Hvem siger vreden er det bedste at skrive på?!

Det umulige i at skrive.

Det umulige i at sætte sig ved computeren og skrive, når alt omkring én er præpareret til det. Når der er ro, fred og ingenting, der forstyrrer. Når ingentingså bliver det, der forstyrrer. Og jeg ikke kan skrive. Andet end det her. Hvad er det? 

Når solen skinner derude, og det er så fredeligt. Når jeg tænker på at ryge en cigaret, selvom jeg ikke ryger. Når jeg ser på telefonen og leder i gamle mails efter minder at svælge i. Græde over. Lettes over overståede kapitler. Når jeg ikke kan skrive andet end det her.

Ord der ikke bør læses. 

Men når jeg ikke kan lade være med at skrive. Når det er min krops craving efter livet i sig selv. Når jeg ikke kan finde meningen ved at foretage mig noget som helst andet. Som en bizar besættelse, der har overtaget mine 'frie valg'. Som en byrde ingen andre end skrivende mennesker, eller andre udøvere af en slags kunst, forstår. 

Forventningen om forløsningen, når noget pludselig virker. Forventningen om forløsningen; er det den der driver mig – lige nu til vanvid? Alt for ofte til vanvid. 

Når jeg gennemsøger min hud for ting, der ikke skal være der, og klør min krop til blods, og finder lus der hopper rundt og lægger æg i mit hår og knyster, der vokser år for år. 

Når jeg burde løbe og se naturen lægge sig om min hud og lindre smerterne i min ryg. Og jeg ryger den cigaret, jeg tænkte på før. 

Føj. Se dog ud i verden og luk så!

Når jeg ringer til min far, fordi jeg på 37. år længes efter at høre hans historie, og han ikke tager den. 

Når min far ringer tilbage, og jeg har glemt, hvad jeg ville sige.

Når ilden i pejsen bliver passet og plejet som en baby i svøb, og jeg får afslag på afslag på latterlige noveller, der er til at kaste på bålet. 

Når jeg hele tiden gør alt andet end at skrive. 

Når jeg ikke kan skrive, selvom det er det eneste, jeg kan.

Når jeg gør, det man gør, når man ikke kan skrive. At skrive om det. 

På denne ynkværdige måde. Som at trække sig selv gennem en offentlig skueplads til hån og skændsel. Så lav dog noget andet. Få dig dog et normalt arbejde. 

Når jeg vitterligt bliver forvirret over den plads i verden, jeg skal stå på. Når jeg bliver angst for meningen med det hele. 

Hvor stiller jeg fødderne næste gang?

Hvorfor findes denne krops cravings på denne ulidelige måde? Og hvorfor er det ikke en anden craving? 

Hvorfor er der en craving?

Hvorfor ikke forløses på en anden måde?

Hvorfor overhoved forløsning? 

Forløsning for hvad?

Jeg holder ikke til det. Jeg væmmes ved det.

Giv mig et hul, jeg kan råbe og skrige og brække mig i. 

Det er sådan, det er at være skrivende.