Siri - 2

Siri gnider fingerspidserne mod hinanden. For at mærke, hun har en krop. At hun er varm endnu. Hun sidder længe i bilen. Ånder en grå tåge, der opløser sig selv. Hvis lykken er et valg, man selv træffer, hvorfor gør hun det så ikke?

Ole er kørt til Hovedbanegården. Han skal købe billetter til en tur til Berlin. Synes ikke det er noget, der kan foregå på en computer. Hun smiler, vinker, nikker ja, da han går. Nu sidder hun i bilen. Endnu. Ser ud ad forruden, ud på den sorte garageport. Blikket har så kort til alt her, før det bremses af mure, mennesker, alle de døde ting; kulden er en anden her. Hun har ikke tænkt over det før. Ikke på den måde. 

Langsomt går det op for hende, at hun måske kan dæmme op for længslen. Lidt måske. Forløse noget. Selv. Ved at vælge et liv. Dagligt tænker hun på, hvor længslen kommer fra.

Dengang hun sad på trappen, det øverste trin, og så ud ad det høje smalle vindue. Hun kunne lige skimte vejen, og se når en billygte gled forbi. Hver gang fór hjertet op i halsen og bankede så hårdt ud mod den tynde hud. Gråden i halsen. Som en knude, hun ikke kunne få løsnet. Hun talte de 6 sekunder, hun vidste det tog for bilen at køre om på siden af huset og ind i carporten. Den manglende lyd af bildøren, der ikke blev smækket. Den tomme stilhed, der fik gråden til at bølge op gennem knuden og vælte tavst ud. Den rystende krop. Bleg og spinkel. Maven der fik hende til at rende på toilettet efter hver bil, der ikke var morens. Og når lygten endelig var den rigtige og lyden fra bildøren, gav genlyd i carporten, buldrede hun ned ad trappen, rev døren op og løb hen over det våde mørke græs i de bare tær. 

Morens favn var lige varm og træt hver gang. Sukket lige dybt. De sorte glatte læderhandsker i hendes nakke, formet efter mormorens små hænder. Som havde hun lige sluppet dem. Først dér slap kroppen det faste greb om hendes sjæl. Først dér, kunne hun lægge sig og sove. Slappe af, indtil næste gang. Det vidste hun. 

Kommer længslen derfra? Var det dér, da hun gang efter gang sad på trappen i mørket og ventede på moren i en ukendt tilstand af angst? Satte den sig fast i hende der? Er længslen en forhindring for livet, eller er den drivkraften? Billederne cirkler om det samme, om hvilken magt friheden har over livet? Over mennesket. 

Det hober sig op. I temaer, bunker, noter, halve ting, halve tanker; uendeligt. Lærreder og skitser koordineret i nuancer og systemer efter forskellige principper. Minder. Lyde, dufte, fornemmelser, glimt. Som en besættelse? Måske engang, men det tænker hun ikke længere så meget over. Det er en præmis for hendes eksistens. Som menneske. Som kunstner. Som mor. Til barnet der aldrig kommer og begynder sit liv i hende. 

Tomheden.

Må livet være en jagt efter frihed, når man ikke kan skabe et barn? Hvad skal jeg med det her liv? Spørgsmålene i billederne. Hun nærmer sig aldrig svaret, kun flere spørgsmål. Som en måde i det mindste at tage sig af den nagende, insisterende hvisken langt derinde. Som en måde at tage sig af tomheden. For at forløse trangen til noget at tage sig af. Til nogen af tage sig af. Og spørgsmålene bliver som en bunker, hun graver sig dybt ned i. 

Siri kan ikke slippe det. Øver sig hver aften, når hun lægger sig på sengen. Mediterer. Tænker på ingenting. Lytter til vinden, bølgerne. Ser fjorden arbejde til lydene i høretelefonerne. Mærker de borer sig ind i hendes indre. 

Kan ikke tænke på ingenting. 

Måske er valget af frihed en nødvendighed, hvis vi vil vores eget liv, det bedste? Hvis ikke vi vil vores eget liv det bedste, hvad er så meningen med at have det? Livet? 

Bølgerne, mågerne, landskabet. Lunderne på fjeldet. Lydene. 

Dagene bliver til skitser. Kul, blyant. Ind i mellem blå, grå ind i mellem rød. Arbejdsbordet er en ø, hun skanser sig på. Alene. Angstfuld. Rolig. Paletten er uendelig. Det gør hende i det mindste lettere, at der er en vej ud. Til noget af det. Som en bold, der en umulig at gribe. Som en solstråle, kroppen instinktivt suger til sig. 

Når de sidder ved bordet om aftenen, indimellem bliver den over ti, før de spiser, kan hun se i hans blik, det er forkert. Hun kan se, det ikke kan lade sig gøre med ham. Intet af hendes indre liv, kan hun i virkeligheden dele med ham. Hvordan kan hun også forvente det? Af nogen overhovedet. Men hvad skulle han også bruge hendes indre til, når det er så tomt? Hvordan skulle han kunne forstå, når hun ikke selv kan?

Siri har aldrig fortalt Ole om det. Ikke rigtigt. Minderne. Angsten. Nætterne på trappen. Det er som om, det er nødt til at foregå på et andet sprog, end det de deler. Et sprog han ikke kender. Hun er bange for, han ikke kan høre hende, hvis hun åbner munden.