Indlæg

Dét, at være taknemmelig..

Når man vil gøre noget for dem, man elsker, skal man så altid hen over pøle, pytter, stakke af forhindringer? Er det sådan, det bare er? Når aftenlyset bliver gyldent, det er sjældent, synes jeg her i baggården, men så er det hele lettere magisk, selv de triste tanker, bliver mildere. Opløftende, lovende for mine drømme, og alt det, jeg burde.  Det at nippe til kaffen på den lune trætrappe; mens myggestikket på min ankel klør. Lettende og lovende, at der er sol, der kan være gylden over den by, vi har bygget. At det ind i mellem summer i bedet, og dråberne fra himlen falder tungt på asfalten. Uden der er noget at gøre.  Den by man kommer fra. Det liv man har. Der er ikke plads til meget andet, derinde i skallen, i kroppen, og det kører rundt. At folk, man ikke kender kan synge sange i ens øre, så det hele rasler og risler. Så ømt og let som kjolen, der svøber sig ind mellem mine lår. Så levende. Vildt og meningsfuldt. Det er bare en sang, det er bare en mand, siger jer. At man er, hvem …

Der er noget med Málaga

Billede
Foto: Job Savelsberg on Unsplash.com

Der er noget med Málaga. 
Noget man ikke lige ved måske. I Málaga skinner solen. Når den vil. I Málaga lægger man sig på græsset ved stranden. Man drikker kaffe eller rosé. Eller søde røde sager. I Málaga har katedralen et enkelt tårn. La Manquita, kalder de den dér. Den står der så stor mod himlen på den lille gade; en kulisse midt i det hele.  I Málaga er der hvide blanke sten på de smalle gader. Og man går der, slentrende med armen under én, man holder af.  Málaga laver tapas, helato og Mom i en rørende sammenblanding, man ikke kan holde sig fra. I Málaga ryger man cigaretter og trækkes mod kaffe eller souvenirers. Flamincokjoler og fingerbøl i hvid porcelæn på rækker i pakkede vinduer.  Der er borgruiner med orange sten langs et bjerg. Man går opad, mens byen bliver mindre og fin som en lille film, man ikke kender helt…

At være nogens livsven

Det var oppe på kvisten. På anden etage, under taget. Vi sad i døråbningen til den franske altan, og røgringene svævede ud mellem dine bløde læber. Det var noget i dit blik, den vanvittige humor. Sort og ind i mellem manisk. Og så melankolien bag det hele.
Om natten talte du i et bevidstløst sprog, og jeg havde det som om, noget i dig ledte efter exit. Prøvende frem, ad snævre gange fra dine opfyldte depoter. Depoter med så meget af det forkerte. Vores tanker snoede sig sammen, ubesværet, deterministisk.
På et tidspunkt gled vi ned af Frederikssundsvej med sorte nylonbukser stramt på hofterne. Hennafarve i håret i forsøg på at sætte flere spor. At trække streger. At råbe op og være dér, hvor livet var. At dele længslen efter mere.
Senere gik vi langs Seinen, og du grinede af min måde at tænde cigaretten på. Den måde, jeg satte stråhatten med det sorte Corona-bånd. Og dit blik fyldte mig med en slags mod. Og jeg ville vise dig, hvordan alt det, jeg drømte om at turde, var muligt at turde…

Hvad hvis det var dig selv?

Billede
Nå, men ind i mellem, har jeg har lyst til at lægge mig ned i de hvide plasticposer. Ned til børnene der bliver lynet væk. De børn med den alt for hvide hud, de hvide ansigter og sorte smukke hår. De børn, der har trukket vejret gennem giftgasser for sidste gang. De børn som dør lige nu. I den verden, vi slet ikke forstår.
For jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv. Men jeg ved, at jeg er nødt til at se på de børn. Jeg er nødt til at se på den verden, der er så meget større end de sko, jeg vader rundt i her. For hvis jeg lukker mine øjne, bliver mit liv til en ondskabsfuld og egoistisk leg, hvor jeg lader som om, det ikke handler om mig.
Men den verden, hvor Assad smadrer liv med kemiske våben, handler i den grad om mig. Og om dig. Om os. Verden er ikke nogens. Verden er for helvede vores. Men vi ejer den jo ikke, og en dag tager naturen den tilbage og vil skide på os.
Man kan ikke gøre for, hvor man er født. Siger jeg igen og igen. For alt i mig er fortvivlet. Forvirret og endd…