Må jeg lige have lov at afbryde et øjeblik?

Må jeg trække mig ud af det moderne liv? Det liv, hvor jeg ikke mærker jorden under mine fødder. Det liv, hvor jeg hele tiden skal være én. 

Jeg spørger ud i det åbne rum, hvor ingen rigtig svarer. Vi drøner rundt og vil bevæges på hver vores måde. Og jeg forsøger at svare mig selv. Bare et øjeblik. Og jeg ser ikke, at vi kommer nogen vegne. Jeg tænker på, at det bliver den slags liv, der bevæger sig i cirkler; det at fare efter noget, der aldrig rigtig er der.

Min trang til at bevæge mig frem; min trang til at være med livet.  Gå med det. At være i det, før det ender. En livsfremdrift, der pludselig undervejs et sted bliver en vej til døden. For på et tidspunkt, går det op for os. 
Det med døden. Og måske er det derfor så mange af os ikke tør. Ikke tør bevæge os fremad, men foretrækker de velkendte cirkler. Som en slags modstand til det endelige. Som om. 

Men jeg tænker i dag, at cirklerne føles som falsk tryghed. Jeg er ikke den samme i dag, som jeg var i går. Det er jeg ikke. Helt ærligt. Hvem tror virkelig på, de er det?

Og jeg bliver irriteret på den slags radioværter, der inviterer de allermest spændende, livskloge mennesker i studiet, hvorefter værten mest taler selv. Om sig selv, om sit eget liv, sin egen frygt, sine egne erfaringer. Eller bliver ved med at stille de samme spørgsmål og mangler alt, hvad der minder om situationsfornemmelse. Den måske så livskloge gæsts visdom bliver aldrig foldet ud på den måde, værten måske, som os lyttere havde forventninger til, og jeg er ikke klogere end før, jeg tændte radioen. Som sådan.

Men jeg er ikke radiovært, så hvad ved jeg om den slags. Det med at sidde at tale med en fremmed. At foregive en fortrolig stemning. At møde et andet menneske, der ikke er mig, uden at det skal handle om mig. 
Handler alt i virkeligheden ikke om mig, kunne man spørge hvem som helst.

Nå, men jeg drømmer om det. Altså at blive klogere. At min søgen efter meningen og alt muligt andet rammer noget, der matcher. Bare ind i mellem. Noget der giver mening. Det er nødvendigt, og det gøder min trang til at bevæge mig fremad i livet. 
Som det er meningen, med livet. At det fremad. Inden det er ovre.

Det med at lede efter noget i livet. Det er som om, jeg mest leder efter meningen i bøgerne, og jeg bliver afhængig af de bøger og trawler dem i gennem langsommere, end jeg kan lide. Og på en måde går det pludseligt op for mig, hvad det er. 

At meningen ikke blot er at finde inde i bøgernes skrifter og alle de ord, men i selve bogen, som bogen i sin egen kraft. Som en massebetegnelse af noget håndgribeligt, jeg kan røres af og røre ved. 

Noget, som jeg svælger i. Noget som jeg stornyder. Forløses lidt i og længes endnu mere efter. Bogens egentlige eksistens. Bogens fysiske tilstedeværelse i verden. Dér er egentlig den største forløsende mening. På en måde. 

At de står der på rækker, og minder mig om forskellige personer, historier, glæder, sorger, smerter og alt det. 
De står der som en slags fortrøstning. At man ikke er alene. Med noget. 

Er det derfor, vi bliver ved med at skrive? For ikke at være alene, med noget?

Er meningen guddommelig, så tror jeg ikke, jeg kan mærke det. 

Er meningen åndelig, så mærker jeg det hvert sekund.

Den åndelige substans, der gør mig så længselsfuld efter mere. Altid på jagt efter åndsfæller, og alligevel et fysisk behov for ensomheden i det hele. Og jeg får lyst til at trække mig. Bare lidt, indimellem.