriver, hendes nye bog er et frontalangreb mod kapitalismen. Jeg må læse den.
Jeg er nummer 40 i køen, da jeg reserverer hendes bog på biblioteket.
Selvfølgelig skriver hun med blindskrift, det gør hun. Jeg ser for mig, hvordan hendes lette fingerspidser danser legende hen over tasterne, når hun går i flæsket på kapitalismen.
Jeg må undersøge mere.
Kh den søgende
---------------
28. januar 2020
Til den der lider
Det er sådan set ikke fordi, jeg ikke forstår, hvorfor det er sådan. Det er derfor, der ikke er brug for forklaringer, forsvar og formaninger. Problemet er, du ikke forstår, at jeg forstår - at jeg har set igennem det for længe siden - at jeg føler mig som et mere voksent menneske over for dig.
Dét, at du bliver ved med at svøbe dig i en ubehagelig skal af komfort og indiskret nedladenhed. Dét, at du bliver ved med at holde fast i den angst, der langsomt æder dig op indefra.
Med tiden er det gået op for mig, at den angst tager livet ud af dig.
At den er din eneste klippe - at angsten er dit for evigt.
Og jeg har grædt over, at du ikke ser andre muligheder. Jeg har grædt over din manglende indsigt, din manglende vilje, dine lukkede øjne. Dét, at jeg nu ved, det er for evigt.
Men mest har jeg grædt over, at du end ikke aner det.
A
---------------
26. januar 2020
Kære familie
Det er som om, at alt det jeg vil sige, ikke kan stå i et brev.
Alligevel prøve jeg hver eneste dag. At skrive præcis det, der skal siges.
Alt det, der ikke er blevet sagt.
Jeg ved ikke hvordan.
Og jeg ved ikke, hvad I skal med det her, som ikke er det rigtige brev.
Måske er det et varsel.
Måske jeg bare skal få det sagt?
Kh Edith
---------------
25. januar 2020
Kære Vita
Hvilken morgen skal jeg gå efter? Denne morgen? I morgen? Og hvad så mere?
Om aftenen bliver sengen et sted med en autentisk forsegling af morgendagens viltre fornyelse.
Om aftenen bliver sengen et sted med en autentisk forsegling af morgendagens viltre fornyelse.
Men i morgen, og når min krop forlader madrassen, er det som om autenticiteten smuldrer, og jeg straks begynder at se frem til aftenens næste ubrydelige kontrakt.
For hvad? For blot igen at gentage det mislykkede forsøg.
En ulykke er det vel ikke. For jeg ved ikke, hvad ulykken er. Og dog føles det altid, som om den er på vej. Rundt om det næste hjørne, allerede inden den næste morgen begynder.
Kh AM
--------------
Kære bror
Da jeg var lille, drømte jeg om dig. Du var et sted højere oppe, og jeg var tæt på, men alligevel altid for langt fra. Det var som et mareridt, jeg håbede at komme tilbage til. Måske kunne jeg nå dig i nat?
Om dagen stod du dér i haven i den sorte læderdragt, med ansigtet dampende under den mørke hjelm. Motorens kliklyde, og sommeren var varm, og du var min bror, det vidste jeg, og jeg kendte dig ikke.
Far, der med flossede nerver, så hvordan maskinens støtteben borede huller i græsplænen.
Jeg så kun, at du aldrig rigtig opdagede mig.
Og hver dag drømte jeg, at du tog mig med på den motorcykel.
At vi bare kunne køre afsted.
Kh lillesøsteren
-----------
23. januar 2020-----------
Kære Kim
Gulvet i kælderen var skakternet. Store sorte og hvide felter. Jeg forestillede mig, at gulvet skulle lære mig spillet. At jeg skulle finde hesten, løberen og dronningen frem og øve mig, finde koderne. I stedet blev gulvet ofte til en scene, hvor jeg ensomt fremførte mine indre længsler efter det store i livet. Hvor jeg rullede mig sammen i fosterstilling og græd som en baby.
Og senere blev gulvet et sted, jeg glemte, når jeg kravlede ud ad sengen om morgenen, når jeg i rodet, der skjulte ternene, ledte efter tasker, bøger, strømper og andet, der skulle gøre min dag mulig.
Af og til sad jeg med S på gulvet og snakkede. Med ryggene lænet op ad sengen. Vi indspillede vores samtaler på bånd. Brevkasser og interviews og planlagde, hvordan jeg skulle vinde hans hjerte. Eller hvordan hans kæreste så ud med det nye korte hår, og hvorfor i alverden, han havde valgt hende. Det var i gymnasiet, kan du huske? Og jeg vidste det godt. Hvorfor han havde valgt hende og ikke mig. Det var klart.
Som om hun nogensinde lå på gulvet i fosterstilling på et stort skakternet gulv og græd over sig selv. Som om.
Kh Joanna
---------------
22. januar 2020
Kære Nete
Der er en kvinde i vinduet overfor min lejlighed. Jeg ser hende ofte. Om aftenen når hun er derinde i mørket. Bevæger sig roligt frem og tilbage mellem to værelser. Jeg tænker på, hvorfor hun går rundt i mørket, og hendes krop bliver en flimrende sort skygge bag ruderne. Jeg tænker på, hvem hun er. Er hun en mor? Er hun alene?
I etagen nedenunder står en mand og ryger. Hans arme hviler mod vindueskarmen. Bag ham skinner et svagt orange lys. Jeg kan ikke se hans ansigt, men det er som om, han ser på mig. Jeg tænker på, hvem han er. Græder han? Er han vred på nogen?
Hvem er disse mennesker? Blot at række armen ud i mørket mod dem. Bruge min stemme, de er lige dér, og noget kunne ske.
Men jeg vender mig ind i mit eget mørke rum og lukker øjnene.
Det gør jeg hver gang.
Der er så mange mennesker, og jeg ved ikke, hvordan man gør.
Kærlig hilsen Anna
--------------
21. januar 2020
Kære læge
Jeg tror, den ligger lige under huden. For det er som om, jeg kan klø den væk. Og jeg kradser og river, og huden går lidt i stykker. Og det er hele tiden lige ved, og et øjeblik hjælper det.
Men når jeg står med armene nede langs siden, og hænderne bare dingler dér, så er den der straks igen. Som et lille monster i rævesøvn, blot for at åbne sit store gab og råbe videre.
Findes der en pille, en salve eller noget som helst, der kan fjerne det lille monster?
Inden det driver fornuften helt ud af mig.
KH AM
---------------
20. januar 2020
Kære psykolog
Jeg tænker på, hvad der egentlig er det grundlæggende i mig.
For eksempel at se det der forhindrer mig i at gøre ting, jeg burde. Ting jeg tænker på at gøre og ikke gør.
Sandsynligvis at være halvvejs i livet og stadig kun tænke på det. Stadig være forvirret og kun skrabe i overfladen. Hele tiden at skrive om det. Lytte til andre, der gør ting på trods af det hele.
At være som en forvildet ung med et net for øjnene. At famle og falde. At have mantra og livsord uden evnen til at følge dem.
Kære psykolog, kan du hjælpe mig med at lette dette åg, kan du hjælpe mig med at se?
Kh AM
----------------
19. januar 2020
Kære Adam
Jeg kan ikke fortsætte på denne her måde.
Vi må holde en pause.
I det mindste.
Hilsen Eva
----------------
18. januar 2020
Kære barn
Den nat, jeg fødte dig, sagde vi, du skulle hedde Sne. Men da du kom ud i verden, så vi, du var en dreng. Og selvom de små hvide fnug dalede ned over byens tage fra den sorte himmel, og det var et smukt navn, kunne du ikke hedde Sne.
For vi så, du var en dreng, og alt stod stille lige dér. Lyden fra dit lille skrig, buldrede ind i mit hjerte.
Du er min søn, min lille elskede, og jeg kan ellers ikke forklare det med andre ord lige nu.
Din mor
-----------------
17. januar 2020
Til evighed
Hvor længe bliver du ved?
Når folk taler om evighed, tænker jeg på døden.
Med døden er det som om, at intet varer evigt.
Jeg ved ikke, hvad himlen er, andet end blandinger af ilt, gas, nitrogen og ting, jeg ikke aner.
Mon du eksisterer dér; i himlen?
Er evigheden for dem, der ser mere i himlen end naturvidenskab? Hvem af os ejer himlen?
Eksisterer du i virkeligheden?
Fra den forvirrede
---------------
16. januar 2020
Kære Edith
Kan du lukke mig ind? Jeg har ventet i nogle år. Og jeg ofte tænker på de tre søstre i sirupsbrønden fra Alice i Eventyrland. Jeg kan ikke huske, om den er med i alle udgaver. Jeg har ikke læst andre end den hvide slidte med de fine tegninger, som du læste for mig i sommerhuset. Husker du?
Luk mig ind, Edith. Vi kunne læse sammen igen?
Kh Albert
--------------
15. januar 2020
Kære Rui
I dag var (endnu) en dag, hvor jeg ikke var der.
Ved du, hvor jeg kan findes?
Kh Saga
---------------
14. januar 2020
Hej Ibber
At svare på brev fra barnets lærer, fordi barnet ikke opfører sig ordentligt i skolen, er nærmest det værste jeg ved.
Så, på en måde er det en lortetirsdag. Selvom nogen skal have en baby, nogen har fået solgt et hus, nogen har bestået sin eksamen, nogen har vundet i lotto, nogen har skrevet en virkelig smuk bog, og nogen har fået et nyt job, de gerne ville have, og nogen bruger deres liv på at redde børn i Syrien, så er det alligevel lidt en lortetirsdag. Det synes jeg.
Fra Rebbi
-------------
13. januar 2020
Til egoisten
Det kunne være fredag den 13. i dag. Den mikrodel af overtro, jeg har i mig, ville finde det meningsfuldt. Det kunne også være januarets grå hætte, der slænger sig tungt og fugtigt om mine øjne. Og at der er så langt til himlen. Og at jeg er uinteresseret i folks meninger. Og at det eneste min krop rigtig er god til, er at krybe under dynen i eftermiddagens tusmørke. Og de manglede d-vitaminer, magnesium og alt det grønne, der drukner i skabets tørre mørke.
Hvad skal man tro, når man er uden energi og ingen grund har til det? Hvordan skal man se sig selv i øjnene, som den eneste skyldige i området?
Taknemmelig, burde jeg være og nikker beslutsomt. Nipper til kaffen med den plumrede plantemælk, der har lagt sig som små grynede øer i glasset.
Fra AM
-----------------
12. januar 2020
Kære unge menneske
Natten er en port, jeg ofte farer vild i. Da jeg var ung, bare en pige, gemte jeg mit ansigt i puden og og lukkede rummet om mig som en skærm. Det var et hemmeligt dyb, jeg dykkede ned i for mig selv. Jeg lå der på sengen og græd over lammelsen og alt det, jeg ikke gjorde i livet. Som en uforskyldt eskapisme. Krummet sammen som baby i forkerte folder.
Det fine unge ansigt, der sad på min krop.
Nu tænker jeg på alt det, der ikke skete. På den verden der gled forbi, mens andre formede og favnede livet i lange baner.
Af og til må jeg vride, klemme og ryste det af mig, når det igen forsøger at snige sig ind på livet.
Unge menneske; åbn dine øjne og gå ud i natten.
Kh J
-----------------
11. januar 2020
Kære Sverre
Du var min geografilærer på Brønshøj Skole, dengang i 90’erne. Jeg kunne egentlig godt lide dig, selvom det var noget mystisk og lidt skræmmende ved dig. Du var en hård type, men jeg synes, jeg så et glimt i dine øjne af og til. Det var bedst, når vi lavede det med hovedstæderne. Måske havde jeg fordel pga. de gange, jeg havde øvet med min far. Jeg plagede ham om at stille mig spørgsmål om den slags.
Længe efter jeg havde forladt skolen, hørte jeg, du havde fået en tennisbold i nakken i et frikvarter, mens du var gårdvagt. Jeg hørte, du døde pga. slaget.
Jeg ved stadig ikke, om det passer.
Jeg ved heller ikke helt, hvorfor jeg tænker på dig af og til.
Men det gør jeg.
Kh AM
-----------------------
10. januar 2020
Kære voksne
Da jeg var lille, legede vi krig på vejen. Med kridt i forskellige farver. Jeg var USA og nogle gange Grønland. Det gav mening dengang. Tingene indenfor var kedelige, vi ville være sammen. Vi ville opdage, vi ville udforske verden udenfor.
Vi rendte rundt på vejene, op og ned ad fortovene, ind og ud af haverne. Hvor kunne vi få den næste is, det næste glas saft, hvem havde de bedste klatretræer, hvor hurtigt kunne man cykle rundt om firkanten, osv. Vi var mange, store, små og forskellige. Sådan var det. Vi trak i sommeraftenerne og var ude om til vores forældre kaldte os ind fra tusmørket. Sådan var somrene for det meste, da jeg var barn.
Da jeg i en periode sidste sommer gik rundt i et villakvarter i Valby, fik jeg en fornemmelse af noget tomt og forkert. Noget efterladt.
Først lang tid senere opdagede jeg, hvad det var: børnene. De var der ikke.
Hvor er børnene?
Kh AM
------------------
9. januar 2019
Kære M
Jeg så en film i går; det var næsten for utroligt. Filmen og den måde, jeg lettere tilfældigt faldt over den. I øvrigt er det skræmmende at skrive det sådan. “Den nat vi faldt” var en film, jeg skulle se.
Det er i virkeligheden for vanvittigt at begribe det. Det er i virkeligheden for svært at være tilskuer til en sorg, der ikke er ens egen. Alligevel siver en del af sorgen ind i mig. På grund af så meget. Jeg ved ikke, om det er okay.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på den film. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, det der skete. På det du gjorde. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det var og er for dig. Og for de andre.
Og for hende.
Kh AM
-----------------
8. januar 2020
Kære digter
Vinteren er egentlig okay, selvom den ikke er så vinteragtig. Der er ingen hvide træer og små fede fnug, der falder fra himlen. Der er ingen spor i sneen og ingen vaskere.
Til gengæld er der masser af gråt. Grå asfalt. Grå himmel. Grå regn. Og i alt det grå er det nemmere at se ting, der blinker. Ting der skinner og skiller sig ud. Kontraster og alt det, der ikke kan gemme sig. I sådan en slags vinter, ser jeg tingene. Som de står, som de er.
Nogle gange er det bedst sådan.
Kh AM
-----------------
Kære brev
Kan du skrive dig selv i dag?
Jeg er lidt tom..
Kh AM
-----------------
6. januar 2020
Hej Irene
Jeg synes, du går med meget larmende støvler. De klikker og klakker overalt. Det er en smule bizart.
Jeg har sat et par tøfler og nogle Reebok til dig på dørmåtten.
De er vist akkurat din størrelse.
Hej fra Lizza
------------------
5. januar 2020
Kære underlige søndag
Når man bliver forvirret over, hvad man skal græde mest over.
Trumps position i verden, Frederiksens tale, børnene i teltene, den ildrøde himmel over Australien, koalaer der brænder ihjel, huse der (ikke) bliver solgt, kærlighed der ikke vil gå op, mennesker der ikke elsker sig selv, en trafikulykke, et par der slås, et barn der er dødt på en strand, folk der hader, en mand der falder ud ad et vindue, en forfatter der ikke kan skrive, en mand der er for fuld, en bror der er forsvundet, et menneske der lever sit liv i angst, et hav der er dødt, en pistol der dræber en krop, en elefant der lider, en regering der er bange, en knude i et bryst.
Jeg ved det ikke.
I dag græder jeg over det hele.
Kh AM
-----------
4. januar 2020
Kære Guru
Viderebringer hermed vigtig information fra S:
Dæmp venligst gemytterne!
På forhånd tak. Kh AM
----------
3. januar 2020
Kære E
I dag er Amagerbrogade ligesom alle de andre dage. Stort set. Når jeg kigger efter slangen af røde baglygter, der snor sig langs facaderne, får jeg en fornemmelse af, at tiden er i gang med at flytte sig til et andet sted. Måske er det bare mig.
Og ved Tingvej går en dame og skælder ud. Hun knytter næven og råber mod himlen. Hun har ingen jakke på, hendes stemme er hæs og så vred. Så længe siden, jeg har hørt den slags vrede. Det føles overraskende befriende. Og som om jeg forstår hende, uden at ane grunden til hendes vrede lige dér. Men den måde, hun lukker det ud. Dér midt i gaden, midt i byen, midt i det hele. Folk kigger, ryster på hovedet eller skynder sig væk. Jeg ved det ikke, men tiden bliver anderledes efter Tingvej.
Det kan jeg mærke.
Kh AM
----------------
2. januar 2020
Kære forfatter
Når vi taler sammen om at skrive, vil jeg virkelig vide, hvordan det foregår.
Der er ingen ord, der går gennemsigtigt gennem mig. Jeg vender og drejer. Vind og ven. Dej og dig, og alt det imellem. Det gør ondt, og jeg farer vild. Bruger dem så grådigt. Uden omtanke for andre, tænker jeg kun på mine egne tomme linjer, der må udfyldes. Og flår dem til mig, jeg kan mærke og forstå.
Andre gange stjæler jeg alt det, der allerede findes. Jeg tager dem bare. Bruger dem. Alt det der allerede er blevet sagt.
Så uopfindsomt. Så lidt originalt.
Og hvad med alt det, der aldrig bliver skrevet, når man vælger? Hvor bliver det af? Var det i virkeligheden bedre, end det der står der nu?
Hvordan foregår det?
Kh AM
-----------
1. januar 2020
Kære Mette
Egentlig var det jo godt. At høre dig tale om det med relationerne. Om det med børnene. Og de andre ting var også fine nok.
Alligevel kan jeg ikke forstå, hvorfor jeg får det lidt som vand på fedt. Det hele glider af; der er ikke rigtig noget af det, der siver ind i mig. Og du sidder dér og er et virkeligt menneske, og du taler om vigtige ting. Den rolle du har, det hele.
Tag det ikke for personligt, men der er noget ved hele ‘set-upet’, der gør mig mere og mere mistroisk. Og jeg kan ikke lade være med at mærke smagen af det i munden.
Hvorfor får jeg det sådan - hvad er det Mette?
Kh AM
----------
----------
Kommentarer
Send en kommentar