Dagens brev - Kære A

9. maj 2020


Kære A
Ude ved Trekroner Station ligger en gul mark som et lysende tæppe mellem boligblokke, togskinner og tomme byveje. Den ligger og skinner som et stykke liv, jeg havde glemt og minder mig om Bornholm under en blå sommerhimmel. Jeg venter ikke at se mennesker på den mark, men i udkanten, tættest ved stationen står en gruppe. Jeg tror, de er asiater, de taler højlydt i et sprog, der lyder kinesisk, og de går ind i marken, mens de griner og forsvinder under de høje sennepsblomster. En af pigerne holder sin telefon i hånden højt hævet over hovedet, og jeg ser, hvordan hånden med telefonen bevæger sig længere ind i det gule hav. De griner og ser ret lykkelige ud. Fortumlede over den mark, midt i den nye by. Den mark ingen af os før har set, tror jeg. 
Jeg smiler over det syn, over den slags, der pludselig sker. Over det mennesker kan. Og det de nogle gange gør. 
Kh AM

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Dagens brev - Min kære bror og co.

Dagens brev - Kære Pernille

Dagens brev - Kære Bell Star