Dagens brev - Kære dagbog

-
11. juli 2020
Kære dagbog
Lukas spiller på Gæsten i aften. Vi sidder i Vestjylland i vinden nu. Så langt fra den idyl. Midt i den evige vind. Engang sad vi frontrow og blinkede til hinanden, og synes et kort sekund vi var noget. Men jeg ved egentlig ikke, hvad det betød, og jeg manglede altid betydningen, når jeg var der. Måske fordi jeg er lillesøster. Så mangler man altid noget. Åbenbart. 
Så, Vestjylland, en familie, vi er fire, vi er alene. Jeg elsker hvert minut, vi er alene. 
David siger, forfattergerningen kommer før alt andet. Altså ud over børnene. Han siger også, det er et breakthrough, at jeg har opdaget, alt det jeg ikke tør skrive. Altså selve det, at jeg har opdaget det. At der er så meget, jeg simpelthen ikke kan skrive, fordi jeg ikke tør. Egentlig ved jeg det godt -  at det hænger sådan sammen, og jeg venter til det vender. 
Det med at skriften er hæmmet af en frygt, en angst uden et egentligt ansigt. Sådan da. 
Så taler vi om dem, der bryder igennem i den litterære verden, og at det er dem, der skriver frygtløst. Sådan modtager jeg teksterne. Som om de skriver uden frygt. Alligevel forestiller jeg mig, hvad der i virkeligheden sker, når de sidder og skriver. 
Måske passer det, hvad han siger om skriften. Som lorten om fluen, som katten om grøden, og jeg kaster op i hybenroserne over disse sammenligninger, for de passer så dårligt. 
Men jeg venter. Til det kommer. Til skriften kommer. Den egentlige. Jeg skriver mig igennem ting. Alt den skrift om skriften. 
Men det kommer, det der skal komme. Jeg ved det. 
Vi hører Lukas i højttaleren, og det er ok.
Kh AM 

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Dagens brev - Min kære bror og co.

-
14. juli 2020 Min kære bror og co. Ja, det var Tivoli i regnvejr mellem sol og svævende mennesker i ballongynger og bladene på kastanjen. Og det var udsigt til kraner, kaos, tårne og tage. Og det var ekstase og forundring og forbløffelse og alting værd. Det var med det hele og fryden ved at sige ja. Sus, kildren og kvalmen. Slush-ice, candyfloss og vafler der blev centrifugeret i susende, drejende kroppe. Vi gør det igen og igen, for det er det, der er meningen med slaraffenland, at det aldrig, aldrig ender. Vi kysser regnvåde kinder og krammer onkler, tanter, niecer og nevøer, vi er i eventyr, vi er pirater i brusende både. Vi venter, venter, venter, og vi elsker, det vi giver, lige der på en pludselig tirsdag i Tivoli. Kh AM
Læs mere

Dagens brev - Kære Pernille

-
26. april 2020 Kære Pernille I nat var der en taxachauffør, der kørte os hjem gennem byen. Fra Vesterbro til Amager, og B spørger, om Langebro er den længste bro i verden. Jeg ryster på hovedet. Han siger, det ville give mening, når den hedder, som den gør.  Chaufføren fortæller, han nyder at være mere hjemme med sin datter på ni måneder og konen, der er på barsel. De drikker te sammen, når den lille vågner, men spiser først morgenmad kl. 10.00. Han synes, det er skønt at være sammen med den lille. Før, havde han ikke tid.  Nu arbejder han, når han vil, og der er ikke mange kunder, han har mistet 80%. Han siger, der er for mange forældre, der har for travlt til at se deres børn. Til at være sammen med dem. Det er ikke godt for børnene, siger han. Hans bryn rynker. De er mørke, han har rare øjne.  Han kører roligt, der er stille på Amagerbrogade, børnene har ikke seler på, de er pakket ind i tæpper, bilen er varm og blød, de synes, det er hyggeligt.  Vi bærer dem ind i le
Læs mere

Dagens brev - Kære Bell Star

-
28. juli 2020 Kære Bell Star Hvis du vidste, hvem jeg er.  Vi kunne se på mændene i gaderne og kysse på bænkene. I måneskin og under gyldne skyer. Nu sidder vi i skoven og venter på en anden tid, der kommer. Jeg tænker på min barndom og forstår stadig ikke, den var der. At den var min, at det var mig, der var i den. At jeg var barnet, der græd og grinede og spillede krig på vejene og tennisbold over huset og huler i haver og smækkede døre og skred med høj pande. Løb hjem fra fritten af angst, og cyklede ind i mure og fald på rulleskøjter. Det er som om, det var en anden end mig.  Bell Star, hvis vi vidste, hvem vi er. Jeg ved det ikke.  Tiden kunne være en anden, og måske ikke en, der forsvinder hver dag.  AM
Læs mere