Siri
Da hun voksede op, var der ingen spørgsmål, der blev sagt højt. Men de buldrede i hendes bryst, og på fjeldene rev vinden i hende. Som om den ville have hende til at tale. Undrede sig, som hende, højlydt over de tavse forældre, der mumlede gennem dagene. Gennem livet. I mange år kæmpede hun. Og fjeldet blev en fjende, hun blev ved med at opsøge. Som for at sikre sig, at noget i verden var levende. Naturen på øen var så levende og intens. Så kold. Siri ved, det hænger sammen sådan. Og de seneste par år, har livet med Ole har gjort hende bange. Længslen har altid været en præmis i deres forhold. Men det gør hende bange, at Ole bare lever med det. Det gør hende bange, at han vælger det. At han forholder sig så passivt til sin viden. At hans øjne har forandret sig, og hun ved det, selvom deres blikke sjældent mødes. At han intet gør. Ligesom hun intet gør. Alt for længe. Aftalerne på IVF-klinikken er uendelige. Forudsigelige. De parkerer på den ujævne plads bag den lille hovedg