Indlæg

At slippe det, der ikke har betydning

Billede
Jeg går ikke ind for det, der ikke betyder noget. Jeg vil ikke have det. Hvorfor må det betydningsløse fylde så meget i nogens liv? Siger jeg. Og kigger rundt og leder efter noget i nogens blikke.  Hvad betyder det?Hvad betyder noget?
Er det de tre gule æbler, der ligesom blive ved med at hænge dér på de nøgne grene ude i decembers grå have? Er det, når pigen græder over mælken, der drypper ned på kjolen? Eller er det den tunge stilhed i stuen, når folk er gået, og man sidder tilbage og venter på noget? Eller er det dem, der siger, de elsker én? Eller dem, der burde sige det?
At leve ét liv, er jo ikke bare sådan. Og så alligevel.. det med rigtigt at mærke hver dag, hvordan livet er ligeglad. Og bare lever derudaf, uagtet om man er med på vognen eller ej. Blodet der løber i årerne, hjertet der konstant pumper det rundt i kroppens dele. Som en evig, og måske endda venlig påmindelse om, at det er værd, og nødvendigt at give sig hen. Til det.  Til livet. Hver dag. Et liv. Er det et nyt liv hv…

Hvem siger vreden er det bedste at skrive på?!

Billede
Det umulige i at skrive. Det umulige i at sætte sig ved computeren og skrive, når alt omkring én er præpareret til det. Når der er ro, fred og ingenting, der forstyrrer. Når ingentingså bliver det, der forstyrrer. Og jeg ikke kan skrive. Andet end det her. Hvad er det?  Når solen skinner derude, og det er så fredeligt. Når jeg tænker på at ryge en cigaret, selvom jeg ikke ryger. Når jeg ser på telefonen og leder i gamle mails efter minder at svælge i. Græde over. Lettes over overståede kapitler. Når jeg ikke kan skrive andet end det her. Ord der ikke bør læses.  Men når jeg ikke kan lade være med at skrive. Når det er min krops craving efter livet i sig selv. Når jeg ikke kan finde meningen ved at foretage mig noget som helst andet. Som en bizar besættelse, der har overtaget mine 'frie valg'. Som en byrde ingen andre end skrivende mennesker, eller andre udøvere af en slags kunst, forstår.  Forventningen om forløsningen, når noget pludselig virker. Forventningen om forløsninge…

Må jeg lige have lov at afbryde et øjeblik?

Billede
Må jeg trække mig ud af det moderne liv? Det liv, hvor jeg ikke mærker jorden under mine fødder. Det liv, hvor jeg hele tiden skal være én.  Jeg spørger ud i det åbne rum, hvor ingen svarer. For de fleste drøner rundt. Så jeg svarer mig selv. Og jeg ser ikke, at de kommer nogen vegne. De drønende folk. Det er den slags liv, der bevæger sig i cirkler; det at fare efter noget, der aldrig rigtig er der. Min trang til at bevæge mig frem; en trang til atvære med livet. At være i det, før det ender. En livsfremdrift, der pludselig undervejs et sted bliver en vej til døden. Det er måske, derfor så mange ikke tør bevæge sig fremad, men foretrækker de mere velkendte cirkler. Som en slags modstand til det endelige. Men det er gået op for mig, at cirklerne giver falsk tryghed. Jeg er ikke den samme i dag, som jeg var i går. Det er jeg ikke. Helt ærligt. Hvem tror, de er det? Og jeg bliver irriteret på den slags radioværter, der inviterer de allermest spændende, livskloge mennesker i studiet, hvoreft…

Åbent brev til Line Knutzon

Billede
Kære Line Knutzon
Man kan mene, at følgende brev er underligt. Men generelt set er jeg træt af og kæmpe modstander af det med, at folk undertrykker deres følelser. Tendensen med at man holder masken og facaden, er jeg ikke tilhænger af. Hvad får vi ud af det; andet end dårlig mave og rynker overalt?
Men altså Line, det forholder sig sådan, at jeg tror, jeg er blevet forelsket i dig. Og det er ikke på den måde, forstås. Jeg har en mand, der smider sine sure sokker under spisebordet og lader brættet stå, når han har været på toilettet og i øvrigt generelt set er mandet på den rigtige måde. Han er i øvrigt seriøst stærk. Bevares.  I mit hjem er der børn, en del støvpartikler, køleskab med utrolig mange mælkeprodukter og, ja.. den slags.  Men altså. Det kunne tendere til en form for forelskelse, for når jeg læser noget af det, du skriver, eller når jeg hører dig i en norsk litteratur podcast, og du under interviewet spørger dine (i øvrigt opturs seje) venner, ”hvad bliver der spurgt om..…

En dag er det fucking for sent

Billede
At gå ad sidegader, boulevarder, alléer med træer, og det ligner efterår, eller at bladene bare har givet op. At ilten i dem alt for hurtigt er forsvundet.  Jeg ryster af skræk, bange for den verden, der er rundt om det næste hjørne. Det hjælper lidt at lukke øjnene. Det gør det generelt i livet. Indtil det ikke gør det mere og alting føles dobbelt brutalt, når man senere hen åbner dem.  Den verden, jeg står overfor, midt i. Hvilke mennesker, hvilke forstande, vi er.  Jeg rømmer mig, og ser ud over markerne, som for i det mindste at have noget til fælles med dem, naturen i den enkle forstand, som vi i blinde længes efter.  Naturen, som vi ikke fatter er vores rigtige åndedræt.  Naturen, som vi, når vi synes, den er særlig pæn og fredelig i sin egen bogstavelige forstand, poster på vægge og liker i mange væk, og får et langt større kick ud af det end af den, altså naturen. 
Jeg græder lidt i en armhule og ville ønske, den var din. Den lugter ikke som dig. Der er noget, med din armhule, som g…

På en mærkelig søndag

Billede
På en søndag, mens folk går til stranden i mærkelige flokke, og nogle er fulde på en bænk under den klistrede asp. På den slags søndag, hvor jeg graver mig ned i madrassen og skriger alt ud.  Hvis man ikke kender sig selv, kan man knap elske andre mennesker. At kende sig selv. Så hårdt, at jeg brækker mig. Hvem gør det? Det giver ikke mening. Men det giver heller ikke mening at lukke sine mest ærlige følelser inde. At være så hæmmet over livet, at man dør i sorg over dem, man elsker højest er så langt væk. At den relation, der giver liv, dør.  Jeg væmmes. Over alt det. Over nødvendigheden i det for at leve. At man kan lade være med at slippe sin kærlighed ud over dem, der virkelig burde mærke den. Ud over dem, man virkelig elsker.  Men hvad er der sket i et menneske, siden det ikke kan give sin kærlighed fra sig? Ind i mellem brækker jeg mig over det, ind i mellem græder jeg over det. Ind i mellem vender jeg ryggen til det.  Er jeg to? Er jeg flere? Eralle det? Hvordan ved man i virkelighe…

Dét, at være taknemmelig..

Når man vil gøre noget for dem, man elsker, skal man så altid hen over pøle, pytter, stakke af forhindringer? Er det sådan, det bare er? Når aftenlyset bliver gyldent, det er sjældent, synes jeg her i baggården, men så er det hele lettere magisk, selv de triste tanker, bliver mildere. Opløftende, lovende for mine drømme, og alt det, jeg burde.  Det at nippe til kaffen på den lune trætrappe; mens myggestikket på min ankel klør. Lettende og lovende, at der er sol, der kan være gylden over den by, vi har bygget. At det ind i mellem summer i bedet, og dråberne fra himlen falder tungt på asfalten. Uden der er noget at gøre.  Den by man kommer fra. Det liv man har. Der er ikke plads til meget andet, derinde i skallen, i kroppen, og det kører rundt. At folk, man ikke kender kan synge sange i ens øre, så det hele rasler og risler. Så ømt og let som kjolen, der svøber sig ind mellem mine lår. Så levende. Vildt og meningsfuldt. Det er bare en sang, det er bare en mand, siger jer. At man er, hvem …