Dagens brev - Til en skeptiker

-
24. maj 2020
Til en skeptiker
Der er det, at hjernen er kroppens vigtigste apotek. At man kan helbrede selv de mest intense og kroniske lidelser, alt afhængigt af hvordan hjernen opfatter kroppens signalstoffer. At kroppen reagerer stærkt på tanker og følelser. At kroniske sygdomme fx kan opstå af den stress, kroppen påføres, når man gennem mange år lukker smerte, sorg, traume osv. inde. 
Jeg forestiller mig at bide i en skive citron, det trækker sammen i kæben, jeg får mundvand, jeg kan næsten smage det syrlige. Jeg bliver bange for noget jeg ser i tv, og min puls stiger, mine hænder bliver kolde, jeg har svært ved at trække normalt. Jeg læser en tragisk bog og begynder at græde. 
Hvis tankerne i min hjerne kan genere disse fysiske umiddelbart banale reaktioner, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad jeg kan med mine tanker. De siger, at hjernen bliver bedst til det, den gør mest. De siger, hjernen er dynamisk, at den kan ændre sig, udvikle sig, lære nye måde at tænke på. Jeg læser i tidsskrifter, jeg læser i bøger, jeg læser i afhandlinger. Jeg undres over modviljen mod kroppen. Og alligevel ikke. 
Det hjernen gør mest, bliver den bedst til. 
Fra A  

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Dagens brev - Min kære bror og co.

-
14. juli 2020 Min kære bror og co. Ja, det var Tivoli i regnvejr mellem sol og svævende mennesker i ballongynger og bladene på kastanjen. Og det var udsigt til kraner, kaos, tårne og tage. Og det var ekstase og forundring og forbløffelse og alting værd. Det var med det hele og fryden ved at sige ja. Sus, kildren og kvalmen. Slush-ice, candyfloss og vafler der blev centrifugeret i susende, drejende kroppe. Vi gør det igen og igen, for det er det, der er meningen med slaraffenland, at det aldrig, aldrig ender. Vi kysser regnvåde kinder og krammer onkler, tanter, niecer og nevøer, vi er i eventyr, vi er pirater i brusende både. Vi venter, venter, venter, og vi elsker, det vi giver, lige der på en pludselig tirsdag i Tivoli. Kh AM
Læs mere

Dagens brev - Kære Pernille

-
26. april 2020 Kære Pernille I nat var der en taxachauffør, der kørte os hjem gennem byen. Fra Vesterbro til Amager, og B spørger, om Langebro er den længste bro i verden. Jeg ryster på hovedet. Han siger, det ville give mening, når den hedder, som den gør.  Chaufføren fortæller, han nyder at være mere hjemme med sin datter på ni måneder og konen, der er på barsel. De drikker te sammen, når den lille vågner, men spiser først morgenmad kl. 10.00. Han synes, det er skønt at være sammen med den lille. Før, havde han ikke tid.  Nu arbejder han, når han vil, og der er ikke mange kunder, han har mistet 80%. Han siger, der er for mange forældre, der har for travlt til at se deres børn. Til at være sammen med dem. Det er ikke godt for børnene, siger han. Hans bryn rynker. De er mørke, han har rare øjne.  Han kører roligt, der er stille på Amagerbrogade, børnene har ikke seler på, de er pakket ind i tæpper, bilen er varm og blød, de synes, det er hyggeligt.  Vi bærer dem ind i le
Læs mere

Dagens brev - Kære Bell Star

-
28. juli 2020 Kære Bell Star Hvis du vidste, hvem jeg er.  Vi kunne se på mændene i gaderne og kysse på bænkene. I måneskin og under gyldne skyer. Nu sidder vi i skoven og venter på en anden tid, der kommer. Jeg tænker på min barndom og forstår stadig ikke, den var der. At den var min, at det var mig, der var i den. At jeg var barnet, der græd og grinede og spillede krig på vejene og tennisbold over huset og huler i haver og smækkede døre og skred med høj pande. Løb hjem fra fritten af angst, og cyklede ind i mure og fald på rulleskøjter. Det er som om, det var en anden end mig.  Bell Star, hvis vi vidste, hvem vi er. Jeg ved det ikke.  Tiden kunne være en anden, og måske ikke en, der forsvinder hver dag.  AM
Læs mere