Dagens brev - Kære Anker

-
1. marts 2020

Kære Anker
Jeg læser i nyhederne. De skriver, at 10 skoler i Idlib er blevet bombet. Adskillige børn er dræbt; der er billeder af støv og blod og lig. Og jeg tænker på mine egne børn, og jeg græder, for jeg ved ikke, hvordan jeg skal blive ved med at være i mig selv. 
Jeg læser, at den syriske regering fortsætter med at udvise foragt for krigens regler og for civiles liv. Og jeg må læse sætningen igen og igen, men forstår den alligevel ikke, forstår ikke at der er regler i den krig. At der er regler, der kan overtrædes. Jeg tænker på krigen som en overtrædelse i sig selv. En overtrædelse på menneskeheden; en overtrædelse på liv. 
Jeg slår mig selv i hovedet over hver en tanke, der falder mig ind, og opdager at intet er nok. Ingen tanker er gode nok til den virkelighed, mennesker lever i. Ingen tanker kan forandre noget. 
Alligevel sidder jeg her på mine hænder og piver - over klaustrofobi, nullermænd, overtræk, vasketøj, sure børn, tidlige morgener, tomme bøtter, dyre vine, hård hud, ømme muskler, kedelige samtaler, uforløste drømme, tømmermænd, forkølelse og mørke rande under alt for heldige øjne. 
Og jeg er nødt til at dele det held, der er så tilfældigt givet.
Jeg er nødt til det. 
Kh AM


Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Dagens brev - Min kære bror og co.

-
14. juli 2020 Min kære bror og co. Ja, det var Tivoli i regnvejr mellem sol og svævende mennesker i ballongynger og bladene på kastanjen. Og det var udsigt til kraner, kaos, tårne og tage. Og det var ekstase og forundring og forbløffelse og alting værd. Det var med det hele og fryden ved at sige ja. Sus, kildren og kvalmen. Slush-ice, candyfloss og vafler der blev centrifugeret i susende, drejende kroppe. Vi gør det igen og igen, for det er det, der er meningen med slaraffenland, at det aldrig, aldrig ender. Vi kysser regnvåde kinder og krammer onkler, tanter, niecer og nevøer, vi er i eventyr, vi er pirater i brusende både. Vi venter, venter, venter, og vi elsker, det vi giver, lige der på en pludselig tirsdag i Tivoli. Kh AM
Læs mere

Dagens brev - Kære Pernille

-
26. april 2020 Kære Pernille I nat var der en taxachauffør, der kørte os hjem gennem byen. Fra Vesterbro til Amager, og B spørger, om Langebro er den længste bro i verden. Jeg ryster på hovedet. Han siger, det ville give mening, når den hedder, som den gør.  Chaufføren fortæller, han nyder at være mere hjemme med sin datter på ni måneder og konen, der er på barsel. De drikker te sammen, når den lille vågner, men spiser først morgenmad kl. 10.00. Han synes, det er skønt at være sammen med den lille. Før, havde han ikke tid.  Nu arbejder han, når han vil, og der er ikke mange kunder, han har mistet 80%. Han siger, der er for mange forældre, der har for travlt til at se deres børn. Til at være sammen med dem. Det er ikke godt for børnene, siger han. Hans bryn rynker. De er mørke, han har rare øjne.  Han kører roligt, der er stille på Amagerbrogade, børnene har ikke seler på, de er pakket ind i tæpper, bilen er varm og blød, de synes, det er hyggeligt.  Vi bærer dem ind i le
Læs mere

Dagens brev - Kære Bell Star

-
28. juli 2020 Kære Bell Star Hvis du vidste, hvem jeg er.  Vi kunne se på mændene i gaderne og kysse på bænkene. I måneskin og under gyldne skyer. Nu sidder vi i skoven og venter på en anden tid, der kommer. Jeg tænker på min barndom og forstår stadig ikke, den var der. At den var min, at det var mig, der var i den. At jeg var barnet, der græd og grinede og spillede krig på vejene og tennisbold over huset og huler i haver og smækkede døre og skred med høj pande. Løb hjem fra fritten af angst, og cyklede ind i mure og fald på rulleskøjter. Det er som om, det var en anden end mig.  Bell Star, hvis vi vidste, hvem vi er. Jeg ved det ikke.  Tiden kunne være en anden, og måske ikke en, der forsvinder hver dag.  AM
Læs mere