Siri

Da hun voksede op, var der ingen spørgsmål, der blev sagt højt. Men de buldrede i hendes bryst, og på fjeldene rev vinden i hende. Som om den ville have hende til at tale. Undrede sig, som hende, højlydt over de tavse forældre, der mumlede gennem dagene. Gennem livet. I mange år kæmpede hun. Og fjeldet blev en fjende, hun blev ved med at opsøge. Som for at sikre sig, at noget i verden var levende. Naturen på øen var så levende og intens. Så kold. 

Siri ved, det hænger sammen sådan. Og de seneste par år, har livet med Ole har gjort hende bange. Længslen har altid været en præmis i deres forhold. Men det gør hende bange, at Ole bare lever med det. Det gør hende bange, at han vælger det. At han forholder sig så passivt til sin viden. At hans øjne har forandret sig, og hun ved det, selvom deres blikke sjældent mødes. At han intet gør. Ligesom hun intet gør. Alt for længe. 

Aftalerne på IVF-klinikken er uendelige. Forudsigelige. De parkerer på den ujævne plads bag den lille hovedgade, der minder Siri om Thorshavn. På en irriterende måde, ligger den der, og forsøger at være noget, den aldrig kan blive. Noget der ikke er meningen for den. Som barn var gaden i Thorshavn uendelig. Et eventyr i modsætning til fjeldet, der altid trak hende ned i det mørke. 

De åbner døren til den lille opgang, Ole tager den sorte snoede vindeltrappe, og hun trykker på elevatoren, der ikke kommer. Hun kigger ud på den hovedgaden, der er belagt med rødlige sten. Bliver irriteret over tøjbutikkernes stativer og bøjlerne, der dingler med hullede jeans og sølvpailletter. Hun trykker på elevatorknappen et par gange til. Så går hun op ad trappen efter Ole. 

Pulsen prikker bag huden under den bløde uld. Hun trækker vejret lydløst gennem en åben mund, da hun åbner døren til det hvide rum. Bladene på glasbordet i midten er de samme som sidste uge. Alt andet bugner ellers af nyt. Det hvide tæppe på gulvet er stadig hvidt. Det strammer i mundvigene, da hun træder hen over det runde turkise logo i midten af tæppet. 

Ole står ved skranken og kigger i en brochure. Ægløsningstest. Siri hæver øjenbrynene, og smiler til pigen, der slipper tasterne. Den hvide kittel gaber, da hun rækker armen frem for at tage imod Siris kort. Siri kan se hendes bh. Den er rød. Hendes tænder skinner. Der sidder en funklende sten på en af hjørnetænderne. 'Stephanie' står der på et lille skilt midt på brystet. Stephanies arm er tyk og brun. Den ser blød ud. Luften siver ud af Siri, og hun har lyst til at lægge sin kind mod den bløde hud. Trække vejret ind i den. Men Stephanie tager armen til sig og taster med hvide negle. 

Længslen efter at blive mor er en præmis i Siris liv. En bølge der overmander hende, så kroppen dingler leddeløst i strømme, hun ingen kontrol har over. Sådan er det bare. Ole følger også med. Og han vil kun have sit eget barn, siger han. Hvis han skal have ét, så skal det sgu ikke være et købe-et. Siri har ikke fortalt ham, at hun kan elske alle børn. Hun er ligeglad. Bare hun får ét at elske. 

Siri trækker ulden over hovedet. Hiver ærmerne op. Hun kan lugte sig selv, da hun lægger trøjen ned i tasken. Altid den lugt. Uanset hvor tit, hun går i bad.  

______________________________________________________________________________