Dagens brev - Kære far

-
9. april 2020
Kære far
Jeg tænker på dig denne dag. Jeg tænker på, hvordan det hele var, dengang dit liv begyndte. Jeg tænker på, hvordan det var for dine forældre. Jeg tænker på, at du blev født i en krigstid. Jeg tænker på, at du var et lille menneske og det første barn, dine forældre fik. Jeg tænker på den angst, de må have levet med i den tid, og om den angst blev en del af dig, da du fik livet. 
Jeg tænker på alt det, jeg ikke tør spørge om, og alt det jeg burde lade være med at spørge om. Jeg tænker på, at noget er bedre at lade ligge. Jeg tænker på det smertefulde i den slags spørgsmål. Jeg tænker på det, man ikke længere husker. Og jeg tænker på, hvor det bliver af, alt det man glemmer?
Men at jeg sandsynligvis en dag lever i livet, uden dig, skaber en tvingende nødvendighed for mig. For den dag vil jeg aldrig kunne spørge dig om noget mere. Og jeg tror ikke på, at det er meningen, at man skal lade sine spørgsmål ligge, hvis de føles tvingende nødvendige at komme ud med. 
Jeg tænker på alt det, vi kunne lære hinanden. Alt det der ligger mellem os. Jeg tænker på, at vi er to mennesker, der er forbundet. At dine gener har været med til at danne mig og give mig livet. Jeg tænker på dengang jeg var 8 eller 10, og vi kastede tennisbolden over huset. Du stod i baghaven, jeg stod i forhaven, og det var svært at høre hinanden. Men når bolden kom til syne, som en lille gul plet over taget, vidste jeg jo, at du var der endnu. 
Der er noget, der for altid vil forbinde et barn og en forældre. Også når barnet er voksent. Der er noget i et barn, der for altid vil behage, udfordre, forstå, provokere, søge anerkendelse, kærlighed og evig opmærksomhed af fx en far. 
Jeg tænker på dit liv, på dig. Jeg tænker på, at du har tre børn, der er voksne, og jeg tænker på, hvordan det er at være en far som dig. Jeg tænker på, hvad der for altid vil være i en far med tre voksne børn. 
Jeg tænker på, at jeg elsker dig. 
Kh AM

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Dagens brev - Min kære bror og co.

-
14. juli 2020 Min kære bror og co. Ja, det var Tivoli i regnvejr mellem sol og svævende mennesker i ballongynger og bladene på kastanjen. Og det var udsigt til kraner, kaos, tårne og tage. Og det var ekstase og forundring og forbløffelse og alting værd. Det var med det hele og fryden ved at sige ja. Sus, kildren og kvalmen. Slush-ice, candyfloss og vafler der blev centrifugeret i susende, drejende kroppe. Vi gør det igen og igen, for det er det, der er meningen med slaraffenland, at det aldrig, aldrig ender. Vi kysser regnvåde kinder og krammer onkler, tanter, niecer og nevøer, vi er i eventyr, vi er pirater i brusende både. Vi venter, venter, venter, og vi elsker, det vi giver, lige der på en pludselig tirsdag i Tivoli. Kh AM
Læs mere

Dagens brev - Kære Pernille

-
26. april 2020 Kære Pernille I nat var der en taxachauffør, der kørte os hjem gennem byen. Fra Vesterbro til Amager, og B spørger, om Langebro er den længste bro i verden. Jeg ryster på hovedet. Han siger, det ville give mening, når den hedder, som den gør.  Chaufføren fortæller, han nyder at være mere hjemme med sin datter på ni måneder og konen, der er på barsel. De drikker te sammen, når den lille vågner, men spiser først morgenmad kl. 10.00. Han synes, det er skønt at være sammen med den lille. Før, havde han ikke tid.  Nu arbejder han, når han vil, og der er ikke mange kunder, han har mistet 80%. Han siger, der er for mange forældre, der har for travlt til at se deres børn. Til at være sammen med dem. Det er ikke godt for børnene, siger han. Hans bryn rynker. De er mørke, han har rare øjne.  Han kører roligt, der er stille på Amagerbrogade, børnene har ikke seler på, de er pakket ind i tæpper, bilen er varm og blød, de synes, det er hyggeligt.  Vi bærer dem ind i le
Læs mere

Dagens brev - Kære Bell Star

-
28. juli 2020 Kære Bell Star Hvis du vidste, hvem jeg er.  Vi kunne se på mændene i gaderne og kysse på bænkene. I måneskin og under gyldne skyer. Nu sidder vi i skoven og venter på en anden tid, der kommer. Jeg tænker på min barndom og forstår stadig ikke, den var der. At den var min, at det var mig, der var i den. At jeg var barnet, der græd og grinede og spillede krig på vejene og tennisbold over huset og huler i haver og smækkede døre og skred med høj pande. Løb hjem fra fritten af angst, og cyklede ind i mure og fald på rulleskøjter. Det er som om, det var en anden end mig.  Bell Star, hvis vi vidste, hvem vi er. Jeg ved det ikke.  Tiden kunne være en anden, og måske ikke en, der forsvinder hver dag.  AM
Læs mere