Dagens brev - Til A

17. juni 2020

Til A
Måske er det i dag. For tyve år siden altså. At jeg fik studenterhuen på, og jeg tænker, det ikke rigtig giver mening, når man tænker på, jeg næsten var 20 dengang. Så 20 og 20!
At blive ældre. Som et direkte bevis på, at man er i livet i noget, der minder mig om et sekund. Men dengang var der en evighed til 40. Dengang var 40, de gamle. Dengang susede livet på en anden måde i blodet, og jeg rendte afsted hen over brosten og marker, jeg kørte langs skinner og så ud ad vinduer på verden, og jeg vandrede ud og ind i den og snusede den direkte ind i blodet. På sådan en let måde. En uendelig måde. På en frihedsagtig måde. Det at der var så uendelig meget tilbage dengang. At alting lige var begyndt.
At blive ældre. At være midt i et liv. 
Nogen skrev med sort blæk i det hvide blanke silke; må lykken stå dig bi. Jeg ved det ikke. Den slags citater virker meningsløse, tomme - men alligevel så… 
Må lykken stå os alle bi - i det korte sekund, det hele varer. 
A

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Dagens brev - Min kære bror og co.

Dagens brev - Kære Pernille

Dagens brev - Kære Bell Star