Siri - 6

Hun kan ikke sove. Madrassen er blød, tynd. Fingerspidserne glider hen over rillerne på de høje brune træpaneler på væggen. Sengen står under vinduet. Værelset, som hun lå i dengang, livet begyndte for hende. Dengang hun bare var et barn. 

Det at få et barn. At mennesker får børn. Hvem får de barnet af? Hvis det hedder at få et barn, må der være en giver? Er det noget, man skal gøre sig fortjent til? Hvordan bestemmes det? Og hun tænker på Gud. Hun tænker på, hvordan hun er holdt op med at tale med Gud. Hvordan det er sket, uden hun har savnet det. Uden hun har besluttet det. Og skrækken slår ned i hende i det øjeblik, det går op for hende, at det er Gud, der giver mennesket børn. At det er Gud, der er giveren. 

Hun slår tæppet af sig og rejser sig, som i panik. Trækker sweateren til sig, åbner døren til kammeret og går ud i den smalle entré. Ud af huset. 

Hun står på trappen og byen er så sort. Huset bag hende er mørkt, og alt er stille. Hun leder efter lyde, men der er ingen lyde. Selv fra fjeldet er der stille. 

Det ligger dér som en enorm skygge placeret foran byen. En skygge af sort i natten. Hun vender nakken og vil råbe til himlen. Hun vil skrige til stjernerne, at det ikke kan være sandt. At det ikke kan være sandt, at folk som Elva og Ravnúr får børn, de ikke vil have. At mennesker over hele Færøerne får børn, de ikke kan elske. At folk i verden får børn, som de slår, sparker og glemmer på jorden. 

Men stemmen bliver i hende. Hun går ned ad trappen, hen over de krakelerede fliser. Op ad skrænten, hen imod fjeldet. Hendes tær er bare. Hun har bare ben. Den tykke trøje er strikket med store huller, men Siri mærker ikke vinden og kulden fra fjeldet. Ser kun fjeldet, der vokser foran hende, som en mur. Hun mærker, hun må derop. At hun må op på fjeldet, der er hendes. Èt sted i verden, der i det mindste er hendes. 

Hun går hurtigt, hen over vådt græs og bliver ét med mørket. Og et sæt billygter rammer hende pludseligt som ventede de hende lige dér, og hun standser og skærmer øjnene med en hånd. Bilen triller langsomt imod hende, dæmper lyset. Og hun standser. På grus, med sten, der skærer i hendes fodsåler. Hun står stille og bilen drejer. Så slukker den motoren på den anden side af vejen, og lysene går ud. Og hun holder vejret og ved ikke, hvorfor hun ved, at det ham. At det er Bárdur, der sidder i den bil og ser hende gå dér i natten som en skør. 

Og han træder ud og går hen mod hende, mens hun står stille. 

-Ingen andre end Siri bevæger sig ud på bare tæer en nat som denne. 

Hans stemme overrasker hende. Så dyb og rolig.  

Nu står han foran hende. Hun sukker. 

-Ingen andre end Bárdur kører her forbi i natten.

Hendes vejrtrækning er blevet langsommere, roligere. Hans skuldre er brede. Hans holdning rank. Han har hænderne i lommen, smiler skævt, og tænderne skinner i hans mørke ansigt. 

-Siri Janusdottir, hvad bringer dig på fjeldet denne nat? 

Han drejer blikket ned mod hendes tæer.

Den måde han bevæger hovedet og den måde, han står der på, får hende til at græde. Pludseligt. Som om det ruller fra sted langt nede. En gråd, hun ikke kan stoppe. 

Han går et skridt frem. Et til, og lægger hånden på hendes skulder. Hun vender sig om, og hun går tilbage i retning mod huset. Indimellem standser hun og trækker vejret dybt, forsøger at kontrollere sin egen destruktion. Han standser ved siden af hende, siger ingenting. Det knitrer under hans støvler, mens de går på gruset. Der er så øde her, når hun at tænke, mens hun hulker som en vanvittig. 

Hun standser foran klippen, der afgrænser forældrenes grund ud mod byen. Hun lægger panden mod den kolde, glatte sten og lader sig glide ned i græsset. Bárdur står over hende, vender hovedet på skrå, og sætter sig så ned ved siden af hende. De sidder med ryggen mod den kolde klippesten. Han siger ingenting. Mørket hænger mellem dem, og hans ansigt er et omrids, hun kender alt for godt. 

Gråden af aftagende. Der kommer underlige lyde fra hendes hals, små rystelser gennem kroppen. Efter noget tid, kan hun trække vejret mere normalt, med en slags kontrol. Hun kan høre hans åndedræt. 

-Streymoy er ikke det samme som dengang. 

Det giver et sæt i hende ved lyden af hans stemme. Hun genkender den, alligevel er den anderledes. Fremmed. Hun vender ansigtet og ser på han. Omridset. Silhuetten. Og mørket der skjuler næsen, som hun ved er en anelse skæv. Hans blik vender ud mod fjeldet. 

-Nej..

Hun ved ikke rigtigt, hvad han mener, orker ikke at spørge.

Han siger ikke mere, men hun vil gerne høre hans stemme igen. Hun lægger nakken tilbage og ser op. Det hvide tæppe med de små sorte prikker i baggrunden.