Dagens brev - Kære Martin

13. september 2019


Kære Martin
Dengang du cyklede med mig på den lille blå cykel, jeg sad på stangen med benene ud til den ene side, dine arme lå beskyttende om mig. Dine hænder på styret. Dit hoved på skrå. Dit brune hår og din blege hud. Den hvide havelåge og svinget, der var for skarpt til os to på den cykel. 
Dine øjne da jeg blødte fra hovedet, dit blik på mig i spejlet på badeværelset.  
Dengang, og alle de gange, du tog dig af mig. Du var sådan en lille dreng. 
Jeg tænkte aldrig på det sådan, dengang. At du var en lille dreng. Jeg tænkte aldrig på det, du gjorde. Jeg elskede bare, når du var der. Når vi sad sammen, legede sammen, gik sammen; du altid yderst ved vejen. Det var bedst sådan, sagde du. 
Nu tænker jeg tit, hvor lille du egentlig var, og hvordan jeg burde have krammet dig endnu mere dengang. 
Kh AM

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Dagens brev - Min kære bror og co.

Dagens brev - Kære Pernille

Dagens brev - Kære Bell Star