Dagens brev - Kære lille ven

-
18. april 2020
Kære lille ven igen 
At litteraturen er et del af mit liv, kan føles som en løgn, for er den kun en del af mit liv? 
Og når folk spørger, om jeg er én, der læser, forstår jeg ingenting. For det eneste jeg gør, sådan rigtigt, er at læse. Mens jeg venter på, at ordene skal komme ned i min egen pen. Og jeg venter, til jeg får en slags udløsning, når jeg så læser det, de andre skriver. For dér er der i det mindste noget, jeg kan mærke. Noget jeg kan forstå. Noget som alle burde kunne forstå. Tænker jeg længe længe efter. 
Nå, men vi sidder i gården igen og snakker. Og Mette fra fjerde spørger pludselig om jeg har læst Thomas Mann, Buddenbrooks, og jeg er bare et stort what-are-you-talking-about, og det eneste jeg så kan, er at kaste Lykke-Per i hovedet på hende, for jeg fatter det ikke, og dét, at der er én, der læser bøger på den måde, og at vi kan sidde de næste to timer og tale, om de bøger der får os til at græde og væmmes og alt det. Alt det man må læse. 
Så, jeg læser endnu. Mens jeg venter. Og imens elsker jeg alt det, jeg ikke kan få.
Kan vi tale om det? Kan vi mødes?
Kh AM

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Dagens brev - Min kære bror og co.

-
14. juli 2020 Min kære bror og co. Ja, det var Tivoli i regnvejr mellem sol og svævende mennesker i ballongynger og bladene på kastanjen. Og det var udsigt til kraner, kaos, tårne og tage. Og det var ekstase og forundring og forbløffelse og alting værd. Det var med det hele og fryden ved at sige ja. Sus, kildren og kvalmen. Slush-ice, candyfloss og vafler der blev centrifugeret i susende, drejende kroppe. Vi gør det igen og igen, for det er det, der er meningen med slaraffenland, at det aldrig, aldrig ender. Vi kysser regnvåde kinder og krammer onkler, tanter, niecer og nevøer, vi er i eventyr, vi er pirater i brusende både. Vi venter, venter, venter, og vi elsker, det vi giver, lige der på en pludselig tirsdag i Tivoli. Kh AM
Læs mere

Dagens brev - Kære Pernille

-
26. april 2020 Kære Pernille I nat var der en taxachauffør, der kørte os hjem gennem byen. Fra Vesterbro til Amager, og B spørger, om Langebro er den længste bro i verden. Jeg ryster på hovedet. Han siger, det ville give mening, når den hedder, som den gør.  Chaufføren fortæller, han nyder at være mere hjemme med sin datter på ni måneder og konen, der er på barsel. De drikker te sammen, når den lille vågner, men spiser først morgenmad kl. 10.00. Han synes, det er skønt at være sammen med den lille. Før, havde han ikke tid.  Nu arbejder han, når han vil, og der er ikke mange kunder, han har mistet 80%. Han siger, der er for mange forældre, der har for travlt til at se deres børn. Til at være sammen med dem. Det er ikke godt for børnene, siger han. Hans bryn rynker. De er mørke, han har rare øjne.  Han kører roligt, der er stille på Amagerbrogade, børnene har ikke seler på, de er pakket ind i tæpper, bilen er varm og blød, de synes, det er hyggeligt.  Vi bærer dem ind i le
Læs mere

Dagens brev - Kære Bell Star

-
28. juli 2020 Kære Bell Star Hvis du vidste, hvem jeg er.  Vi kunne se på mændene i gaderne og kysse på bænkene. I måneskin og under gyldne skyer. Nu sidder vi i skoven og venter på en anden tid, der kommer. Jeg tænker på min barndom og forstår stadig ikke, den var der. At den var min, at det var mig, der var i den. At jeg var barnet, der græd og grinede og spillede krig på vejene og tennisbold over huset og huler i haver og smækkede døre og skred med høj pande. Løb hjem fra fritten af angst, og cyklede ind i mure og fald på rulleskøjter. Det er som om, det var en anden end mig.  Bell Star, hvis vi vidste, hvem vi er. Jeg ved det ikke.  Tiden kunne være en anden, og måske ikke en, der forsvinder hver dag.  AM
Læs mere