Gå videre til hovedindholdet

Jeg insisterer på at være new yorker i dag



Når jeg læser, så leder jeg efter mig selv. Jeg leder efter noget, jeg er. Og jeg leder efter noget, jeg vil være. Jeg leder efter, noget jeg forstår. Og når det lykkedes, giver tingene mening. Noget falder i hak.

I dag har jeg lyst til at være new yorker. Igen i dag. Så vil jeg gå ned af Madison Avenue, og jeg vil købe kaffe og tyggegummi med kanelsmag, og jeg vil læne nakken tilbage og se op på den store vanvittige by, der er min. Jeg vil se på den blå himmel, der bliver så isnende lys blå over tårnene, spejlene og glassene, der glitrer i solens hvide lys. Jeg vil ånde og trække min hue lidt op, for selvom luften er kold, så kold, er jeg vild vild med at mærke den New York frost, der får mit hår til at knitre.

Jeg vil tage mine nye Nike sneaks på, og rulle mine sølvbenvarmere op, og hoppe gennem dampen, der vælter op fra risten i gaden bag New York Public Library, og så vil jeg løbe på de brede boulevarder med nettet fuld af Hemmingway, Auster, Franzen, Steinbeck, Hustvedt, Whitman, Plath, Dickinson og alle dem, som jeg har lånt i den prægtige guddommelige søljeindbydende bygning. På trappen ned, har jeg lyst til at råbe ud over den by, der fylder mig med håb. Jeg lader kraften fra mit råb brage i mit bryst, og på trods af krigen, fattigdommen, ondskaben, magten og egoismen, lever jeg i denne by, fordi håbet vokser og bærer mig frem. Hver dag på sine hænder. Så jeg knap mærker kampen.

I Parken vil jeg kysse og sende en sms, så der kommer venner forbi med tæpper, og de smiler, og vi går på café. Om aftenen hiver vi brandstigerne ned, og kravler op. Derop, hvor man kan se lysene i den sorte nat. Natten, der helt øverst oppe over byen, bliver så sort sort. Men her hvor vi er, så levende, så levende., så lysende. At jeg næsten glemmer at ånde, over mit indestængte begær. New York, vil du have mig?
Jeg ruller hen over brosten og bumlede gader med huller, men det er okay, det er okay, og jeg nikker og smiler til manden, der sidder der under broen. Og jeg giver ham mine vanter, og lige nu er det alt, jeg kan give. Og han rejser sig og griner til mig med en tandløs mund, og han rækker sine sorte frosne hænder i vejret og kysser den himmel, som vi lever under sammen. New York, giver du ham håb?

På Broadway møder jeg Alicia Keys, og det er okay. For hun er cool. Vi ruller, hun stroller, jeg blinker, og vi skriver. Hun smutter videre i det New York liv, hun er født i. Jeg leger videre, for det er. Det er fortryllende i New York. Det er ikke til at spøge med. 

Jeg har så mange smil her, og når jeg tager ud til Brooklyn og leder efter spor efter Aidt, græder jeg alligevel i frosten, fordi jeg allerede mærker hende. Hendes ord og hendes liv svulmer der og her, og jeg kan ikke gøre for det, under min hud, uanset hvor. Sådan blev det efter Carls bog.

Her er jeg ligeglad med, hvordan ordene lyder, her er jeg ligeglad med, hvor forkert jeg er. Her er jeg for fri. Her er jeg en kvinde, og ønsker mig hele livet.


Og jeg insisterer på at være en new yorker i dag.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Dét, at være taknemmelig..

Når man vil gøre noget for dem, man elsker, skal man så altid hen over pøle, pytter, stakke af forhindringer? Er det sådan, det bare er? Når aftenlyset bliver gyldent, det er sjældent, synes jeg her i baggården, men så er det hele lettere magisk, selv de triste tanker, bliver mildere. Opløftende, lovende for mine drømme, og alt det, jeg burde.  Det at nippe til kaffen på den lune trætrappe; mens myggestikket på min ankel klør. Lettende og lovende, at der er sol, der kan være gylden over den by, vi har bygget. At det ind i mellem summer i bedet, og dråberne fra himlen falder tungt på asfalten. Uden der er noget at gøre.  Den by man kommer fra. Det liv man har. Der er ikke plads til meget andet, derinde i skallen, i kroppen, og det kører rundt. At folk, man ikke kender kan synge sange i ens øre, så det hele rasler og risler. Så ømt og let som kjolen, der svøber sig ind mellem mine lår. Så levende. Vildt og meningsfuldt. Det er bare en sang, det er bare en mand, siger jer. At man er, hvem …

Åbent brev til Line Knutzon

Kære Line Knutzon
Man kan mene, at følgende brev er underligt. Men generelt set er jeg træt af og kæmpe modstander af det med, at folk undertrykker deres følelser. Tendensen med at man holder masken og facaden, er jeg ikke tilhænger af. Hvad får vi ud af det; andet end dårlig mave og rynker overalt?
Men altså Line, det forholder sig sådan, at jeg tror, jeg er blevet forelsket i dig. Og det er ikke på den måde, forstås. Jeg har en mand, der smider sine sure sokker under spisebordet og lader brættet stå, når han har været på toilettet og i øvrigt generelt set er mandet på den rigtige måde. Han er i øvrigt seriøst stærk. Bevares.  I mit hjem er der børn, en del støvpartikler, køleskab med utrolig mange mælkeprodukter og, ja.. den slags.  Men altså. Det kunne tendere til en form for forelskelse, for når jeg læser noget af det, du skriver, eller når jeg hører dig i en norsk litteratur podcast, og du under interviewet spørger dine (i øvrigt opturs seje) venner, ”hvad bliver der spurgt om..…

På en mærkelig søndag

På en søndag, mens folk går til stranden i mærkelige flokke, og nogle er fulde på en bænk under den klistrede asp. På den slags søndag, hvor jeg graver mig ned i madrassen og skriger alt ud.  Hvis man ikke kender sig selv, kan man knap elske andre mennesker. At kende sig selv. Så hårdt, at jeg brækker mig. Hvem gør det? Det giver ikke mening. Men det giver heller ikke mening at lukke sine mest ærlige følelser inde. At være så hæmmet over livet, at man dør i sorg over dem, man elsker højest er så langt væk. At den relation, der giver liv, dør.  Jeg væmmes. Over alt det. Over nødvendigheden i det for at leve. At man kan lade være med at slippe sin kærlighed ud over dem, der virkelig burde mærke den. Ud over dem, man virkelig elsker.  Men hvad er der sket i et menneske, siden det ikke kan give sin kærlighed fra sig? Ind i mellem brækker jeg mig over det, ind i mellem græder jeg over det. Ind i mellem vender jeg ryggen til det.  Er jeg to? Er jeg flere? Eralle det? Hvordan ved man i virkelighe…