At slippe det, der ikke har betydning

Jeg går ikke ind for det, der ikke betyder noget. Jeg vil ikke have det. Hvorfor må det betydningsløse fylde så meget i nogens liv?

Siger jeg. Og kigger rundt og leder efter noget i nogens blikke. 

Hvad betyder det? Hvad betyder noget?

Er det de tre gule æbler, der ligesom blive ved med at hænge dér på de nøgne grene ude i decembers grå have? Er det, når pigen græder over mælken, der drypper ned på kjolen? Eller er det den tunge stilhed i stuen, når folk er gået, og man sidder tilbage og venter på noget? Eller er det dem, der siger, de elsker én? Eller dem, der burde sige det?

At leve ét liv, er jo ikke bare sådan. Og så alligevel.. det med rigtigt at mærke hver dag, hvordan livet er ligeglad. Og bare lever derudaf, uagtet om man er med på vognen eller ej. Blodet der løber i årerne, hjertet der konstant pumper det rundt i kroppens dele. Som en evig, og måske endda venlig påmindelse om, at det er værd, og nødvendigt at give sig hen. Til det. 

Til livet. Hver dag. Et liv. Er det et nyt liv hver dag? 

Tænker jeg.

Kan man holde en pause? Til man har fundet ud af det.

Alle de sætninger, der er. 

Jeg går udenfor. Pigen er indenfor. Vinduet er lukket. Mor, hvorfor kan man ikke røre ved mørket? Mor, hvor var verden, inden den blev opfundet? Hvor var alle menneskerne, dengang verden ikke var begyndt?

At savne al den tid, der er gået, hvor alt kunne gå alle veje. Den tid hvor livet begyndte. Hvor alt knasede og knitrede på en måde, man sjældent hører nu. Dengang tiden var mere frisk. Sprød.

Dengang mine ben var lange og mit hår gyldent. Og alt det liv, der ikke kunne vente med at blive levet. 

Kan kroppen glemme? Eller husker den egentlig alt?

At glæde sig til noget. I livet. Til livet. 

Jeg har sådan nogle tanker, der ikke er til at slippe af med. Når jeg går ned ad stien bag ved huset, knaser gruset vist, men det føles så gammelt. Og lyden bevæger sig underligt op gennem mine såler, mine støvler og ben og hele kroppen føles gammel og lidt glemt. At se på nogens ansigter, mens man klipper i glanspapir og folk banker på, og der åbnes og lukkes og stilhedens længsel er så inderlig.

Hvordan er stilheden blevet så eftertragtet? Er det larmen indeni, der vil overvindes?

Er det det, der betyder noget?

Den måde pigen ser på mig, og når drengen falder i søvn med mit ansigt mellem sine små vidunderlige hænder, jeg har lyst til at svøbe mig ind i, er der en længsel, der mødes af noget, så jeg falder til ro, så dybt. I det øjeblik. 

Jeg er sulten, jeg er mæt, jeg vil være en engel,  jeg vil være fuglen, der sover med hovedet under sin vinge, jeg vil være kold, jeg vil være varm. 

Jeg vil være i live. Jeg vil græde, jeg vil le. Jeg vil råbe. 

Jeg have ro og fred. 

Jeg vil slippe ud af alt det betydningsløse. Jeg vil ind i relationen. 

Jeg vil ind i noget.