Dagens brev - Kære du

16. marts 2020


Kære du
I dag tænker jeg meget på det med pausen. 
For nogle måneder siden skrev jeg et brev til pausen. At der ikke lige var tid til den slags, som sådan. Ting skulle nås og gøres og klares. For sådan var livet. 
Nu er livet ikke sådan. Nu er pausen her. Sådan rigtigt. Og selvom ting stadig skal ske, og liv skal leves og andet skal ordnes, så er det på en anden måde. For nu er der pludselig en pause, som ingen har bedt om. En pause der måske er svær at greje. En pause, der er aldeles unaturlig. 
Alligevel tænker jeg, at pausen måske ikke kun er slem. At vi måske godt kan klare en pause, hvor det handler om at være sig selv og være sammen med børnene uden alt halløjet rundt om. At vi kan bygge huler og gemme os lidt i hinanden. At vi kan se ind i børnenes øjne. Helt ind, hvor der normalt kan være lidt for langt og mørkt og besværligt og tåget.  
Jeg tænker, vi godt kan klare den pause. Jeg tænker, det er sådan, vi passer bedst på det hele og hinanden. 
Kh AM
------------

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Dagens brev - Min kære bror og co.

Dagens brev - Kære Pernille

Dagens brev - Kære Bell Star