Siri - 3

Er det sådan det er? At det er meningen, man skal acceptere tingene? Som de er. At man kæmper forgæves, at man længes forgæves, hvis man prøver at ændre på noget? Livet er hårdt. Der er ingen, der har sagt det skal være let. 

Hun vender tilbage til farens sammenbidte udtryk. Det vejrblæste ansigt. Rynkerne om øjnene. Det grå hår, der bliver tyndere så hurtigt. Et ansigt, der bor i hende. Hans tavse stive blik, den mælkehvide hinde, der har lagt sig over de blå øjne. Hvem har prøvet at bilde dig andet ind? Hvad har du har regnet med? Skal jeg minde dig om, hvordan det var for os? Dengang? 

Alt det usagte, hun ved, han ville sige, hvis de kunne tale om den slags. Hun orker det ikke. 

Det er flere uger siden, hun har ringet. Hun kan ikke blive ved med at være i alt det usagte, dér i telefonen, i strømmen af ligegyldigheder. Den måde, han taler ned til hende ved ikke at sige noget. Ved ikke at sige noget om andet end ingenting. 

Den måde han holder hende fast i en tid, der ikke er hendes. En tid, der aldrig har været hendes. De samme historier om farmoren, der var syg og skrap, den måde hun gemte den gyldne, ædle skat, når de en sjælden gang, blev beriget med et stykke chokolade. Den måde, han fortæller, hvordan hun gemte det, til det blev hvidt og hårdt af ælde. Den måde, han fortæller. Det samme og det samme. Stemmen. En insisterende ryst, der klamrer sig til facts og gentagelser. En ryst, der ikke skal ud i det ukendte. 

Hvorfor kommer der aldrig andet? Hvorfor deler han ikke sin sorg? Hvorfor giver han hende aldrig noget – af sig selv?

Det er sådan, forbindelsen mellem generationerne dør, tænker hun. Båndet opløser stille og ubemærket sig selv i vindene over tagene, fjeldene og fjorden. Over havet mellem dem. Forsvinder i en dis, når ingen griber fat, når ingen gør noget for at binde dem sammen. Kan han ikke selv se det?

Og den måde han ellers altid forherliger de ældre, visdommen, umagen ved at gøre tingene ordentligt, som man gjorde engang, erfaringerne. Detaljer og pertentlighed til hun at ved at kaste op. 

Siri fnyser, vender sig i sengen og ånder ud. Vikler sig ud af dynen, og det føles som at grave sig fri under bunker af vådt sand. Tungt og langsomt, graver hun sig ud i dagen, der bliver ved med at dukke op med den samme rungende tomhed. 

Hun går ud på gulvet. De kolde fliser under fodsålerne. Tusmørket i stuen, stilheden, som var dagen ved at ende. Vinteren er grå. Så flad og grå og tør, og hun kommer aldrig til at forstå vinteren her. 

Ole sidder ved bordet i køkkenet. Ser i avisen og ser ikke op, og hun lægger en hånd på hans skulder, da hun går hen til kaffemaskinen. En vane og alligevel en beslutsom handling. Og de er som gamle mennesker, den slags par, der ikke taler, fordi de ikke behøver og kender alt i hinanden. 

Og en gråd sætter sig i halsen, for de er ikke sådan. 

De er som gamle mennesker, der ikke taler, fordi de ikke ved, hvordan man taler med hinanden. Fordi de ikke kender hinanden og ikke kender hinandens sprog. Det forstår hun nu. 

Hun hælder kaffe op. Morgenen er ikke til at mærke, og hun ville ønske, at følelsen af aften var virkelig. Så hun kunne komme væk fra dagen igen. Denne dag. Kunne den bare forsvinde ud i det kedelige, kedelige, tomme liv, der er alle steder, hun vender sig?

-Ja, vi kan vel godt gå i gang med at få pakket. 

Han har lagt avisen på bordet og ser ned i sin kop, ryster den og drikker sjatten fra bunden. Sjatten med alt kaffegrumset. Hun har aldrig forstået, hvorfor han drikker grumset.  Det gør ondt i hendes tænder at se ham sluge det. 

Hun nikker og går op ad trappen med sin kop. Solen skinner ikke i huset. Ikke i dag i denne vinter, og hun ved, hvordan hendes krop længes efter den. 

Er det lørdag, tænker hun. De skal til Berlin. Hun og Ole. Det er er meningen, de skal til Berlin i morgen. Tage en pause fra det hele. Bare være sammen og nyde livet lidt. Sådan sagde han, og hun nikkede og smilede og forstod det godt, hun kunne godt se det, da han sagde det.

Men Siri ved, hun ikke kan tage til Berlin med Ole.

Telefonen brummer på kommoden, idet han træder ind i soveværelset. Hun står foran spejlet, er ved at tage kjolen over hovedet. Han ser i hendes øjne, da ansigtet dukker op bag det blå stof, der glider ned over hendes overkrop. Han stå helt tæt. Telefonen brummer igen. Kjolen føles blød og kølig mod huden. Han kan lugte kaffen i hans ånde, der er varm mod hendes hals, hans læber der hurtigt berører hendes kæbe, og hun gør sig fri. Ser ned på telefonen, og selvom hun ikke har lyst, tager hun morens opkald. Og hun sender Ole et blik, hun ikke selv kender, da hun møder det i spejlet, inden hun forlader rummet med en tyngde i kroppen.

Hendes stemme er fremmed, da hun svarer.. 

- Halló mamma..