Gå videre til hovedindholdet

Forvirring og fortvivling over verdenssituationen og alt det om at læse og skrive...

D. 4/9-17

Engang ejede naturen verden, og det er som om, den ikke gør det mere. Men at den prøver at gøre alt til sit igen. Josefine skriver det; ”Naturen arbejder på at gøre alt til sit.” Og det er sådan det er, det er sådan, jeg har det. Og på en måde er det trygt, men det gør mig underlig til mode, bange, for jeg ved, at naturen vinder til sidst. Og jeg ved, at mennesket er natur. Og jeg ved, at mennesket bliver natur.
En dag bliver vi skyllet væk i havets masser.
Ligesom alle de kroppe, der NU flyder rundt i verdens have, fordi vi ikke har plads til flere kroppe. Har vi ikke plads til flere kroppe? Jeg spørger bare, for jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre; har vi ikke plads til flere kroppe? Har vi ikke plads? Må folk gerne dø i meningsløshedens navn, fordi vi ikke har plads til flere kroppe? Må de?
Folk dør, fordi vi ikke har plads.
Børn. Børn. Børn. Børn uden bankende hjerter. Og det er ikke til at fatte, at det er fordi, vi ikke har plads. Er det fordi vi ikke har plads?
Vil vi aldrig komme til at forstå det? Vil vi aldrig få nok? Vil vi aldrig kæmpe for andre end os selv?
Det er jo ikke naturen, der dræber disse mennesker. Det er os. Os der har alt. Sådan tænker jeg.

Jeg skælver. Jeg lever. Jeg prøver at se, alt den plads, jeg har. Jeg prøver at se, det liv jeg har.

---------Bang----------

Jeg var i Tivoli med børnene, og der var balloner og gynger og ballongynger over alt. Jeg så også Josefine der, det gjorde jeg, men jeg lod som ingenting, og synes det var fint, for det var jo også hende, der skrev det smukke, jeg læser. Og alt blev blandet sammen i mit hoved, da jeg så hende der.  
Og så tænker jeg atter på det med at læse. 
Alle de mennesker, der kunne læse. 
Alle de mennesker, der ikke læser. 
Alt det, jeg gerne vil læse. 
Alt det, jeg ikke når at læse. 
Alt det, jeg aldrig når at læse. 
Alt det jeg skriver. 
Alt det, jeg vil skrive. 
Alt den mening, der er i mig. 
Alt det.
Det er wow, flyvende.

Så blev det næsten nat, og børnene faldt i søvn, mens vi cyklede gennem byen, og det var helt okay, alting lige dér. Og om morgenen vågende vi sødt i solen, der brød ind i det lille soveværelse, hvor vi lå som klumper, og jeg fik tanken som et knytnæveslag i maven, at jeg lå der så blødt i min seng, og jeg burde egentlig være et sted, hvor der er brug for al hjælp. Ikke græde sådan over mig selv, men græde over dem, der kæmper. For at beholde livet. For at leve det uden at dø af forfærdelig meningsløs krig. Eller noget andet meningsløst. Dét er noget at græde over. Jeg burde være der, tænker jeg, men ryster over, at jeg ikke forstår, hvordan.

Jeg ånder roligt, indtil slaget har fortaget sig.  
Og jeg rejser mig med de tunge fødder, jeg har. Og kysser mine børn igen over havregryn og mælk og råb og skrig og klodser og sokker og pletter på gulvet og møl i lampen og løse tænder i små røde skattekister. Jeg gør det her nu. Jeg er også mor. Og de er små og levende, og jeg skubber panikken ud til siden. Den skal ikke løbe om hjørner med mig. Og jeg tænker på Naja. Evig og altid dukker hun op i mine tanker. Men jeg lader hende være der, det føles underlig velkendt. 

I det mindste, må vi kæmpe for det, vi har. Det vi har her og nu. Det må vi i det mindste kæmpe for! Jeg har lyst til at råbe det i hovedet på nogen. Så kæmp for noget! Dog.
Vi har et levende liv, sådan tænker jeg. Og ordene føles rigtige og egentlig lette at skrive, og jeg ved, det er sværere, når det kommer til kampen, ja det ved godt! Men den tager jeg derfra. Det gør jeg. Livet er ikke for sjov. Livet er indtil, man dør.
Så skriver jeg videre, for jeg har besluttet at skrive. 
Jeg har besluttet, at det er en vej! 
Og det er da i det mindste noget.


Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Dét, at være taknemmelig..

Når man vil gøre noget for dem, man elsker, skal man så altid hen over pøle, pytter, stakke af forhindringer? Er det sådan, det bare er? Når aftenlyset bliver gyldent, det er sjældent, synes jeg her i baggården, men så er det hele lettere magisk, selv de triste tanker, bliver mildere. Opløftende, lovende for mine drømme, og alt det, jeg burde.  Det at nippe til kaffen på den lune trætrappe; mens myggestikket på min ankel klør. Lettende og lovende, at der er sol, der kan være gylden over den by, vi har bygget. At det ind i mellem summer i bedet, og dråberne fra himlen falder tungt på asfalten. Uden der er noget at gøre.  Den by man kommer fra. Det liv man har. Der er ikke plads til meget andet, derinde i skallen, i kroppen, og det kører rundt. At folk, man ikke kender kan synge sange i ens øre, så det hele rasler og risler. Så ømt og let som kjolen, der svøber sig ind mellem mine lår. Så levende. Vildt og meningsfuldt. Det er bare en sang, det er bare en mand, siger jer. At man er, hvem …

Åbent brev til Line Knutzon

Kære Line Knutzon
Man kan mene, at følgende brev er underligt. Men generelt set er jeg træt af og kæmpe modstander af det med, at folk undertrykker deres følelser. Tendensen med at man holder masken og facaden, er jeg ikke tilhænger af. Hvad får vi ud af det; andet end dårlig mave og rynker overalt?
Men altså Line, det forholder sig sådan, at jeg tror, jeg er blevet forelsket i dig. Og det er ikke på den måde, forstås. Jeg har en mand, der smider sine sure sokker under spisebordet og lader brættet stå, når han har været på toilettet og i øvrigt generelt set er mandet på den rigtige måde. Han er i øvrigt seriøst stærk. Bevares.  I mit hjem er der børn, en del støvpartikler, køleskab med utrolig mange mælkeprodukter og, ja.. den slags.  Men altså. Det kunne tendere til en form for forelskelse, for når jeg læser noget af det, du skriver, eller når jeg hører dig i en norsk litteratur podcast, og du under interviewet spørger dine (i øvrigt opturs seje) venner, ”hvad bliver der spurgt om..…

På en mærkelig søndag

På en søndag, mens folk går til stranden i mærkelige flokke, og nogle er fulde på en bænk under den klistrede asp. På den slags søndag, hvor jeg graver mig ned i madrassen og skriger alt ud.  Hvis man ikke kender sig selv, kan man knap elske andre mennesker. At kende sig selv. Så hårdt, at jeg brækker mig. Hvem gør det? Det giver ikke mening. Men det giver heller ikke mening at lukke sine mest ærlige følelser inde. At være så hæmmet over livet, at man dør i sorg over dem, man elsker højest er så langt væk. At den relation, der giver liv, dør.  Jeg væmmes. Over alt det. Over nødvendigheden i det for at leve. At man kan lade være med at slippe sin kærlighed ud over dem, der virkelig burde mærke den. Ud over dem, man virkelig elsker.  Men hvad er der sket i et menneske, siden det ikke kan give sin kærlighed fra sig? Ind i mellem brækker jeg mig over det, ind i mellem græder jeg over det. Ind i mellem vender jeg ryggen til det.  Er jeg to? Er jeg flere? Eralle det? Hvordan ved man i virkelighe…