Dagens brev - Kære andre som mig

-

19. marts 2020

Kære andre som mig
Det var i en lejlighed på Frederiksberg, de boede. Min mormor og morfar. Jeg tænker på, hvordan de havnede i den, og om de tænkte på, at de skulle ende livet der, da de flyttede ind med deres liv og teaktræsmøbler. 
Der var en skuffe i chatollet under vinduet. Skuffen var låst med en lille guldnøgle, som mormor gemte i en anden lille skuffe. Når hun var på toilettet, fandt jeg den hurtigt frem og kunne nå at dreje den om i låsen og åbne ned til alt det søde. Dernede lå hvide mentholbolcher i en lille dåse med blomster, brune orangestænger og små chokoladekringler. Af og til også Bridge-blanding og pebermynte-chokoladeknapper. Jeg kiggede kun. For det meste. Turde ikke rigtig smage, højst tage noget op og dufte. Hurtigt, inden mormor kom ind i stuen med det blik, der slog mit ned. Hendes nederdel var plisseret og altid ren og blød. 
Nogle gange skulle vi i vaskekælderen og rulle tøj. De store hvide duge og sengetøjet. Jeg hjalp hende med at dreje håndtaget og få stoffet til at ligge helt lige i den store maskine. Der duftede af en anden verden, og det føltes som om, vi var uendelig langt under jorden i den kælder. Hendes lille krop og stemmen, der rungede i de lange gange. 
Oppe i lejligheden sad morfar i sin stol og blundede bag avisen. Han var stor og høj, hun var lille og blød. 
De var levende mennesker med historier og liv i sig. Så meget, og mere end jeg overhoved aner. Hvor meget skal man vide, og hvornår holder man op med at stille spørgsmål?
Hvem er de sidste, der husker de mennesker, der dør? 
I nat blev jeg bange og græd, da det gik op for mig, at jeg er en af de sidste, der husker min mormor og morfar. 
Kh AM

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Dagens brev - Min kære bror og co.

-
14. juli 2020 Min kære bror og co. Ja, det var Tivoli i regnvejr mellem sol og svævende mennesker i ballongynger og bladene på kastanjen. Og det var udsigt til kraner, kaos, tårne og tage. Og det var ekstase og forundring og forbløffelse og alting værd. Det var med det hele og fryden ved at sige ja. Sus, kildren og kvalmen. Slush-ice, candyfloss og vafler der blev centrifugeret i susende, drejende kroppe. Vi gør det igen og igen, for det er det, der er meningen med slaraffenland, at det aldrig, aldrig ender. Vi kysser regnvåde kinder og krammer onkler, tanter, niecer og nevøer, vi er i eventyr, vi er pirater i brusende både. Vi venter, venter, venter, og vi elsker, det vi giver, lige der på en pludselig tirsdag i Tivoli. Kh AM
Læs mere

Dagens brev - Kære Pernille

-
26. april 2020 Kære Pernille I nat var der en taxachauffør, der kørte os hjem gennem byen. Fra Vesterbro til Amager, og B spørger, om Langebro er den længste bro i verden. Jeg ryster på hovedet. Han siger, det ville give mening, når den hedder, som den gør.  Chaufføren fortæller, han nyder at være mere hjemme med sin datter på ni måneder og konen, der er på barsel. De drikker te sammen, når den lille vågner, men spiser først morgenmad kl. 10.00. Han synes, det er skønt at være sammen med den lille. Før, havde han ikke tid.  Nu arbejder han, når han vil, og der er ikke mange kunder, han har mistet 80%. Han siger, der er for mange forældre, der har for travlt til at se deres børn. Til at være sammen med dem. Det er ikke godt for børnene, siger han. Hans bryn rynker. De er mørke, han har rare øjne.  Han kører roligt, der er stille på Amagerbrogade, børnene har ikke seler på, de er pakket ind i tæpper, bilen er varm og blød, de synes, det er hyggeligt.  Vi bærer dem ind i le
Læs mere

Dagens brev - Kære Bell Star

-
28. juli 2020 Kære Bell Star Hvis du vidste, hvem jeg er.  Vi kunne se på mændene i gaderne og kysse på bænkene. I måneskin og under gyldne skyer. Nu sidder vi i skoven og venter på en anden tid, der kommer. Jeg tænker på min barndom og forstår stadig ikke, den var der. At den var min, at det var mig, der var i den. At jeg var barnet, der græd og grinede og spillede krig på vejene og tennisbold over huset og huler i haver og smækkede døre og skred med høj pande. Løb hjem fra fritten af angst, og cyklede ind i mure og fald på rulleskøjter. Det er som om, det var en anden end mig.  Bell Star, hvis vi vidste, hvem vi er. Jeg ved det ikke.  Tiden kunne være en anden, og måske ikke en, der forsvinder hver dag.  AM
Læs mere