Om at stille spørgsmål i livet, om rødbedejuice og nye sko.
Jeg går altid rundt i de samme sko. Slidte
og udtrådte og lidt bløde, mens jeg for det meste drømmer om nyt læder. Jeg drømmer
om, hvordan mine fødder glider ned i de nye og danser afsted på veje, jeg ikke
kender endnu. Sådan er det ofte, at jeg tænker på sko.
Men jeg går
rundt og føler mig lidt som én, der har levet i 100 år. Jeg kan ikke helt
huske, hvad jeg har oplevet, men der er så mange længsler i mig. Der er så
meget uforløst, som hos én, der har klemt alt inde i mindst 100 år. Sådan føles
livet nu og da.
Og når jeg
hører en ældre dame tale i telefon med kaffen i porcelæn bag mig, snurrer det
sammen i mit indre, for jeg ved ikke, hvem hun er, men hun føles som mig. Og mine
fingre sitrer og mit hjerte banker små hårde slag. Så hurtigt så hurtigt. Og jeg
fyldes af min barndom, som er alle steder i mig. Og alligevel forstår jeg ikke,
hvor den er nu.
For hvor er fortiden? Hvor
er de minder, der har skabt den jeg
er nu? Det undrer mig hver dag. Er det en fantasi, som kun jeg selv kender?
Og jeg
drømmer om en familie, så stor som skovbunden med alle de hvide anemoner, der var i maj. Jeg drømmer
om arme, der rækker ud efter mig og hviler roligt på min nakke.
Og jeg tænker
på, om det der sker nu, er forsvundet fra min forstand, når jeg bliver gammel? Om
jeg også dér leder efter minder?
Jeg tænker på, om jeg bliver gammel, og det vender
sig i mig.
Og alt er
begyndt at dirre, når jeg får tanken om, at længslen er kronisk. At jeg for
altid vil drive rundt gennem livet, i en evig søgen. Sådan uforløst.
Så er ordene uendelige og symmetriske og lindrer kun i øjeblikket, mens jeg taster og
læser skødesløst nedover skærmen. Er det et fix? Måske, for jeg bliver ved med
at skrive. I en atter evig søgen på ro. Som om man kommer et sted hen med alle
de ord. Som om det er meningen, man skal nå et punkt. Som om, der er noget, der
venter et sted. Og jeg ryster, for jeg ved, der ikke er noget, der venter.
Så læser
jeg igen. Og leder hele tiden mellem linjerne på et svar. Og tænker på alle de
andre, der altid leder efter svar. Og at vi måske burde finde de rigtige
spørgsmål at stille. Eller om vi måske bare burde fatte, at der ikke er svar på alting. At livet kun er et langt spørgsmål.
Sådan skizofreniagtigt, laver jeg rødbedejuice med mynte og ingefær og
drengen vil kun have dem rå, rødbederne. Og den røde farve, der lægger sig om
hans mund, får min til at smile. Og når jeg har afleveret ham, græder jeg lidt,
mens mine skuldre ryster, for sådan er det at have børn, man bliver lidt skizoid
af alt den kærlighed og det.
Forleden
skrev jeg til avisen. Jeg havde bare en idé, men de synes vist ikke den var så
god. Så skriver jeg til en anden, og venter. Der er så meget, at vente på nu.
Min pige
har skoletaske på ryggen. Krøllerne lægger sig over hanken, der stritter i
nakken. Og hendes blik er alt værd. Hendes blik er dybt og nyt og blåt og rent.
Og modigt. Hendes blik er modigt.
Jeg ryster af en slags lykke, når jeg kysser hende
farvel i døren.
Kære Anne Mette. Jeg elsker at læse dine ord, men jeg er desværre ikke så flink til at kommentere - men denne om livet, rødbedejuice og nye sko, den må jeg sige, jeg holder rigtig meget af - fordi jeg kender dig og dine, og fordi du formår at beskrive dine tanker så følsomt og smukt! Knus ❤️
SvarSlet