Jeg insisterer på at være new yorker i dag



Når jeg læser, så leder jeg efter mig selv. Jeg leder efter noget, jeg er. Og jeg leder efter noget, jeg vil være. Jeg leder efter, noget jeg forstår. Og når det lykkedes, giver tingene mening. Noget falder i hak.

I dag har jeg lyst til at være new yorker. Igen i dag. Så vil jeg gå ned af Madison Avenue, og jeg vil købe kaffe og tyggegummi med kanelsmag, og jeg vil læne nakken tilbage og se op på den store vanvittige by, der er min. Jeg vil se på den blå himmel, der bliver så isnende lys blå over tårnene, spejlene og glassene, der glitrer i solens hvide lys. Jeg vil ånde og trække min hue lidt op, for selvom luften er kold, så kold, er jeg vild vild med at mærke den New York frost, der får mit hår til at knitre.

Jeg vil tage mine nye Nike sneaks på, og rulle mine sølvbenvarmere op, og hoppe gennem dampen, der vælter op fra risten i gaden bag New York Public Library, og så vil jeg løbe på de brede boulevarder med nettet fuld af Hemmingway, Auster, Franzen, Steinbeck, Hustvedt, Whitman, Plath, Dickinson og alle dem, som jeg har lånt i den prægtige guddommelige søljeindbydende bygning. På trappen ned, har jeg lyst til at råbe ud over den by, der fylder mig med håb. Jeg lader kraften fra mit råb brage i mit bryst, og på trods af krigen, fattigdommen, ondskaben, magten og egoismen, lever jeg i denne by, fordi håbet vokser og bærer mig frem. Hver dag på sine hænder. Så jeg knap mærker kampen.

I Parken vil jeg kysse og sende en sms, så der kommer venner forbi med tæpper, og de smiler, og vi går på café. Om aftenen hiver vi brandstigerne ned, og kravler op. Derop, hvor man kan se lysene i den sorte nat. Natten, der helt øverst oppe over byen, bliver så sort sort. Men her hvor vi er, så levende, så levende., så lysende. At jeg næsten glemmer at ånde, over mit indestængte begær. New York, vil du have mig?
Jeg ruller hen over brosten og bumlede gader med huller, men det er okay, det er okay, og jeg nikker og smiler til manden, der sidder der under broen. Og jeg giver ham mine vanter, og lige nu er det alt, jeg kan give. Og han rejser sig og griner til mig med en tandløs mund, og han rækker sine sorte frosne hænder i vejret og kysser den himmel, som vi lever under sammen. New York, giver du ham håb?

På Broadway møder jeg Alicia Keys, og det er okay. For hun er cool. Vi ruller, hun stroller, jeg blinker, og vi skriver. Hun smutter videre i det New York liv, hun er født i. Jeg leger videre, for det er. Det er fortryllende i New York. Det er ikke til at spøge med. 

Jeg har så mange smil her, og når jeg tager ud til Brooklyn og leder efter spor efter Aidt, græder jeg alligevel i frosten, fordi jeg allerede mærker hende. Hendes ord og hendes liv svulmer der og her, og jeg kan ikke gøre for det, under min hud, uanset hvor. Sådan blev det efter Carls bog.

Her er jeg ligeglad med, hvordan ordene lyder, her er jeg ligeglad med, hvor forkert jeg er. Her er jeg for fri. Her er jeg en kvinde, og ønsker mig hele livet.


Og jeg insisterer på at være en new yorker i dag.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Jeg vil bare ikke sove fra det

Hvad hvis det var dig selv?

Der er noget med Málaga