Dagens brev - Kære Ikaros

29. august 2019

Kære Ikaros
Jeg tænker på dig i dag. Jeg tænker på, at du var så ung, og at det du gjorde, var klart. Jeg tænker,  at jeg misunder dig dit mod. Hvis man kan sige det? Du døde trods alt af dit mod, men når jeg tænker på det, du gjorde, er det med en sitrende, skælvende og lokkende angst. Bølgende frem og tilbage i min krop. Og jeg selvom jeg ikke forstår det helt, er det som om, min krop gør. 
Jeg ønsker ikke at ende som dig, alligevel længes jeg efter dit mod og mærker tydeligt den længsel, der var engang. Jeg mærker og ser det banke og prikke under huden, som bobler, der er på nippet til at springe. 
Jeg tænker på din far, og på hvordan det er at miste et barn. Det ryster mig, at jeg ingen kontrol kan have over det unge menneske, der er mit barn. Det er kuldegysninger og svedperler. Det er krampe, det er gnister og håb. Det unge menneske der for hver dag, der går, søger længere og længere op.
Kærligst Anne Mette

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Dagens brev - Min kære bror og co.

Dagens brev - Kære Pernille

Dagens brev - Kære Bell Star