Siri - 5

Siri sidder i flyet. Ikke ved vinduet, hun plejer at spørge, om der er plads ved vinduet. I dag er hun tavs. Som om stemmen har forladt hende. Hun sidder på sædet mod gangen. Og hun følger med i stewardessernes bevægelser frem og tilbage ad den smalle passage. Bemærker deres blikke, lytter til deres stemmer. Forstår ikke hvad de siger, når de ser på hende med et ansigt, der ligner en invitation til noget. Som om hun pludselig har glemt sproget. Vognen de skubber foran sig, der ruller lydløst på det mørkeblå tæppe, spækket med vand, dåser, små flasker og poser der knitrer, når de løftes frem til en passager. Og hun ryster på hovedet til ansigtet, der er vendt mod hende. 

Lukker øjnene. Læner nakken tilbage. 

Og mens hun hænger dér mellem skyerne, over havet, mens hun tænker på, hvor de mødes, de to have, uden helt at forstå, hvordan den slags besluttes, slapper kroppen af. 

Noget bliver blødere. Armene hviler på maven. Den tomme mave uden liv. Og hun ser for sig, hvordan fedtet i maven er som en død vandmand, der skvulper rundt. Duvende og blødt med alt det salt i sig, og hun kan næsten smage det. 

Alt det salt, hun slugte som barn. Hvordan hun slikkede det af stenene. Fornemmelsen af den kølige glatte overflade og smagen af saltet. 

Mira ringede flere gange i går. Siri burde have taget den. Hun har ikke talt med Mira i flere uger. Det virker uoverskueligt. Engang talte hun med søsteren hver dag. I en længsel efter at dele alt, med én, der var ligesom hende. 

Men det var før alle de børn. Det var før Siri lærte, at hun selv kun er en tom skal, og at Mira er selve arketypen på en moder naturs gudinde, der blot skal manifestere tanken om frugtbarhed, for at hendes krop skaber det ene liv efter det andet.  

Gennem de sidste på år, mens det er gået op for Siri, at hun ikke er ligesom Mira, er længslen forvandlet til skam. Skam over at misunde sin egen lillesøster selve livet.  

Kvitteringen på køkkenbordet derhjemme, den hun skrev på, kvitteringen med bananer, skyr, eddike, tamponer og marcipanbrød på den ene side. 

Hendes ord på den anden. Han må have læst det nu. Står måske med den i hånden og telefonen i den anden hånd. Måske går han frem og tilbage i huset og er fortvivlet. Måske ryster hans hænder. 

Men Siri kan ikke forestille sig Ole sådan. Fortvivlet. Det går op for hende, at hun aldrig har set Ole være fortvivlet. 

Siri trækker vejret langsomt ind. Luften i kabinen er tør og kølig. Hun holder det længe, åbner øjnene. Manden ved siden af sidder med en computer i skødet og høretelefoner i ørene. Der er et blåligt lys i kabinen. 

Siri vender nakken og ser ned ad den smalle gang. Længere nede står en pige. Måske 3-4 år. Hendes ansigt er forvrænget, hun kaster sig på gulvet, men lyden fra pigen trænger ikke ind i Siri. Som om scenen er en film uden lyd, hun blot observerer. 

Mon han tager afsted alene? Hun ser, hvordan han stiger på bussen ved Bellahøjvej. Hvordan han sidder tavst og stift, står af ved Hovedbanegården. Er i god tid, venter på toget med sin mosgrønne rullekuffert. Hun ser, hvordan han sætter sig på sædet ved gangen, og hvordan han spejder ud ad togets vindue, forgæves indtil toget lydløst triller ud fra perronen, mens hun svæver et sted i luften over grænsen mellem de to have. 

Hun skrev, hun havde brug for at trave. I fred. Bare nogle dage. Tænke tingene igennem, et sted, der var hendes. Hun ville ringe. Ikke engang et undskyld. Det virkede forkert.  

Kaptajnens stemme ryster hende. Siri kaster et hurtigt blik ind over manden ved vinduet, og aner de hvide og sorte toppe under dem. Og som altid den stikkende fornemmelse under huden og bag øjenlågene, når hun genser det lille revnede land, der ligger som små klatter drysset ud midt i det sorte hav.