Indlæg

En dag er det fucking for sent

Billede
At gå ad sidegader, boulevarder, alléer med træer, og det ligner efterår, eller at bladene bare har givet op. At ilten i dem alt for hurtigt er forsvundet.  Jeg ryster af skræk, bange for den verden, der er rundt om det næste hjørne. Det hjælper lidt at lukke øjnene. Det gør det generelt i livet. Indtil det ikke gør det mere og alting føles dobbelt brutalt, når man senere hen åbner dem.  Den verden, jeg står overfor, midt i. Hvilke mennesker, hvilke forstande, vi er.  Jeg rømmer mig, og ser ud over markerne, som for i det mindste at have noget til fælles med dem, naturen i den enkle forstand, som vi i blinde længes efter.  Naturen, som vi ikke fatter er vores rigtige åndedræt.  Naturen, som vi, når vi synes, den er særlig pæn og fredelig i sin egen bogstavelige forstand, poster på vægge og liker i mange væk, og får et langt større kick ud af det end af den, altså naturen. 
Jeg græder lidt i en armhule og ville ønske, den var din. Den lugter ikke som dig. Der er noget, med din armhule, som g…

På en mærkelig søndag

Billede
På en søndag, mens folk går til stranden i mærkelige flokke, og nogle er fulde på en bænk under den klistrede asp. På den slags søndag, hvor jeg graver mig ned i madrassen og skriger alt ud.  Hvis man ikke kender sig selv, kan man knap elske andre mennesker. At kende sig selv. Så hårdt, at jeg brækker mig. Hvem gør det? Det giver ikke mening. Men det giver heller ikke mening at lukke sine mest ærlige følelser inde. At være så hæmmet over livet, at man dør i sorg over dem, man elsker højest er så langt væk. At den relation, der giver liv, dør.  Jeg væmmes. Over alt det. Over nødvendigheden i det for at leve. At man kan lade være med at slippe sin kærlighed ud over dem, der virkelig burde mærke den. Ud over dem, man virkelig elsker.  Men hvad er der sket i et menneske, siden det ikke kan give sin kærlighed fra sig? Ind i mellem brækker jeg mig over det, ind i mellem græder jeg over det. Ind i mellem vender jeg ryggen til det.  Er jeg to? Er jeg flere? Eralle det? Hvordan ved man i virkelighe…

Dét, at være taknemmelig..

Når man vil gøre noget for dem, man elsker, skal man så altid hen over pøle, pytter, stakke af forhindringer? Er det sådan, det bare er? Når aftenlyset bliver gyldent, det er sjældent, synes jeg her i baggården, men så er det hele lettere magisk, selv de triste tanker, bliver mildere. Opløftende, lovende for mine drømme, og alt det, jeg burde.  Det at nippe til kaffen på den lune trætrappe; mens myggestikket på min ankel klør. Lettende og lovende, at der er sol, der kan være gylden over den by, vi har bygget. At det ind i mellem summer i bedet, og dråberne fra himlen falder tungt på asfalten. Uden der er noget at gøre.  Den by man kommer fra. Det liv man har. Der er ikke plads til meget andet, derinde i skallen, i kroppen, og det kører rundt. At folk, man ikke kender kan synge sange i ens øre, så det hele rasler og risler. Så ømt og let som kjolen, der svøber sig ind mellem mine lår. Så levende. Vildt og meningsfuldt. Det er bare en sang, det er bare en mand, siger jer. At man er, hvem …

Der er noget med Málaga

Billede
Foto: Job Savelsberg on Unsplash.com

Der er noget med Málaga. 
Noget man ikke lige ved måske. I Málaga skinner solen. Når den vil. I Málaga lægger man sig på græsset ved stranden. Man drikker kaffe eller rosé. Eller søde røde sager. I Málaga har katedralen et enkelt tårn. La Manquita, kalder de den dér. Den står der så stor mod himlen på den lille gade; en kulisse midt i det hele.  I Málaga er der hvide blanke sten på de smalle gader. Og man går der, slentrende med armen under én, man holder af.  Málaga laver tapas, helato og Mom i en rørende sammenblanding, man ikke kan holde sig fra. I Málaga ryger man cigaretter og trækkes mod kaffe eller souvenirers. Flamincokjoler og fingerbøl i hvid porcelæn på rækker i pakkede vinduer.  Der er borgruiner med orange sten langs et bjerg. Man går opad, mens byen bliver mindre og fin som en lille film, man ikke kender helt…

At være nogens livsven

Det var oppe på kvisten. På anden etage, under taget. Vi sad i døråbningen til den franske altan, og røgringene svævede ud mellem dine bløde læber. Det var noget i dit blik, den vanvittige humor. Sort og ind i mellem manisk. Og så melankolien bag det hele.
Om natten talte du i et bevidstløst sprog, og jeg havde det som om, noget i dig ledte efter exit. Prøvende frem, ad snævre gange fra dine opfyldte depoter. Depoter med så meget af det forkerte. Vores tanker snoede sig sammen, ubesværet, deterministisk.
På et tidspunkt gled vi ned af Frederikssundsvej med sorte nylonbukser stramt på hofterne. Hennafarve i håret i forsøg på at sætte flere spor. At trække streger. At råbe op og være dér, hvor livet var. At dele længslen efter mere.
Senere gik vi langs Seinen, og du grinede af min måde at tænde cigaretten på. Den måde, jeg satte stråhatten med det sorte Corona-bånd. Og dit blik fyldte mig med en slags mod. Og jeg ville vise dig, hvordan alt det, jeg drømte om at turde, var muligt at turde…