Dagens brev - Kære Nete

22. januar 2020


Kære Nete
Der er en kvinde i vinduet overfor min lejlighed. Jeg ser hende ofte. Om aftenen når hun er derinde i mørket. Bevæger sig roligt frem og tilbage mellem to værelser. Jeg tænker på, hvorfor hun går rundt i mørket, og hendes krop bliver en flimrende sort skygge bag ruderne. Jeg tænker på, hvem hun er. Er hun en mor? Er hun alene?
I etagen nedenunder står en mand og ryger. Hans arme hviler mod vindueskarmen. Bag ham skinner et svagt orange lys. Jeg kan ikke se hans ansigt, men det er som om, han ser på mig. Jeg tænker på, hvem han er. Græder han? Er han vred på nogen?
Hvem er disse mennesker? Blot at række armen ud i mørket mod dem. Bruge min stemme, de er lige dér, og noget kunne ske. 
Men jeg vender mig ind i mit eget mørke rum og lukker øjnene. 
Det gør jeg hver gang. 
Der er så mange mennesker, og jeg ved ikke, hvordan man gør.
Kærlig hilsen Anna

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Dagens brev - Min kære bror og co.

Dagens brev - Kære Pernille

Dagens brev - Kære Bell Star