Dagens brev - Kære far

9. april 2020


Kære far
Jeg tænker på dig denne dag. Jeg tænker på, hvordan det hele var, dengang dit liv begyndte. Jeg tænker på, hvordan det var for dine forældre. Jeg tænker på, at du blev født i en krigstid. Jeg tænker på, at du var et lille menneske og det første barn, dine forældre fik. Jeg tænker på den angst, de må have levet med i den tid, og om den angst blev en del af dig, da du fik livet. 
Jeg tænker på alt det, jeg ikke tør spørge om, og alt det jeg burde lade være med at spørge om. Jeg tænker på, at noget er bedre at lade ligge. Jeg tænker på det smertefulde i den slags spørgsmål. Jeg tænker på det, man ikke længere husker. Og jeg tænker på, hvor det bliver af, alt det man glemmer?


Men at jeg sandsynligvis en dag lever i livet, uden dig, skaber en tvingende nødvendighed for mig. For den dag vil jeg aldrig kunne spørge dig om noget mere. Og jeg tror ikke på, at det er meningen, at man skal lade sine spørgsmål ligge, hvis de føles tvingende nødvendige at komme ud med. 
Jeg tænker på alt det, vi kunne lære hinanden. Alt det der ligger mellem os. Jeg tænker på, at vi er to mennesker, der er forbundet. At dine gener har været med til at danne mig og give mig livet. Jeg tænker på dengang jeg var 8 eller 10, og vi kastede tennisbolden over huset. Du stod i baghaven, jeg stod i forhaven, og det var svært at høre hinanden. Men når bolden kom til syne, som en lille gul plet over taget, vidste jeg jo, at du var der endnu. 


Der er noget, der for altid vil forbinde et barn og en forældre. Også når barnet er voksent. Der er noget i et barn, der for altid vil behage, udfordre, forstå, provokere, søge anerkendelse, kærlighed og evig opmærksomhed af fx en far. 
Jeg tænker på dit liv, på dig. Jeg tænker på, at du har tre børn, der er voksne, og jeg tænker på, hvordan det er at være en far som dig. Jeg tænker på, hvad der for altid vil være i en far med tre voksne børn. 
Jeg tænker på, at jeg elsker dig. 
Kh AM

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Dagens brev - Min kære bror og co.

Dagens brev - Kære Pernille

Dagens brev - Kære Bell Star