Dagens brev - Kære Pil

28. december 2019

Kære Pil
Måske er det sådan her. At det er et stort køkken, der åbner sig ned i en bred stue. Køkkenbordet er mørkt, væggen bag komfuret er dekoreret med små fliser i havblå nuancer. Eller er det mere himlen, hun ser i de farver? Under loftet ligger tunge mørke fritlagte bjælker. Uden for vinduerne er alt sort hen over markerne. Køkkenet er varmt, flammer i pejsen. Roligt musik; noget klassisk med strygere. Et fad på bordet; et lerfad med nødder og æbler, som nogle af og til spiser af. En avis, opslåede bøger. En kvinde sidder og skriver i en bog. Hun tænker på, at hun kan skrive alt. Hun tænker på, om alt kan læses af alle. Og det stopper hende igen. Og hun rejser sig og går ned af de to brede trin til stuen. Der er en kat i sofaen; den er sort og grå og lidt hvid på halen. Katten følger efter hende og standser ved drengens fødder, hvor den lægger sig til rette. Han sidder med en telefon; hans hår er gyldent i halvmørket. Han er næsten voksen. Han skuldre og nakke og de hænder. 
Der er kun lyden af musikken og hendes trin gennem stuen. 
Sådan kunne det være. 
Kh A

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Dagens brev - Min kære bror og co.

Dagens brev - Kære Pernille

Dagens brev - Kære Bell Star