Gå videre til hovedindholdet

Jeg vil bare ikke sove fra det

Okay, mens jeg venter, sker der ikke en skid. Med mig. For jeg tager mig af. Af dem jeg elsker, også for ligesom selv at kunne flyde ovenpå. Det FØLES sådan ind i mellem. Og alt andet er umuligt. Og jeg forstår så, at livet ER det. Livet ER at tage sig af dem, man holder af. At pleje, kysse, undskylde, anerkende, overbære, elske, skænde, tilgive, røre, vedholde, omsorge, omholde og alle de ord, jeg har lyst til skal findes til netop det her.
                      Jeg tænker på, at alt hvad jeg hører, alt hvad jeg læser, alt hvad jeg tænker - at det hele handler om én ting. 
Om dét at mennesker har brug for mennesker. 
                     Som det vigtigste. Som et behov i samme grad som mad, luft, vand og det. Måske kan vi nok strække os længere, inden vi falder fra hinanden. Men vi gør det på et tidspunkt; falder fra hinanden - uden hinanden.
Jeg tænker om natten, at hvis ikke vi er os selv, ender det med, at vi bliver misbrugere af hinanden. Jeg tænker over, hvor mange misbrugere, der er. Omkring mig. Omkring os alle. Og jeg mærker kontrasten som en knivsæg hver dag.
I dine råb.
I dine ord.
I din kærlighed.
I din styrke.
I dit livsmod.

Mennesket har ikke en given menneskelig natur, men må skabe sin egen. Mennesket er ikke andet, end hvad han skaber sig selv til.
                                                                                                            Jean-Paul Sartre

Jeg læser lidt Sartre for første gang. Ordene blinker i stålet mod nogens hals. Jeg læser, at det ligger i mennesket, at det skal være sig selv. At det skal finde sig selv. At det ikke skal blive fanget ved siden af sig selv. Og sådan forstår jeg bedre min længsel mod at forstå mig selv.
Det er meningen, at vi skal være os selv.
Det er meningen, at vi skal være os selv.
For er være noget for hinanden.
Som en ligning, der ikke går op uden ligevægt på begge side. Det ved man jo, ikk?

Hvad er det for en angst, der er omkring mig? Der nedbryder og undertrykker. Presser og låser. Der æder kreativitet, udvikling og den naturlige udfoldende kærlighed. Der hæmmer og fastholder.
Jeg er træt af den. Jeg er træt af, hvordan mennesker styres af angst. Lader sig føre blindt igennem livet.
I stedet for at styres af…. ja, af sig selv.

                      Det er et jeg, der taler, siger Lone Aburas, som der måske netop er. ’Det er et jeg, der taler’. Der er et jeg, der taler… 

Hvis jeg åbner mig ud mod verden, forstår jeg mere af den. Hvis jeg forstår mere af verden, er det nemmere at være i den. Eller er det så sværere?

                      Hvis jeg giver gavmildt af mig selv, får jeg så gavmildt tilbage?
Ja, jeg spørger bare.

Og når der nu er så meget kærlighed i det hele, hvorfor kan folk så ikke bare bruge den? Jeg er træt og lægger mig. Men så vågner jeg klokken 2 og 3 og 4 og 5 og 6 og hele tiden, for jeg vil bare ikke sove fra det.

Det vil jeg bare ikke.



Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Dét, at være taknemmelig..

Når man vil gøre noget for dem, man elsker, skal man så altid hen over pøle, pytter, stakke af forhindringer? Er det sådan, det bare er? Når aftenlyset bliver gyldent, det er sjældent, synes jeg her i baggården, men så er det hele lettere magisk, selv de triste tanker, bliver mildere. Opløftende, lovende for mine drømme, og alt det, jeg burde.  Det at nippe til kaffen på den lune trætrappe; mens myggestikket på min ankel klør. Lettende og lovende, at der er sol, der kan være gylden over den by, vi har bygget. At det ind i mellem summer i bedet, og dråberne fra himlen falder tungt på asfalten. Uden der er noget at gøre.  Den by man kommer fra. Det liv man har. Der er ikke plads til meget andet, derinde i skallen, i kroppen, og det kører rundt. At folk, man ikke kender kan synge sange i ens øre, så det hele rasler og risler. Så ømt og let som kjolen, der svøber sig ind mellem mine lår. Så levende. Vildt og meningsfuldt. Det er bare en sang, det er bare en mand, siger jer. At man er, hvem …

Åbent brev til Line Knutzon

Kære Line Knutzon
Man kan mene, at følgende brev er underligt. Men generelt set er jeg træt af og kæmpe modstander af det med, at folk undertrykker deres følelser. Tendensen med at man holder masken og facaden, er jeg ikke tilhænger af. Hvad får vi ud af det; andet end dårlig mave og rynker overalt?
Men altså Line, det forholder sig sådan, at jeg tror, jeg er blevet forelsket i dig. Og det er ikke på den måde, forstås. Jeg har en mand, der smider sine sure sokker under spisebordet og lader brættet stå, når han har været på toilettet og i øvrigt generelt set er mandet på den rigtige måde. Han er i øvrigt seriøst stærk. Bevares.  I mit hjem er der børn, en del støvpartikler, køleskab med utrolig mange mælkeprodukter og, ja.. den slags.  Men altså. Det kunne tendere til en form for forelskelse, for når jeg læser noget af det, du skriver, eller når jeg hører dig i en norsk litteratur podcast, og du under interviewet spørger dine (i øvrigt opturs seje) venner, ”hvad bliver der spurgt om..…

På en mærkelig søndag

På en søndag, mens folk går til stranden i mærkelige flokke, og nogle er fulde på en bænk under den klistrede asp. På den slags søndag, hvor jeg graver mig ned i madrassen og skriger alt ud.  Hvis man ikke kender sig selv, kan man knap elske andre mennesker. At kende sig selv. Så hårdt, at jeg brækker mig. Hvem gør det? Det giver ikke mening. Men det giver heller ikke mening at lukke sine mest ærlige følelser inde. At være så hæmmet over livet, at man dør i sorg over dem, man elsker højest er så langt væk. At den relation, der giver liv, dør.  Jeg væmmes. Over alt det. Over nødvendigheden i det for at leve. At man kan lade være med at slippe sin kærlighed ud over dem, der virkelig burde mærke den. Ud over dem, man virkelig elsker.  Men hvad er der sket i et menneske, siden det ikke kan give sin kærlighed fra sig? Ind i mellem brækker jeg mig over det, ind i mellem græder jeg over det. Ind i mellem vender jeg ryggen til det.  Er jeg to? Er jeg flere? Eralle det? Hvordan ved man i virkelighe…